Flyvske tanker

ADHD smitter ikke - det gør tabu.

Category: ADHD (page 1 of 4)

Kan man lære at acceptere at være skrøbelig?

Jeg skulle egentlig have skrevet et “året der gik”-indlæg – det burde faktisk have været skrevet. Det her er også et “året der gik”-indlæg, men det er også meget mere end det. Der er nemlig en grund til at det først kommer nu. En grund som jeg stadig ikke selv er 100% afklaret omkring, som gør mig forvirret, nedtrykt og lettet på en og samme tid. Det skulle “desværre” tage mig alt for lang tid at indse det. Det andre allerede havde set, og nok egentlig havde prøvet at få mig selv til at indse. Jeg har gjort det jeg kender bedst. Det jeg ikke ved hvordan jeg lader vær med. Jeg har presset mig selv for hårdt. Alt for hårdt. Og det er jo desværre ikke første gang det sker.

Jeg er blevet sygemeldt. Igen…

Jeg ved ikke særlig meget om hvad der kommer til at ske – endnu. Jeg skal heldigvis til møde omkring lige netop dette på tirsdag (d. 13/1/15), og jeg glæder mig ret meget til at få noget vished over fremtiden. Indtil videre har jeg selvfølgelig gjort mig mange tanker om hvad der skal ske – eller måske nærmere hvad jeg gerne vil have der skal ske. Men jeg ved det ikke. Jeg ved jeg er sygemeldt fra studiet. Jeg ved at det ikke er 100% sikkert om jeg vender tilbage til studiet. Det bliver i hvert fald ikke lige nu. Der går nok et ret langt stykke tid. Jeg skal finde ud af hvem jeg er. Hvad jeg vil med livet. Hvordan livet faktisk også kan være. Hvad jeg drømmer om. Jeg skal have fundet ud af så meget om mig selv, og hvem jeg er i denne her verden – og det kommer til at tage tid. Denne gang skal jeg være 150% klar inden jeg “raskmelder mig” – og 200% klar næste gang jeg igen skal i uddannelse.

Jeg ved godt at jeg ikke burde være flov, eller sidde med følelsen af et nederlag – men det gør jeg… Jeg synes ikke det er særlig fedt at sidde her et halvt år efter – og være sygemeldt igen.

Jeg er nødt til at lære at acceptere at jeg er skrøbelig

Jeg ved som sagt ikke særlig endnu – det gør jeg forhåbentlig om et par dage. Jeg kan i hvert fald ikke holde ud at gå i denne hersens uvished. Omkring hvad der skal ske, hvornår, hvordan og hvorfor. Men uanset hvad er jeg nødt til at acceptere. Acceptere at jeg er pisse hamrende skrøbelig. Det har jeg bare så fandens svært ved! Jeg ved det jo godt, at jeg er skrøbelig – og langt mere sårbar end andre. Jeg glemmer det bare. Jeg glemmer at jeg ikke kan det samme, og glemmer at det faktisk heller ikke forventes af mig. Jeg har ADHD, og derfor er det vel et eller andet sted klart at jeg ikke kan det samme som alle andre. Det håber jeg, jeg en dag kan lære at acceptere. At jeg en dag lærer at jeg ikke for en skid ud af at presse mig selv 300% mere end hvad godt er. Men det har jeg ikke lært endnu. Jeg har altid presset mig selv hårdt. Også selvom det kan gøre ondt. Jeg har altid presset mig selv, også langt over kanten. Og de seneste år har jeg presset mig selv så hårdt, at jeg til sidst har været ved at dø i det. Det burde være grund nok til at stoppe op, og mærke efter. Men jeg ved ikke hvordan man gør. Jeg kender kun til at presse mig selv super hårdt – presse mig selv til perfektionismen og lidt mere. Og det er endnu engang blevet min fjende – perfektionismen. Det er måske i virkeligheden den, der fik mig presset helt derud hvor jeg var nødt til at sige stop og stoppe på mit drømmestudie. Og måske er det også perfektionismen, som er med til at give mig de søvnproblemer jeg har.

Søvnproblemer – fra irreterende til alvorlige

Hvis du følger bloggen på facebook ved du også at jeg døjer med min søvn. Det har jeg gjort længe. Alt for længe. Jeg har aldrig haft let ved at falde i søvn, men sådan som det er nu er langt fra bare lidt problemer med at falde i søvn. Jeg har det sidste års tid haft mange søvnløse nætter. Og det der måske for 6-7 måneder siden var et stort problem, er nu blevet et meget alvorligt – i hvert fald hvis man skal lytte på hvad de kloge siger (min mor, psykiatere, læger osv ). I skrivende stund har jeg i løbet af den sidste uges tid haft to gange hvor jeg har været vågen 2 nætter i træk – heldigvis med et par dages mellemrum, men 4 dage ud af 7 er ikke bare et problem – det er både usundt, farligt og mere eller mindre ødelæggende. Der er ikke noget jeg ønsker mere lige nu, end en normal døgnrytme. Men det er lettere sagt end gjort. Og det er absolut ikke med vilje, eller noget jeg gør fordi jeg har lyst – jeg er faktisk pisse (undskyld mit sprog) bange, frustreret og udmattet – fysisk såvel som psykisk. Meget er prøvet for at afhjælpe, men intet har virket ordentligt eller hensigtsmæssigt. Den 23/1/15 har jeg en tid i Risskov på den psykiatriske afdeling – og jeg håber noget så inderligt at de kan hjælpe.

Mine problemer med søvnen er i høj grad også en medvirkende faktor ift. at jeg nu har måttet sygemeldes. Igen.. Men nok om sygemelding og søvnproblemer. Begge ting vil jeg fortælle meget mere om snarest. Og det har jeg pludselig tid til – altså at skrive, som jeg jo virkelig holder meget af. Og det er positivt. Jeg har brugt rigtig meget tid med min bedste ven på det sidste, en skøn gut jeg lærte at kende i folkeskolen, og i stort set alle vores snakke på det sidste har han, hvis jeg har været sur, ked af det eller frustreret, tvunget mig til at finde mindst 2-3 positive ting. Og det er jeg så glad for han har lært mig – eller i hvert fald fået mig til. Lige pt. kan jeg have svært ved at se positivt på tingene – som jeg ellers altid har kunnet – og derfor er det virkelig rart at blive hjulpet lidt på vej heart

Farvel til 2014, goddag til 2015 – på godt og ondt!

Året der gik? Altså 2014. 2014 har været super hårdt og udfordrende, men også fyldt med oplevelser jeg aldrig glemmer og gode minder. De fleste af dem kan du læse om her på bloggen  Fordi flere af de helt store oplevelser i høj grad er pga af bloggen. Den 27. februar 2014 skrev jeg mit første indlæg – og selvom jeg har nævnt det før, siger jeg det igen – for jeg kan næsten ikke forstå at det indlæg, at det at jeg oprettede flyvsketanker.dk ville føre mig så langt, slet slet ikke så hurtigt. At jeg ville sidde her, næsten et år senere og have modtaget Aalykkeprisen, og faktisk også have været tæt på at modtage Handicapprisen i min hjemby. Det er stadig kæmpe stort, det vil det altid være. Og jeg har stadig svært ved at tro på det virkelig er sket for mig. Lille mig, som i virkeligheden er møg hamrende skrøbelig.. I foråret udviklede jeg et hjælperedskab, et hjælperedskab som både hjælper mig selv, men også mange andre. Og jeg håber det bliver det første af flere. I sommers skrev jeg min første bog, en e-bog om ADHD. Og det er helt med vilje jeg skriver “min første”, får jeg har faktisk ambitioner om at skrive endnu en. I hvert fald et mål og et håb om at kunne gøre det. Hvad denne skal handle om, må du vente lidt endnu med at få at vide – men ideen er der, og jeg tænker mange tanker om denne. Ambitionerne er stadig høje. Når det handler om flyvsketanker.dk og om at hjælpe andre tror jeg aldrig jeg kan slække på disse.

I pinsen tog jeg på PinseCamp med ADHD-foreningen, en af de bedste oplevelser jeg har haft. Det er helt klart noget jeg anbefaler til alle mellem 18-25 år. Ord kan ikke beskrive hvor meget denne oplevelse gav – men jeg har prøvet, og det kan du læse om ved at trykke på linket ovenover.

Jeg tog også til Bornholm. Med en kugledyne som blev slæbt ind i toge og på færgen. Jeg havde 12 fede dage, med en masse super dygtige klatrer. Og jeg fik selv klatret. Det kan du læse mere om i indlægget her.

Og så startede jeg på læreruddannelsen – hvilket jeg desværre kun fik skrevet ganske lidt om. Du kan nok regne ud hvorfor – fordi jeg jo nu er sygemeldt.

skrøbelighed

Et lille nytårs-selfiesmile

Indlægget er allerede blevet super langt, alligevel føler jeg at der er så meget mere jeg kunne fortælle. Meget af det har jeg måske allerede fortalt på facebook-siden, men jeg skriver alligevel lidt anderledes der, end jeg gør her.  Der er så mange ting jeg har lyst til at dele med jer – og det har jeg også tænkt mig at gøre . Jeg får så meget ud af at skrive, og det vil jeg virkelig bestræbe mig på at gøre meget mere – dog med det forbehold, at jeg pt aldrig ved hvordan jeg har det når jeg vågner – eller jeg vil måske nærmere sige når en ny dag starter. Det er jo desværre ikke altid jeg får lov at falde i søvn og dermed vågne.

I skal have et lille billede fra min nytårsaften – en egentlig ret mærkelig aften, en længere historie, men også god. I hvert fald havde jeg en super hyggelig 1/1/15 wink

 

Jeg har mange ideer og planer for bloggen her i 2015 – nogle måske bedre end andre, men det må tiden vise. Nogle vedrører måske ikke kun bloggen, men ADHD og mit store ildsjæle-hjerte generelt. Jeg tænker jeg måske vil skrive et indlæg om nogle af disse en af de følgende dage. En af mine ideer er egentlig ganske simpel: jeg vil begynde at skrive en del mere om min hverdag. Jeg har længe haft den holdning at bloggen kun skulle have indhold der på den ene eller anden måde er ADHD-relateret – men hey, jeg lever med ADHD hver eneste dag, 365 dage om året, hele livet – så i virkeligheden har det meste måske relevans smile

Og nu opdagede jeg lige at jeg slet ikke har fået fortalt dig om et virkelig fedt projekt jeg er/har været med i. Jeg blev kontaktet af Oddresort, som pt er igang og snart færdig med en portal der indeholder en masse interviews omkring psykiske sygdomme, diagnoser og handicaps. En vidensportal som er bygget op af en masse videoklip – og gæt hvem der blev spurgt om ikke hun ville fortælle om ADHD? wink Jeg har allerede ået lov at se alle klippene, som gerne snart skulle blive offentliggjort. Det skal jeg selvfølgelig nok fortælle en hel masse mere om – indtil da kan du allerede klikke dig ind og se nogle af de andre “fortællinger” på headmatters.dk – som portalen hedder.

Måske har du nogle gode ideer til mig? Nogle indlæg du godt kunne tænke dig jeg skrev? Emner du gerne ville høre mere om? I hvert fald håber jeg du stadig har lyst til at følge med – selvom jeg har fået skrevet alt alt alt for lidt de sidste par måneder. Jeg vil ikke love for meget, men jeg lover at der ikke kommer til at gå så lang tid igen. Slet ikke – jeg vil bestræbe mig på at skrive så meget som muligt. Aller helst flere gange i ugen, men denne gang lover jeg ikke andet end at gøre mit bedste 

Aalykkeprisen 2014

Siden 2011 har ADHD-foreningen uddelt Aalykkeprisen på deres årlige konference. Aalykkeprisen er en pris, som gives til en person som har ydet en indsats ud over det sædvandlige for ADHD-sagen. Jeg kendte godt til prisen, men havde på intet tidspunkt troet at jeg nogensinde skulle modtage den, ikke en gang bare være nomineret til den. Og derfor er det også en ekstra stor ting, en kæmpe ting for mig, at kunne fortælle at jeg torsdag d. 4/9 modtog Aalykkeprisen 2014.

En anerkendelse ingen nogensinde vil kunne tage fra mig

Jeg er simpelthen så glad, stolt og overvældet over den kæmpe anerkendelse. For mig er det i hvert fald kæmpe stort at blive udvalgt til at modtage Aalykkeprisen. Jeg har aldrig grædt af glæde, men jeg indrømmer gerne at det var tæt på da jeg fik det at vide. Tænk sig, lille mig, som stadig kan være så skrøbelig. Lille mig, som udgav mit første indlæg på flyvsketanker.dk d. 27/2/14 – et indlæg som lige så meget var min måde at “springe ud” på. Lille mig, som på mange måder selv bruger bloggen til at bearbejde og blive klogere. Lille mig, som egentlig ret tit ikke tror særlig meget på mig selv og mit værd. Mig der ellers plejer at snakke meget, også på skrift wink synes næsten det er svært at finde ord der beskriver præcis hvor meget det betyder for mig at have modtaget Aalykkeprisen. Det er en anerkendelse af mig og mit arbejde som ingen nogensinde vil kunne tage fra mig. En anerkendelse af et stykke arbejde, jeg altid er meget perfektionistisk omkring og aldrig selv synes er helt godt nok – men det er der (tydeligvis) andre der gør, og det skal jeg bare lære at tro på.

En dag jeg aldrig glemmer

Den 4. september 2014 er en dag jeg aldrig nogensinde vil glemme! Da ADHD-foreningen selvfølgelig ville sikre sig at jeg kunne være der til overrækkelsen, havde jeg et par dage forinden fået den kæmpe nyhed og var blevet inviteret til at komme og være med hele dagen. Jeg havde længe ønsket at komme med på konferencen, så det i sig selv var en stor gave. Min mor tog med mig, og  vi ankom omkring kl 13 – allerede herfra oplevede jeg ting, jeg aldrig havde troet jeg skulle opleve. Jeg hørte flere gode oplæg, og nød i det hele taget den atmosfære af dygtighed, faglighed og nysgerrighed hele konferencen summede af. Jeg rendte hurtigt ind i Bettina, som er ansat ved ADHD-foreningen og som var med på Pinsecamp 2014 – hun sørgede for at jeg hele dagen havde det godt, og følte mig tryg. Flere af de dygtige ansatte hos ADHD-foreningen genkendte og roste mig meget, og da en sød kvinde kom og sagde “Dig kender jeg fra nettet” og  også roste mig meget og det efterfølgende viste sig at være direktøren for ADHD-foreningen, er det svært ikke at få lidt sommerfugle i maven og bare blive fyldt med glæde og stolthed. Allerede inden det blev aften, og prisen skulle overrækkes havde jeg fået kæmpe oplevelser med i bagagen – oplevelser der kun blev større som dagen gik. Da klokken blev 19 var der stor festmiddag, og det var under denne at Aalykkeprisen skulle overrækkes – som du måske kan forestille dig var det ikke meget jeg fik spist, jeg var i stedet fyldt med nervøsitet, spænding, glæde og en masse sommerfugle i maven.

“I år har vi valgt at give Aalykkeprisen til….”

At blive kaldt op på en scene, foran 440 mennesker, mange af dem dygtige fagfolk, for at modtage Aalykkeprisen. At stå deroppe, mens formanden af ADHD-foreningen Jette Myglegaard holder den flotteste til til/om mig. Selv at tale foran så mange mennsker. Og at selvsamme 440 mennesker rejser sig op og klapper af en. Det er det største, det vildeste, jeg nogensinde har oplevet. Det er faktisk så stor en oplevelse at jeg stadig kniber mig selv lidt i armen for at være sikker på at det ikke er en drøm. Jeg tør stadig næsten ikke tro på at det virkelig er sket for mig. At forsøge at genfortælle den er heller ikke nem – for hvordan beskriver man det største øjeblik i ens liv?

aalykkeprisen

Den smukke buket blomster jeg har fået af ADHD-foreningen ifb. med Aalykkeprisen.

aalykkeprisen

Aalykkeprisen indebærer et littografi af Troels Trier og et kontant beløb på 5000kr. Her ses det smukke littografi “Pigernes masker” som jeg jeg har modtaget – jeg er SÅ glad for det!

Jette Myglegaard, formand for ADHD-foreningens tale ved overrækkelsen af Aalykkeprisen:

ADHD-foreningen har indstiftet Aalykkeprisen, som en anerkendelse af mennesker, som gør noget ud over det sædvanlige for ADHD-sagen.

Det har været virkelig dejligt at læse om mennesker, som er blevet indstillet til at modtage dette års pris. Det er mennesker, som brænder for at hjælpe andre, for at perspektivere debatten og for at skabe overskud i livet for dem, der kæmper med ADHD, hvad enten de er professionelle, frivillige eller folk, der er med til at sætte dagsordenen i medierne.

Efter intense overvejelser har vi besluttet, at vi i år vil give prisen til en kvinde, som kæmper for vores fælles sag på sin helt egen måde og med et gå-på-mod og en villighed til også at sætte sig selv på spil, som vi kun kan beundre.

Hun er muligvis ikke så kendt i ADHD-kredse endnu, men for dem som kender hende betyder hun rigtig meget. Hun leverer en helt enestående og meget inspirende indsats drevet af et stort ADHD-hjerte.

Og med disse ord vil jeg gerne bede Marie-Louise Hylleberg om at komme herop og modtage Aalykkeprisen 2014.

Marie-Louise har bloggen “Flyvske tanker – ADHD smitter ikke, det før tabu” og så er hun forfatter på e-bogen “ADHD smitter ikke”.

Marie-Louise brænder for at bryde tabuet omkring livet med ADHD, og det der kan følge med diagnosen. Hun fik først diagnosen sidste år, men hun har allerede med sin åbenhed gjort en forskel for andre med ADHD og deres pårørende.

Hendes blog handler om hendes personlige erfaringer, men hun er også dygtig til at videreformidle faglig viden. Hun skriver åbent og ærligt on livet med ADHD på godt og ondt og er åben over for dialog omkring omkring hverdagen med ADHD.

Så derfor, Marie-Louise, denne lille anerkendelse af en stor indsats. Du gør en kæmpe forskel for rigtig mange mennesker allerede og vi er sikre på at flere kommer til fremover.

Din åbenhed og entusiasme smitter. Tak for det.

Jeg synes simpelten at det var så flot en tale Jette Myglegaard holdte. Jeg bliver helt rød i kinderne bare ved at tænke på de mange flotte ord.

jette myglegaard

Formanden for ADHD-foreningen, Jette Myglegaard og jeg.

Jeg har helt sikkert glemt at fortælle en masse, men som sagt – hvordan beskriver man noget så stort, ordentligt? En ting er sikkert, jeg er kun blevet endnu mere motiveret og har fået endnu flere drømme, mål og ambitioner for at bryde tabuet om ADHD og hvad der følger med.

Til sidst vil jeg endnu en gang takke ADHD-foreningen. Tak for den kæmpe store anerkendelse! Tak for en fantastisk dag, som jeg aldrig nogensinde vil glemme! Og tak fordi I vil mig, og mit arbejde. Jeg håber på at se jer alle igen, snart heart

Tilbage til virkeligheden

Som du måske allerede ved er jeg kommet ind på min drømmeuddannelse – læreruddannelsen. Og lige om lidt er det ikke længere “bare” en drøm, fra og med imorgen af er jeg nemlig studerende på Læreruddannelsen i Silkeborg! Imorgen skal jeg tilbage til virkeligheden, imorgen er jeg ikke længere sygemeldt. Jeg glæder mig helt vildt! Og samtidig er jeg sindsygt nervøs, og måske en smule bange? Det har været trygt at gå sygemeldt. Ikke nemt, slet ikke nemt – men trygt.

Tak fordi I reddede mit liv

Det lyder voldsomt, “Tak fordi I reddede mit liv”, men det er sandt. For ca. et år siden, sad jeg en eftermiddag på terrassen på mine forældres restaurant. Der var ingen gæster, heldigvis – for overfor mig sad min mor, min moster og min mormor. Jeg havde det ikke godt, slet ikke. Jeg havde ingen livslyst, ingen mod på livet. I virkeligheden havde jeg mest af alt bare lyst til at give slip, forsvinde fra jordens overflade – jeg ved det gør ondt at høre, men jeg havde faktisk bare lyst til at dø. “Du skal sygemeldes, nu!” – dengang så jeg det som tvang, ville ikke “erklære” mig sårbar, men det er endt med at være det bedste der nogensinde er sket. For dengang, for et år siden, troede jeg ikke jeg ville være her i dag. Jeg havde ingen drømme, mål eller ambitioner – og jeg havde slet ingen ide om at jeg 1 år senere, ville have udviklet mig så meget, stråle af optimisme og livslyst – og opnå så meget, på så kort tid. Og derfor er jeg den dag i dag, de 3 kvinder evigt taknemmelig. De hjalp mig da jeg havde aller mest brug for det. Ingen ord vil være nok til at beskrive præcis hvor taknemmelig jeg er over at i den dag i august 2013 sagde til mig: “Du skal sygemeldes, nu!”

Når virkeligheden rammer med 200 km/t

Godt nok en hel anden virkelighed end den, jeg skal tilbage til imorgen. Der er altid en grund til at man bliver sygemeldt – og den vil jeg gerne fortælle dig om:

I februar 2012 tager jeg min sidste lykkepille, antidepressiv medicin om du vil. På daværende tidspunkt har jeg i 5 år været på antidepressiv medicin, medicin jeg i første omgang fik på grund af min anoreksi. Senere hen fordi man mener jeg er deprimeret og stresset… De hjalp lidt, var måske et sikkerhedsnet, men jeg ville ønske at man dengang havde taget mig alvorligt – gået i dybden og opdaget at mine problemer skyldes ADHD. Men altså jeg tager den sidste pille, ryger i et par uger ned i et stort sort hul – men lever efterfølgende højt på sejren over at have sluppet af med “lykkepillerne”. “Yes, baby nu kører det sgu – endelig min tur til at være ovenpå” – og jeg er også ovenpå, tror jeg! Fordi i virkeligheden lever jeg i en fantasiverden, faker mig til selvtillid og forsøger at holde de mørke tanker væk. Jeg lever i fantasien, men man kan ikke leve i en fantasiverden særlig længe. Og i foråret 2013 begynder det ligeså stille at gå ned ad bakke – jeg opdager det bare ikke endnu, min lille fantasiverden eksistere et par måneder mere og først sidst i juni rammer virkeligheden med 200 km/t. Først der går virkeligheden op for mig – og den er ikke sjov. For det er ikke sjovt at vide at man er anderledes, men ikke vide hvorfor. Ikke sjovt ikke at vide hvorfor man har så mange vanskeligheder. Mine tanker var ved at slå mig ihjel. Den 1. august 2013 skulle jeg faktisk have startet i min sidste praktik på pædagoguddannelsen, på en døgninstitution for omsorgsvigtede børn. Men et par dage inden ringer jeg til praktikstedet og siger det som det er. Jeg ringer samtidig til pædagoguddannelsen og fortæller ligeledes det som det er – og at jeg stopper. Et par dage senere bliver jeg sygemeldt.

At gå sygemeldt

I forbindelse med at jeg bliver sygemeldt, bliver jeg også tilknyttet Udviklingshuset i Horsens. Jeg får en kontaktperson, faktisk lederen af stedet, og det er også hende der første gang præsentere mig for det, der bliver min psykiater – i hvert fald indtil marts, men det kommer jeg til. Det er denne psykiater, som endelig tager mig alvorligt, ser mig. Han ser lige igennem mig, og efter utallige spørgsmål og en lytten til min historie, bliver jeg udredt og får diagnosen ADHD. Endelig er der en masse brikker, som falder på plads. En masse spørgsmål der pludselig bliver besvaret. En hel anden forståelse af mit liv og hvorfor mit liv har været som det har. Men der opstår også en masse nye spørgsmål, og selvom det er en lettelse er det ligeså meget “et slag i ansigtet” – jeg stod der som voksen og pludselig skulle jeg finde en hel ny måde at forstå mig selv. Det tog mig tid, flere måneder, at erkende og acceptere diagnosticeringen. Kort inden jeg første gang møder førnævnte psykiater, er jeg blevet henvist til psykiatrisk afdeling. Jeg får også en tid – 5 måneder senere! Det kunne jeg ikke vente på, og det er derfor jeg startede hos psykiateren. Men jeg holder fast i min tid på “psyk.” og i marts har jeg min første tid der – og bliver afsluttet hos psykiateren som jeg ellers har været så glad for at være tilknyttet. Nu er jeg tilknyttet psykiatrisk afdeling som ambulant patient – og det er jeg også glad for, på trods af at du derude er et nummer, hvorimod at jeg hos psykiateren er en personlighed. Men jeg kan ikke klage – jeg har fået psykoedukation som du kan læse om her, og jeg er tilknyttet både overlægen og en psykolog. Siden januar har jeg kommet i Headspace i Horsens og som jeg vidst nok har nævnt i et tidligere indlæg er jeg ikke længere tilknyttet Udviklingshuset, men i stedet noget, som hedder Udebo. Og jeg har det bedre end jeg måske i virkeligheden nogensinde har haft det.

En ny virkelighed

Nu sidder jeg her. Et år som sygemeldt er forbi. Og på det år er der sket meget – i indlægget her har jeg måske i virkeligheden kun en brøkdel med. Mit liv er ikke blevet legende let. Der er stadig dårlige dage – faktisk i hver eneste uge, men jeg forstår lige pludselig hvorfor disse dage kommer. Jeg har en forklaring på mine problemer og vanskeligheder, og en forklaring på hvorfor jeg altid har været anderledes. Jeg har accepteret at jeg har ADHD, og selvom det var hårdt i starten har diagnosticeringen givet mig noget ubeskriveligt vigtig: jeg har accepteret mig selv – også de knap så positive sider. Jeg har udviklet mig sindsygt meget det sidste år, og selvom jeg nok altid vil være skrøbelig er jeg på mange måder også blevet stærkere. Da jeg sad der i august måned troede jeg aldrig jeg skulle nå så langt.

tilbage til virkeligheden skoleting

Jeg går en spændende tid i møde – på flere måder. Som sagt starter jeg i skole imorgen – på den uddannelse jeg i virkeligheden har drømt om siden folkeskolen. Jeg troede bare ikke nok på mig selv, til at realisere drømmen – det gør jeg nu. Som jeg nævner i starten har det ikke været nemt at gå sygemeldt, men trygt – trygt at kunne holde sig for sig selv hvis man havde en dårlig dag, og på en måde trygt “bare” at skulle arbejde med sig selv. Men nu skal jeg tilbage til virkeligheden – og jeg glæder mig helt vildt! Jeg er nervøs, men top-motiveret og glad.

Jeg var ikke nået hertil alene – og selvom jeg i den nærmeste fremtid vil skrive et indlæg om dem som står mig nært, og støtter mig, så vil jeg alligevel bruge de sidste par linjer på at takke dem. Tak til min mor som altid har støttet og hjulpet – også når jeg slet ikke har fortjent det. Til min far og mine søskende. Til min  mormor og moster. Til min Moster og onkel, som altid har været lidt mere end bare moster og onkel. Og en særlig tak til den flok af mine nære venner (jeg ved i ved hvem i er, og jeg ved flere af jer læser med) – tak fordi i altid er der, fordi i er tålmodige, fordi i acceptere mig for den jeg er og fordi i giver mig kærlighed og omsorg både når jeg mangler det aller mest og når jeg ikke gør heart

Og selvfølgelig en kæmpe tak til dig – kære læser. Fordi i ligeså meget giver mig troen på at jeg kan, fordi i motivere mig og fordi jeg får lov til at gøre noget af det jeg er bedst til: at hjælpe andre og at bruge mine mange refleksioner konstruktivt. Jeg glæder mig til at skrive en masse gode indlæg til jer – fordi bloggen fortsætter altså selvom jeg bliver studerende wink

Super fin boganmeldelse af e-bogen

Den 5. juli 2014 udgav jeg min første e-bog “ADHD smitter ikke…”. Måske er du en af de efterhånden rigtig mange, som har downloadet (måske også læst) bogen – hvis ikke kan du downloade den ganske gratis her: 

ADHD smitter Ikke - e-bog af Marie-Louise Hylleberg (3.7 MiB)

boganmeldelseMen ikke nok med at bogen er blevet downloadet tæt på 900 gange – den har også fået en rigtig fin boganmeldelse i ADHD-foreningens blad for lokalafdeling Storkøbenhavn/Bornholm. Hvis ikke du er fra Storkøbenhavn eller Bornholm og modtager af bladet kan du læse boganmeldelsen her: http://adhd.dk/uploads/media/ADHD_STKBH_3_2014_WEB.pdf

Et spørgsmål til dig, kære læser

Hvis du har læst “ADHD smitter ikke…” kunne jeg helt vildt godt tænke mig at vide hvad du synes om bogen?

Jeg håber du har lyst til at svare – enten ved at skrive en kommentar herunder, på facebook eller i en mail til kontakt@flyvsketanker.dk

Ny e-bog om ADHD – “ADHD smitter ikke”

Det er vel snart 1,5-2 måneder siden jeg fortalte dig om den e-bog jeg havde i tankerne – nu er den endelig blevet helt færdig! Nu er jeg endelig tilfreds med den og derfor kan jeg nu præsentere den for dig. Det store arbejde er blevet til e-bogen/pjecen “ADHD smitter ikke”, og den indeholder en masse viden om diagnosen. Jeg har forsøgt at få alle aspekter af diagnosen med, og jeg håber at du bliver lige så glad for den, som jeg er. Jeg er jo hverken forsker, psykiater eller neurolog, men jeg har ADHD og derfor er jeg vel også en slags ekspert? I hvert fald i at have ADHD. Selvfølgelig ved jeg ikke alt, og der vil sikkert være noget jeg ikke har fået med – men en gang som “e-bogs-forfatter” skal vel være den første wink

e-bog om adhd

E-bog om ADHD

“ADHD smitter ikke” er som sagt en bog eller pjece, om du vil, om diagnosen ADHD. Jeg har forsøgt at få så meget som muligt med i bogen – du kan bl.a. læse om årsager, symptomer, kønsforskelle, behandling, medicin, relevante paragraffer og meget mere. Ligeledes finder du bagerst i bogen skabelonen til det hjælperedskab, jeg tidligere på året udviklede, nemlig “Mig og min ADHD”. På de allersidste finder du mine forslag til litteratur eller pjecer – nogle har jeg brugt under arbejdet, andre ikke.

Hvorfor denne e-bog om ADHD?

Man kan måske tænkte “Jamen hvorfor gider du gøre dette store arbejde, og lave en e-bog om ADHD?” og “Hvorfor gør du det gratis?”. Jeg har skrevet e-bogen fordi jeg brænder for at dele min efterhånden store og stadig voksende viden om ADHD. Jeg brænder for at hjælpe andre. Og jeg brænder for at gøre mit aller bedste! Jeg håber selvfølgelig at du, og en hel masse andre vil downloade og læse min e-bog. Ligeledes håber jeg at du får en hel masse ud af den, og hvis ikke en hel masse så bare en smule. Jeg tror på at de fleste vil kunne få noget brugbart ud af “ADHD smitter ikke” – ikke nødvendigvis meget, men lidt har også ret. Noget ved du måske allerede, noget ikke. Noget kan du måske ikke bruge, andet kan du. I hvert fald er e-bogen “ADHD smitter ikke” klar og du er mere end velkommen til at downloade og bruge den.

Download “ADHD smitter ikke” her: ADHD smitter Ikke - e-bog af Marie-Louise Hylleberg

Og du er selvfølgelig mere end velkommen (ja jeg ville faktisk blive rigtig glad) til at dele “ADHD smitter ikke” med alle dem du har lyst til heart

PinseCamp med ADHD-foreningen

Har du fulgt med på flyvsketanker.dk i et stykke tid? Så ved du måske allerede hvad jeg har brugt min pinse på – nemlig PinseCamp med ADHD-foreningen.  Jeg tror faktisk det er den bedste oplevelse jeg nogensinde har haft! En oplevelse som måske også vil “fylde” lidt her på bloggen det næste stykke tid – jeg har nemlig lært så meget og det vil jeg selvfølgelig gerne dele med dig heart Er det ikke også bedst at bruge alt den nye viden i mere målrettede indlæg? I hvert fald kommer dette indlæg primært til at handle om mine oplevelser i løbet af de 4 dage PinseCamp’en varede.

PinseCamp med ADHD-foreningen

Fredag den 6. juni kørte min far mig ud til Skanderborg Vandrerhjem. Vi skulle egentlig være der klokken 20, men kikset nok var det hende der boede tættest på, som kom en halv time for sent – vi kunne nemlig ikke finde det! Da vi endelig fandt det sad mine nerver vidst helt uden på tøjet, jeg var nervøs og spændt. Nervøs for hvem de andre var, om de nu ville kunne lide mig – ja du kender det måske selv. Og jeg var spændt! Spændt på hvad de næste 4 dage ville indeholde, hvad vi mon skulle lave og hvornår vi skulle lave hvad. De blev i hvert fald hurtigt klar over at her var en kontrolfreak med et kæmpe behov for at vide ting – jeg tror aldrig de havde mødt så stor en spørgejørgen som mig wink

pinsecamp med adhd-foreningen

Det var 4 dage i super flotte omgivelser!

Fredag aften blev primært brugt på at slå telte op, og lære hinanden at kende – og jeg fandt da også hurtigt mange at snakke med! Især en pige (Frederikke) skulle vise sig at blive en meget tæt veninde. Ligesom mig kunne hun ikke falde i søvn, det var vi faktisk 4 piger  som ikke kunne, og vi sad et par timer og røg smøger og snakkede. Da jeg endelig gik ind i teltet var det med et kæmpe smil på læben – det skulle helt sikkert nok blive en god pinse!

Kompetente undervisere, inspiration og en masse ny viden

Klokken 7 lørdag morgen blev vi vækket. Jeg var først faldet i søvn klokken 5, men mit humør var alligevel højt! Vi startede dagen ud med noget de fleste med ADHD har svært ved – vi skulle sidde stille og lytte. Men det var egentlig mere eller mindre okay – vi blev nemlig undervist af Rikke og Jan fra JHO Consult. Rikke og Jan har begge ADHD og ligeledes har deres børn. De var derfor super kompetente, og personligt lærte jeg en hel masse! Du kan læse mere om JHO Consult her: jhoconsult.dk.

JHO Consult

I løbet af 3 timer havde jeg fyldt en hel notes-blok, og en masse inspiration og ny viden.

24 timer med Safe Nordic

Undervisningen var helt klart super spændende, men da klokken slog 16 lørdag blev det for alvor interessant! Fra klokken 16 var det nemlig Trine og Thomas fra SAFE NORDIC som tog over, og de skulle “have os” de næste 24 timer. Du kan læse om SAFE NORDIC her: safenordic.dk. Det var både skide hårdt, men også super udviklende at være i deres hænder. Jeg ville gerne fortælle en masse om de 24 timer med Thomas og Trine, men da der kunne ske at sidde nogle som skal med på næste års PinseCamp med ADHD-foreningen ville det være synd at afsløre for meget. Men en ting kan jeg da afsløre: det bliver skide sjovt! Og så vil jeg fortælle lidt om en personlig oplevelse under de 24 timer – det kan jeg nemlig godt uden at afsløre noget wink Hvis du har læst med på bloggen et stykke tid ved du måske også at jeg har ret så mange vanskeligheder med min søvn. Jeg er ikke selv “herre” over hvornår de søvnløse nætter kommer, men de kommer. Og det skete også natten mellem lørdag og søndag. Når jeg ikke har sovet bliver jeg super-sensitiv. Derfor plejer jeg egentlig at holde mig for mig selv på de dage jeg ikke får sovet, både fordi jeg bliver vrøvlet, men også fordi jeg har sindssygt svært ved at vise andre end min familie og aller nærmeste ven, at jeg rummer andre følelser end “Jeg er glad”. At græde overfor andre gør jeg super sjældent – jeg kan sagtens skrive eller fortælle om følelser, men kontrollere hvad andre for at se sådan “face-to-face”. Men søndag eftermiddag fik jeg en super fed oplevelse, som andre måske ville synes var mærkelig… Jeg var presset, udfordret,  måske lidt sulten og uden søvn – og så skete der noget der jeg i øjeblikket egentligt hadede, men vendte til noget positivt efterfølgende: jeg begyndte at græde! Ikke sådan en lille tåre, nej jeg stor-tudede og det foran mennesker som eg måske nok allerede havde fået et tæt forhold til, men alligevel ikke havde kendt i mere end et par dage. Da jeg ligesom var ovre mit “crash-down” følte jeg mig faktisk på en måde ret sej! Heldigvis var resten af søndagen super afslappet (og maden god), vi hørte et mega rammende oplæg fra en af “de voksne” og søndag nat sov jeg så godt som man nu kan i et telt smile

 Når ord gør glad – især når de er uventede

Mandag den 9 juni klokken 15 var det hele slut. Timerne inden blev brugt på supervision, evaluering og samtaler.  Jeg vil ikke fortælle så meget om supervisionen og samtaler som hhv bestod af coaching og socialrådgivning. Men evalueringen vil jeg alligevel fortælle lidt om – jeg fik nemlig nogle virkeligt dejlige og gode ting  at vide. Evalueringen foregik i de førnævnte hold, hos Trine og Thomas. Vi skulle sige hver især have 3 ting vi skulle blive bedre til, og 3 ting vi skulle fastholde at vide – vi holdte os måske ikke helt til de 3, men det var vidst heller ikke det vigtige wink Jeg kan selvfølgelig kun fortælle hvad jeg selv fik at vide, og det er ting jeg virkelig blev glad for at høre! Jeg skulle fastholde (wait for it) det at jeg snakker meget! Jeg blev mildest talt overrasket, men også glad. Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg snakker meget, men jeg troede selv at det var en ting folk synes er enormt irriterende. Men jeg fik tværtimod at vide at det er fantastisk at jeg snakker så meget – fordi det samler folk og skaber glæde. Jeg fik at vide at jeg er rigtig god til at forklare ting, fordi jeg ikke giver op eller bliver irriteret, men i stedet bliver ved og ved indtil folk har forstået og finder nye måder at få tingene forklaret. Og jeg kunne græde af glæde da jeg fik at vide at jeg er INSPIRERENDE! Det sidste er både i forhold til fastholde og blive bedre til, og hænger måske i virkelighed sammen med det førnævnte – jeg fylder meget på både godt og ondt. Det skal forstås på den måde at når jeg glad så smitter mit humør – men det gør det altså også når jeg er i dårligt humør. Derudover køre jeg lidt i ring når mit humør er dårligt, hvilket jo faktisk kan være enormt demotiverende. Jeg er så glad for lige præcis det jeg fik at vide her – de ting jeg netop har nævnt troede jeg nemlig måske i virkeligheden var noget folk tænkte dårligt om. Og det er nok ikke svært at forstå hvorfor det netop for mig, betyder enormt meget at få at vide at jeg er inspirerende.

 “Øv skal vi allerede hjem?”

PinseCamp med ADHD-foreningen er noget af det bedste og fedeste jeg nogensinde har prøvet! Og jeg tror jeg snakker for de fleste af deltagerne: vi havde slet ikke lyst til at skulle hjem! Det var 4 virkelig intense dage, men også 4 dage (jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv) med udvikling/igangsætning af udvikling, læring, relationsdannelse, hygge – ja jeg tror faktisk de fleste følelser var i spil.

pinsecamp med adhd-foreningen

Efter kun 4 dage: nogle af de bedste veninder jeg har!

Da jeg kom hjem havde jeg ikke kun lært noget om mig selv – jeg havde også fået 18 nye venskaber! Man bliver selvfølgelig ikke bedste venner med alle, men den dag i dag savner jeg hver og en! Jeg vil alligevel fremhæve 2 piger – ikke fordi resten er ligegyldige, men fordi disse 2 piger lynhurtigt er blevet nogle af mine bedste veninder! De ligner mig selv så meget at jeg næsten ikke troede det var muligt -når de fortæller er det som at høre mig selv. Og måske næsten det vigtigste: de forstår mig inden jeg overhovedet har åbnet munden!

Jeg undskylder for det meget lange indlæg – og så alligevel ikke wink PinseCamp med ADHD-foreningen har betydet og betyder så meget for mig at jeg faktisk ikke ville kunne have gjort det kortere. Jeg er selvfølgelig ikke blevet et helt andet menneske, men jeg har lært så mange vigtige ting om mig selv, og har fået øjne for områder hvor jeg virkelig skal udvikle mig. Og ved du hvad? De fleste “udviklings-processer” blev faktisk sat igang allerede på lejren. Til de 18 andre deltagere, til Betina og Kirsten fra ADHD-foreningen, til Trine og Thomas og sidst men ikke mindst Rikke og Jan: ord vil aldrig være nok – i har givet mig mere end jeg turde drømme om! Tak er kun et fattigt ord, men af hjertet tak! heart I betyder alverden, hver og en!

Hvor kom jeg fra, og hvor er jeg på vej hen?

Jeg har ikke glemt jer – slet ikke! Og jeg er ked af at jeg ikke har fået skrevet de sidste par uger. Men det er ikke fordi jeg ikke har arbejdet på flyvsketanker.dk – tværtimod! Jeg har dagligt været i gang. Men hvorfor så denne stilhed? Stilheden skyldes flere ting – primært fordi jeg har været og er i gang med sipelthen at finpudse alt! Endnu en gang tænker du måske? wink Men denne gang bliver forhåbentlig den sidste! Denne gang har jeg nemlig besluttet at jeg gør det tilbunds. Og det kommer som altid jer til gode. I kender det måske – man har denne her ting, som man egentlig synes er rigtig god, men der er hele tiden et eller anden der mangler. Så en dag finder man det helt rigtige, hvor alt bare er i orden. Og det er egentlig lidt det jeg har været i gang med – simpelthen at sørge for at alt bare er i orden  fordi på den måde kan jeg koncentrere mig om det jeg aller bedst kan lide – at skrive!

blogging

Jeg havde fødselsdag i går, hvor jeg bl.a fik denne bog som er skrevet af Julia Lahme.  Jeg havde allerede læst et par kapitler fordi man kunne hente en læseprøve både i iBooks og på hendes hjemmeside lahme.dk, og jeg er klart blevet inspireret. Både til diverse finpudsninger, forbedringer – men faktisk også til at huske på at jeg ikke altid kan nå det hele på en gang, at selvom mine ideer er gode så bliver de altså bedst udført hvis jeg gør det i mit eget tempo. Og det sidste er faktisk et god råd både til mig som blogger, men helt klart også til mig som ADHD’er.

I stedet for at love dig som læser at jeg er færdig i morgen, vil jeg denne gang sige – jeg er ved at være der wink og jeg håber for både dig og mig at det er lige om lidt at mine finpudsninger og forbedringer er færdige, men det bliver bedst hvis det bliver gjort i mit tempo. Jeg har faktisk et spørgsmål til dig: Synes du at jeg skal linke til jer når jeg har noget nyt (i forhold til finpudsninger) klar, eller fortælle om det når alt er klart? Hvad ville du være gladest for?

Jeg fik faktisk også “Kvinder med ADHD” som er skrevet af Sari Solden – den glæder jeg mig til at kunne fortælle meget mere om på et tidspunkt smile

sari solden

Psykoedukation for voksne med ADHD

I går fik jeg en besked jeg længe havde ventet på. Overlægen på psyk. ringede egentlig fordi de jo justere i mit medicin, og hun skulle høre hvordan det gik. Og så kunne hun også fortælle mig at hun havde fået mig på et hold til psykoedukation allerede her i maj. Det var et held at hun lige tjekkede op på hvornår det startede, for jeg skulle begynde allerede i dag smile Og det gjorde jeg så – klokken 14 i dag stod jeg nervøs og spændt og ventede på for første gang at skulle til psykoedukation. Men hvad er psykoedukation så egentlig?

Hvad er psykoedukation for voksne med ADHD?

Psykoedukation er en slags undervisning eller kursus, hvor man får viden om hvad ADHD helt generelt er, og hvilke problemer diagnosen fører med sig. Derudover får man selvfølgelig information omkring hvilke støttemuligheder der findes. Man kan sige at målet med psykoedukation helt overordnet er, at personen selv får viden om ADHD og forståelse for sammenhængen mellem udviklingsforstyrrelsen og de besværligheder, som opleves i hverdagen. Helt grundlæggende fordi at des mere viden, jo bedre mulighed for at lære at håndtere vanskelighederne og større forståelse. Når psykoedukationen foregår i hold, som det i hvert fald gør for mit vedkommende giver det også mulighed for at udveksle erfaringer med andre voksne med ADHD. Det kan både gøre det nemmere at erkende sit handicap, men samtidig kan det også være enormt lærerigt at høre om hvad andre gør for bedst muligt at mestre hverdagen.

Hvad fik jeg så ud af første gang til psykoedukation?

Vi var i dag kun 4, men egentlig skulle der vidst have været 11 – det synes jeg måske lyder af lige rigeligt, men ja. Jeg var eneste pige, men jeg hyggede mig alligevel meget godt. Hvad mine forventninger er? Hm, altså jeg må indrømme at jeg synes det er noget man allerede ganske få uger efter diagnosticering bør få, jeg kan selvfølgelig kun tale ud fra mig selv, men jeg havde måske endnu mere brug for det i starten end nu hvor jeg et eller andet sted har lavet denne her slags “selv-psykoedukation“. Jeg ved godt hvad ADHD er, og hvordan det er at have diagnosen – den har jeg jo haft i 23 år! Og pga mit arbejde her på flyvsketanker.dk har jeg allerede tilegnet mig en masse viden. Så ja, jeg indrømmer gerne at jeg ikke ligefrem har de største forventninger til “Hvad er ADHD-delen” – jeg har jo nærmest her på siden lavet et lille leksikon wink Tilgengæld håber og forventer jeg at kunne lære nogle gode mestringstrategier – f.eks den 3. gang hvor vi skal have om søvn. Det er selvfølgelig heller ikke helt nemt ligefrem at danne sig en mening her efter første gang, så måske jeg tænker jeg skriver et indlæg eller to mere i løbet af de 6 gange det nu drejer sig om – hvad synes du, er det en god ide?

psykoedukation

Lidt af det materialle jeg har fået udleveret om psykoedukation til voksne med ADHD.

Jeg er glad for at jeg endelig har fået tilbuddet, og er startet med psykoedukation, men jeg misunder helt klart dem som får det allerede få uger efter deres diagnosticering. Jeg er heldigvis typen, der higer efter mere viden – så mon ikke jeg bliver glad for det? Uanset hvad er det rart at være et sted hvor de andre deltagere er “i samme båd”. Ligesom med den ADHD-gruppe jeg går i, er det rart at man bare bliver forstået med det samme. Nu er det jo også snart tid til den PinseCamp med ADHD-foreningen som jeg skal med på – det tror jeg faktisk jeg glæder mig endnu mere til, og jeg er både spændt og nervøs – jeg tror det bliver en rigtig god oplevelse, som på mange måder udvikler mig smile

Hvad med dig, har du erfaringer med psykoedukation? Hvis ja, kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre dem? Selvfølgelig kun hvis det er nogen du kunne have lyst til at dele – enten her eller på kontakt@flyvsketanker.dk smile

Der findes ingen manual til de følelser det giver

I dag er det 195 dage siden jeg blev diagnosticeret. 195 dage eller 6 måneder og 2 uger siden jeg endelig fik svar på en masse spørgsmål, men også 195 dage siden en masse nye spørgsmål opstod. Jeg husker dagen tydeligt. Det var den 31. oktober og pludselig stod jeg der med hele min selvopfattelse revet væk under mig. Den dag i dag er jeg lykkelig for at jeg blev diagnosticeret, og fik den rigtige diagnose, men i starten var det svært. Meget svært. I dag er det jeg er mest ked af nok at jeg ikke blev diagnosticeret tidligere, meget tidligere! Hvorfor? Fordi det på mange måder er svært at stå der, som en voksen pige, i gang med et liv, en ide om egen identitet – og pludselig bliver dit liv bare ændret på så mange måder! For når du som voksen blive diagnosticeret med ADHD skal du ikke bare acceptere at du har det her handicap, du skal samtidig acceptere at du aldrig bliver helt rask. Selvfølgelig kan det være lige så svært som barn eller teenager at acceptere, men på den anden side – som barn tænker du måske ikke helt på samme måde over tingene. For slet ikke at tale om de tiltag som kunne have været sat i gang, tilbud der måske kun henvender sig til børn. Hvis vi nu havde vidst bare 5-7 år tidligere, havde vidst det allerede dengang for 10 år siden da jeg første gang sagde goddag til psykiatrien – så havde jeg måske lært en masse som kunne have gavnet mig den dag i dag. Og hvor brutalt det så end må lyde: hele mit eksistens-grundlag var ikke blevet taget fra mig! En ting er sikkert: som overskriften lyder – der findes ingen manual til de følelser det giver. De første par måneder efter diagnosticeringen har været svære. Både for mig, men også mine nærmeste. Det har taget mig tid at acceptere. Og det har taget mig tid at bygge min identitet op igen – ikke omkring, men med ADHD som “en god ven” i stedet for et nederlag.

Diagnosticeret med ADHD – hvor kom den selvtillid lige fra?

Inden jeg blev diagnosticeret, havde jeg det rent ud sagt ad helvedes til. Hvis du har læst “Historien om en fighter”, “Du jo ikke rask…”, “Du jo stadig bare dig…”, “Eller er det bare noget jeg føler?” og “Mine mange masker – nu ligger de fleste i skraldespanden” – ja flere af mine tidligere indlæg og sider, ved du måske allerede lidt om hvordan jeg havde det inden. Hvis ikke kan du jo altid klikke dig tilbage og læse dem wink

“Når den ikke er diagnosticeret, kan den være ødelæggende og invaliderende og lige så stille frarøve disse mennesker deres drømme, deres håb og deres selvværd. De bruger deres liv på at løse en gåde – forklaringen på deres livs mysterium må gemme sig derude et sted, lige forbi det næste sving på vejen.”- Kvinder med ADHD, Sari Solden

En ting er sikkert – den dag i dag har jeg det nok faktisk bedre end jeg har haft det de sidste 10 år. Ja der er stadig dage hvor det hele er noget lort. Og ja jeg er stadig ikke helt på toppen. Men endelig har jeg en forklaring. Endelig ved jeg hvorfor jeg har måttet kæmpe, og til stadighed gør det. Jeg har endelig accepteret at JEG HAR ADHD! Jeg mærker for første gang i mit liv en form for selvtillid. En følelse jeg slet ikke er vant til. Nærmere tværtimod. Og ved du hvad? Det skal man faktisk lige vænne sig til wink Jeg kan huske i folkeskolen, på efterskolen – ja generelt på uddannelser. Du kender det måske – der er altid den her populære pige. Hun er måske ikke særlig dygtig faglig, måske kan du faktisk egentlig ikke forstå hvad det er ved hende der gør hende så populær. Hun er populær fordi hun er social dygtig, fordi hun har selvtilliden i orden. Den anden dag da jeg havde været til optagelsessamtale fortalte jeg min familie noget i stil med dette: “Jeg følte mig som hende der den populære pige i klassen”. Og ved du hvorfor jeg gjorde det? Fordi selv om det har været svært, så har det også gjort mig langt mere selvsikker – altså at blive diagnosticeret rigtigt, endelig. At jeg er blevet diagnosticeret med ADHD betyder nemlig den dag i dag, at jeg tør være mig selv! Og drømmer vi ikke et eller andet sted ikke alle om bare at være os selv? Jeg ved i hvert fald hvor meget jeg kan mærke at det nu virkelig har været vigtigt – at blive taget alvorligt, at blive set lige igennem. Og selvom det at blive diagnosticeret er svært i starten, så giver det helt klart så meget positivt på den lange bane.

Et nyt kapitel

Den rigtige diagnosticering betyder at du kan få den rigtige behandling, den rigtige hjælp og støtte. Jeg vil faktisk næsten sige at den rigtige diagnosticering betyder at du endelig kan leve dit rigtige liv. Det lyder måske nok lidt provokerende, men en udiagnosticeret ADHD har i hvert fald for mit eget vedkommende budt på så mange nederlag og kampe at jeg indimellem har haft lyst til bare at give op. Og nu, 195 dage efter diagnosticeringen, føler jeg at jeg endelig er blevet mig selv – eller i hvert fald er godt på vej til at blive det. Jeg var heldig, dengang i oktober. Jeg havde egentlig fået en tid til udredning på den psykiatriske afdeling – i marts! Jeg kunne ikke vente 5 måneder – det var tydeligt for en hver. Selvom det lyder brutalt, havde jeg på det tidspunkt faktisk et direkte ønske om at dø. Og det vidste min kontaktperson i Udviklingshuset heldigvis godt – for hun gjorde mig dengang en kæmpe tjeneste! Hun fik mig en ved en dygtig psykiater. En psykiater som så direkte igennem mig, og som endelig kunne besvare mine spørgsmål. Spørgsmål som tidligere var blevet mistolket som depression og stress. Men jeg følte aldrig at det passede ordentlig på mig – det klart, jeg har måske nok været både deprimeret og stresset, men det har været en del af en større sammenhæng, en del af det faktum at jeg har ADHD. Jeg var glad for denne psykiater. Men hov, hvorfor skriver jeg var? Det gør jeg af flere grunde. For det første fordi jeg har fået nogle oplysninger omkring noget medicin jeg fik for mine søvnproblemer – noget medicin som i den forkerte dosis kan have den helt modsatte effekt, og nærmest være “speedende”. Jeg fik så høj en dosis at det gjorde det modsatte af hensigten – og i dag har jeg så store problemer med min søvn at det nærmest kan være ubærligt både at være i, men nok også at være tilskuere til.

selfie

Mine søstre driller mig måske lidt med det, og okay det er måske lidt kikset. Men for 6 måneder siden tog jeg næsten aldrig billeder af mig selv – den dag i dag bliver der næsten dagligt taget et selfiewink

Det lover jeg at fortælle meget mere om i et andet indlæg. Men min psykiater afsluttede mig af en anden grund – fordi at psyk. kun ville og kunne behandle hvis de fik hele pakken, og altså dermed også den del der omhandler medicin. Jeg husker den dag jeg fik den besked tydeligt. Jeg var frustreret og havde egentlig bare lyst til at alt skulle være som det plejer – og jeg håbede at psykiateren ville “være på min side” og gøre sådan at jeg kunne være begge steder. I stedet fik jeg beskeden “Det er sjældent, men 1-2 gange om året er jeg desværre nødt til at lade sygehuset tage over”. Helt ærlig, der sad jeg med tårene trillende ned ad kinderne og følte at jeg nærmest slet ikke stod “til at redde”. Den besked kunne have været udformet så meget bedre – og ikke på en måde der fik mig til at føle mig total tabt på gulvet. Men nu er jeg faktisk lykkelig for den forandring der er sket! Jeg er nemlig blevet ambulant patient på psykiatrisk afdeling, og det betyder at jeg endelig kan få den rette hjælp. At jeg ikke kun bliver medicineret, men at jeg snarest muligt vil få psykoedukation og støtte. Og jo de piller ved min medicin – og det er ærlig talt skide svært og hårdt. Men jeg husker også på alle de fordele som det et eller andet sted giver ved at være patient på psyk. Og jeg ved at selv den næste tid bliver hård, så kommer jeg til at udvikle mig helt enormt meget! Og jeg glæder mig! Jeg glæder mig til endelig at få den rette hjælp, og endelig få mere end hvad jeg “har haft” indtil videre. Psykiateren hjalp mig da jeg havde aller mest brug for det, og det er jeg ham evigt taknemmelig for. Men jeg er vred over nogle dage at være på randen af sindssyge (den anden dag tog jeg mig selv i kort at tænke “Er det mon noget han har gjort med vilje? For at gøre mig sindssyg”). I sidste uge startede et nyt kapitel på så mange måder – og det var en tiltrængt forandring.

Et spørgsmål til dig fra mig

selfie

En pige som er glad – fordi hun endelig tør være sig selv!

Ups, nu endte det her indlæg jo igen med at være super langt – sorry wink Det der med begrænsningens kunst er jeg ikke altid lige god til… I sidste uge, nærmere bestemt i torsdag havde jeg en dag som var så god at jeg til sidst var i tvivl om jeg drømte. Det var nemlig i torsdags at jeg startede rigtigt op på psyk, og samtidig fik jeg en uventet, men dejlig og kæmpe anerkendelse for mit arbejde med flyvsketanker.dk – kampagnen “En af os” delte nemlig siden, og det gjorde en i forvejen god dag endnu bedre! Og undskyld mit sprog, men f*ck hvor havde jeg fortjent og trængt til en dag som den jeg havde i torsdags! I dag er det faktisk “kun” 76 dage siden jeg startede med at skrive på det der i dag er blevet til flyvsketanker.dk – i starten var adressen flyvsketanker.blogspot.dk. Da jeg i februar startede med at skrive havde jeg aldrig nogensinde turdet drømme om, håbe på at der den dag i dag har været 8000 unikke besøg! 8000 – og mig som troede jeg måske ville have haft et par hundreder. Jeg er stolt, totalt overvældet og beæret. At mit arbejde kan gavne og glæde så mange gør mig kun mere motiveret. Og derfor har jeg også et spørgsmål til dig wink Jeg har nemlig tænkt på et par ting jeg vil lave om/gøre bedre her på hjemmesiden. Jeg kalder det med vilje en hjemmeside og ikke længere en blog, fordi jeg egentlig synes at mine indlæg ofte er længere end hvad man vil kalde en blog – og indimellem meget lærerige wink Jeg har bl.a overvejet at lave det om, sådan at der både ville være en side med indlæg som disse – altså lange og uddybende, men også en side til små “hverdags-indlæg” altså det man nok ville kalde blog indlæg, hvor jeg kan skrive alle de ting som jeg egentlig har lyst til at fortælle om, men som jeg måske ikke mener er “store” nok – nu har jeg jo lidt lagt stilen med det meget fortællende indlæg wink Hvad synes du? Ville du være okay med nogle nye tiltag? Et flyvsketanker.dk som ville være endnu bedre end det, det er nu? Jeg har fået så mange rosende ord, og de gør mig så glad. Perfektionisten i mig får dog hele tiden nye ideer til forbedringer og tiltag – i fortjener det bedste! Og derfor må i hjertens gerne skrive en kommentar eller en mail hvis i skulle have nogle ideer eller tanker.  Til slut: Af hjertet tak – i er faktisk også med til at jeg udvikler mig, I har også del i min proces til et endnu bedre liv! “Flyvske tanker” er blevet til meget mere end bare blog, for mig selv er det faktisk nu også blevet en del af en større sammenhæng i min “rejse” mod et bedre liv –  med ADHD som en god ven, og ikke et nederlag.

ADHD og uddannelse – kan man have begge dele?

Når du har ADHD har du ofte svært ved at sidde stille i længere tid ad gangen. Du har svært ved at koncentrere dig, svært ved at vente på tur og svært ved at sortere og prioritere hvad der er vigtigt og hvad der ikke er. Når du går i skole skal du sidde stille i længere tid ad gangen. Du skal koncentrere dig, og række hånden op og vente på at det bliver din tur. Du skal også helst kunne sortere og prioritere i hvad der er vigtigt og hvad der ikke er – f.eks i en tekst. Når du går i skole skal du faktisk kunne mange ting som kan være svært hvis du har ADHD. Men betyder det så at du ikke kan have en god uddannelse hvis du har ADHD? Selvfølgelig kan du det! Du kan sagtens få en god uddannelse, også lige præcis den uddannelse du går og drømmer om – og du kan sagtens gennemføre med gode karakterer. Det kræver bare lidt ekstra når du har ADHD, men det er ikke umuligt! Motivation, viljestyrke, evner, interesse og lyst – uanset om du har ADHD eller ej er disse begreber vigtige i forhold til at skulle vælge uddannelse. De er måske bare særligt vigtige når man har ADHD.

Man kan hvad man vil – også når man har ADHD

I går var jeg til optagelsessamtale på læreruddannelsen. Inden jeg tog af sted var jeg ret nervøs. Ikke nervøs fordi jeg var i tvivl om hvorvidt jeg rent fagligt er dygtig nok. Det ved jeg, jeg er. Jeg har måske aldrig været særlig god til matematik eller de naturfaglige fag, men lige pånær disse har jeg altid været en faglig dygtig pige. I folkeskolen, på HF og på pædagogseminariet var det aldrig det faglige, der gjorde mig nervøs. Det, der gjorde mig nervøs i går, var det samme som altid – ville jeg kunne holde fokus? Ville jeg hyperfokusere – eller knap nok kunne koncentrere mig? Hvad med min “lydfølsomhed” – ville den drille helt vildt eller være “til at leve med”? Jeg kunne blive ved, men gør det ikke – for som du måske allerede kan se var det der gjorde mig nervøs mine vanskeligheder (som du kan læse om her). Dem har jeg altid haft, men for første gang vidste jeg hvad de skyldes – og det er jeg glad for. Ikke fordi de i går fyldte mindre, men fordi at jeg så f.eks kunne sørge for at få alt unødigt “ud af hovedet” inden – altså skrive tanker eller ting jeg skulle huske at gøre bagefter ned, i stedet for at lade dem fylde imens. Og jeg havde en forklaring på hvorfor jeg har disse vanskeligheder, modsat tidligere hvor negative tanker og tysk-gloser fløj rundt i et stort virvar.

En nødvendig og tiltrængt succes-historie

Jeg gik derfra nærmest høj af glæde – altså fra optagelsessamtalen i går. Der var ingen grund til at være nervøs, og jeg havde virkelig en god fornemmelse efterfølgende. Ganske kort beskrevet bestod denne her optagelsessamtale af 2 interviews på 15 minutter – med 15 minutters forberedelse til hver. Under begge interviews bliver du vurderet ud fra seks forskellige parametre. Motivation, analytisk formåen, personlig integritet og samarbejde, kommunikationsevne, etisk formåen og faglig tekstforståelse og teksthåndtering. Disse udløser hver især en mængde point og får du mellem 30 og 42 point er du adgangsberettiget (altså med “i puljen” om en plads). Hvis du har lyst kan du læse en lidt mere dybdegående beskrivelse her: http://nylaereruddannelse.nu/optagelsessamtalen/. Ved det første interview skulle jeg analysere en case, og det var helt klart også her jeg kunne og skulle vise hvem jeg er som person. Allerede da jeg fik casen smilte jeg, den handlede nemlig om to elever fra 8. klasse – med ADHD! Det var jo næsten for godt til at være sandt – jeg kunne jo virkelig trække på egne erfaringer her, både i forhold det faglige (pga. pædagoguddannelsen), men også rent personligt. Den underviser som skulle bedømme mig var også bare skide sød, og jeg følte mig både respekteret og dygtig – jeg tror vi begge ærgrede os over den korte tid wink Ved det næste interview skulle jeg analysere en tekst, eller rettere sagt en artikel og her var det altså det rent faglige, og mine evner til at analysere jeg blev bedømt på. Det synes jeg egentlig også altid jeg har været okay til, og teksten jeg skulle analysere var super spændende. Derudover kunne jeg faktisk trække på “en tekst” jeg selv har skrevet – “Gal eller normal? Hvor går grænsen?“. Teksten handlede nemlig mere eller mindre om vigtigheden i at være åben for nye erfaringer og viden, og faren ved at være for snæversynet. Den hed “Dømmer jeg – eller er jeg vågen” og det er klart en tekst jeg vil forsøge at finde og læse hele artiklen og ikke bare det uddrag jeg fik. Det hele var simpelthen som “syet til mig” – og ved du hvad? Jeg fik 33 point! Jeg havde virkelig brug for den her succes-historie, og chancerne for at jeg kommer ind er store. Jeg ved selvfølgelig først med 100% sikkerhed om jeg er optaget sidst i juli – men jeg tør tro på det lykkes. Og jeg tør tro på at jeg blive en skide dygtig lærer wink

Men hvorfor lige skolelærer?

Normalt drømmer små piger om at blive prinsesser, supermodel eller filmstjerner når de bliver store. Det gjorde jeg bare ikke. Mine drømme handlede altid om at hjælpe andre, give noget til et andet menneske, at være noget godt for andre. Og drømmen om at blive lærer var der egentlig allerede i folkeskolen, og at jeg ikke bare forfulgte den efter HF kan ærgre mig. Det ærgrer mig ikke at jeg har fået 5. semester på pædagoguddannelsen – jeg har fået så meget uvurderlig, vigtig, for ikke at sige nyttig viden. Men det ærgrer mig at jeg kunne have færdiguddannet lærer om cirka et år – hvis jeg vel at mærke var gået i gang lige efter min studenter-eksamen. Der er flere grunde til hvorfor det lige er skolelærer – og med tiden er der kommet flere til. Jeg havde selv en klasselærer, som var langt mere end bare en lærer! Og hun har helt klart også været en inspiration. Jeg vil gerne være dansk, historie og samfundsfags-lærer for udskoling. Disse fag har altid interesseret mig meget – ligeledes har aldersgruppen. Men ligesom min gamle klasselærer vil jeg være langt mere end bare en lærer. Min ADHD giver mig måske nok nogle udfordringer, men jeg synes helt klart også den giver nogle styrker! Jeg ved om nogen hvordan det er at have ADHD, og da jeg højst sandsynligt vil møde unge med diagnosen, kan jeg jo virkelig sætte mig ind i deres tankegange, handlemønstre og vanskeligheder. Efterskole-lærer eller lærer i en special-klasse er helt klart også “drømme-jobs”. Og det er endnu en grund til at jeg virkelig har et højt ønske om at blive optaget og uddannet – jeg har nemlig så mange “drømme-jobs” inden for branchen.

ADHD og uddannelse – ikke nødvendigvis nemt, men heller ikke umuligt!

At have ADHD betyder altså ikke at du ikke KAN tage en uddannelse, men det betyder at det højst sandsynligt kræver en del ekstra af dig. Der findes en række hjælpemidler eller støtte man kan søge når man har ADHD og gerne vil tage en uddannelse. Disse hjælpemidler kan nogen måske se som “unfair”, jeg har i hvert fald selv hørt et par negativt ladet kommentarer. Det kan gøre nas at få disse her mere eller mindre spydige kommentarer. Jeg har nogen gange fyret en ligeså provokerende bemærkning af: “Skal vi bytte?”. Det vil de færreste, og denne her mere eller mindre provokerende kommentar for da også gerne folk til at tænke lidt ekstra over situationen. Disse hjælpemidler er jo i princippet nogle man helst ville undvære, ikke? Udover dem jeg har nævnt herunder, kan du måske være i den heldige situation at dine undervisere gerne vil “gøre det ekstra” for dig som elev.

Det kan blandt andet være at din underviser vil/kan:

  • holde små pauser eller give mulighed for, at den studerende kan holde pause – selvfølgelig fordi at du som ADHD’er kan have svært ved både at holde fokus og sidde stille i længere tid ad gangen.
  • helt grundlæggende have forståelse for den studerende – du forsøger at holde fokus, og det er ikke udtryk for at du keder dig, hvis jeg/man i en kortere periode ikke følger med i undervisningen.
  • give påmindelser om skemaændringer – især de meget pludselige kan være svære at håndtere, og jo før man kan få besked des bedre.

ADHD og uddannelse – særlig støtte

  • Specialpædagogisk støtte (SPS): SPS skal sikre, at elever og studerende med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan gennemføre en uddannelse på lige fod med andre. SPS kan fx være særligt tilrettelagte undervisningsforløb, hjælpemidler og instruktion i brug heraf, særligt udformede undervisningsmaterialer, personlig assistance og sekretærhjælp, særlige vilkår for og arbejdsformer under prøver og eksaminer. Det er Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte, der administrerer de specialpædagogiske støtteordninger til uddannelser på det statsfinansierede område.  Der er oprettet en særlig hjemmeside, hvor du kan læse mere om de forskellige muligheder www.spsu.dk. Støtteordningerne findes i forskellige lovgivninger i forhold til de forskellige uddannelsesområder (kilde: http://adhd.dk/generelle-tekster/social-indsats/hjaelp-under-uddannelse/)

  • Økonomisk støtte – handicaptillæg til SU: Har du pga. ADHD en varig psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse, der giver betydelige begrænsninger i din mulighed for at have erhvervsarbejde ved siden af din uddannelse, altså have et studenterjob, kan du søge et tillæg til SU, når du læser på en videregående uddannelse. Tillægget kompenserer for den manglende mulighed for at have en indtægt ved siden af SU. Det hedder derfor “handicaptillæg”. Handicaptillægget svarer til den indkomst, som andre studerende kan have ved siden af SU’en. Der er desuden mulighed for at søge støtte til særlige udgifter, såsom undervisningsmaterialer, hjælpemidler m.m. efter beskæftigelseslovens § 76 (kilde: http://adhd.dk/generelle-tekster/social-indsats/hjaelp-under-uddannelse/)

 

Older posts

© 2017 Flyvske tanker

Theme by Anders NorenUp ↑