Flyvske tanker

ADHD smitter ikke - det gør tabu.

Kategori: ADHD (side 2 af 4)

Er du bange for at være anderledes?

adhdHvis du sidste år på denne tid havde spurgt mig, om jeg var bange for at andre syntes jeg er anderledes – ja, eller bare spurgt om jeg var bange hvad andre mennesker tænkte om mig – svaret VAR ja. At jeg vælger at bruge datid er helt bevidst – jeg VAR bange for hvad andre tænkte om mig, og jeg “frygtede” vel nærmest den følelse jeg havde indvendig – jeg vidste inderst inde godt at jeg ER anderledes. Den skræmte næsten livet af mig – min anderledeshed. Men sådan er det ikke længere, heldigvis – for så ville mit liv vidst være en lang gyser (sorry, oplagt joke midt i alvoren wink ) Hvis du spørger mig i dag – jeg blev faktisk spurgt den anden dag – om jeg er bange for at folk synes jeg er anderledes er svaret nej. Jeg er ikke bange for at folk synes jeg er anderledes for jeg ved godt at jeg er anderledes. Det har taget mig mange måneder at acceptere, både at det at jeg har ADHD, men også det faktum at jeg altid vil være anderledes. Det har været nogle hårde måneder det indrømmer jeg gerne. Jeg ved at jeg fortsat vil have perioder, som vil være hårde at komme igennem og som vil kræve en hel masse vilje og mod – på livet og lysten til at blive ved med at kæmpe. Men jeg er alligevel nået et godt stykke – det har krævet en hel masse, men jeg har endelig erkendt og accepteret at jeg har ADHD. Som jeg skrev i et tidligere indlæg: “jeg er sgu sådan en type”, og ved du hvad? Det er helt okay! Det er også helt okay at jeg er en smule stolt, ikke? Stolt af mig selv fordi jeg kæmper, og fordi jeg endelig har accepteret at jeg måske nok kan udvikle mig, men aldrig bliver 100% rask. Okay, jeg har ADHD og ved kommunen bliver jeg sat i “Handicap-afdelingen” – men det betyder ikke at jeg ikke er en intelligent pige som har en masse evner, mod, vilje og drivkraft. En kæmpe drivkraft for at bryde tabuet om den diagnose jeg selv og mange andre lever og kæmper med hver eneste dag. En vilje for at gøre mit aller bedste når det handler om at formidle min viden videre. En intelligens og masse evner, som gør dette til en mulighed. Og måske aller vigtigst: MODET til at stå frem, modet til at indrømme at jeg er anderledes – modet til at dele min(e) historie(r).

Hvad synes du om den nye og forbedrede udgave af flyvsketanker.dk?

Hvordan forbedrer man noget, som mange i forvejen fortæller er fornemt arbejde? Jeg indrømmer gerne at jeg får mange rosende ord for mit arbejde med flyvsketanker.dk – hvorfor holde det hemmeligt, det gør mig da enormt stolt! Stolt over at noget jeg har skabt, og nærmest dagligt arbejder mere eller mindre hårdt på – kan gavne så mange mennesker. Og at så mange mennesker har lyst til at læse med. Det sidste indlæg jeg skrev indeholdte skabelonen til det hjælperedskab jeg har udviklet: “Mig og min ADHD”. Det lyder måske som blær, men det er ligeså meget stolthed – det indlæg er blevet læst mere end 1000 gange! Og det gav mig motivationen til at ligge måske endnu mere arbejde i flyvsketanker.dk – det er indtil videre blevet til en masse forbedringer og nye tiltag, de fleste til gavn for dig som “bruger” af siden, men også et par få til gavn for “systemeterne” bag. De sidste er drøn nørdede ting som jeg hjertens gerne vil fortælle om, men som nok ikke har super meget relevans for dem knap så “teknik-mindede” læser (og jeg tror altså ikke det er der min primære målgruppe ligger wink ) – skulle du alligevel være nysgerrig må du selvfølgelig hjertens gerne spørge, og jeg lover at svare. Nok om mig om mine nørdede tendenser – jeg vil nemlig meget hellere fortælle om de forbedringer og tiltag som er blevet til pga alle jer læsere. I motivere mig nemlig til at gøre det endnu bedre – selv min perfektionisme måske ikke altid er lige hensigtsmæssig gør den alligevel dette ved mig: JEG GIDER IKKE GØRE NOGET SEMI-GODT, jeg går altid efter at være “den bedste” eller “gøre mit bedste”. Det betyder blandt andet at der kun en gang i hele “Flyvske tanker”s levetid er blevet brugt copy/paste – en eneste gang har jeg tilladt mig selv det, alligevel er det ikke ligefrem noget jeg er stolt af… Til gengæld vil jeg godt tillade mig at være stolt af at, som sagt pånær den ene gang, have skrevet alle tekster selv. Det har taget tid – også længere end jeg regnede med, men jeg håber du synes at det alligevel har været “ventetiden” værd.

flyvsketanker.dk version 2.0

Det eneste på flyvsketanker.dk som ikke er ændret er faktisk mine tidligere indlæg. Enkelte er blevet rettet til i forhold til stave- og grammatikfejl, men ellers er de det eneste, som stadig indeholder præcis det som de hele tiden har gjort. Nedenfor vil jeg derfor give en lille guide i de mange nye tiltag, du kan trykke på de forskellige links her eller finde dem som menupunkter i toppen wink

Fanen “Om mig”:

  • Om mig – indeholder som sådan bare små korte facts om hvem jeg er – udover selvfølgelig at være “forfatter” her på siden wink
  • Historien om en fighter – en dybdegående, og måske “rørende” fortælling om mit liv inden jeg blev diagnosticeret.

Fanen “Om flyvske tanker”:

  • Om flyvske tanker – beskriver formålet med denne hjemmeside, og besvarer måske de tre “H’er” – hvorfor, hvad og hvordan.

Fanen “Viden om ADHD”:

Denne del er klart den, som har taget mest tid – dette er nemlig mere eller mindre en vidensportal indeholdende stort set alt hvad der er værd at vide om ADHD – rent fagligt i hvert fald.

  • Viden om ADHD – beskriver kort formålet med denne vidensportal, og hvor på siden du finder de forskellige ting som du også ser på listen her:

Hvad er ADHD?

Årsager – hvad skyldes ADHD?

Symptomer – hvordan viser ADHD sig?

De tre kernesymptomer

Andre ADHD symptomer

Kønsforskelle

Diagnosticering af ADHD

Forekomst af ADHD

Tilstande der ligner ADHD

Forskellen mellem ADHD, mani og personlighedsforstyrrelse

At leve med ADHD

Følgetilstande ved ADHD

Behandling

Forskellige former for medicin mod ADHD

Forskellige former for terapi/træning af færdigheder

Hjælpemidler

Relevante love og paragraffer

Fanen “Mig og min ADHD” – et hjælperedskab:

Fanen “Kontakt”:

  • Kontakt – som navnet næsten antyder finder du her de forskellige muligheder for at kontakte mig wink

anderledesFlyvske tanker på de sociale medier

Synes du listen her er lang? Det er ikke det eneste, som er blevet forbedret eller tilføjet til flyvsketanker.dk. Flyvske tanker er nemlig både blevet lang mere synlig på de forskellige sociale medier, men det er også blevet nemmere at finde frem til “den” de forskellige steder. Du kan nu finde flyvsketanker.dk på hhv. facebook, instagram, twitter, bloglovin, google plus og som RSS feed. Og uanset hvor på siden du er vil linksne altid være oppe i højre hjørne (godt i ikke kunne se mig sidde og pege for at være sikker, hæhæ).

Undskyld hvis indlægget blev lidt langt – der var jo også en del at fortælle om som du kan se wink Jeg ville blive enormt glad hvis du kunne have lyst til at dele dine tanker wink omkring de nye tiltag. Du kan enten skrive en kommentar her, på et af de nævnte sociale medier eller hvis du gerne vil være lidt mere “anonym” og kun fortælle det til mig: sende en mail til kontakt@flyvsketanker.dk – hov det er da egentlig også en mere eller mindre ny ting – egen mail adresse wink Endnu engang af hjertet tak fordi du har lyst til at læse med her. Hvad enten du kommer for viden eller “gode historier” så betyder hvert eneste (efterhånden mange) besøg en hel masse. Jeg troede aldrig jeg skulle få så stor en trafik på en side som i høj grad skiller sig ud – både emnet at “blogge” om, men måske i virkeligheden også personen bag navnet “Flyvske tanker”. Jeg er stærkt tilbage med masser af energi – og endnu flere “flyvske” tanker wink

P.s. Har du iøvrigt lagt mærke til de fine pink stjerne i toppen af hvert indlæg og sider? Det er “rating”-stjerner og jeg synes det kunne være super fedt hvis du lige gav f.eks det her indlæg det antal stjerne du nu synes det eller andre måtte fortjene wink

ADHD hjælperedskab – sæt ord på dine vanskeligheder

adhd hjælperedskabSom jeg tidligere har nævnt, har ADHD-foreningen i samarbejde med en gruppe voksne med ADHD lavet et hjælperedskab kaldet “Min egen ADHD-profil”. Et godt redskab, dog mener jeg det har en del mangler og derfor har jeg videreudviklet det og lavet “et nyt” hjælperedskab. Og for at sikre jeg ikke overskrider nogen “copyrights” har jeg valgt “bare” at kalde det for “Min ADHD-profil”. Som sagt har jeg brugt ADHD-foreningens udgave som inspiration til at videreudvikle og skabe en ny og efter min mening mere fyldestgørende version. Da flere har efterspurgt en skabelon til at lave deres egen “ADHD-profil” har jeg nu valgt at ligge den ud her på siden. På den måde kan mange med ADHD få gavn af mit arbejde, og jeg er kun glad og beæret over at andre har lyst til at benytte sig af noget jeg har lavet. Til de mange rosende ord jeg fik i går vil jeg sige: af hjertet tak, I inspirere og motiverer mig til at arbejde endnu hårdere på denne hjemmeside – at dele min viden og hjælpe andre betyder så sindsygt meget for mig smile

Så som lovet – skabelonen til at lave din egen “ADHD-profil”:

Denne skabelon kan du bruge, hvis du ligesom mange andre med ADHD, indimellem har svært ved at forklare hvilke vanskeligheder du har og hvad din ADHD gør ved lige netop dig og dit liv. Du kan enten sætte cirkel om/streg under de tilsagn du synes passer bedst til dig. Du kan også vælge at skrive det ned på et papir eller i et dokument på din computer. Dog vil jeg sætte pris på at du husker at ”afkreditere” mig, da jeg har lagt en del arbejde i denne videreudvikling. Jeg håber du får stor glæde af dette hjælperedskab, som måske nok er set før – men denne version er måske en del mere detaljeret.

Skabelon til _Min ADHD-profil_

Hvis du har lyst til at læse min ADHD-profil, og finde ud af hvilke vanskeligheder der fylder mest hos mig kan du finde den ved at trykke her. Ikke nok med at mit arbejde kan gavne andre, jeg har også lært mig selv og mine vanskeligheder enormt meget bedre at kende. Det har taget lidt tid at lave dette hjælperedskab, men det har klart været det hele værd smile

7 kilo velbehag

“Mooooar, jeg kan ikke sove…” – gennem hele livet er det en sætning, der ofte har været i brug. Jeg tror faktisk altid jeg har haft problemer med at falde i søvn. Som lille pige skulle min far eller mor altid sidde ved siden af sengen og holde mig i hånden, senere hen blev der læst historier og sunget utallige sange og som ung/voksen har jeg vendt og drejet mig i sengen, gjort alt hvad jeg kunne for bare at falde i søvn – men aldrig har jeg haft nemt ved det, eller bare kunnet falde hurtigt i søvn. Selvfølgelig kan man have søvnproblemer selvom man ikke har ADHD, men faktisk er det ret generelt for mennesker med ADHD at vi har svært ved at fornemme kroppens grænser og en både motorisk og psykisk uro, der gør det svært for os at slappe af og geare ned – og derfor også falde i søvn/sove. Derudover lider de fleste med ADHD også af tankemylder, og i hvert fald for mit eget vedkommende, bliver det kun værre om aftenen når medicinen holder op med at virke – selvsagt endnu en ting, som ikke ligefrem gør det nemmere at falde i søvn. Jeg har som sagt altid har svært ved at falde i søvn og det er ikke sjældent at jeg slet ikke får sovet – altså er vågen i op til 40 timer!  Jeg har faktisk prøvet at have flere “vågen-natter” i løbet af samme uge. Det er slet ikke smart, og det kan have store konsekvenser – uanset om man har ADHD eller ej. Kroppens immunforsvar, hormoner og signalstoffer svækkes uden søvn. Funktioner som hukommelse, indlæring, opmærksomhed, koncentration, dømmekraft, reaktionstiden, ydeevne og humøret påvirkes ligeledes ved mangel på søvn. Derudover viser langtidsundersøgelser at nedsat total søvntid og søvnforstyrrelse øger risikoen for en række sygdomme, og muligvis kan det have negativ indflydelse på livslængden. Som du nok kan se er det egentlig ikke småting,  og jeg vil da også gerne indrømme at det har stor betydning for ens livskvalitet – i hvert fald for mit eget vedkommende. Jeg har prøvet mange forskellige slags “sove-medicin”-præparater, og ingen af dem har haft nogen synderlig effekt. Det der virkede bedst, kunne jeg ikke tåle – jeg har for lavt blodtryk og dette præparat gjorde det bare værre, og efter en besvimelse måtte jeg “desværre” stoppe med det. Du kan sikkert regne ud hvor frustrerende det er, ikke? Indtil for 2 dage siden troede jeg faktisk at jeg bare måtte acceptere denne her irriterende situation, og at jeg nok aldrig ville komme til at nyde “gå i seng-tidspunktet”. Men hvad mener jeg nu med “indtil for 2 dage siden”? Hvad har ændret sig? Jeg vil næsten kalde det “et af hverdagens små mirakler”.

Et sansestimulerende hjælpemiddel

Nu glæder jeg mig faktisk til at skulle i seng. Den anden dag modtog jeg nemlig et længe ventet hjælpemiddel – en sansestimulerende kugledyne. En dyne, der vejer 7 kilo og er fyldt med specialfremstillede plastikkugler. Som tidligere nævnt har mange med ADHD sværere ved at fornemme kroppens grænser end andre. Kugledynen stimulerer sanserne, og skaber dermed en øget kropsbevidsthed – kuglernes tyngde og sansestimulerende tryk er nemlig med til at afgrænse kroppen, skabe ro og tryghed og giver derfor en bedre og dybere søvn. Man fornemmer bedre sig selv når man ligger med kugledynen, fordi tyngden sammen med den berøring kuglerne giver mod kroppen gør, at ens sansesystem (ubevidst) hele tiden bliver informeret om hvor kroppen er.  Jeg kunne sagtens fortælle meget mere om hvordan, hvad og hvorfor – men endnu en gang ved jeg at jeg så ville ende med et alt for langt indlæg wink i stedet kan du læse meget mere ved at trykke her.

En dyr fornøjelse

Der findes mange hjælpemidler – nogen bedre end andre. Jeg må indrømme at jeg ville ønske jeg havde fået denne her kugledyne noget før. Jeg har virkelig haft brug for at vende “sove-situationen” til noget positivt, og selvom jeg kun har haft dynen i et par dage er jeg allerede utrolig glad for den. Nu glæder jeg mig faktisk til at skulle i seng, og jeg bruger den også i løbet af dagen hvis jeg synes jeg trænger til lidt ekstra ro – man kan måske kalde det en “genopladning”. Jeg føler mig langt mere tilpas, og synes egentlig også at jeg bedre kan koncentrere mig. Jeg kunne nævne mange ting jeg allerede synes at mærke en forbedring på – bare efter 2 dage! Desværre er sådan en dyne dyr – 4300kr, eller 1400kr for 3 måneders leje. Jeg har selvfølgelig søgt om at få den bevilget ved kommunen og nu krydser jeg fingre for at det kan lade sig gøre. I hvert fald har den så positiv en effekt på min livskvalitet at jeg ikke vil undvære.

glæde ved kugledyne

Lige pludselig smiler jeg ved tanken om at skulle i seng – det troede jeg aldrig jeg skulle opleve..

 

Et skrøbeligt sind

adhd, Burde jeg bare tage mig sammen? Er det min egen skyld? Piver jeg bare? Jeg ved jo godt at svaret på alle disse spørgsmål er “NEJ”, og at der er masser af videnskabelig dokumentation, forskning og undersøgelser som beviser at ADHD er en reel psykiatrisk lidelse – og et handicap du ikke selv er skyld i. Et handicap som påvirker dig 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, 365 dage om året, hele livet igennem. Samtidig er det også et handicap, hvor dine vanskeligheder kan svinge meget, det samme gør det i forhold til hvor de ligger på “invaliderende-skalaen”. Jo mere du sørger for at passe på dig selv, des nemmere bliver hverdagen. Hvor irriterende det end må være – både for dig selv og dine omgivelser – glider det hele altså bare lidt lettere hvis du husker på hvordan du bedst muligt “holder vanskelighederne nede”. Men uanset hvor “ADHD-venligt” et liv, man så end lever, tror jeg at mange med ADHD kan opleve det jeg har oplevet/oplever lige for tiden. At bægeret simpelthen bare flyder over, det hele ramler og alle vanskelighederne simpelthen bare bluser op til et niveau, som ærlig talt bare er monster anstrengende. Især når man som mig, er super perfektionistisk – jeg har ADHD, men “de” skal fandme ikke kunne sætte en finger på noget som helst. Måske er det i virkeligheden derfor jeg er så perfektionistisk. Mit indre er et kaos, så udadtil gør jeg mit ypperste for at fremstå som det modsatte. Jeg tror måske det er det, der er gået galt denne her gang – mine krav og forventninger til mig selv har oversteget det jeg har kunnet magte, og det bider mig i røven nu: jeg kan på ingen måder koncentrere mig, jeg er ekstra lydfølsom og selvom jeg efter et helt liv er vant til at mangle det filter, som sortere i de forskellige indtryk og lyde – så er jeg bare som nu engang imellem ekstra sensitiv. Hvis jeg kigger tilbage på de sidste 10 dages tid, kan jeg måske godt se et mønster af småting der har hobet sig op – som når man fylder vand i et glas: lige pludselig løber det bare over.

Hvis jeg bare kunne acceptere – et skrøbeligt sind

I går “kollapsede” det hele og så sad jeg ellers der med tårerne løbende ned ad kinderne – og følte mig endnu mere kikset og flov. Jeg er en kontrolfreak, især når det drejer sig om at vise andre mine følelser – selvom det bider mig i røven, så har jeg ualmindeligt svært ved at vise andre hvordan jeg har det. Måske fordi at jeg ingen kontrol har over mit indre – så higer jeg efter at have fuld kontrol over det ydre. Men i går da jeg sad der, overfor min far som på en og samme tid var både kærlig, omsorgsfuld og konsekvens – så kunne jeg alligevel ikke helt kontrollere det. Og det hjalp faktisk – at fars “lille” pige bare fik lov at hyle ud. Måske ville jeg egentlig hjælpe mig selv meget, hvis bare jeg accepterede at jeg har et skrøbeligt sind. Accepterede at mit sanseapperat er irriterende handicappet og at jeg derfor hører alle lyde, opfatter alle bevægelser – tager alt ind uden noget som helst filter. Det er altså bare lettere sagt end gjort!

Solstråle-historier

Kære læser, undskyld jeg ikke har fået skrevet den sidste uges tid. Det irritere mig ad helvedes til, men svaret har du ovenover – ingen koncentration = den ledeste skriveblokade. Det er monster uhensigtsmæssigt når nu man stiller skide høje krav til sig selv og bare gerne vil lave en kanon side. Jeg vil gerne være og tages seriøs, og jeg vil helst gerne ligge et indlæg ud 5 dage i ugen. Ikke 7, men 5 – jeg vil nemlig heller ikke “spamme” folk. Jeg er meget perfektionistisk omkring bloggen , og det er vel egentlig godt nok? Hvorfor kun gøre noget halvt? Hvis ikke jeg higer efter at gøre mit aller bedste, kunne jeg jo ligeså godt lade være. Denne her perfektionisme bider mig indimellem lidt i røven – for jeg vil ikke ligge noget dårligt ud, men samtidig har jeg haft denne her dårlige samvittighed overfor alle jer dejlige læsere. Men jeg fornemmer at det hele begynder at løsne lidt op igen, og jeg har fået mere og mere styr på de forbedringer jeg flere gange har fortalt om. Og så vil jeg da lige dele noge glædeligt nyheder med jer: jeg har fået en plads på ADHD-foreningens “Pinse-Camp”. En lejr for unge voksne mellem 18 og 25 år med ADHD, 3 dage hvor jeg både lærer min egen ADHD bedre at kende og møder nye mennesker som har det ligesom mig selv. At det samtidig er en “overlevelses-tur” med soven i telt og alt hvad det indebærer er kun en bonus – det er jeg nemlig helt vild med wink Derudover skal jeg faktisk i dag på posthuset og hente noget jeg har ventet spændt (og længe) på – min kugledyne er kommet! Egentlig har jeg søgt ved kommunen for at få den bevilget, og det regner jeg også med at få, men sagsbehandlingen er langtrukken – jeg kan risikere først at få svar i august måned. Derfor har jeg selv bestilt en hjem, og så krydser jeg bare fingre for at jeg snart får en positiv tilbagemelding fra kommunen. I hvert fald har min psykiater, ligesom flere andre, anbefalet det – jeg bøvlet nemlig meget med min søvn, jeg sover enten ingenting eller alt for meget. Og det første er bare ekstra “skadeligt” for sådan en som mig, det sidste er bare død irriterende. Jeg lover at fortælle mere om hvad en kugledyne er, men en ting er sikkert – jeg er super spændt på at skulle i seng i aften, jeg tror faktisk det er første gang i lang lang tid at jeg kan sige ar jeg glæder mig – hvor usexet en 7kg tung dyne så end måtte være wink

Så kære læser: jeg har overhovedet ikke glemt flyvsketanker.dk, faktisk har jeg tværtimod hver eneste dag forsøgt at få lavet noget, jeg har bare ikke syntes det var godt nok – og i fortjener kun det bedste smile nu er jeg tilbage, stadig ligeså perfektionistisk, men med knap så meget skriveblokade…

Ny inspiration

Mandag aften tog jeg til Århus for at høre et foredrag om ADHD. Jeg var kørt forkert flere gange, lige ved at tisse i bukserne og havde faktisk næsten opgivet da jeg 19.20 endelig fandt Aarhus Universitetshospital (skulle have været der kl 19). Hvor er jeg glad for at jeg ikke bare gav op – for det var helt klart det hysteriske anfald værd wink

I første del af foredraget fortalte en psykiatrisk sygeplejeske om diagnosen, og med min efterhånden store viden om ADHD, må jeg nok indrømme at det ikke var det jeg fandt mest spændende, eller vil huske fra aftenen. Tilgengæld var den sidste del af foredraget helt fantastisk! Her fortalte en voksen kvinde med ADHD sin historie, og selvfølgelig om diagnosen – og det kunne være mig hun havde fortalt om! Hun beskrev så godt hvordan jeg har det, og fik på den sejeste måde sat ord på. Virkelig givende og inspirerende!

Jeg har i et stykke tid gået med en spirende drøm om selv at tage ud og holde foredrag, men efter mandag er det noget jeg vil kæmpe og gøre endnu mere for at realisere mine planer. Samtidig går det fantastisk godt med flyvsketanker.dk og det giver helt sikkert bare endnu mere motivation! Og kære læser – de næste par dage vil jeg arbejde på nogle nye tiltag her på siden – hvis du følger med på facebook-siden lover jeg at holde dig opdateret på hvornår nyt – hvis ikke synes jeg da du skal kigge forbi og “synes godt om” wink

 

Gal eller normal? Hvor går grænsen?

selfimage, adhdGal eller normal? Hvor går grænsen? Hvornår er man normal? Eller unormal? Hvad med ADHD? Findes der kun en type, eller er ADHD i virkeligheden noget, hvor man ikke bare kan sætte samme beskrivelse på alle med diagnosen? Det sidste stykke tid er disse spørgsmål ofte dukket op, og længe blevet reflekteret over. Måske fordi jeg flere gange har følt at jeg har måtte “forsvare” min diagnose. Måske fordi at jeg flere gange har følt at mine omgivelser pludselig har ændret sit syn på mig. Ikke alle, men nogen har alligevel. Men er det måske også fordi jeg indimellem stadig har dage, hvor jeg har svært ved at erkende min plads i ADHD-kassen? Hvorfor disse spørgsmål er dukket op kan der være mange gode grunde til, men en ting er sikkert – de har inspireret til dette indlæg og endnu engang gjort at jeg i hvert fald selv er blevet klogere wink

Hvornår er man helt normal?

gal eller normal?Vi gør det alle sammen. Ofte helt uden at tænke over det. Putter folk i kasser eller giver dem et mærkat. Jeg tør faktisk næsten godt vove den påstand at, du hver eneste gang du møder et nyt menneske vil forsøge at placere ham eller hende i en overordnet kategori – ofte gerne normal eller unormal. Det er helt i orden, vi gør det alle sammen. Men hvorfor har vi egentlig dette behov for at kategorisere? Og hvornår er man så normal? Jeg ville hurtigt kunne skrive en længere afhandling om hvorfor, men jeg tror overordnet set at vi har det her behov for at kategorisere simpelthen for at vi ved hvor vi selv befinder os mellem normal og unormal – hvor vores plads i samfundet er, kan man måske sige. Normalitet kan nok egentlig være svært sådan helt konkret at definere. Af flere årsager. Det er et begreb som kan være forskelligt fra kultur til kultur og svinge meget i løbet af årene. Overordnet kan man vel sige at det, som er hyppigst fremtrædende i samfundet er det man vil betegne som normalt. Og der findes skam også mange statistikker, som viser hvad der er mest normalt i et givet årstal eller kultur. Normalitetsbegrebet er egentlig en sjov størrelse, hvis du spørger mig. Og hvorfor så det? Jamen fordi vi lever i en tid, hvor vi mennesker dybest set ikke har lyst til “bare” at være normale. Vi har lyst til at være noget særligt, og vi skal præstere noget. På den anden side har de fleste mennesker heller ikke lyst til at være helt ved siden af normen. Der findes selvfølgelig mennesker som jeg selv, der står frem og ikke er flove over at være “lidt ved siden af” – men psykiatriske lidelser, altså diagnoser, er stadig omgivet af enormt meget tabu. Måske fordi man tror at modsat en brækket arm, er psykisk sygdom noget du selv kan styre.

adhdGal eller normal?

Jeg sagde tidligere i indlægget, at vi hver gang vi møder et nyt menneske putter dem i en passende “kasse”. Men har du nogensinde prøvet at møde et menneske, og først efter du har lært hende/ham at kende, fået at vide at personen har en diagnose? Eller oplevet at en god ven(inde) eller familiemedlem pludselig har fået en diagnose? Hvis ja, ændrede din opfattelse af personen sig? Måske er du ligesom jeg selv er, god til at se det hele menneske og ikke bare bedømme ud fra en diagnose, men der findes desværre også mange som gør. Altså bedømmer adfærd og opførsel ud fra en given diagnose. Jeg har selv oplevet det. At blive sat i bås udelukkende pga min diagnose. Både af folk jeg først har mødt efter jeg har fået diagnosen, men faktisk også af mennesker, som kendte mig inden. Den første gruppe er ikke så svær at beskrive – det er mennesker som måske glemmer at der findes mange forskellige udgaver af ADHD, og som derfor ikke tænker at du indeholder andet end bare disse fire bogstaver. Den anden gruppe er knap så nem at beskrive. Eller, ja man kan måske beskrive det sådan at visse personer pludselig mener at de skal fortælle dig hvad du kan eller ikke kan fordi du har denne her diagnose. Ting du måske sagtens kan eller altid har kunnet, og ting du ved at de før hen ikke ville have betvivlet. Det er ærgerligt, og kan være svært at acceptere – altså den måde folk pludselig ændrer sin opfattelse af dig. Det selvfølgelig ikke alle, men hvor man ved nogen kan høre det i de ting de siger så er der også andre, hvor man bare mærker det helt uden de behøver at sige noget. En diagnose kan give et svar på hvorfor nogen af os afviger fra normaliteten, men vi er jo også meget mere end bare en diagnose. Ofte findes der faktisk mange forskellige typer mennesker med samme diagnose.

“Du da ikke sådan en type”

smart people vs. dumb peopleNår du hører ordet ADHD, hvad er så det første du tænker på? Hyperaktivitet, uopmærksomhed og impulsivitet – har jeg ret? Det tror jeg de fleste gør, og disse tre ting kaldes heller ikke kernesymptomer uden grund. Men det er altså kun toppen af isbjerget. Og kernesymptomerne findes i flere forskellige udgaver. “Har du ADHD? Ej, det kan da ikke passe. Du virker da ellers som sådan en sød pige. Slet ikke som sådan en type. Du virker da til at være rimelig normal”. Hvis du har læst flere af mine indlæg, ved du at jeg flere gange nærmest har måttet forsvare at jeg har ADHD. Der findes nok ikke mange der ikke kender til diagnosen, og de fleste mennesker har da også en holdning til den. Desværre tror jeg der findes mange , som bygger denne holdning eller forståelse på ganske lidt viden. Nu må du ikke tro at jeg mener at alle uden ADHD, har en negativ holdning eller ringe forståelse – for det er bestemt ikke det jeg mener. Og jeg indrømmer gerne at inden jeg selv fik diagnosen, byggede jeg faktisk selv min holdning og forståelse på en mere eller mindre “middelmådig” viden. Lidt tragikomisk er det måske at jeg faktisk kunne tænke “jeg har i hvert fald ikke ADHD, sådan en type er jeg slet ikke” – jeg kunne sagtens genkende mig selv i mange af symptomerne, men jeg må indrømme jeg alligevel ikke havde set mig selv som en ADHD’er. Sådan er det ikke længere. For da jeg sidste år pludselig stod der med diagnosen i hånden, var jeg nødt til at søge viden og få større indsigt. Og den dag i dag, vil jeg nu mene at jeg har “mega meget” viden – og ved du hvad? Jeg er sgu sådan en type. Men det har også krævet enormt meget læsning og søgen rundt at få denne viden, og finde ud af at der findes mere end en type ADHD – at ADHD ikke kun er noget med drenge der har krudt i røven. Hvis ikke diagnosen på den ene eller anden måde berører ens liv, forstår jeg altså godt hvis ikke man ligefrem “higer” efter alt denne viden. Alligevel ville det en gang i mellem gøre livet lidt nemmere hvis folk kendte bare lidt mere til diagnosen. Måske den så blev nemmere at tackle og forstå. ADHD er måske også en diagnose, der er svær at forstå fordi mange af symptomerne er nogle mange vil kunne genkende hos sig selv. Flere af symptomerne ligner nemlig almindelig adfærd, som blot virker ekstrem. ADHD er ikke en enten/eller tilstand, men symptomer der kan eksistere i større eller mindre grad. Helt grundlæggende er ADHD en forstyrrelse i hjernen, som gør det meget svært at fastholde opmærksomheden. Man har derfor vanskeligt ved at koncentrere sig og kan ikke altid forstå eller forholde sig til det, man hører og ser. Symptomerne kan du læse mere om i flere af mine tidligere indlæg, men det er vigtigt for mig at du forstår, at for at lide af ADHD skal man være invalideret på mindst to livsområder og før at diagnosen kan tages i betragtning skal man have udvist en lang række symptomer som indgår i diagnosekriterierne. De fleste tror stadig, at en person med ADHD er en hyperaktiv, ukoncentreret og uintelligent person. Der findes dog mange forskellige ADHD typer, også andre end de tre undergrupper man i dag deler diagnosen op i (ADHD med overvejende opmærksomhedsforstyrrelse, ADHD med overvejendende hyperaktivitet og impulsivitet, ADHD som kombineret type med opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet). Der findes f.eks: typen med læsevanskeligheder, den intelligente type, den indadvendte og generte type, den stærkt personlighedsforstyrrede, ADHDéren med en fødselsskade osv. Der findes faktisk lige så mange forskellige ADHD typer, som der findes forskellige typer personligheder blandt “normale” mennesker. Hvis du er blevet nysgerrig på hvilken type jeg mon er, kan du jo f.eks gå ind under “Min ADHD-profil” eller læse nogen af mine tidligere indlæg wink

Pårørende er altså heller ikke altid helt hensigtsmæssige

Jeg ved ikke om du har lagt mærke til det? Hvor lidt jeg før nu, egentlig har fortalt, i det hele taget nævnt, min familie – altså dem man vil kalde mine nærmeste pårørende her på bloggen? Det skam ellers ikke fordi der ikke er rigeligt at fortælle – ment på både den gode og knap så gode måde. Mine forældre er selvstændige, de har ikke mindre end 3 restauranter, og derfor har jeg måske tænkt at det ville være bedst hvis jeg her på siden ikke nævnte dem så meget – hvad nu hvis jeg kom til at skrive noget, nogle ville kunne bruge mod dem? Men ved du hvad? Det er slut nu. “Flyvske tanker” er nemlig mit sted – mit fristed, og det er her jeg kan få lov at udfolde mig og mine evner. Her er det altså mig der er chefen og jeg bestemmer selv hvad jeg vil skrive. Det er mig der ejer siden, flyvsketanker.dk er et produkt og en mulighed som jeg selv har skabt og knoklet hårdt på, og domænet er købt og betalt – af MIG. Undskyld kære familie, det kan godt være at jeg tit og ofte er mega uhensigtsmæssig i min gøren og laden, og at jeg nok kan være svær at være pårørende til – men indimellem er i altså heller ikke lige hensigtsmæssige.

“Jeg er da også bare helt forkert”-følelsen

Den sidste uges tid har jeg faktisk ikke følt mig særlig godt tilpas, ikke fordi jeg fysisk har haft det skidt – jeg har bare været rigtig meget ramt af det jeg kalder “du er da også bare helt forkert”-følelsen. Eller det er faktisk flere følelser, slået sammen til en. Og det er ikke følelser der er fremmed for mig, de kommer i perioder og det har jeg efterhånden vænnet mig til. Når jeg har det sådan er det selvsagt meget negative tanker om både mit indre og ydre, der fylder meget. Uduelighed, grimhed, mindreværd – som sagt så kalder jeg det for “du er da også bare helt forkert”-følelser. Førhen ville jeg her i indlægget kun have nævnt mig selv i den forbindelse, men af flere grunde vil jeg denne gang også fortælle hvad min familie har med denne her følelse at gøre. Det er ikke nødvendigvis dem der er skyld i følelsen, en gang imellem jo, men nogen gange når jeg har det sådan er det i hvert fald heller ikke fordi de ligefrem gør det bedre. Mine “ADHD-vanskeligheder” påvirker mig hver eneste dag, men på de her “du er da også bare helt forkert”-dage er der flere af mine vanskeligheder, som pårørende, adhdbliver endnu mere “invaliderende”. Som mange andre med ADHD kan jeg have større eller mindre problemer med at forstå meninger, og vanskeligt ved at forklare mig præcist. Det derfor ikke ukendt for mig at blive misforstået eller misforstå andre. Årsagen til det er at jeg er hypertolkende, det har jeg vidst før fortalt om, og jeg tror mange med ADHD vil kunne genkende dette. Allerede når de første ord i en sætning er udtalt, er jeg i gang med en tolkning, og er jeg irriteret eller igang med noget andet får denne her tolkning hurtigt en negativ karakter – og et negativt svar. Det er en ond cirkel, for det betyder at jeg på en dårlig dag hurtigere ryger i konflikt med min familie. Flere undersøgelser viser, at én af kernesymptomerne ved ADHD er et hidsig temperament, nok er jeg den eneste i familien med ADHD, men både min mor og måske især den ene af mine søstre har altså også et iltert temperament. Du kan måske allerede nu forestille dig, hvor hurtigt der kan blive brugt fæle ord og nedsættende udtryk. Oven i det har jeg det ligesom mange andre med ADHD en meget veludviklet retfærdighedssans. Vi taler ikke om en retfærdighedssans som bruges af og til især i sociale sammenhænge, men en retfærdighedssans, som berører utrolig mange dagligdags elementer. Man kan sammenligne det med millimeter retfærdighed der måles på stedet og som kan skabe stor irritation hos mig. “Det skal ikke altid være mig”, “hvorfor skal jeg gøre det igen?” er sætninger min familie nok tit har hørt. Jeg tager det meget personligt og føler mig forkert, når jeg skal gøre ting eller lave procedurer om. Du kan sikkert godt forestille dig hvordan en halv dårlig dag hurtigt udvikler sig til en mega dårlig dag ikke?

3 restauranter og en datter med ADHD

Jeg tror tit det kan være svært for min familie at forstå hvordan det egentlig er at have ADHD. Eksempelvis hvor hurtigt mit hoved bliver stresset. Jeg har ikke det filter almindelige mennesker har, som gør at indtryk sorteres. Jeg opfatter alle lyde og bevægelser. Indtryk og informationer kommer ind fuldstændig usorteret, og jeg har næsten ligeså meget opmærksomhed rettet mod dem alle. Det betyder altså også at jeg bruger enormt meget hjernemæssig energi hele tiden, hver eneste dag – mit stressniveau er altså en helt anden størrelse end det er hos mine forældre eller søstre. Mine forældres 3 restauranter gør det ikke altid nemmere, og det er klart at min “stress” kan synes latterlig ved siden af. Jeg har skide svært ved skift – dem er der altså rigtig mange af i min familie, og det er ikke altid lige smart at jeg egentlig har brug for et par timers varsel til spontane indslag. Den der ro, orden og forudsigelighed som man siger skulle være bedst for sådan nogle som mig, ja den mangler jeg lidt nogle gange, men jeg vil eller kan jo heller ikke bede min familie udelukkende at tage hensyn til mig. Jeg kender dem også godt nok til at vide at det ville de heller ikke gøre.

Det havde været rart med lidt anonymitet på den lukkede

adhd, girls, crazySom jeg nævnte tidligere er mine forældre indehavere af de her 3 restauranter, og det betyder altså at de efterhånden er et ret kendt “ansigt” i byen. Det har altså både sine fordele og sine ulemper. Det er da rart en gang imellem at kunne bruge sine forældres gode rygte og store netværk. Men der er også tidspunkter, hvor det er knap så fedt. Et godt eksempel på det er en dag jeg nok alligevel (uanset hvad) aldrig glemmer. Den dag jeg var blevet henvist “akut til psyk.”. At sidde der i venteværelset til den lukkede afdeling – og vente på dommen over om du skal blive eller sendes hjem igen – er i sig selv en rigtig dårlig oplevelse. Forestil dig så, at der kommer en ansat hen og slynger denne kommentar ud: “guuuuuud hej, det da dig fra Kystens Perle, der var jeg lige over den anden dag”. At hun ikke selv kunne se det malplacerede i valget af tidspunkt er en ting, men lige der må jeg nok indrømme at lidt anonymitet havde været rart. Jeg blev da heldigvis sendt hjem, ellers skulle hun vel også lige have bestilt et bord eller fortalt mig hvad hun fik at spise wink

Kære pårørende

Jeg ved godt jeg kan være svær at leve med, men tænker i over at i lige sådan kan være det? Til dig, der netop har læst dette indlæg: du må ikke tro jeg ikke elsker min familie højt – for det gør jeg virkelig, meget endda! Min familie er bare på så mange måde anderledes og når ens forældre er selvstændige er det ikke altid lige nemt. Slet ikke når man har ADHD. Men min familie er jo også på mange måde god. Vi står sammen i tykt og tyndt, og fordi vi efterhånden har været rigtig meget igennem er vi meget tætte. Men jeg indrømmer også gerne, at jeg bare en gang imellem kan ønske at vi bare var sådan en helt almindelig hyggelig kernefamilie. Det er vi ikke, og det bliver vi heller ikke. Mine forældre går vel en gang på pension – så på den front bliver vi vel en “helt almindelig” familie, men min ADHD vil altid følge med mig. Jeg har accepteret det, og lærer efterhånden at leve med mine vanskeligheder. Spørgsmålet er bare om min familie helt har accepteret og erkendt at jeg altså ikke har ADHD med vilje, og at nogle af de ting jeg gør eller siger ikke altid er noget jeg kan kontrollere?

 

“Jeg forstår det ikke, du er jo lynende intelligent?”

“Du er jo lynende intelligent” – sådan sagde min mor forleden til mig. Selvfølgelig er det et kæmpe kompliment, men fordi hun sagde det i forbindelse med at vi diskuterede en af mine vanskeligheder – var det samtidig noget hun undrede sig over. Min mor har arbejdet på et bosted, hvor flere af beboerne havde ADHD så hun ved skam godt at det at have ADHD absolut intet har at gøre med hvor intelligent man er – hun glemmer det bare af og til wink Og hun er vidst ikke den eneste, i hvert fald har jeg en fornemmelse af at folk tit tror at ADHD = uintelligent. Jovist, ADHD er en udviklingsforstyrrelse, hvor dele af hjernen ikke fungerer optimalt, men det er altså ikke en hjerneskade (det troede man førhen, det er dog videnskabeligt bevist at det ikke er tilfædet). Det er bl.a de områder, hvor følelsesmæssige impulser og impulser for handling hæmmes og kontrolleres der – og man kan sagtens være både intelligent og lynende intelligent på trods af sin ADHD-diagnose. Jeg har flere gange fortalt om nogle af vanskelighederne ved ADHD – bl.a at vi super-lette at aflede, hurtigt mister koncentrationen og at vores konstante mylder af tanker gør at vi enten er eller virker til at uopmærksomme – men lige som ganske “almindelige” mennesker lærer vi hele tiden noget nyt, vi gør det nok bare på vores egne måder. Nu vil jeg ikke lyde mega selvglad, men jeg må nok give min mor ret, i hvert fald vil jeg da mene at jeg er en MEGET intelligent pige – i hvert fald på nogle områder. Og jeg er altså ikke den eneste ADHD’er med “noget bag ørerne” – det bare ikke altid vi når at bruge hovedet inden vi siger eller gør noget wink

Hvordan er din intelligens?

IMG_0799 Der findes uendelig mange definitioner på og holdninger til hvad det vil sige at være intelligent. Helt grundlæggende betyder ordet intelligens evnen til at opfatte, begribe og forstå. Men hvornår er man så intelligent? Hvis du spørger mig handler intelligens ikke udelukkende om hvad et menneske kan præstere i en given opgave, men skal nærmere ses i et større perspektiv, der omfatter dannelse, sprog, selvforståelse, social kompetence, evnerne til at opfatte, huske, tilpasse sig, filosofere o.s.v. Den anden dag sad jeg og kiggede gamle noter fra pædagogseminariet igennem, og det var faktisk nogle af disse der gav mig inspiration til dette indlæg. Jeg fandt nemlig nogle gamle noter fra en fremlæggelse jeg sammen med et par klassekammerater lavede om Howard Gardner. Howard Gardner er bl.a professor ved Harvard Universitet, og er specialist inden for udviklingspsykologi og neuropsykologi. Han står bag flere teorier, men jeg den jeg vil fortælle her er hans teori fra 1983 om de 7 intelligenser, som sidenhen faktisk er blevet til 9 intelligenser. Jeg er fan wink og meget enig i hans teori, den handler nemlig ikke om HVOR intelligent du er, men HVORDAN du er. De 9 intelligenser knytter sig til forskellige centre i hjernen, og vi har derfor alle adgang til dem, men vi benytter dem på forskellige måder og i større eller mindre grad når vi skal lære og forstå. Alle mennesker har hver sin egen unikke kombination. Hvis du er nysgerrig på hvilken en du har, så prøv at tage den her test (indeholder dog kun 7 ud af de 9), det tog mig kun et par minutter – og selvom jeg jo både kender en masse til teorien og også tog testen for et par år siden, var det da cool lige at se om jeg måske havde udviklede mig i nogle af intelligenserne. Jeg kan afsløre at jeg er mest sproglig, musikalsk, personlig og social tongue Som sagt bygger Howard Gardner’s teori på 9 intelligenser – jeg skal nok forsøge at gøre det kort, men jeg vil lige hurtigt gennemgå dem her

  1. Den sprogligt-verbale intelligens:
 har højt udviklede talegaver, holder af at læse, skrive og spille ordlege. De har nemt ved at huske navne, datoer, steder m.m. Deres ordforråd er stort, og de bruger sproget flydende.
  2. Den musikalske intelligens: er følsomme overfor lydene i deres omgivelser, og foretrækker at lytte til musik, når de studerer eller læser. De synger/nynner tit når de foretager sig noget.
  3. Den rumligt-visuelle intelligens: nyder kunst, at læse kort samt diagrammer, og tænker i billeder. De kan klart visualisere billeder, når de tænker over en ting, holder af puslespil, og af at løse kunstneriske problemer. Gør dig god til at opfatte, det du ser korrekt.
  4. Den kropslige/kinæstetisk intelligens: bearbejder viden gennem kropslige fornemmelser, og bruger deres krop på mange forskellige måder. De har brug for at røre sig. De har det bedst, når de kan være fysisk aktive, eller når deres arbejde er en hands-on aktivitet.
  5. Den logisk-matematiske intelligens: udforsker mønstre samt forhold mellem ting, og gør tingene i rækkefølge. De holder af matematik, udfører forsøg for at teste ting, de ikke forstår, nyder at løse problemer, og deres argumenter er altid klare og logiske. Gør det let for dig at forstå tal og talsystemet.
  6. Den personlige intelligens: er selvtillidsfulde, uafhængige og viljestærke. De motiverer sig selv, foretrækker uafhængige projekter, og tiltrækker tit andre mennesker på grund af den indre styrke. Du er god til at lytte til dig selv, og forstå og handle ud fra dine følelser og tanker.
  7. Den sociale intelligens: nyder at være sammen med andre mennesker, har mange venner samt sociale aktiviteter, og lærer bedst ved at relatere til og deltage i fællesskaber. Du er god til at forstå, hvilket humør andre er i)
  8. Naturalistisk intelligens: denne intelligens stimuleres ved naturoplevelser, kontakt med dyr og besøg på eksperimentarier.
  9. Eksistentielle intelligens: evnen til at forholde sig til livets store spørgsmål og handle i overensstemmelse med eksistentielle og åndelige værdier.

IMG_0797Kan du genkende dig selv i nogle af de 9? Hvis ja, og hvis du har lyst synes jeg det kunne være ret cool hvis du kommenterede her på indlægget og hvilke intelligenser du bruger mest, evt hvad svaret blev hvis du tog testen smile

Der er som sagt mange måder at være intelligent på, og der findes mange teorier. Jeg tænker også at intelligensen er noget der kommer indefra, altså din egen følelse af hvilket niveau du har. Jeg får ofte at vide at jeg er en super intelligent pige, og selvom mit selvværd ofte er meget lavt så vil jeg gerne indrømme at jeg aldrig tvivler på min intelligens. Jeg er skide dårlig til matematik, tilgengæld er jeg super klog på mennesker, relationer og følelser. I folkeskolen var de altid dansk, historie og samfundsfag der fangede mig, og hvis jeg bliver optaget på læreruddannelsen er det da også disse fag jeg senere hen vil undervise i. Og Howard Gardner’s teori vil jeg altid have med mig, om det gælder mig selv eller mine medmennesker – menneskesynet bag den er nemlig helt fantastisk – DIAGNOSE ELLER EJ – ALLE ER GODE TIL NOGET!

Hvordan kan noget der er 100 år gammelt være en modediagnose?

I medierne bliver ADHD ofte kaldt en modediagnose, men hvordan kan noget der faktisk er ca 100 år gammelt være en modediagnose? Ja, du læste rigtigt – ADHD er faktisk ikke noget nyt “fænomen”, det har bare ikke altid heddet ADHD. Jeg har altid selv syntes at historien bag forskellige diagnoser og psykiske lidelser er super spændende – hvor startede det hele? Og hvorfor? Jeg vil helt sikkert søge mere viden omkring ADHD’s historie, men her får du lige historien sådan i store træk. 

ADHD din gamle svinger

Vi har kendt til personer med opmærksomhedsproblemer, hyperaktivitet og manglende impulskontrol – altså kernesymptomerne ved ADHD, i flere hundred år. Ligesom i dag blev det beskrevet som uopdragenhed. Jeg er sikker på at de på samme måde, som vi kan føle i dag, følte sig anderledes, helt forkert og bare til besvær – dengang var der i bare ingen der kunne fortælle dem hvad der i virkeligheden var galt. Den første egentlige beskrivelse af “problemet” for vi i 1902, hvor George F. Still som var læge, beskriver en gruppe på 43 børn med koncentrationsbesvær og problemer med impulsivitet – han kalder dem “moralsk defekte”. I dag ved vi at det han beskrev er ADHD, men denne her beskrivelse bliver i 1914 altså grundlaget for det psykiateren Alfred Tredgold giver navnet Minimal Brain Damage (MBD). I 1940´erne og 1950´erne definerer Strauss, Werner og Lettinen, som er tre læger fra USA, MBD nærmere. I 60’erne får det “endelig” status som en psykiatrisk diagnose. Indtil omkring 1980 var MBD det mest udbredte navn verden over, der var dog meget kritik af MBD. Det var en ret bred diagnose og dækkede over en gruppe børn med meget uens vanskeligheder. Kritikken betød da også, at man i det diagnosesystem, som man bruger i USA (DSM) i 1980 gik over til navnet ADD, som står for Attention Deficit Disorder. Det var faktisk først 7 år senere, altså i 1987 at hyperaktivitet blev tilføjet som et af kernesymptomer, og navnet blev nu til det vi også bruger i dag – nemlig ADHD, som altså står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. I 1994 blev der tilføjet tre undertyper ud fra hvilke vanskeligheder, der fylder mest hos den enkelte: ADHD – med forstyrrelser i opmærksomhed, ADHD – med hyperaktivitet og impulsivitet og ADHD som kombineret type. Diagnosen er også blevet kaldt Hyperkinetic Disorder og DAMP, men fra ca 2000 er de fleste lande gået over til at bruge navnet ADHD – fordi det simpelthen er nemmere at bruge det samme navn når der arbejdes på tværs af landegrænser. Samtidig arbejdes der på at retningslinjerne i de forskellige diagnosesystemer skal blive mere ens – der findes nemlig mere end et diagnosesystem, men det en helt anden historie. Som du kan se er ADHD altså ikke ligefrem noget der lige er opfundet, men som jeg også fortalte i indlægget “Er ADHD blevet en modediagnose?” så er man i dag blevet bedre til at diagnosticere folk rigtig, og derfor er der sket en stigning i antallet af mennesker med ADHD. Men det vel ikke negativt at eksperterne bliver dygtigere? Ikke hvis du spørger mig.



Er ADHD blevet en modediagnose?

I den offentlige debat, om det så er vennegruppen der diskuterer emnet over middagen, på en af internettets mange debatforums eller i medierne har ADHD fået en lidt ærgerlig betegnelse – det bliver nemlig kaldt en modediagnose. Og det har den fordi der simpelthen er sket en meget stor stigning i antallet af diagnosticerede. Men behøver det nødvendigvis at være noget dårligt? Kan det ikke skyldes at vi simpelthen er blevet klogere og dygtigere?  For ca. 10 år siden, mente man, at der ikke var ret mange der havde ADHD, og max 3% som voksne. Og ja, tallet er støt stigende, men det er altså ikke fordi der kommer flere mennesker med sygdommen, tværtimod skyldes det at man er blevet bedre til at diagnosticere ADHD.  Førhen var der mange med ADHD, som fik andre diagnoser såsom borderline(personlighedsforstyrrelse), bipolar lidelse, neurotikere, hysterikere og ultrastressede mennesker – fordi at disse lidelser minder meget om ADHD, men det gør behandlingen af dem altså ikke nødvendigvis. Nu bliver disse mennesker rigtig diagnosticerede som børn, unge eller voksne med ADHD. Og selv med den voldsomme stigning af ADHD diagnoser er der stadig tale om at under 0.5 % af befolkningen. Nu jeg ikke skide god til matematik, men i mine øre lyder 0,5% altså ikke af meget og jeg synes ærlig talt, at det er super frustrerende med denne her stigende tendens til at kalde ADHD en modediagnose. Hvis du spørger mig, kan denne her tendens faktisk have nogle ærgerlige konsekvenser. Mennesker med ADHD kæmper i forvejen med lavt selvværd, bebrejdelser og skyldfølelser – og når vi skal høre på at ADHD bare er et modefænomen for uopdragne, dovne eller adfærdsforstyrrede børn og voksne – ja så gør det i hvert fald ikke disse følelser bedre, tværtimod. Nu sidder du måske og tænker “ah puds lige glorien, hva'”, men jeg indrømmer gerne at jeg selv, inden jeg fik diagnosen, var lettere “fordomsfuld”. Jeg kendte til ADHD gennem mit tidligere studie, jeg læste jo til pædagog, og det var ikke fordi jeg “så ned på” mennesker med ADHD, men min middelmådige viden gjorde at jeg hurtigt tænkte det samme som mange andre danskere gør om ADHD. Da jeg fik diagnosen blev jeg pludselig “en af dem der”, og heldigvis vil jeg næsten sige – for det tvang mig nemlig til at få større indsigt og viden. Og det gav mig en kæmpe lyst til at forsøge at nedbryde tabuet og de mange fordomme omkring ADHD.

Hvad skal man egentlig med en diagnose?

Er sådan en ikke bare til besvær? Kan det ikke være lige meget, hvad det “hedder”? Ikke helt, en diagnose kan nemlig ofte give en forståelse for de vanskeligheder der har været, og en forklaring på hvorfor det har været så svært at få tingene til at fungere. Og måske det alle vigtigst – den kan hjælpe en i den rigtige retning, når man skal videre i livet. En diagnose giver nemlig bedre muligheder for effektiv behandling, en målrettet støtte og for at søge rette information. Men hvordan stilles diagnosen så? Hvordan “får” man ADHD? Er det ikke sådan noget alle bare kan få? Jeg tænker at de fleste af jer, som læser med her på bloggen ikke er “modstandere”, men til dem der er, og måske tror det er nemt at få en diagnose – I tager så grueligt fejl. Diagnosen kan kun stilles af en psykiater eller speciallæge i neurologi og ADHD kan ikke ses på en blodprøve eller hjernescanning. Og får at komme til at snakke med en psykiater eller speciallæge skal man enten have en henvisning fra sin læge eller rigeligt med penge – de altså ikke billige i drift sådan nogle. At få kontakt til en af disse speciallæger er kun første skridt – det nemlig en lang og lettere besværlig proces. Næsten uanset hvad, om du skal have en tid på en psykiatrisk afdeling, hos en psykiater eller en speciallæge i neurologi, er der meget lange ventelister – nogle steder op til 2 år. Når det så endelig er blevet din tur i køen, skal du igennem en grundig udredning, og det kan tage lang tid, med mange samtaler, test og spørgsmål – man skal nemlig sikre at dine symptomer ikke skyldes en anden psykisk udviklingsforstyrrelse. For at diagnosen ADHD skal kunne tages i betragtning, skal personen have udvist en lang række symptomer som indgår i diagnosekriterierne. Diagnosekriterierne kræver bl.a., at vanskelighederne skal have været til stede siden barndommen, at vanskelighederne optræder i mere end én sammenhæng og at der er tale om en alvorlig funktionsnedsættelse socialt, uddannelsesmæssigt eller beskæftigelsesmæssigt. Og nu bliver det endnu mere kringlet – mange af symptomerne ligner nemlig almindelig adfærd, som blot virker ekstrem, og ikke nok med det, så er der en lang række andre lidelser, der minder om ADHD. Det, der dog adskiller ADHD fra andre lidelser er, at symptomerne er overdrevne, gennemgribende og vedvarende. Og så se man faktisk en tilfælde med flere diagnoser på en gang – mega forvirrende ikke? Mange har også følgetilstande af ADHD’en, hvilket kun komplicere udredningen. Man kan have to måske tre sygdomme samtidigt og det kaldes comorbide sygdomme. Man kan også låne visse symptomer fra andre sygdomme og det hedder coherente sygdomme. Man har primært ADHD, men ind imellem er der symptomer fra en anden sygdom. Det mest almindelige er, at en person med ADHD har lidt af en bipolar lidelse (maniodepressiv) eller en særlig type personlighedsforstyrrelse. Der findes en del med ADHD, som prøver at kompensere for deres indre kaos ved at foretage tvangshandlinger, og måske især hos piger kan spiseforstyrrelser også være en følgetilstand – igen som et forsøg på at skabe kontrol over deres liv eller for at skabe ro. Desuden har rigtig mange med ADHD søvnvanskeligheder, simpelthen fordi deres hjerner ikke kan slappe af – heller ikke om natten. Som du kan se er ADHD altså ikke bare ADHD – og det er altså ikke bare lige sådan noget man trækker i en automat. ADHD er en anerkendt psykiatrisk diagnose og næsten alle medicinske -, psykologiske – og uddannelsesmæssige organisationer, både herhjemme og i udlandet, har for længst konkluderet, at ADHD er en reel lidelse og altså ikke bare uopdragne, dovne eller adfærdsforstyrrede børn og voksne. For det er altså også noget voksne har – man bliver altså ikke “rask” bare fordi man er fyldt 18 – diagnosen følger dig hele livet. Voksne med ADHD er dog blevet overset, og det tror jeg skyldes at de kriterier, der anvendes i diagnose systemerne især beskriver træk, der er karakteristiske for mindre børn. Og selvom de symptomerne er de samme uanset alder, så ændrer de altså karakter og et voksent menneske med ADHD kan ofte have lettere ved “at styre sig”. Man kan nok dele mennesker med ADHD op i to grupper: dem, der har fået diagnosen som barn, og dem som først har fået diagnosen som voksne. For mange voksne, som tidligere har været udiagnosticerede, kan det være vigtigt at få stillet diagnosen, selv uden en behandling. Diagnosen giver dem en forståelsesramme og en forklaring på, hvorfor de er, som de er. Diagnosen gør, at de får en anden selvopfattelse – de er hverken dovne, skøre eller dumme. Tværtimod er der en medicinsk betegnelse for deres måde at være på. Jeg er selv en af disse “mange voksne”.

ADHD er ikke nogen modediagnose!

ADHD har mange fordomme  imod sig – både diagnosen selv, men også de mennesker der lever med den hver eneste dag. For mig har det været en kæmpe øjenåbner pludselig at stå på den anden side, hvis man kan sige det sådan. Det er på en måde enormt lærerigt, men også hårdt. Lærerigt, fordi jeg bliver enormt motiveret til at få ny viden hver gang jeg skal høre på en af de mange fordomme. Det er jo også det, der bl.a gør at jeg har oprettet denne blog – for at nedbryde fordomme, og fjerne tabuet, og jeg tør næsten godt love dig, at hver gang jeg skriver et nyt indlæg er det fordi jeg har lært noget nyt, eller er blevet inspireret af et eller andet. Men jeg tør også godt indrømme, at det ligesom for mange andre med ADHD og for mig er hårdt at skulle høre på denne evige debat og kritik om ADHD. For mit eget vedkommende har jeg først i en alder af 22 år fået diagnosen. Og vejen dertil har været lang! Når man i flere år har kæmpet lidt af en hård kamp, er det enormt frustrerende at man nogen gange nærmest føler at man skal forsvare både sig selv og diagnosen. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg tror de fleste med ADHD – barn eller voksen – er enige med mig når jeg siger: VI VILLE FANDEME HELLERE HAVE UNDVÆRET!! Så hvis du kender nogen der er eller måske selv er lidt fordomsfuld omkring ADHD, så tænk over det en ekstra gang, og tænk måske samtidig – tror du det bliver nemmere at have ADHD  når man igen og igen skal beskyldes for bare at være uopdragne, dovne eller adfærdsforstyrrede?

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2018 Flyvske tanker

Tema af Anders NorenOp ↑