Flyvske tanker

ADHD smitter ikke - det gør tabu.

Category: Diagnosticering

Indlæg i denne kategori handler om diagnosticering af ADHD.

Psykoedukation for voksne med ADHD

I går fik jeg en besked jeg længe havde ventet på. Overlægen på psyk. ringede egentlig fordi de jo justere i mit medicin, og hun skulle høre hvordan det gik. Og så kunne hun også fortælle mig at hun havde fået mig på et hold til psykoedukation allerede her i maj. Det var et held at hun lige tjekkede op på hvornår det startede, for jeg skulle begynde allerede i dag smile Og det gjorde jeg så – klokken 14 i dag stod jeg nervøs og spændt og ventede på for første gang at skulle til psykoedukation. Men hvad er psykoedukation så egentlig?

Hvad er psykoedukation for voksne med ADHD?

Psykoedukation er en slags undervisning eller kursus, hvor man får viden om hvad ADHD helt generelt er, og hvilke problemer diagnosen fører med sig. Derudover får man selvfølgelig information omkring hvilke støttemuligheder der findes. Man kan sige at målet med psykoedukation helt overordnet er, at personen selv får viden om ADHD og forståelse for sammenhængen mellem udviklingsforstyrrelsen og de besværligheder, som opleves i hverdagen. Helt grundlæggende fordi at des mere viden, jo bedre mulighed for at lære at håndtere vanskelighederne og større forståelse. Når psykoedukationen foregår i hold, som det i hvert fald gør for mit vedkommende giver det også mulighed for at udveksle erfaringer med andre voksne med ADHD. Det kan både gøre det nemmere at erkende sit handicap, men samtidig kan det også være enormt lærerigt at høre om hvad andre gør for bedst muligt at mestre hverdagen.

Hvad fik jeg så ud af første gang til psykoedukation?

Vi var i dag kun 4, men egentlig skulle der vidst have været 11 – det synes jeg måske lyder af lige rigeligt, men ja. Jeg var eneste pige, men jeg hyggede mig alligevel meget godt. Hvad mine forventninger er? Hm, altså jeg må indrømme at jeg synes det er noget man allerede ganske få uger efter diagnosticering bør få, jeg kan selvfølgelig kun tale ud fra mig selv, men jeg havde måske endnu mere brug for det i starten end nu hvor jeg et eller andet sted har lavet denne her slags “selv-psykoedukation“. Jeg ved godt hvad ADHD er, og hvordan det er at have diagnosen – den har jeg jo haft i 23 år! Og pga mit arbejde her på flyvsketanker.dk har jeg allerede tilegnet mig en masse viden. Så ja, jeg indrømmer gerne at jeg ikke ligefrem har de største forventninger til “Hvad er ADHD-delen” – jeg har jo nærmest her på siden lavet et lille leksikon wink Tilgengæld håber og forventer jeg at kunne lære nogle gode mestringstrategier – f.eks den 3. gang hvor vi skal have om søvn. Det er selvfølgelig heller ikke helt nemt ligefrem at danne sig en mening her efter første gang, så måske jeg tænker jeg skriver et indlæg eller to mere i løbet af de 6 gange det nu drejer sig om – hvad synes du, er det en god ide?

psykoedukation

Lidt af det materialle jeg har fået udleveret om psykoedukation til voksne med ADHD.

Jeg er glad for at jeg endelig har fået tilbuddet, og er startet med psykoedukation, men jeg misunder helt klart dem som får det allerede få uger efter deres diagnosticering. Jeg er heldigvis typen, der higer efter mere viden – så mon ikke jeg bliver glad for det? Uanset hvad er det rart at være et sted hvor de andre deltagere er “i samme båd”. Ligesom med den ADHD-gruppe jeg går i, er det rart at man bare bliver forstået med det samme. Nu er det jo også snart tid til den PinseCamp med ADHD-foreningen som jeg skal med på – det tror jeg faktisk jeg glæder mig endnu mere til, og jeg er både spændt og nervøs – jeg tror det bliver en rigtig god oplevelse, som på mange måder udvikler mig smile

Hvad med dig, har du erfaringer med psykoedukation? Hvis ja, kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre dem? Selvfølgelig kun hvis det er nogen du kunne have lyst til at dele – enten her eller på kontakt@flyvsketanker.dk smile

Der findes ingen manual til de følelser det giver

I dag er det 195 dage siden jeg blev diagnosticeret. 195 dage eller 6 måneder og 2 uger siden jeg endelig fik svar på en masse spørgsmål, men også 195 dage siden en masse nye spørgsmål opstod. Jeg husker dagen tydeligt. Det var den 31. oktober og pludselig stod jeg der med hele min selvopfattelse revet væk under mig. Den dag i dag er jeg lykkelig for at jeg blev diagnosticeret, og fik den rigtige diagnose, men i starten var det svært. Meget svært. I dag er det jeg er mest ked af nok at jeg ikke blev diagnosticeret tidligere, meget tidligere! Hvorfor? Fordi det på mange måder er svært at stå der, som en voksen pige, i gang med et liv, en ide om egen identitet – og pludselig bliver dit liv bare ændret på så mange måder! For når du som voksen blive diagnosticeret med ADHD skal du ikke bare acceptere at du har det her handicap, du skal samtidig acceptere at du aldrig bliver helt rask. Selvfølgelig kan det være lige så svært som barn eller teenager at acceptere, men på den anden side – som barn tænker du måske ikke helt på samme måde over tingene. For slet ikke at tale om de tiltag som kunne have været sat i gang, tilbud der måske kun henvender sig til børn. Hvis vi nu havde vidst bare 5-7 år tidligere, havde vidst det allerede dengang for 10 år siden da jeg første gang sagde goddag til psykiatrien – så havde jeg måske lært en masse som kunne have gavnet mig den dag i dag. Og hvor brutalt det så end må lyde: hele mit eksistens-grundlag var ikke blevet taget fra mig! En ting er sikkert: som overskriften lyder – der findes ingen manual til de følelser det giver. De første par måneder efter diagnosticeringen har været svære. Både for mig, men også mine nærmeste. Det har taget mig tid at acceptere. Og det har taget mig tid at bygge min identitet op igen – ikke omkring, men med ADHD som “en god ven” i stedet for et nederlag.

Diagnosticeret med ADHD – hvor kom den selvtillid lige fra?

Inden jeg blev diagnosticeret, havde jeg det rent ud sagt ad helvedes til. Hvis du har læst “Historien om en fighter”, “Du jo ikke rask…”, “Du jo stadig bare dig…”, “Eller er det bare noget jeg føler?” og “Mine mange masker – nu ligger de fleste i skraldespanden” – ja flere af mine tidligere indlæg og sider, ved du måske allerede lidt om hvordan jeg havde det inden. Hvis ikke kan du jo altid klikke dig tilbage og læse dem wink

“Når den ikke er diagnosticeret, kan den være ødelæggende og invaliderende og lige så stille frarøve disse mennesker deres drømme, deres håb og deres selvværd. De bruger deres liv på at løse en gåde – forklaringen på deres livs mysterium må gemme sig derude et sted, lige forbi det næste sving på vejen.”- Kvinder med ADHD, Sari Solden

En ting er sikkert – den dag i dag har jeg det nok faktisk bedre end jeg har haft det de sidste 10 år. Ja der er stadig dage hvor det hele er noget lort. Og ja jeg er stadig ikke helt på toppen. Men endelig har jeg en forklaring. Endelig ved jeg hvorfor jeg har måttet kæmpe, og til stadighed gør det. Jeg har endelig accepteret at JEG HAR ADHD! Jeg mærker for første gang i mit liv en form for selvtillid. En følelse jeg slet ikke er vant til. Nærmere tværtimod. Og ved du hvad? Det skal man faktisk lige vænne sig til wink Jeg kan huske i folkeskolen, på efterskolen – ja generelt på uddannelser. Du kender det måske – der er altid den her populære pige. Hun er måske ikke særlig dygtig faglig, måske kan du faktisk egentlig ikke forstå hvad det er ved hende der gør hende så populær. Hun er populær fordi hun er social dygtig, fordi hun har selvtilliden i orden. Den anden dag da jeg havde været til optagelsessamtale fortalte jeg min familie noget i stil med dette: “Jeg følte mig som hende der den populære pige i klassen”. Og ved du hvorfor jeg gjorde det? Fordi selv om det har været svært, så har det også gjort mig langt mere selvsikker – altså at blive diagnosticeret rigtigt, endelig. At jeg er blevet diagnosticeret med ADHD betyder nemlig den dag i dag, at jeg tør være mig selv! Og drømmer vi ikke et eller andet sted ikke alle om bare at være os selv? Jeg ved i hvert fald hvor meget jeg kan mærke at det nu virkelig har været vigtigt – at blive taget alvorligt, at blive set lige igennem. Og selvom det at blive diagnosticeret er svært i starten, så giver det helt klart så meget positivt på den lange bane.

Et nyt kapitel

Den rigtige diagnosticering betyder at du kan få den rigtige behandling, den rigtige hjælp og støtte. Jeg vil faktisk næsten sige at den rigtige diagnosticering betyder at du endelig kan leve dit rigtige liv. Det lyder måske nok lidt provokerende, men en udiagnosticeret ADHD har i hvert fald for mit eget vedkommende budt på så mange nederlag og kampe at jeg indimellem har haft lyst til bare at give op. Og nu, 195 dage efter diagnosticeringen, føler jeg at jeg endelig er blevet mig selv – eller i hvert fald er godt på vej til at blive det. Jeg var heldig, dengang i oktober. Jeg havde egentlig fået en tid til udredning på den psykiatriske afdeling – i marts! Jeg kunne ikke vente 5 måneder – det var tydeligt for en hver. Selvom det lyder brutalt, havde jeg på det tidspunkt faktisk et direkte ønske om at dø. Og det vidste min kontaktperson i Udviklingshuset heldigvis godt – for hun gjorde mig dengang en kæmpe tjeneste! Hun fik mig en ved en dygtig psykiater. En psykiater som så direkte igennem mig, og som endelig kunne besvare mine spørgsmål. Spørgsmål som tidligere var blevet mistolket som depression og stress. Men jeg følte aldrig at det passede ordentlig på mig – det klart, jeg har måske nok været både deprimeret og stresset, men det har været en del af en større sammenhæng, en del af det faktum at jeg har ADHD. Jeg var glad for denne psykiater. Men hov, hvorfor skriver jeg var? Det gør jeg af flere grunde. For det første fordi jeg har fået nogle oplysninger omkring noget medicin jeg fik for mine søvnproblemer – noget medicin som i den forkerte dosis kan have den helt modsatte effekt, og nærmest være “speedende”. Jeg fik så høj en dosis at det gjorde det modsatte af hensigten – og i dag har jeg så store problemer med min søvn at det nærmest kan være ubærligt både at være i, men nok også at være tilskuere til.

selfie

Mine søstre driller mig måske lidt med det, og okay det er måske lidt kikset. Men for 6 måneder siden tog jeg næsten aldrig billeder af mig selv – den dag i dag bliver der næsten dagligt taget et selfiewink

Det lover jeg at fortælle meget mere om i et andet indlæg. Men min psykiater afsluttede mig af en anden grund – fordi at psyk. kun ville og kunne behandle hvis de fik hele pakken, og altså dermed også den del der omhandler medicin. Jeg husker den dag jeg fik den besked tydeligt. Jeg var frustreret og havde egentlig bare lyst til at alt skulle være som det plejer – og jeg håbede at psykiateren ville “være på min side” og gøre sådan at jeg kunne være begge steder. I stedet fik jeg beskeden “Det er sjældent, men 1-2 gange om året er jeg desværre nødt til at lade sygehuset tage over”. Helt ærlig, der sad jeg med tårene trillende ned ad kinderne og følte at jeg nærmest slet ikke stod “til at redde”. Den besked kunne have været udformet så meget bedre – og ikke på en måde der fik mig til at føle mig total tabt på gulvet. Men nu er jeg faktisk lykkelig for den forandring der er sket! Jeg er nemlig blevet ambulant patient på psykiatrisk afdeling, og det betyder at jeg endelig kan få den rette hjælp. At jeg ikke kun bliver medicineret, men at jeg snarest muligt vil få psykoedukation og støtte. Og jo de piller ved min medicin – og det er ærlig talt skide svært og hårdt. Men jeg husker også på alle de fordele som det et eller andet sted giver ved at være patient på psyk. Og jeg ved at selv den næste tid bliver hård, så kommer jeg til at udvikle mig helt enormt meget! Og jeg glæder mig! Jeg glæder mig til endelig at få den rette hjælp, og endelig få mere end hvad jeg “har haft” indtil videre. Psykiateren hjalp mig da jeg havde aller mest brug for det, og det er jeg ham evigt taknemmelig for. Men jeg er vred over nogle dage at være på randen af sindssyge (den anden dag tog jeg mig selv i kort at tænke “Er det mon noget han har gjort med vilje? For at gøre mig sindssyg”). I sidste uge startede et nyt kapitel på så mange måder – og det var en tiltrængt forandring.

Et spørgsmål til dig fra mig

selfie

En pige som er glad – fordi hun endelig tør være sig selv!

Ups, nu endte det her indlæg jo igen med at være super langt – sorry wink Det der med begrænsningens kunst er jeg ikke altid lige god til… I sidste uge, nærmere bestemt i torsdag havde jeg en dag som var så god at jeg til sidst var i tvivl om jeg drømte. Det var nemlig i torsdags at jeg startede rigtigt op på psyk, og samtidig fik jeg en uventet, men dejlig og kæmpe anerkendelse for mit arbejde med flyvsketanker.dk – kampagnen “En af os” delte nemlig siden, og det gjorde en i forvejen god dag endnu bedre! Og undskyld mit sprog, men f*ck hvor havde jeg fortjent og trængt til en dag som den jeg havde i torsdags! I dag er det faktisk “kun” 76 dage siden jeg startede med at skrive på det der i dag er blevet til flyvsketanker.dk – i starten var adressen flyvsketanker.blogspot.dk. Da jeg i februar startede med at skrive havde jeg aldrig nogensinde turdet drømme om, håbe på at der den dag i dag har været 8000 unikke besøg! 8000 – og mig som troede jeg måske ville have haft et par hundreder. Jeg er stolt, totalt overvældet og beæret. At mit arbejde kan gavne og glæde så mange gør mig kun mere motiveret. Og derfor har jeg også et spørgsmål til dig wink Jeg har nemlig tænkt på et par ting jeg vil lave om/gøre bedre her på hjemmesiden. Jeg kalder det med vilje en hjemmeside og ikke længere en blog, fordi jeg egentlig synes at mine indlæg ofte er længere end hvad man vil kalde en blog – og indimellem meget lærerige wink Jeg har bl.a overvejet at lave det om, sådan at der både ville være en side med indlæg som disse – altså lange og uddybende, men også en side til små “hverdags-indlæg” altså det man nok ville kalde blog indlæg, hvor jeg kan skrive alle de ting som jeg egentlig har lyst til at fortælle om, men som jeg måske ikke mener er “store” nok – nu har jeg jo lidt lagt stilen med det meget fortællende indlæg wink Hvad synes du? Ville du være okay med nogle nye tiltag? Et flyvsketanker.dk som ville være endnu bedre end det, det er nu? Jeg har fået så mange rosende ord, og de gør mig så glad. Perfektionisten i mig får dog hele tiden nye ideer til forbedringer og tiltag – i fortjener det bedste! Og derfor må i hjertens gerne skrive en kommentar eller en mail hvis i skulle have nogle ideer eller tanker.  Til slut: Af hjertet tak – i er faktisk også med til at jeg udvikler mig, I har også del i min proces til et endnu bedre liv! “Flyvske tanker” er blevet til meget mere end bare blog, for mig selv er det faktisk nu også blevet en del af en større sammenhæng i min “rejse” mod et bedre liv –  med ADHD som en god ven, og ikke et nederlag.

Er du bange for at være anderledes?

adhdHvis du sidste år på denne tid havde spurgt mig, om jeg var bange for at andre syntes jeg er anderledes – ja, eller bare spurgt om jeg var bange hvad andre mennesker tænkte om mig – svaret VAR ja. At jeg vælger at bruge datid er helt bevidst – jeg VAR bange for hvad andre tænkte om mig, og jeg “frygtede” vel nærmest den følelse jeg havde indvendig – jeg vidste inderst inde godt at jeg ER anderledes. Den skræmte næsten livet af mig – min anderledeshed. Men sådan er det ikke længere, heldigvis – for så ville mit liv vidst være en lang gyser (sorry, oplagt joke midt i alvoren wink ) Hvis du spørger mig i dag – jeg blev faktisk spurgt den anden dag – om jeg er bange for at folk synes jeg er anderledes er svaret nej. Jeg er ikke bange for at folk synes jeg er anderledes for jeg ved godt at jeg er anderledes. Det har taget mig mange måneder at acceptere, både at det at jeg har ADHD, men også det faktum at jeg altid vil være anderledes. Det har været nogle hårde måneder det indrømmer jeg gerne. Jeg ved at jeg fortsat vil have perioder, som vil være hårde at komme igennem og som vil kræve en hel masse vilje og mod – på livet og lysten til at blive ved med at kæmpe. Men jeg er alligevel nået et godt stykke – det har krævet en hel masse, men jeg har endelig erkendt og accepteret at jeg har ADHD. Som jeg skrev i et tidligere indlæg: “jeg er sgu sådan en type”, og ved du hvad? Det er helt okay! Det er også helt okay at jeg er en smule stolt, ikke? Stolt af mig selv fordi jeg kæmper, og fordi jeg endelig har accepteret at jeg måske nok kan udvikle mig, men aldrig bliver 100% rask. Okay, jeg har ADHD og ved kommunen bliver jeg sat i “Handicap-afdelingen” – men det betyder ikke at jeg ikke er en intelligent pige som har en masse evner, mod, vilje og drivkraft. En kæmpe drivkraft for at bryde tabuet om den diagnose jeg selv og mange andre lever og kæmper med hver eneste dag. En vilje for at gøre mit aller bedste når det handler om at formidle min viden videre. En intelligens og masse evner, som gør dette til en mulighed. Og måske aller vigtigst: MODET til at stå frem, modet til at indrømme at jeg er anderledes – modet til at dele min(e) historie(r).

Hvad synes du om den nye og forbedrede udgave af flyvsketanker.dk?

Hvordan forbedrer man noget, som mange i forvejen fortæller er fornemt arbejde? Jeg indrømmer gerne at jeg får mange rosende ord for mit arbejde med flyvsketanker.dk – hvorfor holde det hemmeligt, det gør mig da enormt stolt! Stolt over at noget jeg har skabt, og nærmest dagligt arbejder mere eller mindre hårdt på – kan gavne så mange mennesker. Og at så mange mennesker har lyst til at læse med. Det sidste indlæg jeg skrev indeholdte skabelonen til det hjælperedskab jeg har udviklet: “Mig og min ADHD”. Det lyder måske som blær, men det er ligeså meget stolthed – det indlæg er blevet læst mere end 1000 gange! Og det gav mig motivationen til at ligge måske endnu mere arbejde i flyvsketanker.dk – det er indtil videre blevet til en masse forbedringer og nye tiltag, de fleste til gavn for dig som “bruger” af siden, men også et par få til gavn for “systemeterne” bag. De sidste er drøn nørdede ting som jeg hjertens gerne vil fortælle om, men som nok ikke har super meget relevans for dem knap så “teknik-mindede” læser (og jeg tror altså ikke det er der min primære målgruppe ligger wink ) – skulle du alligevel være nysgerrig må du selvfølgelig hjertens gerne spørge, og jeg lover at svare. Nok om mig om mine nørdede tendenser – jeg vil nemlig meget hellere fortælle om de forbedringer og tiltag som er blevet til pga alle jer læsere. I motivere mig nemlig til at gøre det endnu bedre – selv min perfektionisme måske ikke altid er lige hensigtsmæssig gør den alligevel dette ved mig: JEG GIDER IKKE GØRE NOGET SEMI-GODT, jeg går altid efter at være “den bedste” eller “gøre mit bedste”. Det betyder blandt andet at der kun en gang i hele “Flyvske tanker”s levetid er blevet brugt copy/paste – en eneste gang har jeg tilladt mig selv det, alligevel er det ikke ligefrem noget jeg er stolt af… Til gengæld vil jeg godt tillade mig at være stolt af at, som sagt pånær den ene gang, have skrevet alle tekster selv. Det har taget tid – også længere end jeg regnede med, men jeg håber du synes at det alligevel har været “ventetiden” værd.

flyvsketanker.dk version 2.0

Det eneste på flyvsketanker.dk som ikke er ændret er faktisk mine tidligere indlæg. Enkelte er blevet rettet til i forhold til stave- og grammatikfejl, men ellers er de det eneste, som stadig indeholder præcis det som de hele tiden har gjort. Nedenfor vil jeg derfor give en lille guide i de mange nye tiltag, du kan trykke på de forskellige links her eller finde dem som menupunkter i toppen wink

Fanen “Om mig”:

  • Om mig – indeholder som sådan bare små korte facts om hvem jeg er – udover selvfølgelig at være “forfatter” her på siden wink
  • Historien om en fighter – en dybdegående, og måske “rørende” fortælling om mit liv inden jeg blev diagnosticeret.

Fanen “Om flyvske tanker”:

  • Om flyvske tanker – beskriver formålet med denne hjemmeside, og besvarer måske de tre “H’er” – hvorfor, hvad og hvordan.

Fanen “Viden om ADHD”:

Denne del er klart den, som har taget mest tid – dette er nemlig mere eller mindre en vidensportal indeholdende stort set alt hvad der er værd at vide om ADHD – rent fagligt i hvert fald.

  • Viden om ADHD – beskriver kort formålet med denne vidensportal, og hvor på siden du finder de forskellige ting som du også ser på listen her:

Hvad er ADHD?

Årsager – hvad skyldes ADHD?

Symptomer – hvordan viser ADHD sig?

De tre kernesymptomer

Andre ADHD symptomer

Kønsforskelle

Diagnosticering af ADHD

Forekomst af ADHD

Tilstande der ligner ADHD

Forskellen mellem ADHD, mani og personlighedsforstyrrelse

At leve med ADHD

Følgetilstande ved ADHD

Behandling

Forskellige former for medicin mod ADHD

Forskellige former for terapi/træning af færdigheder

Hjælpemidler

Relevante love og paragraffer

Fanen “Mig og min ADHD” – et hjælperedskab:

Fanen “Kontakt”:

  • Kontakt – som navnet næsten antyder finder du her de forskellige muligheder for at kontakte mig wink

anderledesFlyvske tanker på de sociale medier

Synes du listen her er lang? Det er ikke det eneste, som er blevet forbedret eller tilføjet til flyvsketanker.dk. Flyvske tanker er nemlig både blevet lang mere synlig på de forskellige sociale medier, men det er også blevet nemmere at finde frem til “den” de forskellige steder. Du kan nu finde flyvsketanker.dk på hhv. facebook, instagram, twitter, bloglovin, google plus og som RSS feed. Og uanset hvor på siden du er vil linksne altid være oppe i højre hjørne (godt i ikke kunne se mig sidde og pege for at være sikker, hæhæ).

Undskyld hvis indlægget blev lidt langt – der var jo også en del at fortælle om som du kan se wink Jeg ville blive enormt glad hvis du kunne have lyst til at dele dine tanker wink omkring de nye tiltag. Du kan enten skrive en kommentar her, på et af de nævnte sociale medier eller hvis du gerne vil være lidt mere “anonym” og kun fortælle det til mig: sende en mail til kontakt@flyvsketanker.dk – hov det er da egentlig også en mere eller mindre ny ting – egen mail adresse wink Endnu engang af hjertet tak fordi du har lyst til at læse med her. Hvad enten du kommer for viden eller “gode historier” så betyder hvert eneste (efterhånden mange) besøg en hel masse. Jeg troede aldrig jeg skulle få så stor en trafik på en side som i høj grad skiller sig ud – både emnet at “blogge” om, men måske i virkeligheden også personen bag navnet “Flyvske tanker”. Jeg er stærkt tilbage med masser af energi – og endnu flere “flyvske” tanker wink

P.s. Har du iøvrigt lagt mærke til de fine pink stjerne i toppen af hvert indlæg og sider? Det er “rating”-stjerner og jeg synes det kunne være super fedt hvis du lige gav f.eks det her indlæg det antal stjerne du nu synes det eller andre måtte fortjene wink

Er ADHD blevet en modediagnose?

I den offentlige debat, om det så er vennegruppen der diskuterer emnet over middagen, på en af internettets mange debatforums eller i medierne har ADHD fået en lidt ærgerlig betegnelse – det bliver nemlig kaldt en modediagnose. Og det har den fordi der simpelthen er sket en meget stor stigning i antallet af diagnosticerede. Men behøver det nødvendigvis at være noget dårligt? Kan det ikke skyldes at vi simpelthen er blevet klogere og dygtigere?  For ca. 10 år siden, mente man, at der ikke var ret mange der havde ADHD, og max 3% som voksne. Og ja, tallet er støt stigende, men det er altså ikke fordi der kommer flere mennesker med sygdommen, tværtimod skyldes det at man er blevet bedre til at diagnosticere ADHD.  Førhen var der mange med ADHD, som fik andre diagnoser såsom borderline(personlighedsforstyrrelse), bipolar lidelse, neurotikere, hysterikere og ultrastressede mennesker – fordi at disse lidelser minder meget om ADHD, men det gør behandlingen af dem altså ikke nødvendigvis. Nu bliver disse mennesker rigtig diagnosticerede som børn, unge eller voksne med ADHD. Og selv med den voldsomme stigning af ADHD diagnoser er der stadig tale om at under 0.5 % af befolkningen. Nu jeg ikke skide god til matematik, men i mine øre lyder 0,5% altså ikke af meget og jeg synes ærlig talt, at det er super frustrerende med denne her stigende tendens til at kalde ADHD en modediagnose. Hvis du spørger mig, kan denne her tendens faktisk have nogle ærgerlige konsekvenser. Mennesker med ADHD kæmper i forvejen med lavt selvværd, bebrejdelser og skyldfølelser – og når vi skal høre på at ADHD bare er et modefænomen for uopdragne, dovne eller adfærdsforstyrrede børn og voksne – ja så gør det i hvert fald ikke disse følelser bedre, tværtimod. Nu sidder du måske og tænker “ah puds lige glorien, hva'”, men jeg indrømmer gerne at jeg selv, inden jeg fik diagnosen, var lettere “fordomsfuld”. Jeg kendte til ADHD gennem mit tidligere studie, jeg læste jo til pædagog, og det var ikke fordi jeg “så ned på” mennesker med ADHD, men min middelmådige viden gjorde at jeg hurtigt tænkte det samme som mange andre danskere gør om ADHD. Da jeg fik diagnosen blev jeg pludselig “en af dem der”, og heldigvis vil jeg næsten sige – for det tvang mig nemlig til at få større indsigt og viden. Og det gav mig en kæmpe lyst til at forsøge at nedbryde tabuet og de mange fordomme omkring ADHD.

Hvad skal man egentlig med en diagnose?

Er sådan en ikke bare til besvær? Kan det ikke være lige meget, hvad det “hedder”? Ikke helt, en diagnose kan nemlig ofte give en forståelse for de vanskeligheder der har været, og en forklaring på hvorfor det har været så svært at få tingene til at fungere. Og måske det alle vigtigst – den kan hjælpe en i den rigtige retning, når man skal videre i livet. En diagnose giver nemlig bedre muligheder for effektiv behandling, en målrettet støtte og for at søge rette information. Men hvordan stilles diagnosen så? Hvordan “får” man ADHD? Er det ikke sådan noget alle bare kan få? Jeg tænker at de fleste af jer, som læser med her på bloggen ikke er “modstandere”, men til dem der er, og måske tror det er nemt at få en diagnose – I tager så grueligt fejl. Diagnosen kan kun stilles af en psykiater eller speciallæge i neurologi og ADHD kan ikke ses på en blodprøve eller hjernescanning. Og får at komme til at snakke med en psykiater eller speciallæge skal man enten have en henvisning fra sin læge eller rigeligt med penge – de altså ikke billige i drift sådan nogle. At få kontakt til en af disse speciallæger er kun første skridt – det nemlig en lang og lettere besværlig proces. Næsten uanset hvad, om du skal have en tid på en psykiatrisk afdeling, hos en psykiater eller en speciallæge i neurologi, er der meget lange ventelister – nogle steder op til 2 år. Når det så endelig er blevet din tur i køen, skal du igennem en grundig udredning, og det kan tage lang tid, med mange samtaler, test og spørgsmål – man skal nemlig sikre at dine symptomer ikke skyldes en anden psykisk udviklingsforstyrrelse. For at diagnosen ADHD skal kunne tages i betragtning, skal personen have udvist en lang række symptomer som indgår i diagnosekriterierne. Diagnosekriterierne kræver bl.a., at vanskelighederne skal have været til stede siden barndommen, at vanskelighederne optræder i mere end én sammenhæng og at der er tale om en alvorlig funktionsnedsættelse socialt, uddannelsesmæssigt eller beskæftigelsesmæssigt. Og nu bliver det endnu mere kringlet – mange af symptomerne ligner nemlig almindelig adfærd, som blot virker ekstrem, og ikke nok med det, så er der en lang række andre lidelser, der minder om ADHD. Det, der dog adskiller ADHD fra andre lidelser er, at symptomerne er overdrevne, gennemgribende og vedvarende. Og så se man faktisk en tilfælde med flere diagnoser på en gang – mega forvirrende ikke? Mange har også følgetilstande af ADHD’en, hvilket kun komplicere udredningen. Man kan have to måske tre sygdomme samtidigt og det kaldes comorbide sygdomme. Man kan også låne visse symptomer fra andre sygdomme og det hedder coherente sygdomme. Man har primært ADHD, men ind imellem er der symptomer fra en anden sygdom. Det mest almindelige er, at en person med ADHD har lidt af en bipolar lidelse (maniodepressiv) eller en særlig type personlighedsforstyrrelse. Der findes en del med ADHD, som prøver at kompensere for deres indre kaos ved at foretage tvangshandlinger, og måske især hos piger kan spiseforstyrrelser også være en følgetilstand – igen som et forsøg på at skabe kontrol over deres liv eller for at skabe ro. Desuden har rigtig mange med ADHD søvnvanskeligheder, simpelthen fordi deres hjerner ikke kan slappe af – heller ikke om natten. Som du kan se er ADHD altså ikke bare ADHD – og det er altså ikke bare lige sådan noget man trækker i en automat. ADHD er en anerkendt psykiatrisk diagnose og næsten alle medicinske -, psykologiske – og uddannelsesmæssige organisationer, både herhjemme og i udlandet, har for længst konkluderet, at ADHD er en reel lidelse og altså ikke bare uopdragne, dovne eller adfærdsforstyrrede børn og voksne. For det er altså også noget voksne har – man bliver altså ikke “rask” bare fordi man er fyldt 18 – diagnosen følger dig hele livet. Voksne med ADHD er dog blevet overset, og det tror jeg skyldes at de kriterier, der anvendes i diagnose systemerne især beskriver træk, der er karakteristiske for mindre børn. Og selvom de symptomerne er de samme uanset alder, så ændrer de altså karakter og et voksent menneske med ADHD kan ofte have lettere ved “at styre sig”. Man kan nok dele mennesker med ADHD op i to grupper: dem, der har fået diagnosen som barn, og dem som først har fået diagnosen som voksne. For mange voksne, som tidligere har været udiagnosticerede, kan det være vigtigt at få stillet diagnosen, selv uden en behandling. Diagnosen giver dem en forståelsesramme og en forklaring på, hvorfor de er, som de er. Diagnosen gør, at de får en anden selvopfattelse – de er hverken dovne, skøre eller dumme. Tværtimod er der en medicinsk betegnelse for deres måde at være på. Jeg er selv en af disse “mange voksne”.

ADHD er ikke nogen modediagnose!

ADHD har mange fordomme  imod sig – både diagnosen selv, men også de mennesker der lever med den hver eneste dag. For mig har det været en kæmpe øjenåbner pludselig at stå på den anden side, hvis man kan sige det sådan. Det er på en måde enormt lærerigt, men også hårdt. Lærerigt, fordi jeg bliver enormt motiveret til at få ny viden hver gang jeg skal høre på en af de mange fordomme. Det er jo også det, der bl.a gør at jeg har oprettet denne blog – for at nedbryde fordomme, og fjerne tabuet, og jeg tør næsten godt love dig, at hver gang jeg skriver et nyt indlæg er det fordi jeg har lært noget nyt, eller er blevet inspireret af et eller andet. Men jeg tør også godt indrømme, at det ligesom for mange andre med ADHD og for mig er hårdt at skulle høre på denne evige debat og kritik om ADHD. For mit eget vedkommende har jeg først i en alder af 22 år fået diagnosen. Og vejen dertil har været lang! Når man i flere år har kæmpet lidt af en hård kamp, er det enormt frustrerende at man nogen gange nærmest føler at man skal forsvare både sig selv og diagnosen. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg tror de fleste med ADHD – barn eller voksen – er enige med mig når jeg siger: VI VILLE FANDEME HELLERE HAVE UNDVÆRET!! Så hvis du kender nogen der er eller måske selv er lidt fordomsfuld omkring ADHD, så tænk over det en ekstra gang, og tænk måske samtidig – tror du det bliver nemmere at have ADHD  når man igen og igen skal beskyldes for bare at være uopdragne, dovne eller adfærdsforstyrrede?

Nu behøver jeg ikke længere skjule hvem jeg i virkeligheden er

Mennesker med ADHD har ofte mange ressourcer, og vi kan i forskellige situationer komme til at overpræstere, hvilket gør at vi fremstår mere velfungerende, end vi måske i virkeligheden er. Men det betyder at vi ofte kommer til at bruge alt vores energi på at fremstå så ressourcestærke, at vi efterfølgende er fuldstændig opbrugte. Andre gange bevirker vores rastløshed, impulsivitet opmærksomhedsvanskeligheder, at vi sætter en masse ting i gang, som vi så ikke afslutter. Det får os til at fremstå som energiske, uden at vi egentlig er det.  Det at virke mere velfungerende end man egentlig er, kan i visse situationer være positivt og en fordel. Men oftest er det en stor ulempe og kan gøre livet med ADHD enormt besværligt. Det er jo praktisk nok til jobsamtaler eller andre steder hvor du skal fremstå fra din bedste side, at man kan “skjule” sin ADHD lidt – og selvom ADHD altså ikke er noget at være flov over, er vi nok mange der oplever denne følelse. Og som sagt gør det ofte livet svært og er en kæmpe ulempe at være dygtig til at virke meget mere velfungerende end man er.  Jeg er selv rigtig dygtig, eller nok nærmere “dum” til at skjule min ADHD og fremstå mere velfungerende end jeg i virkeligheden er. Jeg har brugt et helt liv på at kompensere for mine vanskeligheder og det har de sidste par år føltes som lidt en kamp om at få “systemet” til at tage mig alvorligt – og jeg ved jeg ikke er den eneste. Jeg er jo pt tilknyttet Udviklingshuset i Horsens, et sted der bl.a. hjælper unge med ADHD. Og faktisk sagde min tidligere kontaktperson her til mig at hun vidste at jeg havde haft det svært og nok fremadrettet stadig ville opleve at det var svært for mig at føle jeg blev taget alvorligt – “du er jo sådan en pæn, velformuleret og intelligent pige” som hun sagde. Jeg er hende evigt taknemlig, det var nemlig også hende der fik mig ind hos min psykiater – og han så heldigvis lige igennem mig, eller nærmere bag mit velfungerende ydre og helt ind til mit store indre kaos. Han er selvfølgelig også dygtig, har faktisk selv en smule ADHD, men han kigger på både kropssproget, personligheden og alle de andre mere eller mindre synlige tegn som andre måske ikke ser ved første øjekast. Men det er ikke kun “systemet” der kan være lidt af en udfordring. Også i forhold til mine omgivelser har det flere gange vist sig at være lidt af en “kamp”. Dette forstået på den måde at jeg overfor nogle har følt at jeg har skullet “forsvare” at jeg rent faktisk har ADHD. Derfor er jeg, både for at gøre livet lettere for mig selv og for ikke at bruge unødig energi, men også for at slippe for at skulle “forsvare” mig selv og “min ADHD”, begyndt (i hvert fald når situationerne tillader) at lade vær med kompensere og forsøge på at virke meget mere velfungerende end jeg er. Min ADHD er derfor på det sidste nok blevet meget mere synlig, og det kan måske virke som om at jeg er blevet “mere syg” efter at jeg har fået diagnosen. Det er ikke tilfældet, slet ikke, og selvom folk kan tænke “det jo bare for opmærksomhedens skyld” tager de helt fejl. Jeg ville ønske jeg ikke havde ADHD, og jeg må bare lære at acceptere at nogle folk måske tænker dårligt omkring mig og min ADHD. Jeg vil i hvert fald langt hellere beskytte mig selv, og have lov til at leve et liv som den jeg er og ikke den andre synes jeg skal være – eller hvad samfundet mener er mest “normalt”. Jeg er meget mere end bare en diagnose, og ADHD skal ikke være det eneste der “præger” min personlighed, men det er en del af mig og det vil det altid være. Det nok bare først nu jeg tør lade det være det, og lade det ses, hvis man kan sige det sådan. Så nej jeg er ikke blevet mere syg efter diagnosen – jeg har bare endelig fået lov til at være 100% mig selv med alt hvad det så ellers indebærer! 

“Du jo stadig bare dig..”

“Du jo stadig bare dig” – sådan sagde en af mine bedste venner til mig for et par måneder siden. Han er ikke den eneste, der har sagt sådan til mig, heldigvis – for det betyder enormt meget at få at vide. Man ændrer jo ikke personlighed når man får en diagnose, ADHD er noget jeg er født med og derfor med til at give mig den personlighed jeg har, men det eneste der ændrede sig da jeg fik diagnosen var at jeg nu har papir på  det og en forklaring på nogle af mine problemer. Men det er ikke alle der husker på at jeg ikke har ændret personlighed, ikke er blevet dummere eller mindre intelligent. At få diagnosen var kæmpe aha-oplevelse og en stor omvæltning. Det var en lettelse og så alligevel ikke. For på den ene side havde jeg pludselig en forklaring på det indre uro, kaosset i hovedet og mine andre vanskeligheder. Det gjorde det måske lidt lettere at acceptere at disse ting er en del af mig. På den anden side følte jeg mig stemplet og sat i bås. “Er du sikker på du kan det når du har ADHD?” er bare en af de sætninger der medvirker til følelsen af pludselig at være sat i bås. For jeg har før klaret et liv med uddannelse, fritidsjob, sport og venner. Jovist, jeg har presset mig selv hårdt og også for hårdt, og det bøder jeg for nu. Men at jeg har fået en diagnose betyder ikke at jeg ikke stadig er en fighter, der kæmper for sine drømme om fremtiden. Og jeg er da et bevis på at man sagtens kan klare et stressende og hårdt liv selvom man har ADHD. Vi vidste bare ikke da mit liv var mest presset at jeg havde ADHD. Det ved vi nu. Og jeg har på den hårde måde lært at jeg er nødt til at passe på mig selv. For det at jeg pressede mig selv hårdt har ført til flere nedture. Nedture jeg vælger at se som en vigtig læring. For nej jeg kan ikke klare det hele, hvor gerne jeg end vil og en stabil tilværelse er for mig at foretrække. At jeg virker mere velfungerende end jeg er har nok gjort at mange er blevet overrasket når jeg har fortalt at jeg altså har ADHD. “Har du ADHD? Jamen du er jo sådan en dygtig og pæn pige”. En sætning der viser at ADHD er en diagnose med fordomme knyttet til sig. Alle mennesker har evner og positive sider – diagnose eller ej, og jeg er meget mere end bare en ADHD’er. Og ADHD er meget mere end hvad fordommene siger. At acceptere ADHD er svært, både for omgivelserne og en selv. De fleste har heldigvis accepteret det faktum at jeg har ADHD, jeg kan nok egentlig kun komme i tanke om en der stadig har lidt svært ved at acceptere det – nemlig mig selv. De fleste dage går det godt og jeg trækker de positive sider ved diagnosen frem – for jo de findes og jeg tænker tit at jeg måske havde været røvkedelig uden og  mit sprudlende humør, tossede narrestreger og skøre tiltag er klart nogen af fordelene ved ADHD. Men der er stadig indimellem dårlige dage. Dage hvor jeg føler mig helt forkert, uduelig og dum. Dage hvor jeg ville ønske jeg en dag kunne blive rask, være “normal” bare en enkelt gang. Det er en langvarig proces at acceptere at få en diagnose, jeg ville gerne have undværet, men det jo desværre ikke noget jeg selv vælger. Men jeg vælger selv hvordan jeg skal leve livet – også med ADHD. Og jeg vil ikke lade mig bremse af en diagnose, tværtimod vil jeg bruge den til noget positivt.

En diagnose forpligter!

Da jeg fik min diagnose var der rigtig mange brikker der faldt på plads. Men samtidig opstod der også en masse spørgsmål. For hvad så nu? Spiser jeg bare et par piller hver dag, og så bliver jeg “normal”? Medicinen har helt klart gjort livet nemmere at leve og den dæmper nogle af kernesymptomerne. Men selvom medicinen hjælper, vil der altid være ting medicinen hverken kan gøre noget ved. Jeg har siden jeg fik diagnosen læst og googlet en masse om ADHD. Både for at få en større indsigt i hvad ADHD indebærer, men også i forhold til muligheder og behandlingsformer i forhold til mine vanskeligheder. Og jeg har fået en forståelse for, at jeg har sider, der kan være meget belastende for min familie, nærmeste venner og i ny og næ bare generelt for mine omgivelser. Nogle af disse sider vil jeg måske altid have, men andre af siderne er ting jeg kan arbejde på, udvikle og blive bedre. For en diagnose forpligter! Og det er i allerhøjeste grad især mit ansvar at lære at leve med mine vanskeligheder, at udvikle mig og få viden om hvad ADHD betyder for mig. Jeg synes egentlig godt jeg kan tillade mig at sige at jeg gør en masse for at blive klogere på mig selv og “min” ADHD – og at jeg er i fuld gang med en større udvikling! Jeg arbejder på tingene på forskellige måder – jeg benytter mig af nogle af byens tilbud, men jeg forsøger også selv at finde og udvikle gode metoder til en lettere hverdag. Hver anden uge kommer jeg i noget der hedder Udviklingshuset, hvor jeg har en times samtale og får hjælp blandt andet hjælp til at finde rundt i relevante paragraffer. Hver torsdag kommer jeg i noget der hedder Headspace, et sted hvor unge kan få hjælp til stort og småt, også her har jeg en times samtale. Forskellen på de to er at i Headspace er det en ung psykologi studerende jeg snakker med, og der er her vi arbejder mest målrettet i forhold til mine problemer. Det gør vi kun en smule i Udviklingshuset, her er det en socialrådgiver jeg snakker med og med to uger imellem hvert besøg bliver det måske ligeså meget et sted jeg “læsser af”, men det er også vigtigt at få lov til. Derudover har jeg jo ADHD-gruppen, hvor vi snakker om store og små problemer og lærer enormt meget af hinanden. Sidst, men ikke mindst er der psykiateren. Det er min psykiater jeg er blevet udredt ved og ham der står for min medicin. Nogle vil måske mene at der er mange ting jeg bruger, men det synes jeg egentlig ikke. Jeg benytter mig af de ting jeg synes er relevante og virker. Jeg nævnte jo også at jeg selv havde fundet på nogle metoder. Måske man bedre kan kalde det hjælperedskaber. Jeg vil højst sandsynlig skrive indlæg om disse senere hen, men jeg kan bl.a. nævne min “TO-DO”-liste. En dokument på min telefon og iPad, hvor jeg skriver ned jeg skal, gerne vil og hvad jeg skal huske. Derudover står dagens tv også på denne liste. Min søster griner lidt af den sidste, men på den måde behøver jeg ikke tænke mere over det. Dokumentet er altså inddelt i: TO-DO, vil gerne, husk, dagens tv og tv jeg mangler/gerne vil se. For nogen kan det måske virke tosset, men for mig fungere det rigtig godt. På den måde kan jeg skrive mange af de ting der ellers vil fylde meget i tankerne ned og slette i dem efterhånden som jeg får tingene ordnet. Og det er jo skide lækkert når jeg får slettet de sidste og kan dermed være færdig for dagen – eller det vil nok nærmere sige, oprette dem for den næste dag. Jeg har på det sidste taget mange skridt fremad og der er mange skridt endnu, men hvert skridt tæller! Det er hårdt at have ADHD, men det er ikke en undskyldning for ikke at gøre sig umage. 

© 2017 Flyvske tanker

Theme by Anders NorenUp ↑