“Du jo stadig bare dig” – sådan sagde en af mine bedste venner til mig for et par måneder siden. Han er ikke den eneste, der har sagt sådan til mig, heldigvis – for det betyder enormt meget at få at vide. Man ændrer jo ikke personlighed når man får en diagnose, ADHD er noget jeg er født med og derfor med til at give mig den personlighed jeg har, men det eneste der ændrede sig da jeg fik diagnosen var at jeg nu har papir på  det og en forklaring på nogle af mine problemer. Men det er ikke alle der husker på at jeg ikke har ændret personlighed, ikke er blevet dummere eller mindre intelligent. At få diagnosen var kæmpe aha-oplevelse og en stor omvæltning. Det var en lettelse og så alligevel ikke. For på den ene side havde jeg pludselig en forklaring på det indre uro, kaosset i hovedet og mine andre vanskeligheder. Det gjorde det måske lidt lettere at acceptere at disse ting er en del af mig. På den anden side følte jeg mig stemplet og sat i bås. “Er du sikker på du kan det når du har ADHD?” er bare en af de sætninger der medvirker til følelsen af pludselig at være sat i bås. For jeg har før klaret et liv med uddannelse, fritidsjob, sport og venner. Jovist, jeg har presset mig selv hårdt og også for hårdt, og det bøder jeg for nu. Men at jeg har fået en diagnose betyder ikke at jeg ikke stadig er en fighter, der kæmper for sine drømme om fremtiden. Og jeg er da et bevis på at man sagtens kan klare et stressende og hårdt liv selvom man har ADHD. Vi vidste bare ikke da mit liv var mest presset at jeg havde ADHD. Det ved vi nu. Og jeg har på den hårde måde lært at jeg er nødt til at passe på mig selv. For det at jeg pressede mig selv hårdt har ført til flere nedture. Nedture jeg vælger at se som en vigtig læring. For nej jeg kan ikke klare det hele, hvor gerne jeg end vil og en stabil tilværelse er for mig at foretrække. At jeg virker mere velfungerende end jeg er har nok gjort at mange er blevet overrasket når jeg har fortalt at jeg altså har ADHD. “Har du ADHD? Jamen du er jo sådan en dygtig og pæn pige”. En sætning der viser at ADHD er en diagnose med fordomme knyttet til sig. Alle mennesker har evner og positive sider – diagnose eller ej, og jeg er meget mere end bare en ADHD’er. Og ADHD er meget mere end hvad fordommene siger. At acceptere ADHD er svært, både for omgivelserne og en selv. De fleste har heldigvis accepteret det faktum at jeg har ADHD, jeg kan nok egentlig kun komme i tanke om en der stadig har lidt svært ved at acceptere det – nemlig mig selv. De fleste dage går det godt og jeg trækker de positive sider ved diagnosen frem – for jo de findes og jeg tænker tit at jeg måske havde været røvkedelig uden og  mit sprudlende humør, tossede narrestreger og skøre tiltag er klart nogen af fordelene ved ADHD. Men der er stadig indimellem dårlige dage. Dage hvor jeg føler mig helt forkert, uduelig og dum. Dage hvor jeg ville ønske jeg en dag kunne blive rask, være “normal” bare en enkelt gang. Det er en langvarig proces at acceptere at få en diagnose, jeg ville gerne have undværet, men det jo desværre ikke noget jeg selv vælger. Men jeg vælger selv hvordan jeg skal leve livet – også med ADHD. Og jeg vil ikke lade mig bremse af en diagnose, tværtimod vil jeg bruge den til noget positivt.