Da jeg fik min diagnose var der rigtig mange brikker der faldt på plads. Men samtidig opstod der også en masse spørgsmål. For hvad så nu? Spiser jeg bare et par piller hver dag, og så bliver jeg “normal”? Medicinen har helt klart gjort livet nemmere at leve og den dæmper nogle af kernesymptomerne. Men selvom medicinen hjælper, vil der altid være ting medicinen hverken kan gøre noget ved. Jeg har siden jeg fik diagnosen læst og googlet en masse om ADHD. Både for at få en større indsigt i hvad ADHD indebærer, men også i forhold til muligheder og behandlingsformer i forhold til mine vanskeligheder. Og jeg har fået en forståelse for, at jeg har sider, der kan være meget belastende for min familie, nærmeste venner og i ny og næ bare generelt for mine omgivelser. Nogle af disse sider vil jeg måske altid have, men andre af siderne er ting jeg kan arbejde på, udvikle og blive bedre. For en diagnose forpligter! Og det er i allerhøjeste grad især mit ansvar at lære at leve med mine vanskeligheder, at udvikle mig og få viden om hvad ADHD betyder for mig. Jeg synes egentlig godt jeg kan tillade mig at sige at jeg gør en masse for at blive klogere på mig selv og “min” ADHD – og at jeg er i fuld gang med en større udvikling! Jeg arbejder på tingene på forskellige måder – jeg benytter mig af nogle af byens tilbud, men jeg forsøger også selv at finde og udvikle gode metoder til en lettere hverdag. Hver anden uge kommer jeg i noget der hedder Udviklingshuset, hvor jeg har en times samtale og får hjælp blandt andet hjælp til at finde rundt i relevante paragraffer. Hver torsdag kommer jeg i noget der hedder Headspace, et sted hvor unge kan få hjælp til stort og småt, også her har jeg en times samtale. Forskellen på de to er at i Headspace er det en ung psykologi studerende jeg snakker med, og der er her vi arbejder mest målrettet i forhold til mine problemer. Det gør vi kun en smule i Udviklingshuset, her er det en socialrådgiver jeg snakker med og med to uger imellem hvert besøg bliver det måske ligeså meget et sted jeg “læsser af”, men det er også vigtigt at få lov til. Derudover har jeg jo ADHD-gruppen, hvor vi snakker om store og små problemer og lærer enormt meget af hinanden. Sidst, men ikke mindst er der psykiateren. Det er min psykiater jeg er blevet udredt ved og ham der står for min medicin. Nogle vil måske mene at der er mange ting jeg bruger, men det synes jeg egentlig ikke. Jeg benytter mig af de ting jeg synes er relevante og virker. Jeg nævnte jo også at jeg selv havde fundet på nogle metoder. Måske man bedre kan kalde det hjælperedskaber. Jeg vil højst sandsynlig skrive indlæg om disse senere hen, men jeg kan bl.a. nævne min “TO-DO”-liste. En dokument på min telefon og iPad, hvor jeg skriver ned jeg skal, gerne vil og hvad jeg skal huske. Derudover står dagens tv også på denne liste. Min søster griner lidt af den sidste, men på den måde behøver jeg ikke tænke mere over det. Dokumentet er altså inddelt i: TO-DO, vil gerne, husk, dagens tv og tv jeg mangler/gerne vil se. For nogen kan det måske virke tosset, men for mig fungere det rigtig godt. På den måde kan jeg skrive mange af de ting der ellers vil fylde meget i tankerne ned og slette i dem efterhånden som jeg får tingene ordnet. Og det er jo skide lækkert når jeg får slettet de sidste og kan dermed være færdig for dagen – eller det vil nok nærmere sige, oprette dem for den næste dag. Jeg har på det sidste taget mange skridt fremad og der er mange skridt endnu, men hvert skridt tæller! Det er hårdt at have ADHD, men det er ikke en undskyldning for ikke at gøre sig umage.