I den offentlige debat, om det så er vennegruppen der diskuterer emnet over middagen, på en af internettets mange debatforums eller i medierne har ADHD fået en lidt ærgerlig betegnelse – det bliver nemlig kaldt en modediagnose. Og det har den fordi der simpelthen er sket en meget stor stigning i antallet af diagnosticerede. Men behøver det nødvendigvis at være noget dårligt? Kan det ikke skyldes at vi simpelthen er blevet klogere og dygtigere?  For ca. 10 år siden, mente man, at der ikke var ret mange der havde ADHD, og max 3% som voksne. Og ja, tallet er støt stigende, men det er altså ikke fordi der kommer flere mennesker med sygdommen, tværtimod skyldes det at man er blevet bedre til at diagnosticere ADHD.  Førhen var der mange med ADHD, som fik andre diagnoser såsom borderline(personlighedsforstyrrelse), bipolar lidelse, neurotikere, hysterikere og ultrastressede mennesker – fordi at disse lidelser minder meget om ADHD, men det gør behandlingen af dem altså ikke nødvendigvis. Nu bliver disse mennesker rigtig diagnosticerede som børn, unge eller voksne med ADHD. Og selv med den voldsomme stigning af ADHD diagnoser er der stadig tale om at under 0.5 % af befolkningen. Nu jeg ikke skide god til matematik, men i mine øre lyder 0,5% altså ikke af meget og jeg synes ærlig talt, at det er super frustrerende med denne her stigende tendens til at kalde ADHD en modediagnose. Hvis du spørger mig, kan denne her tendens faktisk have nogle ærgerlige konsekvenser. Mennesker med ADHD kæmper i forvejen med lavt selvværd, bebrejdelser og skyldfølelser – og når vi skal høre på at ADHD bare er et modefænomen for uopdragne, dovne eller adfærdsforstyrrede børn og voksne – ja så gør det i hvert fald ikke disse følelser bedre, tværtimod. Nu sidder du måske og tænker “ah puds lige glorien, hva'”, men jeg indrømmer gerne at jeg selv, inden jeg fik diagnosen, var lettere “fordomsfuld”. Jeg kendte til ADHD gennem mit tidligere studie, jeg læste jo til pædagog, og det var ikke fordi jeg “så ned på” mennesker med ADHD, men min middelmådige viden gjorde at jeg hurtigt tænkte det samme som mange andre danskere gør om ADHD. Da jeg fik diagnosen blev jeg pludselig “en af dem der”, og heldigvis vil jeg næsten sige – for det tvang mig nemlig til at få større indsigt og viden. Og det gav mig en kæmpe lyst til at forsøge at nedbryde tabuet og de mange fordomme omkring ADHD.

Hvad skal man egentlig med en diagnose?

Er sådan en ikke bare til besvær? Kan det ikke være lige meget, hvad det “hedder”? Ikke helt, en diagnose kan nemlig ofte give en forståelse for de vanskeligheder der har været, og en forklaring på hvorfor det har været så svært at få tingene til at fungere. Og måske det alle vigtigst – den kan hjælpe en i den rigtige retning, når man skal videre i livet. En diagnose giver nemlig bedre muligheder for effektiv behandling, en målrettet støtte og for at søge rette information. Men hvordan stilles diagnosen så? Hvordan “får” man ADHD? Er det ikke sådan noget alle bare kan få? Jeg tænker at de fleste af jer, som læser med her på bloggen ikke er “modstandere”, men til dem der er, og måske tror det er nemt at få en diagnose – I tager så grueligt fejl. Diagnosen kan kun stilles af en psykiater eller speciallæge i neurologi og ADHD kan ikke ses på en blodprøve eller hjernescanning. Og får at komme til at snakke med en psykiater eller speciallæge skal man enten have en henvisning fra sin læge eller rigeligt med penge – de altså ikke billige i drift sådan nogle. At få kontakt til en af disse speciallæger er kun første skridt – det nemlig en lang og lettere besværlig proces. Næsten uanset hvad, om du skal have en tid på en psykiatrisk afdeling, hos en psykiater eller en speciallæge i neurologi, er der meget lange ventelister – nogle steder op til 2 år. Når det så endelig er blevet din tur i køen, skal du igennem en grundig udredning, og det kan tage lang tid, med mange samtaler, test og spørgsmål – man skal nemlig sikre at dine symptomer ikke skyldes en anden psykisk udviklingsforstyrrelse. For at diagnosen ADHD skal kunne tages i betragtning, skal personen have udvist en lang række symptomer som indgår i diagnosekriterierne. Diagnosekriterierne kræver bl.a., at vanskelighederne skal have været til stede siden barndommen, at vanskelighederne optræder i mere end én sammenhæng og at der er tale om en alvorlig funktionsnedsættelse socialt, uddannelsesmæssigt eller beskæftigelsesmæssigt. Og nu bliver det endnu mere kringlet – mange af symptomerne ligner nemlig almindelig adfærd, som blot virker ekstrem, og ikke nok med det, så er der en lang række andre lidelser, der minder om ADHD. Det, der dog adskiller ADHD fra andre lidelser er, at symptomerne er overdrevne, gennemgribende og vedvarende. Og så se man faktisk en tilfælde med flere diagnoser på en gang – mega forvirrende ikke? Mange har også følgetilstande af ADHD’en, hvilket kun komplicere udredningen. Man kan have to måske tre sygdomme samtidigt og det kaldes comorbide sygdomme. Man kan også låne visse symptomer fra andre sygdomme og det hedder coherente sygdomme. Man har primært ADHD, men ind imellem er der symptomer fra en anden sygdom. Det mest almindelige er, at en person med ADHD har lidt af en bipolar lidelse (maniodepressiv) eller en særlig type personlighedsforstyrrelse. Der findes en del med ADHD, som prøver at kompensere for deres indre kaos ved at foretage tvangshandlinger, og måske især hos piger kan spiseforstyrrelser også være en følgetilstand – igen som et forsøg på at skabe kontrol over deres liv eller for at skabe ro. Desuden har rigtig mange med ADHD søvnvanskeligheder, simpelthen fordi deres hjerner ikke kan slappe af – heller ikke om natten. Som du kan se er ADHD altså ikke bare ADHD – og det er altså ikke bare lige sådan noget man trækker i en automat. ADHD er en anerkendt psykiatrisk diagnose og næsten alle medicinske -, psykologiske – og uddannelsesmæssige organisationer, både herhjemme og i udlandet, har for længst konkluderet, at ADHD er en reel lidelse og altså ikke bare uopdragne, dovne eller adfærdsforstyrrede børn og voksne. For det er altså også noget voksne har – man bliver altså ikke “rask” bare fordi man er fyldt 18 – diagnosen følger dig hele livet. Voksne med ADHD er dog blevet overset, og det tror jeg skyldes at de kriterier, der anvendes i diagnose systemerne især beskriver træk, der er karakteristiske for mindre børn. Og selvom de symptomerne er de samme uanset alder, så ændrer de altså karakter og et voksent menneske med ADHD kan ofte have lettere ved “at styre sig”. Man kan nok dele mennesker med ADHD op i to grupper: dem, der har fået diagnosen som barn, og dem som først har fået diagnosen som voksne. For mange voksne, som tidligere har været udiagnosticerede, kan det være vigtigt at få stillet diagnosen, selv uden en behandling. Diagnosen giver dem en forståelsesramme og en forklaring på, hvorfor de er, som de er. Diagnosen gør, at de får en anden selvopfattelse – de er hverken dovne, skøre eller dumme. Tværtimod er der en medicinsk betegnelse for deres måde at være på. Jeg er selv en af disse “mange voksne”.

ADHD er ikke nogen modediagnose!

ADHD har mange fordomme  imod sig – både diagnosen selv, men også de mennesker der lever med den hver eneste dag. For mig har det været en kæmpe øjenåbner pludselig at stå på den anden side, hvis man kan sige det sådan. Det er på en måde enormt lærerigt, men også hårdt. Lærerigt, fordi jeg bliver enormt motiveret til at få ny viden hver gang jeg skal høre på en af de mange fordomme. Det er jo også det, der bl.a gør at jeg har oprettet denne blog – for at nedbryde fordomme, og fjerne tabuet, og jeg tør næsten godt love dig, at hver gang jeg skriver et nyt indlæg er det fordi jeg har lært noget nyt, eller er blevet inspireret af et eller andet. Men jeg tør også godt indrømme, at det ligesom for mange andre med ADHD og for mig er hårdt at skulle høre på denne evige debat og kritik om ADHD. For mit eget vedkommende har jeg først i en alder af 22 år fået diagnosen. Og vejen dertil har været lang! Når man i flere år har kæmpet lidt af en hård kamp, er det enormt frustrerende at man nogen gange nærmest føler at man skal forsvare både sig selv og diagnosen. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg tror de fleste med ADHD – barn eller voksen – er enige med mig når jeg siger: VI VILLE FANDEME HELLERE HAVE UNDVÆRET!! Så hvis du kender nogen der er eller måske selv er lidt fordomsfuld omkring ADHD, så tænk over det en ekstra gang, og tænk måske samtidig – tror du det bliver nemmere at have ADHD  når man igen og igen skal beskyldes for bare at være uopdragne, dovne eller adfærdsforstyrrede?