adhd, Burde jeg bare tage mig sammen? Er det min egen skyld? Piver jeg bare? Jeg ved jo godt at svaret på alle disse spørgsmål er “NEJ”, og at der er masser af videnskabelig dokumentation, forskning og undersøgelser som beviser at ADHD er en reel psykiatrisk lidelse – og et handicap du ikke selv er skyld i. Et handicap som påvirker dig 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, 365 dage om året, hele livet igennem. Samtidig er det også et handicap, hvor dine vanskeligheder kan svinge meget, det samme gør det i forhold til hvor de ligger på “invaliderende-skalaen”. Jo mere du sørger for at passe på dig selv, des nemmere bliver hverdagen. Hvor irriterende det end må være – både for dig selv og dine omgivelser – glider det hele altså bare lidt lettere hvis du husker på hvordan du bedst muligt “holder vanskelighederne nede”. Men uanset hvor “ADHD-venligt” et liv, man så end lever, tror jeg at mange med ADHD kan opleve det jeg har oplevet/oplever lige for tiden. At bægeret simpelthen bare flyder over, det hele ramler og alle vanskelighederne simpelthen bare bluser op til et niveau, som ærlig talt bare er monster anstrengende. Især når man som mig, er super perfektionistisk – jeg har ADHD, men “de” skal fandme ikke kunne sætte en finger på noget som helst. Måske er det i virkeligheden derfor jeg er så perfektionistisk. Mit indre er et kaos, så udadtil gør jeg mit ypperste for at fremstå som det modsatte. Jeg tror måske det er det, der er gået galt denne her gang – mine krav og forventninger til mig selv har oversteget det jeg har kunnet magte, og det bider mig i røven nu: jeg kan på ingen måder koncentrere mig, jeg er ekstra lydfølsom og selvom jeg efter et helt liv er vant til at mangle det filter, som sortere i de forskellige indtryk og lyde – så er jeg bare som nu engang imellem ekstra sensitiv. Hvis jeg kigger tilbage på de sidste 10 dages tid, kan jeg måske godt se et mønster af småting der har hobet sig op – som når man fylder vand i et glas: lige pludselig løber det bare over.

Hvis jeg bare kunne acceptere – et skrøbeligt sind

I går “kollapsede” det hele og så sad jeg ellers der med tårerne løbende ned ad kinderne – og følte mig endnu mere kikset og flov. Jeg er en kontrolfreak, især når det drejer sig om at vise andre mine følelser – selvom det bider mig i røven, så har jeg ualmindeligt svært ved at vise andre hvordan jeg har det. Måske fordi at jeg ingen kontrol har over mit indre – så higer jeg efter at have fuld kontrol over det ydre. Men i går da jeg sad der, overfor min far som på en og samme tid var både kærlig, omsorgsfuld og konsekvens – så kunne jeg alligevel ikke helt kontrollere det. Og det hjalp faktisk – at fars “lille” pige bare fik lov at hyle ud. Måske ville jeg egentlig hjælpe mig selv meget, hvis bare jeg accepterede at jeg har et skrøbeligt sind. Accepterede at mit sanseapperat er irriterende handicappet og at jeg derfor hører alle lyde, opfatter alle bevægelser – tager alt ind uden noget som helst filter. Det er altså bare lettere sagt end gjort!

Solstråle-historier

Kære læser, undskyld jeg ikke har fået skrevet den sidste uges tid. Det irritere mig ad helvedes til, men svaret har du ovenover – ingen koncentration = den ledeste skriveblokade. Det er monster uhensigtsmæssigt når nu man stiller skide høje krav til sig selv og bare gerne vil lave en kanon side. Jeg vil gerne være og tages seriøs, og jeg vil helst gerne ligge et indlæg ud 5 dage i ugen. Ikke 7, men 5 – jeg vil nemlig heller ikke “spamme” folk. Jeg er meget perfektionistisk omkring bloggen , og det er vel egentlig godt nok? Hvorfor kun gøre noget halvt? Hvis ikke jeg higer efter at gøre mit aller bedste, kunne jeg jo ligeså godt lade være. Denne her perfektionisme bider mig indimellem lidt i røven – for jeg vil ikke ligge noget dårligt ud, men samtidig har jeg haft denne her dårlige samvittighed overfor alle jer dejlige læsere. Men jeg fornemmer at det hele begynder at løsne lidt op igen, og jeg har fået mere og mere styr på de forbedringer jeg flere gange har fortalt om. Og så vil jeg da lige dele noge glædeligt nyheder med jer: jeg har fået en plads på ADHD-foreningens “Pinse-Camp”. En lejr for unge voksne mellem 18 og 25 år med ADHD, 3 dage hvor jeg både lærer min egen ADHD bedre at kende og møder nye mennesker som har det ligesom mig selv. At det samtidig er en “overlevelses-tur” med soven i telt og alt hvad det indebærer er kun en bonus – det er jeg nemlig helt vild med wink Derudover skal jeg faktisk i dag på posthuset og hente noget jeg har ventet spændt (og længe) på – min kugledyne er kommet! Egentlig har jeg søgt ved kommunen for at få den bevilget, og det regner jeg også med at få, men sagsbehandlingen er langtrukken – jeg kan risikere først at få svar i august måned. Derfor har jeg selv bestilt en hjem, og så krydser jeg bare fingre for at jeg snart får en positiv tilbagemelding fra kommunen. I hvert fald har min psykiater, ligesom flere andre, anbefalet det – jeg bøvlet nemlig meget med min søvn, jeg sover enten ingenting eller alt for meget. Og det første er bare ekstra “skadeligt” for sådan en som mig, det sidste er bare død irriterende. Jeg lover at fortælle mere om hvad en kugledyne er, men en ting er sikkert – jeg er super spændt på at skulle i seng i aften, jeg tror faktisk det er første gang i lang lang tid at jeg kan sige ar jeg glæder mig – hvor usexet en 7kg tung dyne så end måtte være wink

Så kære læser: jeg har overhovedet ikke glemt flyvsketanker.dk, faktisk har jeg tværtimod hver eneste dag forsøgt at få lavet noget, jeg har bare ikke syntes det var godt nok – og i fortjener kun det bedste smile nu er jeg tilbage, stadig ligeså perfektionistisk, men med knap så meget skriveblokade…