Flyvske tanker

ADHD smitter ikke - det gør tabu.

Kategori: Følelser

At have ADHD giver mange forskelligartede følelser. Indlæg i denne kategori handler om disse.

Kan man lære at acceptere at være skrøbelig?

Jeg skulle egentlig have skrevet et “året der gik”-indlæg – det burde faktisk have været skrevet. Det her er også et “året der gik”-indlæg, men det er også meget mere end det. Der er nemlig en grund til at det først kommer nu. En grund som jeg stadig ikke selv er 100% afklaret omkring, som gør mig forvirret, nedtrykt og lettet på en og samme tid. Det skulle “desværre” tage mig alt for lang tid at indse det. Det andre allerede havde set, og nok egentlig havde prøvet at få mig selv til at indse. Jeg har gjort det jeg kender bedst. Det jeg ikke ved hvordan jeg lader vær med. Jeg har presset mig selv for hårdt. Alt for hårdt. Og det er jo desværre ikke første gang det sker.

Jeg er blevet sygemeldt. Igen…

Jeg ved ikke særlig meget om hvad der kommer til at ske – endnu. Jeg skal heldigvis til møde omkring lige netop dette på tirsdag (d. 13/1/15), og jeg glæder mig ret meget til at få noget vished over fremtiden. Indtil videre har jeg selvfølgelig gjort mig mange tanker om hvad der skal ske – eller måske nærmere hvad jeg gerne vil have der skal ske. Men jeg ved det ikke. Jeg ved jeg er sygemeldt fra studiet. Jeg ved at det ikke er 100% sikkert om jeg vender tilbage til studiet. Det bliver i hvert fald ikke lige nu. Der går nok et ret langt stykke tid. Jeg skal finde ud af hvem jeg er. Hvad jeg vil med livet. Hvordan livet faktisk også kan være. Hvad jeg drømmer om. Jeg skal have fundet ud af så meget om mig selv, og hvem jeg er i denne her verden – og det kommer til at tage tid. Denne gang skal jeg være 150% klar inden jeg “raskmelder mig” – og 200% klar næste gang jeg igen skal i uddannelse.

Jeg ved godt at jeg ikke burde være flov, eller sidde med følelsen af et nederlag – men det gør jeg… Jeg synes ikke det er særlig fedt at sidde her et halvt år efter – og være sygemeldt igen.

Jeg er nødt til at lære at acceptere at jeg er skrøbelig

Jeg ved som sagt ikke særlig endnu – det gør jeg forhåbentlig om et par dage. Jeg kan i hvert fald ikke holde ud at gå i denne hersens uvished. Omkring hvad der skal ske, hvornår, hvordan og hvorfor. Men uanset hvad er jeg nødt til at acceptere. Acceptere at jeg er pisse hamrende skrøbelig. Det har jeg bare så fandens svært ved! Jeg ved det jo godt, at jeg er skrøbelig – og langt mere sårbar end andre. Jeg glemmer det bare. Jeg glemmer at jeg ikke kan det samme, og glemmer at det faktisk heller ikke forventes af mig. Jeg har ADHD, og derfor er det vel et eller andet sted klart at jeg ikke kan det samme som alle andre. Det håber jeg, jeg en dag kan lære at acceptere. At jeg en dag lærer at jeg ikke for en skid ud af at presse mig selv 300% mere end hvad godt er. Men det har jeg ikke lært endnu. Jeg har altid presset mig selv hårdt. Også selvom det kan gøre ondt. Jeg har altid presset mig selv, også langt over kanten. Og de seneste år har jeg presset mig selv så hårdt, at jeg til sidst har været ved at dø i det. Det burde være grund nok til at stoppe op, og mærke efter. Men jeg ved ikke hvordan man gør. Jeg kender kun til at presse mig selv super hårdt – presse mig selv til perfektionismen og lidt mere. Og det er endnu engang blevet min fjende – perfektionismen. Det er måske i virkeligheden den, der fik mig presset helt derud hvor jeg var nødt til at sige stop og stoppe på mit drømmestudie. Og måske er det også perfektionismen, som er med til at give mig de søvnproblemer jeg har.

Søvnproblemer – fra irreterende til alvorlige

Hvis du følger bloggen på facebook ved du også at jeg døjer med min søvn. Det har jeg gjort længe. Alt for længe. Jeg har aldrig haft let ved at falde i søvn, men sådan som det er nu er langt fra bare lidt problemer med at falde i søvn. Jeg har det sidste års tid haft mange søvnløse nætter. Og det der måske for 6-7 måneder siden var et stort problem, er nu blevet et meget alvorligt – i hvert fald hvis man skal lytte på hvad de kloge siger (min mor, psykiatere, læger osv ). I skrivende stund har jeg i løbet af den sidste uges tid haft to gange hvor jeg har været vågen 2 nætter i træk – heldigvis med et par dages mellemrum, men 4 dage ud af 7 er ikke bare et problem – det er både usundt, farligt og mere eller mindre ødelæggende. Der er ikke noget jeg ønsker mere lige nu, end en normal døgnrytme. Men det er lettere sagt end gjort. Og det er absolut ikke med vilje, eller noget jeg gør fordi jeg har lyst – jeg er faktisk pisse (undskyld mit sprog) bange, frustreret og udmattet – fysisk såvel som psykisk. Meget er prøvet for at afhjælpe, men intet har virket ordentligt eller hensigtsmæssigt. Den 23/1/15 har jeg en tid i Risskov på den psykiatriske afdeling – og jeg håber noget så inderligt at de kan hjælpe.

Mine problemer med søvnen er i høj grad også en medvirkende faktor ift. at jeg nu har måttet sygemeldes. Igen.. Men nok om sygemelding og søvnproblemer. Begge ting vil jeg fortælle meget mere om snarest. Og det har jeg pludselig tid til – altså at skrive, som jeg jo virkelig holder meget af. Og det er positivt. Jeg har brugt rigtig meget tid med min bedste ven på det sidste, en skøn gut jeg lærte at kende i folkeskolen, og i stort set alle vores snakke på det sidste har han, hvis jeg har været sur, ked af det eller frustreret, tvunget mig til at finde mindst 2-3 positive ting. Og det er jeg så glad for han har lært mig – eller i hvert fald fået mig til. Lige pt. kan jeg have svært ved at se positivt på tingene – som jeg ellers altid har kunnet – og derfor er det virkelig rart at blive hjulpet lidt på vej heart

Farvel til 2014, goddag til 2015 – på godt og ondt!

Året der gik? Altså 2014. 2014 har været super hårdt og udfordrende, men også fyldt med oplevelser jeg aldrig glemmer og gode minder. De fleste af dem kan du læse om her på bloggen  Fordi flere af de helt store oplevelser i høj grad er pga af bloggen. Den 27. februar 2014 skrev jeg mit første indlæg – og selvom jeg har nævnt det før, siger jeg det igen – for jeg kan næsten ikke forstå at det indlæg, at det at jeg oprettede flyvsketanker.dk ville føre mig så langt, slet slet ikke så hurtigt. At jeg ville sidde her, næsten et år senere og have modtaget Aalykkeprisen, og faktisk også have været tæt på at modtage Handicapprisen i min hjemby. Det er stadig kæmpe stort, det vil det altid være. Og jeg har stadig svært ved at tro på det virkelig er sket for mig. Lille mig, som i virkeligheden er møg hamrende skrøbelig.. I foråret udviklede jeg et hjælperedskab, et hjælperedskab som både hjælper mig selv, men også mange andre. Og jeg håber det bliver det første af flere. I sommers skrev jeg min første bog, en e-bog om ADHD. Og det er helt med vilje jeg skriver “min første”, får jeg har faktisk ambitioner om at skrive endnu en. I hvert fald et mål og et håb om at kunne gøre det. Hvad denne skal handle om, må du vente lidt endnu med at få at vide – men ideen er der, og jeg tænker mange tanker om denne. Ambitionerne er stadig høje. Når det handler om flyvsketanker.dk og om at hjælpe andre tror jeg aldrig jeg kan slække på disse.

I pinsen tog jeg på PinseCamp med ADHD-foreningen, en af de bedste oplevelser jeg har haft. Det er helt klart noget jeg anbefaler til alle mellem 18-25 år. Ord kan ikke beskrive hvor meget denne oplevelse gav – men jeg har prøvet, og det kan du læse om ved at trykke på linket ovenover.

Jeg tog også til Bornholm. Med en kugledyne som blev slæbt ind i toge og på færgen. Jeg havde 12 fede dage, med en masse super dygtige klatrer. Og jeg fik selv klatret. Det kan du læse mere om i indlægget her.

Og så startede jeg på læreruddannelsen – hvilket jeg desværre kun fik skrevet ganske lidt om. Du kan nok regne ud hvorfor – fordi jeg jo nu er sygemeldt.

skrøbelighed

Et lille nytårs-selfiesmile

Indlægget er allerede blevet super langt, alligevel føler jeg at der er så meget mere jeg kunne fortælle. Meget af det har jeg måske allerede fortalt på facebook-siden, men jeg skriver alligevel lidt anderledes der, end jeg gør her.  Der er så mange ting jeg har lyst til at dele med jer – og det har jeg også tænkt mig at gøre . Jeg får så meget ud af at skrive, og det vil jeg virkelig bestræbe mig på at gøre meget mere – dog med det forbehold, at jeg pt aldrig ved hvordan jeg har det når jeg vågner – eller jeg vil måske nærmere sige når en ny dag starter. Det er jo desværre ikke altid jeg får lov at falde i søvn og dermed vågne.

I skal have et lille billede fra min nytårsaften – en egentlig ret mærkelig aften, en længere historie, men også god. I hvert fald havde jeg en super hyggelig 1/1/15 wink

 

Jeg har mange ideer og planer for bloggen her i 2015 – nogle måske bedre end andre, men det må tiden vise. Nogle vedrører måske ikke kun bloggen, men ADHD og mit store ildsjæle-hjerte generelt. Jeg tænker jeg måske vil skrive et indlæg om nogle af disse en af de følgende dage. En af mine ideer er egentlig ganske simpel: jeg vil begynde at skrive en del mere om min hverdag. Jeg har længe haft den holdning at bloggen kun skulle have indhold der på den ene eller anden måde er ADHD-relateret – men hey, jeg lever med ADHD hver eneste dag, 365 dage om året, hele livet – så i virkeligheden har det meste måske relevans smile

Og nu opdagede jeg lige at jeg slet ikke har fået fortalt dig om et virkelig fedt projekt jeg er/har været med i. Jeg blev kontaktet af Oddresort, som pt er igang og snart færdig med en portal der indeholder en masse interviews omkring psykiske sygdomme, diagnoser og handicaps. En vidensportal som er bygget op af en masse videoklip – og gæt hvem der blev spurgt om ikke hun ville fortælle om ADHD? wink Jeg har allerede ået lov at se alle klippene, som gerne snart skulle blive offentliggjort. Det skal jeg selvfølgelig nok fortælle en hel masse mere om – indtil da kan du allerede klikke dig ind og se nogle af de andre “fortællinger” på headmatters.dk – som portalen hedder.

Måske har du nogle gode ideer til mig? Nogle indlæg du godt kunne tænke dig jeg skrev? Emner du gerne ville høre mere om? I hvert fald håber jeg du stadig har lyst til at følge med – selvom jeg har fået skrevet alt alt alt for lidt de sidste par måneder. Jeg vil ikke love for meget, men jeg lover at der ikke kommer til at gå så lang tid igen. Slet ikke – jeg vil bestræbe mig på at skrive så meget som muligt. Aller helst flere gange i ugen, men denne gang lover jeg ikke andet end at gøre mit bedste 

Der findes ingen manual til de følelser det giver

I dag er det 195 dage siden jeg blev diagnosticeret. 195 dage eller 6 måneder og 2 uger siden jeg endelig fik svar på en masse spørgsmål, men også 195 dage siden en masse nye spørgsmål opstod. Jeg husker dagen tydeligt. Det var den 31. oktober og pludselig stod jeg der med hele min selvopfattelse revet væk under mig. Den dag i dag er jeg lykkelig for at jeg blev diagnosticeret, og fik den rigtige diagnose, men i starten var det svært. Meget svært. I dag er det jeg er mest ked af nok at jeg ikke blev diagnosticeret tidligere, meget tidligere! Hvorfor? Fordi det på mange måder er svært at stå der, som en voksen pige, i gang med et liv, en ide om egen identitet – og pludselig bliver dit liv bare ændret på så mange måder! For når du som voksen blive diagnosticeret med ADHD skal du ikke bare acceptere at du har det her handicap, du skal samtidig acceptere at du aldrig bliver helt rask. Selvfølgelig kan det være lige så svært som barn eller teenager at acceptere, men på den anden side – som barn tænker du måske ikke helt på samme måde over tingene. For slet ikke at tale om de tiltag som kunne have været sat i gang, tilbud der måske kun henvender sig til børn. Hvis vi nu havde vidst bare 5-7 år tidligere, havde vidst det allerede dengang for 10 år siden da jeg første gang sagde goddag til psykiatrien – så havde jeg måske lært en masse som kunne have gavnet mig den dag i dag. Og hvor brutalt det så end må lyde: hele mit eksistens-grundlag var ikke blevet taget fra mig! En ting er sikkert: som overskriften lyder – der findes ingen manual til de følelser det giver. De første par måneder efter diagnosticeringen har været svære. Både for mig, men også mine nærmeste. Det har taget mig tid at acceptere. Og det har taget mig tid at bygge min identitet op igen – ikke omkring, men med ADHD som “en god ven” i stedet for et nederlag.

Diagnosticeret med ADHD – hvor kom den selvtillid lige fra?

Inden jeg blev diagnosticeret, havde jeg det rent ud sagt ad helvedes til. Hvis du har læst “Historien om en fighter”, “Du jo ikke rask…”, “Du jo stadig bare dig…”, “Eller er det bare noget jeg føler?” og “Mine mange masker – nu ligger de fleste i skraldespanden” – ja flere af mine tidligere indlæg og sider, ved du måske allerede lidt om hvordan jeg havde det inden. Hvis ikke kan du jo altid klikke dig tilbage og læse dem wink

“Når den ikke er diagnosticeret, kan den være ødelæggende og invaliderende og lige så stille frarøve disse mennesker deres drømme, deres håb og deres selvværd. De bruger deres liv på at løse en gåde – forklaringen på deres livs mysterium må gemme sig derude et sted, lige forbi det næste sving på vejen.”- Kvinder med ADHD, Sari Solden

En ting er sikkert – den dag i dag har jeg det nok faktisk bedre end jeg har haft det de sidste 10 år. Ja der er stadig dage hvor det hele er noget lort. Og ja jeg er stadig ikke helt på toppen. Men endelig har jeg en forklaring. Endelig ved jeg hvorfor jeg har måttet kæmpe, og til stadighed gør det. Jeg har endelig accepteret at JEG HAR ADHD! Jeg mærker for første gang i mit liv en form for selvtillid. En følelse jeg slet ikke er vant til. Nærmere tværtimod. Og ved du hvad? Det skal man faktisk lige vænne sig til wink Jeg kan huske i folkeskolen, på efterskolen – ja generelt på uddannelser. Du kender det måske – der er altid den her populære pige. Hun er måske ikke særlig dygtig faglig, måske kan du faktisk egentlig ikke forstå hvad det er ved hende der gør hende så populær. Hun er populær fordi hun er social dygtig, fordi hun har selvtilliden i orden. Den anden dag da jeg havde været til optagelsessamtale fortalte jeg min familie noget i stil med dette: “Jeg følte mig som hende der den populære pige i klassen”. Og ved du hvorfor jeg gjorde det? Fordi selv om det har været svært, så har det også gjort mig langt mere selvsikker – altså at blive diagnosticeret rigtigt, endelig. At jeg er blevet diagnosticeret med ADHD betyder nemlig den dag i dag, at jeg tør være mig selv! Og drømmer vi ikke et eller andet sted ikke alle om bare at være os selv? Jeg ved i hvert fald hvor meget jeg kan mærke at det nu virkelig har været vigtigt – at blive taget alvorligt, at blive set lige igennem. Og selvom det at blive diagnosticeret er svært i starten, så giver det helt klart så meget positivt på den lange bane.

Et nyt kapitel

Den rigtige diagnosticering betyder at du kan få den rigtige behandling, den rigtige hjælp og støtte. Jeg vil faktisk næsten sige at den rigtige diagnosticering betyder at du endelig kan leve dit rigtige liv. Det lyder måske nok lidt provokerende, men en udiagnosticeret ADHD har i hvert fald for mit eget vedkommende budt på så mange nederlag og kampe at jeg indimellem har haft lyst til bare at give op. Og nu, 195 dage efter diagnosticeringen, føler jeg at jeg endelig er blevet mig selv – eller i hvert fald er godt på vej til at blive det. Jeg var heldig, dengang i oktober. Jeg havde egentlig fået en tid til udredning på den psykiatriske afdeling – i marts! Jeg kunne ikke vente 5 måneder – det var tydeligt for en hver. Selvom det lyder brutalt, havde jeg på det tidspunkt faktisk et direkte ønske om at dø. Og det vidste min kontaktperson i Udviklingshuset heldigvis godt – for hun gjorde mig dengang en kæmpe tjeneste! Hun fik mig en ved en dygtig psykiater. En psykiater som så direkte igennem mig, og som endelig kunne besvare mine spørgsmål. Spørgsmål som tidligere var blevet mistolket som depression og stress. Men jeg følte aldrig at det passede ordentlig på mig – det klart, jeg har måske nok været både deprimeret og stresset, men det har været en del af en større sammenhæng, en del af det faktum at jeg har ADHD. Jeg var glad for denne psykiater. Men hov, hvorfor skriver jeg var? Det gør jeg af flere grunde. For det første fordi jeg har fået nogle oplysninger omkring noget medicin jeg fik for mine søvnproblemer – noget medicin som i den forkerte dosis kan have den helt modsatte effekt, og nærmest være “speedende”. Jeg fik så høj en dosis at det gjorde det modsatte af hensigten – og i dag har jeg så store problemer med min søvn at det nærmest kan være ubærligt både at være i, men nok også at være tilskuere til.

selfie

Mine søstre driller mig måske lidt med det, og okay det er måske lidt kikset. Men for 6 måneder siden tog jeg næsten aldrig billeder af mig selv – den dag i dag bliver der næsten dagligt taget et selfiewink

Det lover jeg at fortælle meget mere om i et andet indlæg. Men min psykiater afsluttede mig af en anden grund – fordi at psyk. kun ville og kunne behandle hvis de fik hele pakken, og altså dermed også den del der omhandler medicin. Jeg husker den dag jeg fik den besked tydeligt. Jeg var frustreret og havde egentlig bare lyst til at alt skulle være som det plejer – og jeg håbede at psykiateren ville “være på min side” og gøre sådan at jeg kunne være begge steder. I stedet fik jeg beskeden “Det er sjældent, men 1-2 gange om året er jeg desværre nødt til at lade sygehuset tage over”. Helt ærlig, der sad jeg med tårene trillende ned ad kinderne og følte at jeg nærmest slet ikke stod “til at redde”. Den besked kunne have været udformet så meget bedre – og ikke på en måde der fik mig til at føle mig total tabt på gulvet. Men nu er jeg faktisk lykkelig for den forandring der er sket! Jeg er nemlig blevet ambulant patient på psykiatrisk afdeling, og det betyder at jeg endelig kan få den rette hjælp. At jeg ikke kun bliver medicineret, men at jeg snarest muligt vil få psykoedukation og støtte. Og jo de piller ved min medicin – og det er ærlig talt skide svært og hårdt. Men jeg husker også på alle de fordele som det et eller andet sted giver ved at være patient på psyk. Og jeg ved at selv den næste tid bliver hård, så kommer jeg til at udvikle mig helt enormt meget! Og jeg glæder mig! Jeg glæder mig til endelig at få den rette hjælp, og endelig få mere end hvad jeg “har haft” indtil videre. Psykiateren hjalp mig da jeg havde aller mest brug for det, og det er jeg ham evigt taknemmelig for. Men jeg er vred over nogle dage at være på randen af sindssyge (den anden dag tog jeg mig selv i kort at tænke “Er det mon noget han har gjort med vilje? For at gøre mig sindssyg”). I sidste uge startede et nyt kapitel på så mange måder – og det var en tiltrængt forandring.

Et spørgsmål til dig fra mig

selfie

En pige som er glad – fordi hun endelig tør være sig selv!

Ups, nu endte det her indlæg jo igen med at være super langt – sorry wink Det der med begrænsningens kunst er jeg ikke altid lige god til… I sidste uge, nærmere bestemt i torsdag havde jeg en dag som var så god at jeg til sidst var i tvivl om jeg drømte. Det var nemlig i torsdags at jeg startede rigtigt op på psyk, og samtidig fik jeg en uventet, men dejlig og kæmpe anerkendelse for mit arbejde med flyvsketanker.dk – kampagnen “En af os” delte nemlig siden, og det gjorde en i forvejen god dag endnu bedre! Og undskyld mit sprog, men f*ck hvor havde jeg fortjent og trængt til en dag som den jeg havde i torsdags! I dag er det faktisk “kun” 76 dage siden jeg startede med at skrive på det der i dag er blevet til flyvsketanker.dk – i starten var adressen flyvsketanker.blogspot.dk. Da jeg i februar startede med at skrive havde jeg aldrig nogensinde turdet drømme om, håbe på at der den dag i dag har været 8000 unikke besøg! 8000 – og mig som troede jeg måske ville have haft et par hundreder. Jeg er stolt, totalt overvældet og beæret. At mit arbejde kan gavne og glæde så mange gør mig kun mere motiveret. Og derfor har jeg også et spørgsmål til dig wink Jeg har nemlig tænkt på et par ting jeg vil lave om/gøre bedre her på hjemmesiden. Jeg kalder det med vilje en hjemmeside og ikke længere en blog, fordi jeg egentlig synes at mine indlæg ofte er længere end hvad man vil kalde en blog – og indimellem meget lærerige wink Jeg har bl.a overvejet at lave det om, sådan at der både ville være en side med indlæg som disse – altså lange og uddybende, men også en side til små “hverdags-indlæg” altså det man nok ville kalde blog indlæg, hvor jeg kan skrive alle de ting som jeg egentlig har lyst til at fortælle om, men som jeg måske ikke mener er “store” nok – nu har jeg jo lidt lagt stilen med det meget fortællende indlæg wink Hvad synes du? Ville du være okay med nogle nye tiltag? Et flyvsketanker.dk som ville være endnu bedre end det, det er nu? Jeg har fået så mange rosende ord, og de gør mig så glad. Perfektionisten i mig får dog hele tiden nye ideer til forbedringer og tiltag – i fortjener det bedste! Og derfor må i hjertens gerne skrive en kommentar eller en mail hvis i skulle have nogle ideer eller tanker.  Til slut: Af hjertet tak – i er faktisk også med til at jeg udvikler mig, I har også del i min proces til et endnu bedre liv! “Flyvske tanker” er blevet til meget mere end bare blog, for mig selv er det faktisk nu også blevet en del af en større sammenhæng i min “rejse” mod et bedre liv –  med ADHD som en god ven, og ikke et nederlag.

Er du bange for at være anderledes?

adhdHvis du sidste år på denne tid havde spurgt mig, om jeg var bange for at andre syntes jeg er anderledes – ja, eller bare spurgt om jeg var bange hvad andre mennesker tænkte om mig – svaret VAR ja. At jeg vælger at bruge datid er helt bevidst – jeg VAR bange for hvad andre tænkte om mig, og jeg “frygtede” vel nærmest den følelse jeg havde indvendig – jeg vidste inderst inde godt at jeg ER anderledes. Den skræmte næsten livet af mig – min anderledeshed. Men sådan er det ikke længere, heldigvis – for så ville mit liv vidst være en lang gyser (sorry, oplagt joke midt i alvoren wink ) Hvis du spørger mig i dag – jeg blev faktisk spurgt den anden dag – om jeg er bange for at folk synes jeg er anderledes er svaret nej. Jeg er ikke bange for at folk synes jeg er anderledes for jeg ved godt at jeg er anderledes. Det har taget mig mange måneder at acceptere, både at det at jeg har ADHD, men også det faktum at jeg altid vil være anderledes. Det har været nogle hårde måneder det indrømmer jeg gerne. Jeg ved at jeg fortsat vil have perioder, som vil være hårde at komme igennem og som vil kræve en hel masse vilje og mod – på livet og lysten til at blive ved med at kæmpe. Men jeg er alligevel nået et godt stykke – det har krævet en hel masse, men jeg har endelig erkendt og accepteret at jeg har ADHD. Som jeg skrev i et tidligere indlæg: “jeg er sgu sådan en type”, og ved du hvad? Det er helt okay! Det er også helt okay at jeg er en smule stolt, ikke? Stolt af mig selv fordi jeg kæmper, og fordi jeg endelig har accepteret at jeg måske nok kan udvikle mig, men aldrig bliver 100% rask. Okay, jeg har ADHD og ved kommunen bliver jeg sat i “Handicap-afdelingen” – men det betyder ikke at jeg ikke er en intelligent pige som har en masse evner, mod, vilje og drivkraft. En kæmpe drivkraft for at bryde tabuet om den diagnose jeg selv og mange andre lever og kæmper med hver eneste dag. En vilje for at gøre mit aller bedste når det handler om at formidle min viden videre. En intelligens og masse evner, som gør dette til en mulighed. Og måske aller vigtigst: MODET til at stå frem, modet til at indrømme at jeg er anderledes – modet til at dele min(e) historie(r).

Hvad synes du om den nye og forbedrede udgave af flyvsketanker.dk?

Hvordan forbedrer man noget, som mange i forvejen fortæller er fornemt arbejde? Jeg indrømmer gerne at jeg får mange rosende ord for mit arbejde med flyvsketanker.dk – hvorfor holde det hemmeligt, det gør mig da enormt stolt! Stolt over at noget jeg har skabt, og nærmest dagligt arbejder mere eller mindre hårdt på – kan gavne så mange mennesker. Og at så mange mennesker har lyst til at læse med. Det sidste indlæg jeg skrev indeholdte skabelonen til det hjælperedskab jeg har udviklet: “Mig og min ADHD”. Det lyder måske som blær, men det er ligeså meget stolthed – det indlæg er blevet læst mere end 1000 gange! Og det gav mig motivationen til at ligge måske endnu mere arbejde i flyvsketanker.dk – det er indtil videre blevet til en masse forbedringer og nye tiltag, de fleste til gavn for dig som “bruger” af siden, men også et par få til gavn for “systemeterne” bag. De sidste er drøn nørdede ting som jeg hjertens gerne vil fortælle om, men som nok ikke har super meget relevans for dem knap så “teknik-mindede” læser (og jeg tror altså ikke det er der min primære målgruppe ligger wink ) – skulle du alligevel være nysgerrig må du selvfølgelig hjertens gerne spørge, og jeg lover at svare. Nok om mig om mine nørdede tendenser – jeg vil nemlig meget hellere fortælle om de forbedringer og tiltag som er blevet til pga alle jer læsere. I motivere mig nemlig til at gøre det endnu bedre – selv min perfektionisme måske ikke altid er lige hensigtsmæssig gør den alligevel dette ved mig: JEG GIDER IKKE GØRE NOGET SEMI-GODT, jeg går altid efter at være “den bedste” eller “gøre mit bedste”. Det betyder blandt andet at der kun en gang i hele “Flyvske tanker”s levetid er blevet brugt copy/paste – en eneste gang har jeg tilladt mig selv det, alligevel er det ikke ligefrem noget jeg er stolt af… Til gengæld vil jeg godt tillade mig at være stolt af at, som sagt pånær den ene gang, have skrevet alle tekster selv. Det har taget tid – også længere end jeg regnede med, men jeg håber du synes at det alligevel har været “ventetiden” værd.

flyvsketanker.dk version 2.0

Det eneste på flyvsketanker.dk som ikke er ændret er faktisk mine tidligere indlæg. Enkelte er blevet rettet til i forhold til stave- og grammatikfejl, men ellers er de det eneste, som stadig indeholder præcis det som de hele tiden har gjort. Nedenfor vil jeg derfor give en lille guide i de mange nye tiltag, du kan trykke på de forskellige links her eller finde dem som menupunkter i toppen wink

Fanen “Om mig”:

  • Om mig – indeholder som sådan bare små korte facts om hvem jeg er – udover selvfølgelig at være “forfatter” her på siden wink
  • Historien om en fighter – en dybdegående, og måske “rørende” fortælling om mit liv inden jeg blev diagnosticeret.

Fanen “Om flyvske tanker”:

  • Om flyvske tanker – beskriver formålet med denne hjemmeside, og besvarer måske de tre “H’er” – hvorfor, hvad og hvordan.

Fanen “Viden om ADHD”:

Denne del er klart den, som har taget mest tid – dette er nemlig mere eller mindre en vidensportal indeholdende stort set alt hvad der er værd at vide om ADHD – rent fagligt i hvert fald.

  • Viden om ADHD – beskriver kort formålet med denne vidensportal, og hvor på siden du finder de forskellige ting som du også ser på listen her:

Hvad er ADHD?

Årsager – hvad skyldes ADHD?

Symptomer – hvordan viser ADHD sig?

De tre kernesymptomer

Andre ADHD symptomer

Kønsforskelle

Diagnosticering af ADHD

Forekomst af ADHD

Tilstande der ligner ADHD

Forskellen mellem ADHD, mani og personlighedsforstyrrelse

At leve med ADHD

Følgetilstande ved ADHD

Behandling

Forskellige former for medicin mod ADHD

Forskellige former for terapi/træning af færdigheder

Hjælpemidler

Relevante love og paragraffer

Fanen “Mig og min ADHD” – et hjælperedskab:

Fanen “Kontakt”:

  • Kontakt – som navnet næsten antyder finder du her de forskellige muligheder for at kontakte mig wink

anderledesFlyvske tanker på de sociale medier

Synes du listen her er lang? Det er ikke det eneste, som er blevet forbedret eller tilføjet til flyvsketanker.dk. Flyvske tanker er nemlig både blevet lang mere synlig på de forskellige sociale medier, men det er også blevet nemmere at finde frem til “den” de forskellige steder. Du kan nu finde flyvsketanker.dk på hhv. facebook, instagram, twitter, bloglovin, google plus og som RSS feed. Og uanset hvor på siden du er vil linksne altid være oppe i højre hjørne (godt i ikke kunne se mig sidde og pege for at være sikker, hæhæ).

Undskyld hvis indlægget blev lidt langt – der var jo også en del at fortælle om som du kan se wink Jeg ville blive enormt glad hvis du kunne have lyst til at dele dine tanker wink omkring de nye tiltag. Du kan enten skrive en kommentar her, på et af de nævnte sociale medier eller hvis du gerne vil være lidt mere “anonym” og kun fortælle det til mig: sende en mail til kontakt@flyvsketanker.dk – hov det er da egentlig også en mere eller mindre ny ting – egen mail adresse wink Endnu engang af hjertet tak fordi du har lyst til at læse med her. Hvad enten du kommer for viden eller “gode historier” så betyder hvert eneste (efterhånden mange) besøg en hel masse. Jeg troede aldrig jeg skulle få så stor en trafik på en side som i høj grad skiller sig ud – både emnet at “blogge” om, men måske i virkeligheden også personen bag navnet “Flyvske tanker”. Jeg er stærkt tilbage med masser af energi – og endnu flere “flyvske” tanker wink

P.s. Har du iøvrigt lagt mærke til de fine pink stjerne i toppen af hvert indlæg og sider? Det er “rating”-stjerner og jeg synes det kunne være super fedt hvis du lige gav f.eks det her indlæg det antal stjerne du nu synes det eller andre måtte fortjene wink

Et skrøbeligt sind

adhd, Burde jeg bare tage mig sammen? Er det min egen skyld? Piver jeg bare? Jeg ved jo godt at svaret på alle disse spørgsmål er “NEJ”, og at der er masser af videnskabelig dokumentation, forskning og undersøgelser som beviser at ADHD er en reel psykiatrisk lidelse – og et handicap du ikke selv er skyld i. Et handicap som påvirker dig 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, 365 dage om året, hele livet igennem. Samtidig er det også et handicap, hvor dine vanskeligheder kan svinge meget, det samme gør det i forhold til hvor de ligger på “invaliderende-skalaen”. Jo mere du sørger for at passe på dig selv, des nemmere bliver hverdagen. Hvor irriterende det end må være – både for dig selv og dine omgivelser – glider det hele altså bare lidt lettere hvis du husker på hvordan du bedst muligt “holder vanskelighederne nede”. Men uanset hvor “ADHD-venligt” et liv, man så end lever, tror jeg at mange med ADHD kan opleve det jeg har oplevet/oplever lige for tiden. At bægeret simpelthen bare flyder over, det hele ramler og alle vanskelighederne simpelthen bare bluser op til et niveau, som ærlig talt bare er monster anstrengende. Især når man som mig, er super perfektionistisk – jeg har ADHD, men “de” skal fandme ikke kunne sætte en finger på noget som helst. Måske er det i virkeligheden derfor jeg er så perfektionistisk. Mit indre er et kaos, så udadtil gør jeg mit ypperste for at fremstå som det modsatte. Jeg tror måske det er det, der er gået galt denne her gang – mine krav og forventninger til mig selv har oversteget det jeg har kunnet magte, og det bider mig i røven nu: jeg kan på ingen måder koncentrere mig, jeg er ekstra lydfølsom og selvom jeg efter et helt liv er vant til at mangle det filter, som sortere i de forskellige indtryk og lyde – så er jeg bare som nu engang imellem ekstra sensitiv. Hvis jeg kigger tilbage på de sidste 10 dages tid, kan jeg måske godt se et mønster af småting der har hobet sig op – som når man fylder vand i et glas: lige pludselig løber det bare over.

Hvis jeg bare kunne acceptere – et skrøbeligt sind

I går “kollapsede” det hele og så sad jeg ellers der med tårerne løbende ned ad kinderne – og følte mig endnu mere kikset og flov. Jeg er en kontrolfreak, især når det drejer sig om at vise andre mine følelser – selvom det bider mig i røven, så har jeg ualmindeligt svært ved at vise andre hvordan jeg har det. Måske fordi at jeg ingen kontrol har over mit indre – så higer jeg efter at have fuld kontrol over det ydre. Men i går da jeg sad der, overfor min far som på en og samme tid var både kærlig, omsorgsfuld og konsekvens – så kunne jeg alligevel ikke helt kontrollere det. Og det hjalp faktisk – at fars “lille” pige bare fik lov at hyle ud. Måske ville jeg egentlig hjælpe mig selv meget, hvis bare jeg accepterede at jeg har et skrøbeligt sind. Accepterede at mit sanseapperat er irriterende handicappet og at jeg derfor hører alle lyde, opfatter alle bevægelser – tager alt ind uden noget som helst filter. Det er altså bare lettere sagt end gjort!

Solstråle-historier

Kære læser, undskyld jeg ikke har fået skrevet den sidste uges tid. Det irritere mig ad helvedes til, men svaret har du ovenover – ingen koncentration = den ledeste skriveblokade. Det er monster uhensigtsmæssigt når nu man stiller skide høje krav til sig selv og bare gerne vil lave en kanon side. Jeg vil gerne være og tages seriøs, og jeg vil helst gerne ligge et indlæg ud 5 dage i ugen. Ikke 7, men 5 – jeg vil nemlig heller ikke “spamme” folk. Jeg er meget perfektionistisk omkring bloggen , og det er vel egentlig godt nok? Hvorfor kun gøre noget halvt? Hvis ikke jeg higer efter at gøre mit aller bedste, kunne jeg jo ligeså godt lade være. Denne her perfektionisme bider mig indimellem lidt i røven – for jeg vil ikke ligge noget dårligt ud, men samtidig har jeg haft denne her dårlige samvittighed overfor alle jer dejlige læsere. Men jeg fornemmer at det hele begynder at løsne lidt op igen, og jeg har fået mere og mere styr på de forbedringer jeg flere gange har fortalt om. Og så vil jeg da lige dele noge glædeligt nyheder med jer: jeg har fået en plads på ADHD-foreningens “Pinse-Camp”. En lejr for unge voksne mellem 18 og 25 år med ADHD, 3 dage hvor jeg både lærer min egen ADHD bedre at kende og møder nye mennesker som har det ligesom mig selv. At det samtidig er en “overlevelses-tur” med soven i telt og alt hvad det indebærer er kun en bonus – det er jeg nemlig helt vild med wink Derudover skal jeg faktisk i dag på posthuset og hente noget jeg har ventet spændt (og længe) på – min kugledyne er kommet! Egentlig har jeg søgt ved kommunen for at få den bevilget, og det regner jeg også med at få, men sagsbehandlingen er langtrukken – jeg kan risikere først at få svar i august måned. Derfor har jeg selv bestilt en hjem, og så krydser jeg bare fingre for at jeg snart får en positiv tilbagemelding fra kommunen. I hvert fald har min psykiater, ligesom flere andre, anbefalet det – jeg bøvlet nemlig meget med min søvn, jeg sover enten ingenting eller alt for meget. Og det første er bare ekstra “skadeligt” for sådan en som mig, det sidste er bare død irriterende. Jeg lover at fortælle mere om hvad en kugledyne er, men en ting er sikkert – jeg er super spændt på at skulle i seng i aften, jeg tror faktisk det er første gang i lang lang tid at jeg kan sige ar jeg glæder mig – hvor usexet en 7kg tung dyne så end måtte være wink

Så kære læser: jeg har overhovedet ikke glemt flyvsketanker.dk, faktisk har jeg tværtimod hver eneste dag forsøgt at få lavet noget, jeg har bare ikke syntes det var godt nok – og i fortjener kun det bedste smile nu er jeg tilbage, stadig ligeså perfektionistisk, men med knap så meget skriveblokade…

Pårørende er altså heller ikke altid helt hensigtsmæssige

Jeg ved ikke om du har lagt mærke til det? Hvor lidt jeg før nu, egentlig har fortalt, i det hele taget nævnt, min familie – altså dem man vil kalde mine nærmeste pårørende her på bloggen? Det skam ellers ikke fordi der ikke er rigeligt at fortælle – ment på både den gode og knap så gode måde. Mine forældre er selvstændige, de har ikke mindre end 3 restauranter, og derfor har jeg måske tænkt at det ville være bedst hvis jeg her på siden ikke nævnte dem så meget – hvad nu hvis jeg kom til at skrive noget, nogle ville kunne bruge mod dem? Men ved du hvad? Det er slut nu. “Flyvske tanker” er nemlig mit sted – mit fristed, og det er her jeg kan få lov at udfolde mig og mine evner. Her er det altså mig der er chefen og jeg bestemmer selv hvad jeg vil skrive. Det er mig der ejer siden, flyvsketanker.dk er et produkt og en mulighed som jeg selv har skabt og knoklet hårdt på, og domænet er købt og betalt – af MIG. Undskyld kære familie, det kan godt være at jeg tit og ofte er mega uhensigtsmæssig i min gøren og laden, og at jeg nok kan være svær at være pårørende til – men indimellem er i altså heller ikke lige hensigtsmæssige.

“Jeg er da også bare helt forkert”-følelsen

Den sidste uges tid har jeg faktisk ikke følt mig særlig godt tilpas, ikke fordi jeg fysisk har haft det skidt – jeg har bare været rigtig meget ramt af det jeg kalder “du er da også bare helt forkert”-følelsen. Eller det er faktisk flere følelser, slået sammen til en. Og det er ikke følelser der er fremmed for mig, de kommer i perioder og det har jeg efterhånden vænnet mig til. Når jeg har det sådan er det selvsagt meget negative tanker om både mit indre og ydre, der fylder meget. Uduelighed, grimhed, mindreværd – som sagt så kalder jeg det for “du er da også bare helt forkert”-følelser. Førhen ville jeg her i indlægget kun have nævnt mig selv i den forbindelse, men af flere grunde vil jeg denne gang også fortælle hvad min familie har med denne her følelse at gøre. Det er ikke nødvendigvis dem der er skyld i følelsen, en gang imellem jo, men nogen gange når jeg har det sådan er det i hvert fald heller ikke fordi de ligefrem gør det bedre. Mine “ADHD-vanskeligheder” påvirker mig hver eneste dag, men på de her “du er da også bare helt forkert”-dage er der flere af mine vanskeligheder, som pårørende, adhdbliver endnu mere “invaliderende”. Som mange andre med ADHD kan jeg have større eller mindre problemer med at forstå meninger, og vanskeligt ved at forklare mig præcist. Det derfor ikke ukendt for mig at blive misforstået eller misforstå andre. Årsagen til det er at jeg er hypertolkende, det har jeg vidst før fortalt om, og jeg tror mange med ADHD vil kunne genkende dette. Allerede når de første ord i en sætning er udtalt, er jeg i gang med en tolkning, og er jeg irriteret eller igang med noget andet får denne her tolkning hurtigt en negativ karakter – og et negativt svar. Det er en ond cirkel, for det betyder at jeg på en dårlig dag hurtigere ryger i konflikt med min familie. Flere undersøgelser viser, at én af kernesymptomerne ved ADHD er et hidsig temperament, nok er jeg den eneste i familien med ADHD, men både min mor og måske især den ene af mine søstre har altså også et iltert temperament. Du kan måske allerede nu forestille dig, hvor hurtigt der kan blive brugt fæle ord og nedsættende udtryk. Oven i det har jeg det ligesom mange andre med ADHD en meget veludviklet retfærdighedssans. Vi taler ikke om en retfærdighedssans som bruges af og til især i sociale sammenhænge, men en retfærdighedssans, som berører utrolig mange dagligdags elementer. Man kan sammenligne det med millimeter retfærdighed der måles på stedet og som kan skabe stor irritation hos mig. “Det skal ikke altid være mig”, “hvorfor skal jeg gøre det igen?” er sætninger min familie nok tit har hørt. Jeg tager det meget personligt og føler mig forkert, når jeg skal gøre ting eller lave procedurer om. Du kan sikkert godt forestille dig hvordan en halv dårlig dag hurtigt udvikler sig til en mega dårlig dag ikke?

3 restauranter og en datter med ADHD

Jeg tror tit det kan være svært for min familie at forstå hvordan det egentlig er at have ADHD. Eksempelvis hvor hurtigt mit hoved bliver stresset. Jeg har ikke det filter almindelige mennesker har, som gør at indtryk sorteres. Jeg opfatter alle lyde og bevægelser. Indtryk og informationer kommer ind fuldstændig usorteret, og jeg har næsten ligeså meget opmærksomhed rettet mod dem alle. Det betyder altså også at jeg bruger enormt meget hjernemæssig energi hele tiden, hver eneste dag – mit stressniveau er altså en helt anden størrelse end det er hos mine forældre eller søstre. Mine forældres 3 restauranter gør det ikke altid nemmere, og det er klart at min “stress” kan synes latterlig ved siden af. Jeg har skide svært ved skift – dem er der altså rigtig mange af i min familie, og det er ikke altid lige smart at jeg egentlig har brug for et par timers varsel til spontane indslag. Den der ro, orden og forudsigelighed som man siger skulle være bedst for sådan nogle som mig, ja den mangler jeg lidt nogle gange, men jeg vil eller kan jo heller ikke bede min familie udelukkende at tage hensyn til mig. Jeg kender dem også godt nok til at vide at det ville de heller ikke gøre.

Det havde været rart med lidt anonymitet på den lukkede

adhd, girls, crazySom jeg nævnte tidligere er mine forældre indehavere af de her 3 restauranter, og det betyder altså at de efterhånden er et ret kendt “ansigt” i byen. Det har altså både sine fordele og sine ulemper. Det er da rart en gang imellem at kunne bruge sine forældres gode rygte og store netværk. Men der er også tidspunkter, hvor det er knap så fedt. Et godt eksempel på det er en dag jeg nok alligevel (uanset hvad) aldrig glemmer. Den dag jeg var blevet henvist “akut til psyk.”. At sidde der i venteværelset til den lukkede afdeling – og vente på dommen over om du skal blive eller sendes hjem igen – er i sig selv en rigtig dårlig oplevelse. Forestil dig så, at der kommer en ansat hen og slynger denne kommentar ud: “guuuuuud hej, det da dig fra Kystens Perle, der var jeg lige over den anden dag”. At hun ikke selv kunne se det malplacerede i valget af tidspunkt er en ting, men lige der må jeg nok indrømme at lidt anonymitet havde været rart. Jeg blev da heldigvis sendt hjem, ellers skulle hun vel også lige have bestilt et bord eller fortalt mig hvad hun fik at spise wink

Kære pårørende

Jeg ved godt jeg kan være svær at leve med, men tænker i over at i lige sådan kan være det? Til dig, der netop har læst dette indlæg: du må ikke tro jeg ikke elsker min familie højt – for det gør jeg virkelig, meget endda! Min familie er bare på så mange måde anderledes og når ens forældre er selvstændige er det ikke altid lige nemt. Slet ikke når man har ADHD. Men min familie er jo også på mange måde god. Vi står sammen i tykt og tyndt, og fordi vi efterhånden har været rigtig meget igennem er vi meget tætte. Men jeg indrømmer også gerne, at jeg bare en gang imellem kan ønske at vi bare var sådan en helt almindelig hyggelig kernefamilie. Det er vi ikke, og det bliver vi heller ikke. Mine forældre går vel en gang på pension – så på den front bliver vi vel en “helt almindelig” familie, men min ADHD vil altid følge med mig. Jeg har accepteret det, og lærer efterhånden at leve med mine vanskeligheder. Spørgsmålet er bare om min familie helt har accepteret og erkendt at jeg altså ikke har ADHD med vilje, og at nogle af de ting jeg gør eller siger ikke altid er noget jeg kan kontrollere?

 

Hvordan kan man føle sig ensom med over 400 venner på facebook?

Sådan spurgte en nær ven mig en dag. Jeg forstod ikke til at starte med at han hentydede til mig, vi havde godt nok netop snakket om ensomhed og jeg havde fortalt at selvom jeg har masser venner kan jeg ofte føle mig ensom. Og hans spørgsmål satte efterfølgende nogle tanker i gang. For hvad er ensomhed? Hvornår er man ensom? Udover det gav det inspiration til netop dette indlæg, for jeg blev pludselig selv nysgerrig på relationer i forhold til ADHD, og jeg fik lysten til at fortælle om netop dette.

Svært ved at forstå sociale spilleregler

For de fleste mennesker er samværet med andre ureflekteret og automatiseret. Man tænker ikke bevidst over andres bevæggrunde eller bagvedliggende intentioner, men tolker i stedet deres mimik, kropssprog mm. Man bruger ubevidst sin erfaring for, hvordan relationer plejer at forløbe. I de fleste tilfælde er det praktisk, og på den måde springer man en masse mellemregninger i kommunikationen over. Men voksne med ADHD kan ikke nødvendigvis på samme måde tolke kropssprog eller mimik og bruger ikke erfaringer på samme måde som andre. ADHD er en kognitiv funktionsnedsættelse, og mennesker med ADHD forstår, opfatter og fortolker på en anden måde end andre. Mennesker med ADHD er ikke automatiserede i kommunikation og samarbejde, og de kan have brug for at deres omgivelser kompensere for dette. Vi er f.eks meget konkret tænkende og bliver forvirrede af ironi og sarkasme, fordi vi opfatter den bogstaveligt – dog kan vi godt selv finde på at bruge ironi, men her ved vi jo også hvad intentionen bag er. Ord som ”måske” eller ”senere” betyder løse ender, og fordi mennesker med ADHD er hyper-tolkende, vil løse ender fylde utrolig meget hos os. Misforståelser har ofte rod i det indforståede ”vi troede, at han/hun godt vidste, hvad vi mente” eller ”det er da klart, at det er sådan” er ting man ofte kan tænke, men mennesker med ADHD har svært ved at skelne mellem fakta og holdning og mellem hvad der bliver sagt i sjov og i alvor. Man skal kunne fastholde sin opmærksomhed, si og sortere i indtryk, have en god sprogforståelse, være i stand til at opfatte og forstå sociale og følelsesmæssige signaler og have en god forestillingsevne. Derudover skal man kunne hæmme sine umiddelbare impulser og sætte sig ind i andres tanker og følelser. Ting som mennesker med ADHD kan have større eller mindre vanskeligheder med. Det betyder ikke nødvendigvis at vi ikke kan, men at vi skal bruge mere energi på det end andre. Selv har jeg f.eks en god sprogforståelse, en god forestillingsevne og jeg kan tit i høj grad sætte mig ind i andres følelser og tanker. Men jeg har svært ved at fastholde min opmærksomhed, styre mine impulser, ved at sortere i indtryk og svært ved at tolke mellem fakta og holdning, mellem alvor og sjov og jeg kan nok have en tendens til at over-fortolke på kropssprog og mimik. Mennesker med ADHD er i konstant fare for at mislykkes i sociale situationer, som ofte kan virke uoverskuelige og komplekse. Vi fokuserer på det forkerte, hører ikke efter, kan ikke holde fokus eller taler før vi tænker. Almindelige samværsformer og kommunikation kan volde vanskeligheder for mennesker med ADHD, fordi det forudsætter så mange ting, som vi har svært ved og jo mere vi presses på vores mangelfulde færdigheder, jo mere ufleksible og fastlåste kan vi blive. Derfor kan nogle voksne med ADHD kan have svært ved at håndtere deres relationer.

Manglende evne til at gennemskue konsekvenser

Både børn og voksne med ADHD har vanskeligt ved at gennemskue konsekvenser, nogen mere end andre, men ens for alle er det, at det gør sig gældende i flere aspekter af livet. Også i forhold til relationer. Nogle trækker sig fra omgangen med andre og bliver isolerede og ensomme. Andre har svært ved at sige nej og er derfor konstant i gang med at hjælpe deres venner og glemmer sig selv. Og nogle er som jeg selv – en “god” blanding. Man kan vel sige, at vi har svært ved at finde grænser og har en mangelfuld fornemmelse for, hvor meget og hvor lidt man kan forvente af andre og sig selv. Jeg er en udadvendt pige og jeg elsker at være sammen med andre mennesker, alligevel har jeg perioder hvor jeg kommer til at isolere mig. Det er gerne i perioder hvor jeg egentlig føler mig mega forkert og har aller mest brug for at være sammen med andre. Det kan være lidt af en ond cirkel – at have brug for og lyst at være sammen med andre, men alligevel ikke have overskuddet og energien til det. Som sagt har jeg det kun sådan i perioder, faktisk nærmere et par dage ad gangen. Det er dage hvor negative tanker fylder meget, og når man så som jeg heller ikke kan sortere i hverdagens mange indtryk og lyde – ja så bliver det bare lettest at holde sig for sig selv. Jeg har heldigvis nogle dejlige venner, der kender mig godt, og ved at det ikke er pga af dem og at disse dage går over igen. Min bedste veninde er også god til ærligt at fortælle mig hvordan hun opfatter tingene – og mig. Og en ting er jeg aldrig i tvivl om – uanset humør – jeg er der for mine nærmeste, jeg tænker og reflektere over deres sorger og glæder, og mit tankemylder kan her være positiv – jeg kan nemlig se tingene fra rigtige mange sider af gangen.

Higen efter at blive accepteret

Mange mennesker med ADHD er i høj grad præget af lav selvfølelse. Det skrøbelige selvbillede er en konsekvens af de begrænsninger, der ligger i at have ADHD. Mennesker med ADHD misforstås ofte, og når deres vanskeligheder kommer til udtryk mødes de typisk med bebrejdelser. Mange gange i vores liv er  vi blevet misforstået og skældt ud, og vi har egentlig mest brug for at blive mødt med anerkendelse og forståelse. Piger med ADHD har det ekstra svært, især i puberteten. Piger skal helst ”passe ind”, og piger med ADHD føler sig ofte forkerte og anderledes. Behovet for at blive accepteret kan give anledning til farlige, “dumme” og selvdestruktive handlinger. For at dække over vanskelighederne, kommer piger med ADHD nogen gange til at optræde som noget andet end de egentlig er. Jeg tør godt at indrømme at jeg kender alt til denne higen efter at blive accepteret. Især inden jeg fik diagnosen. Jeg kan stadig føle mig helt forkert og intet værd, men efter jeg har fået diagnosen er det klart blevet lettere at være mig. Nu ved jeg hvad mine vanskeligheder skyldes, jeg har pludselig en forklaring og en årsag til at jeg ikke er ligesom alle andre.  Den anden dag snakkede jeg med min søster, hun havde meget svært ved at sige “altså som normale mennesker” – jeg sagde til hende at hun gerne måtte snakke om “normale” mennesker på den måde, for jeg ved godt jeg ikke er normal og jeg kunne mærke at det betød meget for os begge. For mig fordi at det var verdens bedste tegn på accept af egen tilværelse, men det vigtigste for mig var også at min søster pludselig kunne tale åbent omkring det at storesøster ikke er normal, faktisk sige det direkte til mig. ADHD medfører ofte følgetilstande. Det har jeg oplevet på egen krop. Som nævnt før udviklede jeg i 2005 anoreksi. Jeg havde ingen kontrol over det indre kaos – så kunne jeg i det mindste have kontrol over hvad jeg spiste. Samtidig med det stor behov for at finde kontrol, havde jeg et enormt behov for at føle jeg passede ind. Jeg har nok siden 2.-3. klasse altid følt mig anderledes. Da jeg i 2005 gik i 7.klasse tænkte jeg at hvis jeg bare var tynd og pæn, havde det rigtige tøj, den rigtige make-up . så ville jeg blive mere populær og ikke længere være anderledes. Jeg har aldrig været upopulær – og jeg tog grueligt fejl! I stedet for at passe ind var jeg nu endnu mere anderledes. Den dag i dag har jeg stadig men fra spiseforstyrrelsen, men jeg ved nu at jeg anderledes – og acceptere det! Den dag i dag kan jeg faktisk rigtig godt lide at være anderledes, og vender det for det meste til noget positiv. F.eks har jeg mødt mange dejlige mennesker og for jo ofte at vide at jeg er en meget vellidt pige – netop fordi jeg er den jeg er, måske lidt småskør men et dejligt varmt og spændende menneske med mange historie i rygsækken at fortælle.

Når ensomheden trænger sig på

Men hvorfor er det så man kan føle sig ensom selvom man har over 400 venner på facebook? Hvad er ensomhed? Og hvornår er man ensom? Jo ser I, ensomhed har ikke noget at gøre med hvor mange venner du har eller hvor mange du er sammen med. Du kan sagtens føle dig ensom, selvom du sidder med en masse venner omkring dig. At føle sig ensom er ikke nødvendigvis det samme som at være alene. Og jeg tror vi alle kender følelsen af ensomhed. Har vi ikke alle prøvet at sidde hjemme en lørdag aften og tænkt at alle vennerne sikkert havde en pisse fed aften? Eller fulgt med i hvad andre lavede på facebook, og tænkt at man gerne ville have lavet det samme? I forhold til ADHD kan ensomheds-følelsen også trænge sig på, på den måde, at hvis man er den eneste i omgangskredsen der har ADHD, måske den eneste med en diagnose bare, ja så kan man godt en gang imellem føle sig lidt alene – fordi ADHD er svært at forstå, for ADHD er meget mere end hvad man lige går og tror. Som før nævnt er det en fordel at gå i en gruppe for mennesker i samme situation, som en selv. Ligesom jeg selv har en gruppe, de er blevet mine rigtig gode venner og jeg er så glad for at have fået dem i mit liv – fordi at nu ved jeg at jeg ikke er alene. Ikke forstået på den måde at mine “normale” venner give mig følelsen af at jeg er alene, men jeg indrømmer gerne at jeg en gang imellem føler mig ensom. Jeg har masser dejlige mennesker i mit liv, men når jeg føler mig misforstået eller bare aller mest forkert – så føler jeg mig også lidt alene. Det ved jeg heldigvis godt jeg ikke er! Og de fredag-lørdage hvor ensomheden måske trænger sig på, ved jeg heldigvis oftest også at det ikke er fordi jeg ikke er vellidt, at jeg føler mig ensom – da er det bare fordi jeg heller ville have været ude i byen sammen med vennerne.

Dette indlæg blev vidst lidt langt, men hvis du kom igennem det hele håber jeg du har nydt læsningen. Jeg elsker spørgsmål som for mig til at tænke. Du har nok allerede opdaget at jeg er en tænker, og at jeg nyder at give min viden og mine historier videre. I indlægget her går jeg endnu engang meget tæt på – altså mig selv. Men jeg mener også at det er vigtigt at jeg tør være hudløs ærlig når jeg skriver indlæg til jer. Så selv det kan give knubs, eller være meget åbenhjertet af mig, så gør jeg det gerne.

Nu behøver jeg ikke længere skjule hvem jeg i virkeligheden er

Mennesker med ADHD har ofte mange ressourcer, og vi kan i forskellige situationer komme til at overpræstere, hvilket gør at vi fremstår mere velfungerende, end vi måske i virkeligheden er. Men det betyder at vi ofte kommer til at bruge alt vores energi på at fremstå så ressourcestærke, at vi efterfølgende er fuldstændig opbrugte. Andre gange bevirker vores rastløshed, impulsivitet opmærksomhedsvanskeligheder, at vi sætter en masse ting i gang, som vi så ikke afslutter. Det får os til at fremstå som energiske, uden at vi egentlig er det.  Det at virke mere velfungerende end man egentlig er, kan i visse situationer være positivt og en fordel. Men oftest er det en stor ulempe og kan gøre livet med ADHD enormt besværligt. Det er jo praktisk nok til jobsamtaler eller andre steder hvor du skal fremstå fra din bedste side, at man kan “skjule” sin ADHD lidt – og selvom ADHD altså ikke er noget at være flov over, er vi nok mange der oplever denne følelse. Og som sagt gør det ofte livet svært og er en kæmpe ulempe at være dygtig til at virke meget mere velfungerende end man er.  Jeg er selv rigtig dygtig, eller nok nærmere “dum” til at skjule min ADHD og fremstå mere velfungerende end jeg i virkeligheden er. Jeg har brugt et helt liv på at kompensere for mine vanskeligheder og det har de sidste par år føltes som lidt en kamp om at få “systemet” til at tage mig alvorligt – og jeg ved jeg ikke er den eneste. Jeg er jo pt tilknyttet Udviklingshuset i Horsens, et sted der bl.a. hjælper unge med ADHD. Og faktisk sagde min tidligere kontaktperson her til mig at hun vidste at jeg havde haft det svært og nok fremadrettet stadig ville opleve at det var svært for mig at føle jeg blev taget alvorligt – “du er jo sådan en pæn, velformuleret og intelligent pige” som hun sagde. Jeg er hende evigt taknemlig, det var nemlig også hende der fik mig ind hos min psykiater – og han så heldigvis lige igennem mig, eller nærmere bag mit velfungerende ydre og helt ind til mit store indre kaos. Han er selvfølgelig også dygtig, har faktisk selv en smule ADHD, men han kigger på både kropssproget, personligheden og alle de andre mere eller mindre synlige tegn som andre måske ikke ser ved første øjekast. Men det er ikke kun “systemet” der kan være lidt af en udfordring. Også i forhold til mine omgivelser har det flere gange vist sig at være lidt af en “kamp”. Dette forstået på den måde at jeg overfor nogle har følt at jeg har skullet “forsvare” at jeg rent faktisk har ADHD. Derfor er jeg, både for at gøre livet lettere for mig selv og for ikke at bruge unødig energi, men også for at slippe for at skulle “forsvare” mig selv og “min ADHD”, begyndt (i hvert fald når situationerne tillader) at lade vær med kompensere og forsøge på at virke meget mere velfungerende end jeg er. Min ADHD er derfor på det sidste nok blevet meget mere synlig, og det kan måske virke som om at jeg er blevet “mere syg” efter at jeg har fået diagnosen. Det er ikke tilfældet, slet ikke, og selvom folk kan tænke “det jo bare for opmærksomhedens skyld” tager de helt fejl. Jeg ville ønske jeg ikke havde ADHD, og jeg må bare lære at acceptere at nogle folk måske tænker dårligt omkring mig og min ADHD. Jeg vil i hvert fald langt hellere beskytte mig selv, og have lov til at leve et liv som den jeg er og ikke den andre synes jeg skal være – eller hvad samfundet mener er mest “normalt”. Jeg er meget mere end bare en diagnose, og ADHD skal ikke være det eneste der “præger” min personlighed, men det er en del af mig og det vil det altid være. Det nok bare først nu jeg tør lade det være det, og lade det ses, hvis man kan sige det sådan. Så nej jeg er ikke blevet mere syg efter diagnosen – jeg har bare endelig fået lov til at være 100% mig selv med alt hvad det så ellers indebærer! 

Eller er det bare noget jeg føler?

Jeg ved ikke om alle med ADHD genkender følelsen. Følelsen af at opføre sig forkert, gøre eller sige noget forkert. Tænke noget forkert. Selv genkender jeg følelsen alt for godt. Måske især i forbindelse med sociale sammenhænge. For tanker om hvordan jeg bliver opfattet af andre, opstår meget ofte. Nogen gange efterfulgt af tanker om at jeg nok igen har opført mig forkert.  “Fik jeg sagt det rigtige, grinede jeg for meget, udleverede jeg mig selv, kunne de lide mig, taler de om mig bagefter, synes de, jeg er mærkelig?”.  At føle sig forkert er jo ikke kun forbeholdt mennesker med ADHD. Men det kan måske være ekstra svært når du har ADHD, og når du ikke altid kan kontrollere dine tanker, handlinger og ord er det ikke sjældent at denne følelse dukker op. Det er svært for mig at mærke, hvad andre mener om mig. Jeg føler mig egentlig god nok, for det meste i hvert fald. Jeg tror nok bare alligevel oftest mest på tanken om at jeg er forkert end på tanken om at jeg er god nok. Jeg skal helt klart blive bedre til at tro på at det andre siger og viser de føler for mig, også er sandheden. Men det er svært! Svært at finde ud af hvad andre føler i forhold til mig. Og når jeg oven i det er meget let påvirkelig overfor lyde og indtryk, kan det faktisk være vildt fremmede mennesker jeg bliver usikre omkring – åndssvagt altså! Følelsen af at føle sig forkert er nok også opstået ved, at jeg ofte har fået at vide, at jeg taler for højt, griner for meget eller kommer med upassende bemærkninger.  Også i forhold til ADHD føler jeg mig ofte misforstået. Måske fordi jeg virker langt mere velfungerende end jeg i virkeligheden er. Og fordi jeg har klaret ting som på papiret måske ikke syntes muligt for en pige med ADHD. Men jeg har brugt hele livet på at kompensere for mine vanskeligheder. Jeg mener ikke jeg har fået mere ADHD eller flere symptomer, nu hvor der er kommet papir på, men det er lige pludselig blevet mulig at sætte ord på symptomerne i kraft af at have fået en diagnose. Og nu må I ikke tro jeg er glad for at have fået en diagnose. For hvorfor skulle nogen ønske at få en diagnose? Hvorfor skulle man have lyst til at tage medicin hver dag, og hvorfor skulle man ønske, at være del af en gruppe, som fremstår negativt i medierne, hvis man i stedet kunne leve et helt almindeligt liv med op og nedture, sorg og glæde. Hvis jeg selv kunne vælge havde jeg helt klart valgt ikke at have en diagnose, men det kunne jeg ikke. Det der sjovt nok ingen der kan,og jeg tror hvis man spørger alle med ADHD eller andre diagnoser om hvis de havde valget – så havde de valgt et ganske almindeligt liv. Hold op hvor ville det være rart, men sådan er det ikke og jeg har accepteret at jeg har ADHD og aldrig får et helt “normalt” liv. Men at acceptere min diagnose, betyder ikke at jeg endnu helt har lært at acceptere fordommene eller folks holdninger til om det er rigtigt eller forkert at jeg har ADHD. For jo der findes stadig de mennesker der har svært ved at tro på at jeg taler sandt når jeg fortæller at jeg har ADHD. De har svært ved at tro på det fordi jeg, som jeg tidligere skrev, virker langt mere velfungerende end jeg er. Og jeg har en evne til ikke at lade omverdenen se hvis de/den går over mine grænser. Det øver jeg mig stadig på, og bliver bedre til hele tiden – at vise hvor mine grænser går. Og måske jeg i virkeligheden også skal til at øve mig på at sige min usikkerhed højt – simpelthen fortælle at jeg har svært ved at tro på de rosende ord, svært ved at mærke hvad de føler. Sige højt som jeg gør nu – JEG FØLER MIG TIT FORKERT!

Mine mange masker – nu ligger de fleste i skraldespanden

I dag er det 9 dage siden jeg gjorde bloggen her offentlig. Og samtidig med offentliggørelsen “sprang jeg også ud” – måske en mærkelig vending at bruge, men jeg synes godt man kan sammenligne det. For det krævede sgu en god portion mod at fortælle omverdenen at jeg har ADHD, men det er en kæmpe lettelse nu, for jeg behøver ikke længere skjule en kæmpe del af mit liv og jeg får lov til at dele min viden og historie med jer. Vigtigst af alt: mange af mine “masker” ligger nu i skraldespanden, jeg kan endelig bare være mig. Og det er fantastisk for jeg orkede ærlig talt ikke at bruge resten af mit liv på at prøve på at være en anden, skjule hvem jeg egentlig i virkeligheden er og indeholder.
Jeg har brugt mange år og meget energi på at opretholde en facade, altid forsøgt kun at lade omverden se glansbilledet, den pæne søde og artige pige. Men folk har ikke kunnet se hvad der har gemt sig bag facaden.
Får når jeg trådte ud ad døren puttede jeg en maske på – altid en der passede til situationen. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg aldrig har prøvet at være fyldt af kaos, måske haft en virkelig dårlig morgen/dag, men alligevel formået at holde det skjult. Jeg har faktisk været så god til at opretholde facaden at flere psykologer har haft svært ved at finde ud af mig – for kan det virkelig passe at den søde, pæne pige over for dem, som ikke fortrækker en mine, kan have gennemlevet det hun nu sidder og fortæller. Det er også min egen skyld at jeg indimellem ikke er blevet taget alvorligt, for jeg har været for flov til at give slip på facaden. Men det er jeg heldigvis ikke mere! Jeg er ikke længere flov! Flov over ikke altid at have styr på tingene, flov over ikke at kunne kontrollere hvad jeg siger eller tænker, flov over at have haft 10 svære år – og vigtigst af alt: JEG ER OVERHOVEDET IKKE FLOV OVER AT HAVE ADHD! Det ikke min skyld, det ikke en undskyldning, men en forklaring på hvorfor jeg ikke er ligesom alle andre. Det en stor del af mig, og det er også med til at gøre mig til den jeg er. Det ikke alle masker der endnu er kommet i skraldespanden, måske det kommer en dag, men de fleste er og det jeg glad for!
Jeg er helt sikkert lidt småtosset, snakker alt for meget, vil vide alting, en kontrolfreak – men det okay! Jeg har brugt masser år på at prøve at blive noget jeg ikke er, nu vil jeg bruge resten af livet på at være mig selv!

Hov, jeg har sgu da taget et skridt i den rigtige retning!

Det er ikke altid jeg selv kan se når der sker en positiv udvikling, men det sker da at jeg stopper op og tænker “hey, det var sgu da et nyt handlemønster, sejt nok!”. Min mor og jeg kan skændes så det brager, men på det sidste har der været langt færre konflikter, som også er blevet “mildere”. Nogle gange gider min mor lige pludselig ikke “gøre diskussionen færdig” og kan så finde på at ligge på/gå sin vej/smække med døren – og det synes jeg er skide irreterende for så skal jeg jo bruge flere timer på at tænke over hvad der kommer til at ske. Så jeg plejer gerne at være rigtig træls og skrive en lang, sur og provokerende sms eller, hvis jeg sover hos mine forældre, et brev og så ligge det foran kaffemaskinen så de som det første når de vågner kan se hvad den pågældende diskussion har gjort ved mig og få dårlig samvittighed – og helt ærlig det sgu ikke i orden, slet ikke når jeg ofte har glemt hvad skænderiet egentlig gik ud på og måske slet ikke har kontrollere mig selv i situationen. Sidst vi røg i konflikt var en aften jeg sov hos mine forældre og som altid skrev jeg det her provokerende brev og lagde på køkkenbordet. MEN – det fik for første gang kun lov at ligge der en times tid, for jeg gik ned og fjernede det igen! Min mor havde fortalt at hun ville få en lang “lorte” dag, dagen efter – og så synes jeg altså ikke at hun skulle have en lang lorte dag med dårlig samvittighed, faktisk havde jeg selv dårlig samvittighed over hvad jeg havde skrevet, og tænkte egentlig også at det var en barnlig tendens – og undskyld mit sprog, men fuck jeg følte mig sej da jeg kl 3 gik ned og kylede det i brændekurven – for det er helt klart en positiv udvikling hos mig!

En lille sød og sjov tilføjelse til historien her: dagen efter havde hunden nuppet brevet, taget det med ud i haven og bidt det i stykker – måske hans måde at sige “godt du har lært at lade vær med det” wink

 

© 2017 Flyvske tanker

Tema af Anders NorenOp ↑