Flyvske tanker

ADHD smitter ikke - det gør tabu.

Historien om en fighter

“…jeg var bange for bolden”

adhdAt jeg var et ønskebarn, har jeg nok aldrig været i tvivl om. Da jeg i 1991 bliver født har mine forældre nemlig uden held i 5 år forsøgt at få børn. I 1994 og 1996 bliver mine søstre født. Jeg har altid elsket dem højt, jeg er storesøster med stort S og lige så meget som jeg kan drille, lige så meget bekymrer jeg mig om deres ve og vel. Jeg havde en ganske normal og lykkelig barndom, men jeg passede alligevel aldrig helt rigtig ind, jeg har nok altid været lidt anderledes end mine jævnaldrende. I 1997 starter jeg i skole, på en lille skole i Hatting. Det bliver egentlig anbefalet at jeg går 0.klasse om, men jeg får alligevel lov at rykke med min klassekammerater op i 1. klasse. Jeg går på Hatting Skolen fra 0. til 5. klasse, men jeg passer ikke rigtig ind. Jeg har ikke samme interesser som de andre – alle pigerne pånær 3 gik til fodbold, to af de tre piger som ikke gør er bedste veninder, den sidste pige var mig. Jeg var bange for bolden, faktisk var jeg helt generelt ret nem at forskrække og hvis ikke jeg blev drillet med det, så var det min store kærlighed til dyr drillerierne gik på. Jeg havde dog en bedste veninde på skolen. Vi var naboer og hun gik i klassen under mig. Vi legede sammen hver eneste dag efter skole, og heldigvis også i de fleste af frikvarterne. Men jeg fandt nok alligevel altid mest tryghed hos de voksne. Udover denne “udenforhed”, bøvlede jeg også en del med matematikken. Og selvom jeg havde et nært venskab med nabopigen var det ikke nok til at fortsætte. 5. klasse var kun lige begyndt, inden jeg i september måned 2003 skifter skole. Jeg starter på Hulvej Skole, som er en privat skole inde i centrum af Horsens.


Klassens nye pige

Jeg kan tydeligt huske den dag jeg startede på Hulvej Skole. Jeg havde lyse cowboy bukser på, en langærmet lyseblå t-shirt med en lyseblå strikvest over og fletninger. Den dag i dag griner jeg ved tanken om mit all-in lyseblå outfit, men dengang følte jeg mig så smart. Vi havde musik i første time, og mine nye klassekammerater tilbød alle en plads ved siden af dem. Kunne det virkelig passe at det også kunne være sådan at gå i skole? De første par år slipper jeg dog ikke helt for drillerierne, dog i langt mindre grad end jeg havde været vant til. Der er dog en enkelt episode, som den dag i dag stadig kan poppe op og fylde lidt. En dag efter en time siger en dreng fra klassen til mig at han synes jeg har nogle pæne bukser, og spørger hvor de er fra. Jeg syntes han var en af klassens pæneste drenge og han var en af “de populære”. Jeg fortæller at det er nogle min mor har købt på genbrug. Drenge-gruppen griner, og jeg havde naivt troet han virkelig syntes de var pæne.


“Jeg var aldrig en tyk pige, men…”

anoreksi, adhdI 7. klasse bliver mine forældre selvstændige, jeg finder min plads i den gruppe piger i klassen der i hvert fald ikke var nederst i hierarkiet og jeg begynder at gå op i mit udseende – det viser sig dog senere hen at jeg måske går lidt for meget op i mit udseende, i hvert fald den del der involvere min vægt. Den kontrol jeg aldrig har kunnet finde over mine tanker og handlinger forsøger jeg at finde et andet sted. I 7. klasse begynder det der senere udvikler sig til anoreksi – en sygdom jeg den dag i dag stadig kæmper med. Når jeg ikke kan have kontrol over mine tanker kan jeg i det mindste have kontrol over hvad jeg spiser, hvor meget jeg spiser og hvornår. Dengang dyrkede jeg også meget gymnastik, et par gange om ugen faktisk. Hver gang jeg gik på toilet tog jeg 40 mavebøjninger, ofte også på mit værelse, men i hvert fald efter hvert toiletbesøg – som du nok kan regne ud blev det til en del i løbet af dagen. Jeg var aldrig en tyk pige, men det var alligevel først i 9.klasse det “blev opdaget”. Min kusine gik i klassen over mig, og havde en god veninde i min klasse. Mine veninder i klassen hev fat i min kusine – de var meget bekymret, jeg blev tyndere og tyndere og havde nogle sære vaner i forbindelse med mad. Min kusine fortalte det til min moster, som selvfølgelig fortalte det til mine forældre og en aften efter en 2 timers gymnastiktræning faldt bomben – min hemmelighed var ikke længere hemmelig. På dette tidspunkt vejede jeg 35kg. Jeg vejede desværre et par kilo for meget til at blive akut indlagt og ventelisten var lang. I stedet gik jeg til kontrolvejning hos egen læge, som også gav mig antidepressivt medicin – ganske “smart” for efter 5 år havde jeg taget 20 kilo på pga medicin – mine spisevaner havde egentlig ikke ændret sig særlig meget. I 10. klasse kom jeg på efterskole på trods af tvivl om hvor vidt jeg var rask nok. Den dag idag forstår jeg deres tvivl, for samme dag som vi startede igen efter juleferien ringede jeg grædende hjem, “jeg havde ondt i maven”. Det vidste min mor godt var løgn og jeg begyndte hos en psykiater – psykiateren opdagede dog ikke, det vi senere hen fandt ud af – at mine problemer i virkeligheden skyldes ADHD. I løbet af de 5 år jeg var på “lykkepiller” havde jeg mange nedture, fik flere gange “påduttet” depression og stress. Lykkepillerne gjorde at jeg ikke røg helt ned – på den anden side hjalp de ikke “en skid”, jeg havde jo i virkeligheden brug for en helt anden behandling.


Jeg lever i en fantasiverden

I februar 2012 tager jeg min sidste “lykkepille” – den første måneds tid er svær, meget svær, min “sutteklud” er væk og det skal hjernen lige vænne sig til. Men jeg lever efterfølgende højt på sejren over at have smidt medicinen – yes baby det køre sgu, eller det tror jeg i hvert fald, bilder måske mig selv det lidt ind. For jeg har det ikke godt, og det går mere og mere ned ad bakke. I april 2012 går forholdet mellem min daværende kæreste og jeg i stykker. Vi havde været sammen i 2 år og boet sammen i 22 måneder. Det selvfølgelig hårdt, men jeg er egentlig hurtigt ovre det. Var han ikke gået, havde jeg selv gjort det forbi – og den næste stod måske faktisk allerede klar, jeg behøvede i hvert fald ikke føle mig ensom. 4. januar 2013 starter jeg til klatring, 3 måneder efter bliver jeg valgt ind i bestyrelsen, det går rigtig godt på pædagoguddannelsen, venner er der nok af, trænger jeg til et hurtig fix kærlighed er det hellere ikke et problem og selvtilliden fejler vel egentlig ikke noget? Men  jo det gør den, jeg vil nok bare ikke selv se det. Jeg lever i en fantasiverden, bilder mig selv ind at nu kører tingene endelig på skinner – nu det endelig min tur til at have det godt, i hvert fald er det sådan det ser ud i min lille fantasiverden. Men der er en grænse for hvor længe man kan leve i en fantasiverden, min mor har senere fortalt at hun kunne se allerede da jeg smed lykkepillerne at noget var galt. Sommeren 2013 går det med 200km/t ned ad bakke, ned i et dybt sort hul – fantasiverdenen eksisterer ikke længere, jeg har det ad helvedes til! Jeg finder en ny “ven”, finder ro ved at skære i mig selv, for efterfølgende at blive utrolig flov over ikke at kunne skjule mine mange sår. Jeg bliver mere og mere selvskadende, skærer aldrig helt vildt dybt, men jeg har ar – enkelte kan man se uanset hvad, de fleste bliver “heldigvis” først synlige når det bliver sommer og jeg får sol. 7 ud af 7 dage har jeg selvmordstanker, til sidst faktisk et ønske om at få lov at give slip, finde ro. Jeg er heldigvis lidt en kujon, men lever livet farligt – hvis nu jeg f.eks bliver kørt over er det jo ikke et “rigtigt selvmord”. Selvom jeg er lidt en kujon, er det til sidst tæt på – det der bl.a. bliver min redning er min bedste venindes ord. Hun siger til mig at det eneste der nogensinde ville få hende til at gå sin vej, ikke længere være min bedste veninde, er hvis jeg tager mit eget liv – og tanken om hvis det mislykkedes og hun går sin vej er heldigvis for svært.


En arbejdsom pige

Jeg har altid været en arbejdsom pige og haft mange bolde i luften. August 2013 skulle jeg have startet i min sidste praktik som pædagog – det der egentlig var drømmepraktikken, jeg skulle være på en døgninstitution. Men det var ikke længere drømmepraktikken, jeg kunne slet ikke overskue det eller noget som helst andet og et par dage inden jeg skulle være startet melder jeg mig ud af uddannelsen – det viser sig at være den rigtige beslutning. Jeg har det meste af foråret/sommeren gået hos en psykolog, jeg er en svær opgave da jeg har svært ved at slippe facaden og derfor kan være svær at læse. Men hun ser igennem mig, og en dag er hendes bekymring stor – jeg bliver sendt akut på psykiatrisk afdeling, men de tager mig ikke alvorligt, tænker ikke over at min mor sidder ved siden af og der derfor er ting jeg ikke siger – værst af alt ved de ikke at jeg på daværende tidspunkt er som forstenet – de ser facaden, ikke virkeligheden. Jeg har i 9 år arbejdet hos mine forældre, men den sidste vagt er slet ikke som det ellers før har været. Jeg er drønhamrende stresset i hovedet, fyldt med negative tanker om mig selv. Det en travl dag, vi er presset og min far brokker sig som altid over et eller andet – som altid har det intet med mig at gøre, men det er hvad jeg føler. Jeg passer min plads i køkkenet, men jeg græder imens – jeg er flov, men det bliver måske alligevel et af de første skridt i den rigtige retning. For min familie kan ikke længere klare at se deres datter og søster få det mere og mere skidt. De hiver fat i min moster, som både er sygeplejerske, coach og uddannelsesvejleder og mine forældre og moster tager en beslutning de godt ved jeg aldrig selv havde taget – Jeg bliver “tvangs”-sygemeldt og starter i noget der hedder Udviklingshuset, overordnet set et sted for unge mennesker som har det svært. I starten synes jeg egentlig ikke det specielt godt, føler mig ikke taget alvorligt – men det ændrer sig gevaldigt. Jeg er blevet henvist til psyk, men på daværende tidspunkt er der 5 måneder til min tid. Min kontaktperson har kort inden talt med min mor, og hun ved også at hvis jeg skal vente 5 måneder mister de mig, det ville jeg ikke have overlevet. Nu begynder jeg så endelig at vinde kampen mod systemet. Hun formår at få mig presset ind hos den psykiater, der som den første ser hvad der i virkeligheden er galt. Han er super dygtig, meget anerkendt og en af landets eksperter. Han stiller nogle meget nærgående, indimellem provokerende spørgsmål, sætter historierne sammen lidt efter lidt og det bliver tydeligt hvad der i virkeligheden er galt – jeg har ADHD, det jeg faktisk født med, men min baggrund, intelligens og evne til at kompensere i så mange år har gjort at det først nu bliver opdaget. Det et kæmpe slag i ansigtet, hele min selvforståelse bliver trukket væk under mig – aldrig havde jeg forestillet mig at jeg havde ADHD. Min mor fortæller godt tid efter jeg har fået diagnosen at det nu hvor vi ved det, falder det hele lidt på plads – går hun tilbage i historien kan hun sagtens se at psykiateren har ret, og da de kan se hvor godt medicinen virker bliver de 100% sikre – jeg er født med en lille kemisk skønhedsfejl i hjernen – det blev bare først opdaget nu, fordi jeg først nu kom i de rette hænder. Det er svært, svært at acceptere at jeg aldrig nogensinde bliver rask, aldrig bliver helt normal – men jeg prøver.


En fighter med ADHD

fighter I dag ser mit liv helt anderledes ud. Måske ikke “helt normalt”, men jeg har fået lysten til at leve livet tilbage. Og aller vigtigst: jeg har accepteret at jeg er født med et handicap, et par “små-fejl” i hjernen – med ADHD. I april bliver jeg faktisk spurgt om jeg er bange for at andre tænker at jeg er anderledes om mig – jeg svarer “NEJ”, ikke længere. For jeg er ikke længere flov over at være anderledes, eller flov over at have ADHD. Diagnosen gør måske ikke altid mit liv lige let, men det er med til at gøre mig til den jeg er. Jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg ikke nogen gange ser tilbage på mit liv, og ønskede mig det anderledes. Selvfølgelig ville jeg det – jeg har oplevet så mange nederlag, og jeg ville helt klart nok have haft det lidt nemmere hvis man havde opdaget min ADHD noget før. Men det gjorde man ikke. Jeg blev spurgt om hvordan jeg havde overlevet alle disse “forhindringer” – “det er godt nok meget du har været igennem i så ung en alder”. Jeg svarede personen med disse ord: “Jeg er heldigvis en fighter. Jeg har kæmpet. Nogen gange kæmpet så hårdt at jeg næsten har givet op. Men jeg er opdraget til aldrig at give op. Jeg har været nødt til at lære at være en fighter. Og jeg har hver gang jeg har vundet en kamp, er jeg blevet stærkere”. Hvis jeg bliver spurgt igen er svaret det samme, men selvom at mine mange kampe har gjort mig stærkere er jeg stadig en pige med et enormt skrøbeligt sind – ADHD’en har jeg accepteret, men mit skrøbelige sind tror jeg aldrig helt jeg lærer at acceptere.

Skrevet af Marie-Louise Hylleberg, flyvsketanker.dk – den 3/5/2014

5 Comments

  1. Min bedste veninde. En ægte fighter.
    <3

  2. Christina Maj Carlsen

    22. august 2015 at 09:32

    Det er som at læse om mig selv

  3. Julie Musikka

    25. januar 2017 at 19:10

    ja! totalt er det som at læse mig selv! :) Du er simpelthen TOTALT sej! :) og, du vil altid være en fighter! og du er helt okay totalt som du er. med mig behøver du ikke at have nogen regler for dig selv! :)

Har du lyst til at dele dine tanker?

© 2017 Flyvske tanker

Theme by Anders NorenUp ↑