Da jeg skrev indlægget omkring hyperaktivitet, glemte jeg faktisk noget. Der findes nemlig to former for aktivitetsforstyrrelse, hyperaktivitet som de fleste kender til og hypoaktivitet – hvilket vil sige for lidt aktivitet i forhold til situationen. Hypoaktivitet kan være sværere at få øje på for omgivelserne, men den kan være lige så invaliderende for den enkelte. Og man kan faktisk godt have begge former for aktivitetsforstyrrelse i forskellige situationer. For lige at genopfriske hvad hyperaktivitet betyder kan jeg lige ridse et par kendetegn ved dette op:
  • Har en stadig følelse af rastløshed eller indre uro
  • Skal anstrenge sig for at blive siddende på stolen, fx ved møder og i andre sammenhænge hvor det forventes
  • Virker ofte tydeligt hyperaktiv eller overgearet
  • Har tendens til at være overdreven snakkesalig – snakker som et vandfald
  • Har kort latenstid – taler før de tænker
Hos voksne med ADHD ser man tit at hyperaktiviteten er “flyttet ind”, den er ikke forsvundet, men er blevet til denne her form for rastløshed, indre uro og utilpashed – og det kan være forbundet med meget “smerte” at skulle rumme den uro, især fordi omgivelserne ikke lige umiddelbart kan se den. Men hvad så med det her hypoaktivitet jeg snakkede om? Hvad er det så for noget? Kendetegnene ved hypoaktivitet kan være:
  • Kan virke initiativløse og kommer sjældent frem med ideer
  • Drømmende, falder hen i egne tanker eller forsvinder ind i sig selv
  • Motivationsforladte og kan virke tunge uden egentlig at være det
  • Stille, meget lidt talende, kommer sjældent med noget, undtagen direkte adspurgt, kan være svære at føre en samtale med
  • Virker opgivende
  • Har lang latenstid
Som tidligere nævnt her på bloggen, er jeg selv meget påvirket af hyperaktivitet, men det eneste punkt på listen over kendetegn ved hypoaktivitet, jeg måske kan genkende mig selv lidt i, er det omkring at falde hen i mine egne tanker. Og at jeg indimellem falder hen i mine egne tanker kan ligeså vel skyldes min opmærksomhedsforstyrrelse. Derfor vælger jeg at sige at jeg kun har hyperaktiviteten i mig. Men uanset hvilken form for aktivitetsforstyrrelse man har, er alle med ADHD hypertolkende – det gælder også for mig selv. Min hjerne står aldrig stille, den arbejder hele tiden på højtryk med at tolke, opfatte og forstå. De små indforståede bemærkninger og uafsluttede ting kører hele tiden rundt i hovedet, og hjerner (som min egen) med ADHD er derfor altid på overarbejde.