Jeg skulle egentlig have skrevet et “året der gik”-indlæg – det burde faktisk have været skrevet. Det her er også et “året der gik”-indlæg, men det er også meget mere end det. Der er nemlig en grund til at det først kommer nu. En grund som jeg stadig ikke selv er 100% afklaret omkring, som gør mig forvirret, nedtrykt og lettet på en og samme tid. Det skulle “desværre” tage mig alt for lang tid at indse det. Det andre allerede havde set, og nok egentlig havde prøvet at få mig selv til at indse. Jeg har gjort det jeg kender bedst. Det jeg ikke ved hvordan jeg lader vær med. Jeg har presset mig selv for hårdt. Alt for hårdt. Og det er jo desværre ikke første gang det sker.

Jeg er blevet sygemeldt. Igen…

Jeg ved ikke særlig meget om hvad der kommer til at ske – endnu. Jeg skal heldigvis til møde omkring lige netop dette på tirsdag (d. 13/1/15), og jeg glæder mig ret meget til at få noget vished over fremtiden. Indtil videre har jeg selvfølgelig gjort mig mange tanker om hvad der skal ske – eller måske nærmere hvad jeg gerne vil have der skal ske. Men jeg ved det ikke. Jeg ved jeg er sygemeldt fra studiet. Jeg ved at det ikke er 100% sikkert om jeg vender tilbage til studiet. Det bliver i hvert fald ikke lige nu. Der går nok et ret langt stykke tid. Jeg skal finde ud af hvem jeg er. Hvad jeg vil med livet. Hvordan livet faktisk også kan være. Hvad jeg drømmer om. Jeg skal have fundet ud af så meget om mig selv, og hvem jeg er i denne her verden – og det kommer til at tage tid. Denne gang skal jeg være 150% klar inden jeg “raskmelder mig” – og 200% klar næste gang jeg igen skal i uddannelse.

Jeg ved godt at jeg ikke burde være flov, eller sidde med følelsen af et nederlag – men det gør jeg… Jeg synes ikke det er særlig fedt at sidde her et halvt år efter – og være sygemeldt igen.

Jeg er nødt til at lære at acceptere at jeg er skrøbelig

Jeg ved som sagt ikke særlig endnu – det gør jeg forhåbentlig om et par dage. Jeg kan i hvert fald ikke holde ud at gå i denne hersens uvished. Omkring hvad der skal ske, hvornår, hvordan og hvorfor. Men uanset hvad er jeg nødt til at acceptere. Acceptere at jeg er pisse hamrende skrøbelig. Det har jeg bare så fandens svært ved! Jeg ved det jo godt, at jeg er skrøbelig – og langt mere sårbar end andre. Jeg glemmer det bare. Jeg glemmer at jeg ikke kan det samme, og glemmer at det faktisk heller ikke forventes af mig. Jeg har ADHD, og derfor er det vel et eller andet sted klart at jeg ikke kan det samme som alle andre. Det håber jeg, jeg en dag kan lære at acceptere. At jeg en dag lærer at jeg ikke for en skid ud af at presse mig selv 300% mere end hvad godt er. Men det har jeg ikke lært endnu. Jeg har altid presset mig selv hårdt. Også selvom det kan gøre ondt. Jeg har altid presset mig selv, også langt over kanten. Og de seneste år har jeg presset mig selv så hårdt, at jeg til sidst har været ved at dø i det. Det burde være grund nok til at stoppe op, og mærke efter. Men jeg ved ikke hvordan man gør. Jeg kender kun til at presse mig selv super hårdt – presse mig selv til perfektionismen og lidt mere. Og det er endnu engang blevet min fjende – perfektionismen. Det er måske i virkeligheden den, der fik mig presset helt derud hvor jeg var nødt til at sige stop og stoppe på mit drømmestudie. Og måske er det også perfektionismen, som er med til at give mig de søvnproblemer jeg har.

Søvnproblemer – fra irreterende til alvorlige

Hvis du følger bloggen på facebook ved du også at jeg døjer med min søvn. Det har jeg gjort længe. Alt for længe. Jeg har aldrig haft let ved at falde i søvn, men sådan som det er nu er langt fra bare lidt problemer med at falde i søvn. Jeg har det sidste års tid haft mange søvnløse nætter. Og det der måske for 6-7 måneder siden var et stort problem, er nu blevet et meget alvorligt – i hvert fald hvis man skal lytte på hvad de kloge siger (min mor, psykiatere, læger osv ). I skrivende stund har jeg i løbet af den sidste uges tid haft to gange hvor jeg har været vågen 2 nætter i træk – heldigvis med et par dages mellemrum, men 4 dage ud af 7 er ikke bare et problem – det er både usundt, farligt og mere eller mindre ødelæggende. Der er ikke noget jeg ønsker mere lige nu, end en normal døgnrytme. Men det er lettere sagt end gjort. Og det er absolut ikke med vilje, eller noget jeg gør fordi jeg har lyst – jeg er faktisk pisse (undskyld mit sprog) bange, frustreret og udmattet – fysisk såvel som psykisk. Meget er prøvet for at afhjælpe, men intet har virket ordentligt eller hensigtsmæssigt. Den 23/1/15 har jeg en tid i Risskov på den psykiatriske afdeling – og jeg håber noget så inderligt at de kan hjælpe.

Mine problemer med søvnen er i høj grad også en medvirkende faktor ift. at jeg nu har måttet sygemeldes. Igen.. Men nok om sygemelding og søvnproblemer. Begge ting vil jeg fortælle meget mere om snarest. Og det har jeg pludselig tid til – altså at skrive, som jeg jo virkelig holder meget af. Og det er positivt. Jeg har brugt rigtig meget tid med min bedste ven på det sidste, en skøn gut jeg lærte at kende i folkeskolen, og i stort set alle vores snakke på det sidste har han, hvis jeg har været sur, ked af det eller frustreret, tvunget mig til at finde mindst 2-3 positive ting. Og det er jeg så glad for han har lært mig – eller i hvert fald fået mig til. Lige pt. kan jeg have svært ved at se positivt på tingene – som jeg ellers altid har kunnet – og derfor er det virkelig rart at blive hjulpet lidt på vej heart

Farvel til 2014, goddag til 2015 – på godt og ondt!

Året der gik? Altså 2014. 2014 har været super hårdt og udfordrende, men også fyldt med oplevelser jeg aldrig glemmer og gode minder. De fleste af dem kan du læse om her på bloggen  Fordi flere af de helt store oplevelser i høj grad er pga af bloggen. Den 27. februar 2014 skrev jeg mit første indlæg – og selvom jeg har nævnt det før, siger jeg det igen – for jeg kan næsten ikke forstå at det indlæg, at det at jeg oprettede flyvsketanker.dk ville føre mig så langt, slet slet ikke så hurtigt. At jeg ville sidde her, næsten et år senere og have modtaget Aalykkeprisen, og faktisk også have været tæt på at modtage Handicapprisen i min hjemby. Det er stadig kæmpe stort, det vil det altid være. Og jeg har stadig svært ved at tro på det virkelig er sket for mig. Lille mig, som i virkeligheden er møg hamrende skrøbelig.. I foråret udviklede jeg et hjælperedskab, et hjælperedskab som både hjælper mig selv, men også mange andre. Og jeg håber det bliver det første af flere. I sommers skrev jeg min første bog, en e-bog om ADHD. Og det er helt med vilje jeg skriver “min første”, får jeg har faktisk ambitioner om at skrive endnu en. I hvert fald et mål og et håb om at kunne gøre det. Hvad denne skal handle om, må du vente lidt endnu med at få at vide – men ideen er der, og jeg tænker mange tanker om denne. Ambitionerne er stadig høje. Når det handler om flyvsketanker.dk og om at hjælpe andre tror jeg aldrig jeg kan slække på disse.

I pinsen tog jeg på PinseCamp med ADHD-foreningen, en af de bedste oplevelser jeg har haft. Det er helt klart noget jeg anbefaler til alle mellem 18-25 år. Ord kan ikke beskrive hvor meget denne oplevelse gav – men jeg har prøvet, og det kan du læse om ved at trykke på linket ovenover.

Jeg tog også til Bornholm. Med en kugledyne som blev slæbt ind i toge og på færgen. Jeg havde 12 fede dage, med en masse super dygtige klatrer. Og jeg fik selv klatret. Det kan du læse mere om i indlægget her.

Og så startede jeg på læreruddannelsen – hvilket jeg desværre kun fik skrevet ganske lidt om. Du kan nok regne ud hvorfor – fordi jeg jo nu er sygemeldt.

skrøbelighed

Et lille nytårs-selfiesmile

Indlægget er allerede blevet super langt, alligevel føler jeg at der er så meget mere jeg kunne fortælle. Meget af det har jeg måske allerede fortalt på facebook-siden, men jeg skriver alligevel lidt anderledes der, end jeg gør her.  Der er så mange ting jeg har lyst til at dele med jer – og det har jeg også tænkt mig at gøre . Jeg får så meget ud af at skrive, og det vil jeg virkelig bestræbe mig på at gøre meget mere – dog med det forbehold, at jeg pt aldrig ved hvordan jeg har det når jeg vågner – eller jeg vil måske nærmere sige når en ny dag starter. Det er jo desværre ikke altid jeg får lov at falde i søvn og dermed vågne.

I skal have et lille billede fra min nytårsaften – en egentlig ret mærkelig aften, en længere historie, men også god. I hvert fald havde jeg en super hyggelig 1/1/15 wink

 

Jeg har mange ideer og planer for bloggen her i 2015 – nogle måske bedre end andre, men det må tiden vise. Nogle vedrører måske ikke kun bloggen, men ADHD og mit store ildsjæle-hjerte generelt. Jeg tænker jeg måske vil skrive et indlæg om nogle af disse en af de følgende dage. En af mine ideer er egentlig ganske simpel: jeg vil begynde at skrive en del mere om min hverdag. Jeg har længe haft den holdning at bloggen kun skulle have indhold der på den ene eller anden måde er ADHD-relateret – men hey, jeg lever med ADHD hver eneste dag, 365 dage om året, hele livet – så i virkeligheden har det meste måske relevans smile

Og nu opdagede jeg lige at jeg slet ikke har fået fortalt dig om et virkelig fedt projekt jeg er/har været med i. Jeg blev kontaktet af Oddresort, som pt er igang og snart færdig med en portal der indeholder en masse interviews omkring psykiske sygdomme, diagnoser og handicaps. En vidensportal som er bygget op af en masse videoklip – og gæt hvem der blev spurgt om ikke hun ville fortælle om ADHD? wink Jeg har allerede ået lov at se alle klippene, som gerne snart skulle blive offentliggjort. Det skal jeg selvfølgelig nok fortælle en hel masse mere om – indtil da kan du allerede klikke dig ind og se nogle af de andre “fortællinger” på headmatters.dk – som portalen hedder.

Måske har du nogle gode ideer til mig? Nogle indlæg du godt kunne tænke dig jeg skrev? Emner du gerne ville høre mere om? I hvert fald håber jeg du stadig har lyst til at følge med – selvom jeg har fået skrevet alt alt alt for lidt de sidste par måneder. Jeg vil ikke love for meget, men jeg lover at der ikke kommer til at gå så lang tid igen. Slet ikke – jeg vil bestræbe mig på at skrive så meget som muligt. Aller helst flere gange i ugen, men denne gang lover jeg ikke andet end at gøre mit bedste