Ah, overskriften skal nu ikke forstås så bogstaveligt som den lyder, men dagens indlæg handler om “netværksgrupper”. Den 14. januar 2014 startede jeg nemlig i en gruppe for voksne med ADHD. Gruppen består udover mig af 5 andre voksne i alderen 22 til 48 år – fælles for os alle er at vi alle har ADHD. Måske vi har været heldige, men allerede fra starten har vi haft et super godt sammenhold, vi havde faktisk kun været der en gang før jeg havde fået en “storebror”. For selv om vi er forskellige ligner vi hinanden rigtig meget, og der er plads til bare at være – vi behøver ikke skjule noget, indordne os eller bevare en maske. ADHD-gruppen er mit fristed. Her føler jeg mig “hjemme”, og vigtigst af alt jeg føler mig ikke forkert! Vi mødes hver anden tirsdag i 2 timer, men faktisk er vores sammenhold så godt at vi nu mødes alle tirsdage – de andre tirsdage er det bare privat. Og så er vi ved at planlægge sommerhus-tur – der er vidst ingen af os eller vores pårørende der tvivler på at vi alle er glade for hinandens selskab. De “officielle” tirsdage snakker vi om vores vanskeligheder og hvad der rører sig, de andre tirsdage snakker vi ligeså meget, men her har vi ikke topholdere på og kan måske også være lidt mere afslappede. Som førnævnt behøver vi i gruppen ikke skjule noget, og dem der måske har nemmest ved at rumme og acceptere folk med ADHD mennesker der selv har ADHD. Et godt eksempel var en tirsdag hvor jeg ikke havde sovet om natten og derfor kørte på 30. vågne time. Jeg var lettere manisk og snakkede mere end “normalt”, måske ret så irriterende at være sammen med, men de andre kiggede hverken mærkeligt, snakkede i krogene eller noget som helst – de gav en krammer, kærlighed og vigtigst af alt plads og accept.  Efter et par måneder i gruppen kan jeg slet ikke undvære den eller menneskerne derfra. Det er pt også det jeg for mest ud af, for vi lærer også meget af hinanden.

Så til dem fra ADHD-gruppen der læser med – tak fordi i til, tak fordi i jer og tak for alt det i giver mig!