Flyvske tanker

ADHD smitter ikke - det gør tabu.

Category: Medicin

Indlæg i denne kategori omhandler medicin.

Kære appetit, det ikke mig, men helt klart dig der er problemet

De fleste vil mene at det er et luksusproblem, og at jeg ikke har noget at klage over. Og i starten gjorde det mig måske knap så meget. Men nu er det bare ikke helt så fedt længere. Og hvad er det så lige jeg snakker om nu? Jo ser du, uanset om du får den ene eller anden slags centralstimulerende medicin følger der i de fleste tilfælde bivirkningerne nedsat appetit og vægttab med. Og det gælder også for mig. Medicinen sætter forbrændingen op og appetitten ned. I weekenden har jeg også været en lille smule småsløj med ondt i halsen, hvilket jo hellere ikke ligefrem giver en super appetit – det har sgu ærlig talt været hamrende frustrerende for det er faktisk ikke fordi jeg ikke vil spise, eller spise mere end jeg gør –  her i weekenden har det desværre bare været endnu sværere end “normalt”. 

At jeg for snart 10 år siden stiftede bekendtskab med anoreksi, og stadig den dag i dag har forskellige “eftervirkninger” gør ikke sagen særlig meget bedre. Det kan være rimelig anstrengende i længden at blive mistænkt for at man sulter sig selv og at man er på vej tilbage mod spiseforstyrrelsen, når det i hvert fald pt ikke er tilfældet. Hov – måske du lagde mærke til det lille “pt” i sætningen før? For jeg er godt selv klar over at jeg skal passe ekstra meget på, og holde særligt øje med de små tegn. For selvom jeg ikke husker meget fra perioden hvor anoreksien var på sit højeste, så kan jeg alligevel huske hvornår det var det tog overhånden. Der er “heldigvis” flere der holder lidt øje. Når jeg bliver bedt om at remse op hvad jeg spiser i løbet af en dag kan jeg da også godt høre, at det ikke er helt nok – men jeg prøver virkelig! 

Da jeg startede med medicinen vejede jeg vel cirka en 5kg mere end jeg gør nu, og allerede den gang var jeg på ingen måde overvægtig – min kære mor vil nok sige tværtimod. Og lige nu er vægten da heldigvis rimelig stabil, det må den meget gerne blive ved med at være! Lykkepiller har den modsatte bivirkning, vægtøgning, og dengang tog jeg da også 20kg på. Da jeg stoppede med lykkepillerne for 2 år siden tabte jeg mig 18kg – dengang gjorde det bare ikke noget, for 20 kg kan altså ses. Det højeste vægten har stået på er 72kg, og lad os bare sige at det gør den slet ikke længere, hvad vægten står på nu kan du måske selv regne ud. Men selvom det nok er et luksusproblem må i hvert fald pigerne kunne forstå at det er rimelig træls når ALT dit tøj efterhånden er for stort, og det er altså de færreste der har råd til at skifte hele tøjskabet ud på en gang. 

Halsen har heldigvis fået det bedre, og det er af flere grunde rigtig godt. Jeg har ikke særlig meget “at stå imod med” så min krop kan ikke tåle mange dages sygdom. Men når det ellers kun er 1 gange nedsat appetit har jeg efterhånden alligevel vænnet mig til at min appetit ikke altid passer med de normale spisetider og at jeg nogen gange bare må spise, selvom jeg måske ikke altid er særlig sulten. Og så håber jeg ellers bare der går lang tid før jeg bliver ramt af den ene eller anden slags virus – 1 gange nedsat appetit er rigeligt, 2 gange nedsat appetit er sgu ret så urimeligt! Så kære appetit – det ikke mig, det er helt klart dig der er problemet. 

115 dage med centralstimulerende medicin

Det er omkring 2 år siden at jeg i februar 2012 endelig fik lov “at slippe” for antidepressivt medicin. “Lykkepiller” havde ikke gjort andet end at sørge for jeg ikke røg fuldstændig ned i kulkælderen. Jeg vidste jo først i oktober 2013 at mine problemer gennem livet skyldes ADHD, og jeg troede egentlig dengang i februar 2012 at jeg nu kunne få lov at være et “almindeligt” ungt menneske uden behov for medicin. At få papir på diagnosen gjorde at der nu var noget “ordentlig” hjælp at hente, og mulighed for den rigtige behandling – deriblandt det rette medicin. For jeg havde og har behov for medicin, så den 14. november 2013 begyndte jeg på centralstimulerende medicin. Det er 115 dage siden i dag. Vildt at der allerede er gået så “mange” dage, men også en mærkelig tanke at jeg nu efter 115 dage har været igennem 3 forskellige typer af centralstimulerende medicin.
Som de fleste andre med ADHD startede jeg med at få methylphenidat eller det som i daglig tale kaldes Ritalin. Den første måned som tabletter, der virker i 3 timer og dernæst som depotmedicin som virker i 7 timer. Eller det skulle det i hvert fald, bare ikke for mig. Jeg er derfor fornylig kommet på en hel anden slags præparat. Nemlig lisdexamfetamin, et prodrug til dexamfetamin, som gives til patienter hvor behandling med ritalin har vist sig at være utilstrækkelig eller “forkert” i forhold til den enkelte. At noget er et prodrug betyder at det ikke kan misbruges, fordi det først aktiveres i langsomt tempo inde i kroppen. Hvis du klikker dig ind på siden “Hvad fanden er ADD/ADHD?” kan du læse lidt mere om hvordan medicin mod ADHD virker.
En ganske almindelig fordom er at jeg får “speed på recept”. Og ja hvis jeg bliver testet for doping eller narko vil testen da også vise positiv, derfor har jeg også et slags “ADHD-kort” sådan jeg ikke risikere at komme i problemer hvis uheldet er ude og jeg af den ene eller anden grund skal testes – kan nu ikke se hvornår eller hvorfor det lige skulle være, men det giver lidt en tryghed at jeg kan dokumenentere at det er pga min medicin og ikke pga dumheder hvis en eventuel test skulle vise positiv. Og ja som navnet antyder så indeholder det medicin jeg får, amfetamin. MEN det betyder ikke at jeg render rundt og er totaldopet, eller at jeg på nogen måde har samme virkning af stoffet. Derudover gives det i forbindelse med behandling af ADHD i nøje afmålt doser i mit tilfælde 80mg, to gange dagligt. Og den virkning medicinen har på mig, ja sådan er det faktisk med både ritalin og lisdexamfetamin, er en hel anden end den virkning en person uden ADHD ville have. For mig er det endnu en tryghed at mit medicin er meget svært at misbruge af andre, og så synes jeg egentlig det både er rart og lidt sjovt at indlægssedlen er skrevet til børn, altså i et letlæseligt sprog i. Normalt synes jeg at sådanne sedler er skrevet i et meget fagligt og kringlet sprog.
Jeg ville lyve hvis jeg sagde at medicinen ikke har gjort en stor forskel for mig. Især nu hvor det er Elvanse (lisdexamfetamin) jeg får, for jeg føler endelig at min psykiater, selvfølgelig i samarbejde med mig, har fundet den rette type og den rette dosis medicin. Det betyder ikke at jeg tror det er et mirakelmiddel, og at jeg ikke helst havde undværet både medicinen og diagnosen. Jeg tænker dagligt over at jeg måske ikke bliver over 100 år når jeg tager medicin, men spørgsmålet er om jeg jeg var blevet ældre uden. Min livskvalitet inden jeg gjorde bekendtskab med centralstimulerende medicin var så ringe, at jeg ofte følte det ikke var kampen værd. Medicinen har trukket mig ud af tågen og gjort det en del lettere at være mig. Selvfølgelig følger der bivirkninger med, men dem acceptere jeg til fordel for en lettere tilværelse. Derudover kan jeg ikke klage over der ikke bliver holdt øje med både min vægt, mit blodtryk, min hjertesekvens, puls osv osv.
Der vil altid findes fordomme om centralstimulerende medicin og selve diagnosen. Dem forsøger jeg så vidt muligt at overhøre – livet med ADHD og et måske livslang forbrug af medicin der ikke ligefrem er gratis kan være svært nok i sig selv.

© 2017 Flyvske tanker

Theme by Anders NorenUp ↑