Flyvske tanker

ADHD smitter ikke - det gør tabu.

Category: Netværk

Indlæg i denne kategori omhandler mit netværk, eller skabelse af dette.

Aalykkeprisen 2014

Siden 2011 har ADHD-foreningen uddelt Aalykkeprisen på deres årlige konference. Aalykkeprisen er en pris, som gives til en person som har ydet en indsats ud over det sædvandlige for ADHD-sagen. Jeg kendte godt til prisen, men havde på intet tidspunkt troet at jeg nogensinde skulle modtage den, ikke en gang bare være nomineret til den. Og derfor er det også en ekstra stor ting, en kæmpe ting for mig, at kunne fortælle at jeg torsdag d. 4/9 modtog Aalykkeprisen 2014.

En anerkendelse ingen nogensinde vil kunne tage fra mig

Jeg er simpelthen så glad, stolt og overvældet over den kæmpe anerkendelse. For mig er det i hvert fald kæmpe stort at blive udvalgt til at modtage Aalykkeprisen. Jeg har aldrig grædt af glæde, men jeg indrømmer gerne at det var tæt på da jeg fik det at vide. Tænk sig, lille mig, som stadig kan være så skrøbelig. Lille mig, som udgav mit første indlæg på flyvsketanker.dk d. 27/2/14 – et indlæg som lige så meget var min måde at “springe ud” på. Lille mig, som på mange måder selv bruger bloggen til at bearbejde og blive klogere. Lille mig, som egentlig ret tit ikke tror særlig meget på mig selv og mit værd. Mig der ellers plejer at snakke meget, også på skrift wink synes næsten det er svært at finde ord der beskriver præcis hvor meget det betyder for mig at have modtaget Aalykkeprisen. Det er en anerkendelse af mig og mit arbejde som ingen nogensinde vil kunne tage fra mig. En anerkendelse af et stykke arbejde, jeg altid er meget perfektionistisk omkring og aldrig selv synes er helt godt nok – men det er der (tydeligvis) andre der gør, og det skal jeg bare lære at tro på.

En dag jeg aldrig glemmer

Den 4. september 2014 er en dag jeg aldrig nogensinde vil glemme! Da ADHD-foreningen selvfølgelig ville sikre sig at jeg kunne være der til overrækkelsen, havde jeg et par dage forinden fået den kæmpe nyhed og var blevet inviteret til at komme og være med hele dagen. Jeg havde længe ønsket at komme med på konferencen, så det i sig selv var en stor gave. Min mor tog med mig, og  vi ankom omkring kl 13 – allerede herfra oplevede jeg ting, jeg aldrig havde troet jeg skulle opleve. Jeg hørte flere gode oplæg, og nød i det hele taget den atmosfære af dygtighed, faglighed og nysgerrighed hele konferencen summede af. Jeg rendte hurtigt ind i Bettina, som er ansat ved ADHD-foreningen og som var med på Pinsecamp 2014 – hun sørgede for at jeg hele dagen havde det godt, og følte mig tryg. Flere af de dygtige ansatte hos ADHD-foreningen genkendte og roste mig meget, og da en sød kvinde kom og sagde “Dig kender jeg fra nettet” og  også roste mig meget og det efterfølgende viste sig at være direktøren for ADHD-foreningen, er det svært ikke at få lidt sommerfugle i maven og bare blive fyldt med glæde og stolthed. Allerede inden det blev aften, og prisen skulle overrækkes havde jeg fået kæmpe oplevelser med i bagagen – oplevelser der kun blev større som dagen gik. Da klokken blev 19 var der stor festmiddag, og det var under denne at Aalykkeprisen skulle overrækkes – som du måske kan forestille dig var det ikke meget jeg fik spist, jeg var i stedet fyldt med nervøsitet, spænding, glæde og en masse sommerfugle i maven.

“I år har vi valgt at give Aalykkeprisen til….”

At blive kaldt op på en scene, foran 440 mennesker, mange af dem dygtige fagfolk, for at modtage Aalykkeprisen. At stå deroppe, mens formanden af ADHD-foreningen Jette Myglegaard holder den flotteste til til/om mig. Selv at tale foran så mange mennsker. Og at selvsamme 440 mennesker rejser sig op og klapper af en. Det er det største, det vildeste, jeg nogensinde har oplevet. Det er faktisk så stor en oplevelse at jeg stadig kniber mig selv lidt i armen for at være sikker på at det ikke er en drøm. Jeg tør stadig næsten ikke tro på at det virkelig er sket for mig. At forsøge at genfortælle den er heller ikke nem – for hvordan beskriver man det største øjeblik i ens liv?

aalykkeprisen

Den smukke buket blomster jeg har fået af ADHD-foreningen ifb. med Aalykkeprisen.

aalykkeprisen

Aalykkeprisen indebærer et littografi af Troels Trier og et kontant beløb på 5000kr. Her ses det smukke littografi “Pigernes masker” som jeg jeg har modtaget – jeg er SÅ glad for det!

Jette Myglegaard, formand for ADHD-foreningens tale ved overrækkelsen af Aalykkeprisen:

ADHD-foreningen har indstiftet Aalykkeprisen, som en anerkendelse af mennesker, som gør noget ud over det sædvanlige for ADHD-sagen.

Det har været virkelig dejligt at læse om mennesker, som er blevet indstillet til at modtage dette års pris. Det er mennesker, som brænder for at hjælpe andre, for at perspektivere debatten og for at skabe overskud i livet for dem, der kæmper med ADHD, hvad enten de er professionelle, frivillige eller folk, der er med til at sætte dagsordenen i medierne.

Efter intense overvejelser har vi besluttet, at vi i år vil give prisen til en kvinde, som kæmper for vores fælles sag på sin helt egen måde og med et gå-på-mod og en villighed til også at sætte sig selv på spil, som vi kun kan beundre.

Hun er muligvis ikke så kendt i ADHD-kredse endnu, men for dem som kender hende betyder hun rigtig meget. Hun leverer en helt enestående og meget inspirende indsats drevet af et stort ADHD-hjerte.

Og med disse ord vil jeg gerne bede Marie-Louise Hylleberg om at komme herop og modtage Aalykkeprisen 2014.

Marie-Louise har bloggen “Flyvske tanker – ADHD smitter ikke, det før tabu” og så er hun forfatter på e-bogen “ADHD smitter ikke”.

Marie-Louise brænder for at bryde tabuet omkring livet med ADHD, og det der kan følge med diagnosen. Hun fik først diagnosen sidste år, men hun har allerede med sin åbenhed gjort en forskel for andre med ADHD og deres pårørende.

Hendes blog handler om hendes personlige erfaringer, men hun er også dygtig til at videreformidle faglig viden. Hun skriver åbent og ærligt on livet med ADHD på godt og ondt og er åben over for dialog omkring omkring hverdagen med ADHD.

Så derfor, Marie-Louise, denne lille anerkendelse af en stor indsats. Du gør en kæmpe forskel for rigtig mange mennesker allerede og vi er sikre på at flere kommer til fremover.

Din åbenhed og entusiasme smitter. Tak for det.

Jeg synes simpelten at det var så flot en tale Jette Myglegaard holdte. Jeg bliver helt rød i kinderne bare ved at tænke på de mange flotte ord.

jette myglegaard

Formanden for ADHD-foreningen, Jette Myglegaard og jeg.

Jeg har helt sikkert glemt at fortælle en masse, men som sagt – hvordan beskriver man noget så stort, ordentligt? En ting er sikkert, jeg er kun blevet endnu mere motiveret og har fået endnu flere drømme, mål og ambitioner for at bryde tabuet om ADHD og hvad der følger med.

Til sidst vil jeg endnu en gang takke ADHD-foreningen. Tak for den kæmpe store anerkendelse! Tak for en fantastisk dag, som jeg aldrig nogensinde vil glemme! Og tak fordi I vil mig, og mit arbejde. Jeg håber på at se jer alle igen, snart heart

PinseCamp med ADHD-foreningen

Har du fulgt med på flyvsketanker.dk i et stykke tid? Så ved du måske allerede hvad jeg har brugt min pinse på – nemlig PinseCamp med ADHD-foreningen.  Jeg tror faktisk det er den bedste oplevelse jeg nogensinde har haft! En oplevelse som måske også vil “fylde” lidt her på bloggen det næste stykke tid – jeg har nemlig lært så meget og det vil jeg selvfølgelig gerne dele med dig heart Er det ikke også bedst at bruge alt den nye viden i mere målrettede indlæg? I hvert fald kommer dette indlæg primært til at handle om mine oplevelser i løbet af de 4 dage PinseCamp’en varede.

PinseCamp med ADHD-foreningen

Fredag den 6. juni kørte min far mig ud til Skanderborg Vandrerhjem. Vi skulle egentlig være der klokken 20, men kikset nok var det hende der boede tættest på, som kom en halv time for sent – vi kunne nemlig ikke finde det! Da vi endelig fandt det sad mine nerver vidst helt uden på tøjet, jeg var nervøs og spændt. Nervøs for hvem de andre var, om de nu ville kunne lide mig – ja du kender det måske selv. Og jeg var spændt! Spændt på hvad de næste 4 dage ville indeholde, hvad vi mon skulle lave og hvornår vi skulle lave hvad. De blev i hvert fald hurtigt klar over at her var en kontrolfreak med et kæmpe behov for at vide ting – jeg tror aldrig de havde mødt så stor en spørgejørgen som mig wink

pinsecamp med adhd-foreningen

Det var 4 dage i super flotte omgivelser!

Fredag aften blev primært brugt på at slå telte op, og lære hinanden at kende – og jeg fandt da også hurtigt mange at snakke med! Især en pige (Frederikke) skulle vise sig at blive en meget tæt veninde. Ligesom mig kunne hun ikke falde i søvn, det var vi faktisk 4 piger  som ikke kunne, og vi sad et par timer og røg smøger og snakkede. Da jeg endelig gik ind i teltet var det med et kæmpe smil på læben – det skulle helt sikkert nok blive en god pinse!

Kompetente undervisere, inspiration og en masse ny viden

Klokken 7 lørdag morgen blev vi vækket. Jeg var først faldet i søvn klokken 5, men mit humør var alligevel højt! Vi startede dagen ud med noget de fleste med ADHD har svært ved – vi skulle sidde stille og lytte. Men det var egentlig mere eller mindre okay – vi blev nemlig undervist af Rikke og Jan fra JHO Consult. Rikke og Jan har begge ADHD og ligeledes har deres børn. De var derfor super kompetente, og personligt lærte jeg en hel masse! Du kan læse mere om JHO Consult her: jhoconsult.dk.

JHO Consult

I løbet af 3 timer havde jeg fyldt en hel notes-blok, og en masse inspiration og ny viden.

24 timer med Safe Nordic

Undervisningen var helt klart super spændende, men da klokken slog 16 lørdag blev det for alvor interessant! Fra klokken 16 var det nemlig Trine og Thomas fra SAFE NORDIC som tog over, og de skulle “have os” de næste 24 timer. Du kan læse om SAFE NORDIC her: safenordic.dk. Det var både skide hårdt, men også super udviklende at være i deres hænder. Jeg ville gerne fortælle en masse om de 24 timer med Thomas og Trine, men da der kunne ske at sidde nogle som skal med på næste års PinseCamp med ADHD-foreningen ville det være synd at afsløre for meget. Men en ting kan jeg da afsløre: det bliver skide sjovt! Og så vil jeg fortælle lidt om en personlig oplevelse under de 24 timer – det kan jeg nemlig godt uden at afsløre noget wink Hvis du har læst med på bloggen et stykke tid ved du måske også at jeg har ret så mange vanskeligheder med min søvn. Jeg er ikke selv “herre” over hvornår de søvnløse nætter kommer, men de kommer. Og det skete også natten mellem lørdag og søndag. Når jeg ikke har sovet bliver jeg super-sensitiv. Derfor plejer jeg egentlig at holde mig for mig selv på de dage jeg ikke får sovet, både fordi jeg bliver vrøvlet, men også fordi jeg har sindssygt svært ved at vise andre end min familie og aller nærmeste ven, at jeg rummer andre følelser end “Jeg er glad”. At græde overfor andre gør jeg super sjældent – jeg kan sagtens skrive eller fortælle om følelser, men kontrollere hvad andre for at se sådan “face-to-face”. Men søndag eftermiddag fik jeg en super fed oplevelse, som andre måske ville synes var mærkelig… Jeg var presset, udfordret,  måske lidt sulten og uden søvn – og så skete der noget der jeg i øjeblikket egentligt hadede, men vendte til noget positivt efterfølgende: jeg begyndte at græde! Ikke sådan en lille tåre, nej jeg stor-tudede og det foran mennesker som eg måske nok allerede havde fået et tæt forhold til, men alligevel ikke havde kendt i mere end et par dage. Da jeg ligesom var ovre mit “crash-down” følte jeg mig faktisk på en måde ret sej! Heldigvis var resten af søndagen super afslappet (og maden god), vi hørte et mega rammende oplæg fra en af “de voksne” og søndag nat sov jeg så godt som man nu kan i et telt smile

 Når ord gør glad – især når de er uventede

Mandag den 9 juni klokken 15 var det hele slut. Timerne inden blev brugt på supervision, evaluering og samtaler.  Jeg vil ikke fortælle så meget om supervisionen og samtaler som hhv bestod af coaching og socialrådgivning. Men evalueringen vil jeg alligevel fortælle lidt om – jeg fik nemlig nogle virkeligt dejlige og gode ting  at vide. Evalueringen foregik i de førnævnte hold, hos Trine og Thomas. Vi skulle sige hver især have 3 ting vi skulle blive bedre til, og 3 ting vi skulle fastholde at vide – vi holdte os måske ikke helt til de 3, men det var vidst heller ikke det vigtige wink Jeg kan selvfølgelig kun fortælle hvad jeg selv fik at vide, og det er ting jeg virkelig blev glad for at høre! Jeg skulle fastholde (wait for it) det at jeg snakker meget! Jeg blev mildest talt overrasket, men også glad. Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg snakker meget, men jeg troede selv at det var en ting folk synes er enormt irriterende. Men jeg fik tværtimod at vide at det er fantastisk at jeg snakker så meget – fordi det samler folk og skaber glæde. Jeg fik at vide at jeg er rigtig god til at forklare ting, fordi jeg ikke giver op eller bliver irriteret, men i stedet bliver ved og ved indtil folk har forstået og finder nye måder at få tingene forklaret. Og jeg kunne græde af glæde da jeg fik at vide at jeg er INSPIRERENDE! Det sidste er både i forhold til fastholde og blive bedre til, og hænger måske i virkelighed sammen med det førnævnte – jeg fylder meget på både godt og ondt. Det skal forstås på den måde at når jeg glad så smitter mit humør – men det gør det altså også når jeg er i dårligt humør. Derudover køre jeg lidt i ring når mit humør er dårligt, hvilket jo faktisk kan være enormt demotiverende. Jeg er så glad for lige præcis det jeg fik at vide her – de ting jeg netop har nævnt troede jeg nemlig måske i virkeligheden var noget folk tænkte dårligt om. Og det er nok ikke svært at forstå hvorfor det netop for mig, betyder enormt meget at få at vide at jeg er inspirerende.

 “Øv skal vi allerede hjem?”

PinseCamp med ADHD-foreningen er noget af det bedste og fedeste jeg nogensinde har prøvet! Og jeg tror jeg snakker for de fleste af deltagerne: vi havde slet ikke lyst til at skulle hjem! Det var 4 virkelig intense dage, men også 4 dage (jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv) med udvikling/igangsætning af udvikling, læring, relationsdannelse, hygge – ja jeg tror faktisk de fleste følelser var i spil.

pinsecamp med adhd-foreningen

Efter kun 4 dage: nogle af de bedste veninder jeg har!

Da jeg kom hjem havde jeg ikke kun lært noget om mig selv – jeg havde også fået 18 nye venskaber! Man bliver selvfølgelig ikke bedste venner med alle, men den dag i dag savner jeg hver og en! Jeg vil alligevel fremhæve 2 piger – ikke fordi resten er ligegyldige, men fordi disse 2 piger lynhurtigt er blevet nogle af mine bedste veninder! De ligner mig selv så meget at jeg næsten ikke troede det var muligt -når de fortæller er det som at høre mig selv. Og måske næsten det vigtigste: de forstår mig inden jeg overhovedet har åbnet munden!

Jeg undskylder for det meget lange indlæg – og så alligevel ikke wink PinseCamp med ADHD-foreningen har betydet og betyder så meget for mig at jeg faktisk ikke ville kunne have gjort det kortere. Jeg er selvfølgelig ikke blevet et helt andet menneske, men jeg har lært så mange vigtige ting om mig selv, og har fået øjne for områder hvor jeg virkelig skal udvikle mig. Og ved du hvad? De fleste “udviklings-processer” blev faktisk sat igang allerede på lejren. Til de 18 andre deltagere, til Betina og Kirsten fra ADHD-foreningen, til Trine og Thomas og sidst men ikke mindst Rikke og Jan: ord vil aldrig være nok – i har givet mig mere end jeg turde drømme om! Tak er kun et fattigt ord, men af hjertet tak! heart I betyder alverden, hver og en!

Lige børn leger bedst

Ah, overskriften skal nu ikke forstås så bogstaveligt som den lyder, men dagens indlæg handler om “netværksgrupper”. Den 14. januar 2014 startede jeg nemlig i en gruppe for voksne med ADHD. Gruppen består udover mig af 5 andre voksne i alderen 22 til 48 år – fælles for os alle er at vi alle har ADHD. Måske vi har været heldige, men allerede fra starten har vi haft et super godt sammenhold, vi havde faktisk kun været der en gang før jeg havde fået en “storebror”. For selv om vi er forskellige ligner vi hinanden rigtig meget, og der er plads til bare at være – vi behøver ikke skjule noget, indordne os eller bevare en maske. ADHD-gruppen er mit fristed. Her føler jeg mig “hjemme”, og vigtigst af alt jeg føler mig ikke forkert! Vi mødes hver anden tirsdag i 2 timer, men faktisk er vores sammenhold så godt at vi nu mødes alle tirsdage – de andre tirsdage er det bare privat. Og så er vi ved at planlægge sommerhus-tur – der er vidst ingen af os eller vores pårørende der tvivler på at vi alle er glade for hinandens selskab. De “officielle” tirsdage snakker vi om vores vanskeligheder og hvad der rører sig, de andre tirsdage snakker vi ligeså meget, men her har vi ikke topholdere på og kan måske også være lidt mere afslappede. Som førnævnt behøver vi i gruppen ikke skjule noget, og dem der måske har nemmest ved at rumme og acceptere folk med ADHD mennesker der selv har ADHD. Et godt eksempel var en tirsdag hvor jeg ikke havde sovet om natten og derfor kørte på 30. vågne time. Jeg var lettere manisk og snakkede mere end “normalt”, måske ret så irriterende at være sammen med, men de andre kiggede hverken mærkeligt, snakkede i krogene eller noget som helst – de gav en krammer, kærlighed og vigtigst af alt plads og accept.  Efter et par måneder i gruppen kan jeg slet ikke undvære den eller menneskerne derfra. Det er pt også det jeg for mest ud af, for vi lærer også meget af hinanden.

Så til dem fra ADHD-gruppen der læser med – tak fordi i til, tak fordi i jer og tak for alt det i giver mig! 

© 2017 Flyvske tanker

Theme by Anders NorenUp ↑