Jeg ved ikke om du har lagt mærke til det? Hvor lidt jeg før nu, egentlig har fortalt, i det hele taget nævnt, min familie – altså dem man vil kalde mine nærmeste pårørende her på bloggen? Det skam ellers ikke fordi der ikke er rigeligt at fortælle – ment på både den gode og knap så gode måde. Mine forældre er selvstændige, de har ikke mindre end 3 restauranter, og derfor har jeg måske tænkt at det ville være bedst hvis jeg her på siden ikke nævnte dem så meget – hvad nu hvis jeg kom til at skrive noget, nogle ville kunne bruge mod dem? Men ved du hvad? Det er slut nu. “Flyvske tanker” er nemlig mit sted – mit fristed, og det er her jeg kan få lov at udfolde mig og mine evner. Her er det altså mig der er chefen og jeg bestemmer selv hvad jeg vil skrive. Det er mig der ejer siden, flyvsketanker.dk er et produkt og en mulighed som jeg selv har skabt og knoklet hårdt på, og domænet er købt og betalt – af MIG. Undskyld kære familie, det kan godt være at jeg tit og ofte er mega uhensigtsmæssig i min gøren og laden, og at jeg nok kan være svær at være pårørende til – men indimellem er i altså heller ikke lige hensigtsmæssige.

“Jeg er da også bare helt forkert”-følelsen

Den sidste uges tid har jeg faktisk ikke følt mig særlig godt tilpas, ikke fordi jeg fysisk har haft det skidt – jeg har bare været rigtig meget ramt af det jeg kalder “du er da også bare helt forkert”-følelsen. Eller det er faktisk flere følelser, slået sammen til en. Og det er ikke følelser der er fremmed for mig, de kommer i perioder og det har jeg efterhånden vænnet mig til. Når jeg har det sådan er det selvsagt meget negative tanker om både mit indre og ydre, der fylder meget. Uduelighed, grimhed, mindreværd – som sagt så kalder jeg det for “du er da også bare helt forkert”-følelser. Førhen ville jeg her i indlægget kun have nævnt mig selv i den forbindelse, men af flere grunde vil jeg denne gang også fortælle hvad min familie har med denne her følelse at gøre. Det er ikke nødvendigvis dem der er skyld i følelsen, en gang imellem jo, men nogen gange når jeg har det sådan er det i hvert fald heller ikke fordi de ligefrem gør det bedre. Mine “ADHD-vanskeligheder” påvirker mig hver eneste dag, men på de her “du er da også bare helt forkert”-dage er der flere af mine vanskeligheder, som pårørende, adhdbliver endnu mere “invaliderende”. Som mange andre med ADHD kan jeg have større eller mindre problemer med at forstå meninger, og vanskeligt ved at forklare mig præcist. Det derfor ikke ukendt for mig at blive misforstået eller misforstå andre. Årsagen til det er at jeg er hypertolkende, det har jeg vidst før fortalt om, og jeg tror mange med ADHD vil kunne genkende dette. Allerede når de første ord i en sætning er udtalt, er jeg i gang med en tolkning, og er jeg irriteret eller igang med noget andet får denne her tolkning hurtigt en negativ karakter – og et negativt svar. Det er en ond cirkel, for det betyder at jeg på en dårlig dag hurtigere ryger i konflikt med min familie. Flere undersøgelser viser, at én af kernesymptomerne ved ADHD er et hidsig temperament, nok er jeg den eneste i familien med ADHD, men både min mor og måske især den ene af mine søstre har altså også et iltert temperament. Du kan måske allerede nu forestille dig, hvor hurtigt der kan blive brugt fæle ord og nedsættende udtryk. Oven i det har jeg det ligesom mange andre med ADHD en meget veludviklet retfærdighedssans. Vi taler ikke om en retfærdighedssans som bruges af og til især i sociale sammenhænge, men en retfærdighedssans, som berører utrolig mange dagligdags elementer. Man kan sammenligne det med millimeter retfærdighed der måles på stedet og som kan skabe stor irritation hos mig. “Det skal ikke altid være mig”, “hvorfor skal jeg gøre det igen?” er sætninger min familie nok tit har hørt. Jeg tager det meget personligt og føler mig forkert, når jeg skal gøre ting eller lave procedurer om. Du kan sikkert godt forestille dig hvordan en halv dårlig dag hurtigt udvikler sig til en mega dårlig dag ikke?

3 restauranter og en datter med ADHD

Jeg tror tit det kan være svært for min familie at forstå hvordan det egentlig er at have ADHD. Eksempelvis hvor hurtigt mit hoved bliver stresset. Jeg har ikke det filter almindelige mennesker har, som gør at indtryk sorteres. Jeg opfatter alle lyde og bevægelser. Indtryk og informationer kommer ind fuldstændig usorteret, og jeg har næsten ligeså meget opmærksomhed rettet mod dem alle. Det betyder altså også at jeg bruger enormt meget hjernemæssig energi hele tiden, hver eneste dag – mit stressniveau er altså en helt anden størrelse end det er hos mine forældre eller søstre. Mine forældres 3 restauranter gør det ikke altid nemmere, og det er klart at min “stress” kan synes latterlig ved siden af. Jeg har skide svært ved skift – dem er der altså rigtig mange af i min familie, og det er ikke altid lige smart at jeg egentlig har brug for et par timers varsel til spontane indslag. Den der ro, orden og forudsigelighed som man siger skulle være bedst for sådan nogle som mig, ja den mangler jeg lidt nogle gange, men jeg vil eller kan jo heller ikke bede min familie udelukkende at tage hensyn til mig. Jeg kender dem også godt nok til at vide at det ville de heller ikke gøre.

Det havde været rart med lidt anonymitet på den lukkede

adhd, girls, crazySom jeg nævnte tidligere er mine forældre indehavere af de her 3 restauranter, og det betyder altså at de efterhånden er et ret kendt “ansigt” i byen. Det har altså både sine fordele og sine ulemper. Det er da rart en gang imellem at kunne bruge sine forældres gode rygte og store netværk. Men der er også tidspunkter, hvor det er knap så fedt. Et godt eksempel på det er en dag jeg nok alligevel (uanset hvad) aldrig glemmer. Den dag jeg var blevet henvist “akut til psyk.”. At sidde der i venteværelset til den lukkede afdeling – og vente på dommen over om du skal blive eller sendes hjem igen – er i sig selv en rigtig dårlig oplevelse. Forestil dig så, at der kommer en ansat hen og slynger denne kommentar ud: “guuuuuud hej, det da dig fra Kystens Perle, der var jeg lige over den anden dag”. At hun ikke selv kunne se det malplacerede i valget af tidspunkt er en ting, men lige der må jeg nok indrømme at lidt anonymitet havde været rart. Jeg blev da heldigvis sendt hjem, ellers skulle hun vel også lige have bestilt et bord eller fortalt mig hvad hun fik at spise wink

Kære pårørende

Jeg ved godt jeg kan være svær at leve med, men tænker i over at i lige sådan kan være det? Til dig, der netop har læst dette indlæg: du må ikke tro jeg ikke elsker min familie højt – for det gør jeg virkelig, meget endda! Min familie er bare på så mange måde anderledes og når ens forældre er selvstændige er det ikke altid lige nemt. Slet ikke når man har ADHD. Men min familie er jo også på mange måde god. Vi står sammen i tykt og tyndt, og fordi vi efterhånden har været rigtig meget igennem er vi meget tætte. Men jeg indrømmer også gerne, at jeg bare en gang imellem kan ønske at vi bare var sådan en helt almindelig hyggelig kernefamilie. Det er vi ikke, og det bliver vi heller ikke. Mine forældre går vel en gang på pension – så på den front bliver vi vel en “helt almindelig” familie, men min ADHD vil altid følge med mig. Jeg har accepteret det, og lærer efterhånden at leve med mine vanskeligheder. Spørgsmålet er bare om min familie helt har accepteret og erkendt at jeg altså ikke har ADHD med vilje, og at nogle af de ting jeg gør eller siger ikke altid er noget jeg kan kontrollere?