Flyvske tanker

ADHD smitter ikke - det gør tabu.

Side 3 af 5

Pårørende er altså heller ikke altid helt hensigtsmæssige

Jeg ved ikke om du har lagt mærke til det? Hvor lidt jeg før nu, egentlig har fortalt, i det hele taget nævnt, min familie – altså dem man vil kalde mine nærmeste pårørende her på bloggen? Det skam ellers ikke fordi der ikke er rigeligt at fortælle – ment på både den gode og knap så gode måde. Mine forældre er selvstændige, de har ikke mindre end 3 restauranter, og derfor har jeg måske tænkt at det ville være bedst hvis jeg her på siden ikke nævnte dem så meget – hvad nu hvis jeg kom til at skrive noget, nogle ville kunne bruge mod dem? Men ved du hvad? Det er slut nu. “Flyvske tanker” er nemlig mit sted – mit fristed, og det er her jeg kan få lov at udfolde mig og mine evner. Her er det altså mig der er chefen og jeg bestemmer selv hvad jeg vil skrive. Det er mig der ejer siden, flyvsketanker.dk er et produkt og en mulighed som jeg selv har skabt og knoklet hårdt på, og domænet er købt og betalt – af MIG. Undskyld kære familie, det kan godt være at jeg tit og ofte er mega uhensigtsmæssig i min gøren og laden, og at jeg nok kan være svær at være pårørende til – men indimellem er i altså heller ikke lige hensigtsmæssige.

“Jeg er da også bare helt forkert”-følelsen

Den sidste uges tid har jeg faktisk ikke følt mig særlig godt tilpas, ikke fordi jeg fysisk har haft det skidt – jeg har bare været rigtig meget ramt af det jeg kalder “du er da også bare helt forkert”-følelsen. Eller det er faktisk flere følelser, slået sammen til en. Og det er ikke følelser der er fremmed for mig, de kommer i perioder og det har jeg efterhånden vænnet mig til. Når jeg har det sådan er det selvsagt meget negative tanker om både mit indre og ydre, der fylder meget. Uduelighed, grimhed, mindreværd – som sagt så kalder jeg det for “du er da også bare helt forkert”-følelser. Førhen ville jeg her i indlægget kun have nævnt mig selv i den forbindelse, men af flere grunde vil jeg denne gang også fortælle hvad min familie har med denne her følelse at gøre. Det er ikke nødvendigvis dem der er skyld i følelsen, en gang imellem jo, men nogen gange når jeg har det sådan er det i hvert fald heller ikke fordi de ligefrem gør det bedre. Mine “ADHD-vanskeligheder” påvirker mig hver eneste dag, men på de her “du er da også bare helt forkert”-dage er der flere af mine vanskeligheder, som pårørende, adhdbliver endnu mere “invaliderende”. Som mange andre med ADHD kan jeg have større eller mindre problemer med at forstå meninger, og vanskeligt ved at forklare mig præcist. Det derfor ikke ukendt for mig at blive misforstået eller misforstå andre. Årsagen til det er at jeg er hypertolkende, det har jeg vidst før fortalt om, og jeg tror mange med ADHD vil kunne genkende dette. Allerede når de første ord i en sætning er udtalt, er jeg i gang med en tolkning, og er jeg irriteret eller igang med noget andet får denne her tolkning hurtigt en negativ karakter – og et negativt svar. Det er en ond cirkel, for det betyder at jeg på en dårlig dag hurtigere ryger i konflikt med min familie. Flere undersøgelser viser, at én af kernesymptomerne ved ADHD er et hidsig temperament, nok er jeg den eneste i familien med ADHD, men både min mor og måske især den ene af mine søstre har altså også et iltert temperament. Du kan måske allerede nu forestille dig, hvor hurtigt der kan blive brugt fæle ord og nedsættende udtryk. Oven i det har jeg det ligesom mange andre med ADHD en meget veludviklet retfærdighedssans. Vi taler ikke om en retfærdighedssans som bruges af og til især i sociale sammenhænge, men en retfærdighedssans, som berører utrolig mange dagligdags elementer. Man kan sammenligne det med millimeter retfærdighed der måles på stedet og som kan skabe stor irritation hos mig. “Det skal ikke altid være mig”, “hvorfor skal jeg gøre det igen?” er sætninger min familie nok tit har hørt. Jeg tager det meget personligt og føler mig forkert, når jeg skal gøre ting eller lave procedurer om. Du kan sikkert godt forestille dig hvordan en halv dårlig dag hurtigt udvikler sig til en mega dårlig dag ikke?

3 restauranter og en datter med ADHD

Jeg tror tit det kan være svært for min familie at forstå hvordan det egentlig er at have ADHD. Eksempelvis hvor hurtigt mit hoved bliver stresset. Jeg har ikke det filter almindelige mennesker har, som gør at indtryk sorteres. Jeg opfatter alle lyde og bevægelser. Indtryk og informationer kommer ind fuldstændig usorteret, og jeg har næsten ligeså meget opmærksomhed rettet mod dem alle. Det betyder altså også at jeg bruger enormt meget hjernemæssig energi hele tiden, hver eneste dag – mit stressniveau er altså en helt anden størrelse end det er hos mine forældre eller søstre. Mine forældres 3 restauranter gør det ikke altid nemmere, og det er klart at min “stress” kan synes latterlig ved siden af. Jeg har skide svært ved skift – dem er der altså rigtig mange af i min familie, og det er ikke altid lige smart at jeg egentlig har brug for et par timers varsel til spontane indslag. Den der ro, orden og forudsigelighed som man siger skulle være bedst for sådan nogle som mig, ja den mangler jeg lidt nogle gange, men jeg vil eller kan jo heller ikke bede min familie udelukkende at tage hensyn til mig. Jeg kender dem også godt nok til at vide at det ville de heller ikke gøre.

Det havde været rart med lidt anonymitet på den lukkede

adhd, girls, crazySom jeg nævnte tidligere er mine forældre indehavere af de her 3 restauranter, og det betyder altså at de efterhånden er et ret kendt “ansigt” i byen. Det har altså både sine fordele og sine ulemper. Det er da rart en gang imellem at kunne bruge sine forældres gode rygte og store netværk. Men der er også tidspunkter, hvor det er knap så fedt. Et godt eksempel på det er en dag jeg nok alligevel (uanset hvad) aldrig glemmer. Den dag jeg var blevet henvist “akut til psyk.”. At sidde der i venteværelset til den lukkede afdeling – og vente på dommen over om du skal blive eller sendes hjem igen – er i sig selv en rigtig dårlig oplevelse. Forestil dig så, at der kommer en ansat hen og slynger denne kommentar ud: “guuuuuud hej, det da dig fra Kystens Perle, der var jeg lige over den anden dag”. At hun ikke selv kunne se det malplacerede i valget af tidspunkt er en ting, men lige der må jeg nok indrømme at lidt anonymitet havde været rart. Jeg blev da heldigvis sendt hjem, ellers skulle hun vel også lige have bestilt et bord eller fortalt mig hvad hun fik at spise wink

Kære pårørende

Jeg ved godt jeg kan være svær at leve med, men tænker i over at i lige sådan kan være det? Til dig, der netop har læst dette indlæg: du må ikke tro jeg ikke elsker min familie højt – for det gør jeg virkelig, meget endda! Min familie er bare på så mange måde anderledes og når ens forældre er selvstændige er det ikke altid lige nemt. Slet ikke når man har ADHD. Men min familie er jo også på mange måde god. Vi står sammen i tykt og tyndt, og fordi vi efterhånden har været rigtig meget igennem er vi meget tætte. Men jeg indrømmer også gerne, at jeg bare en gang imellem kan ønske at vi bare var sådan en helt almindelig hyggelig kernefamilie. Det er vi ikke, og det bliver vi heller ikke. Mine forældre går vel en gang på pension – så på den front bliver vi vel en “helt almindelig” familie, men min ADHD vil altid følge med mig. Jeg har accepteret det, og lærer efterhånden at leve med mine vanskeligheder. Spørgsmålet er bare om min familie helt har accepteret og erkendt at jeg altså ikke har ADHD med vilje, og at nogle af de ting jeg gør eller siger ikke altid er noget jeg kan kontrollere?

 

“Jeg forstår det ikke, du er jo lynende intelligent?”

“Du er jo lynende intelligent” – sådan sagde min mor forleden til mig. Selvfølgelig er det et kæmpe kompliment, men fordi hun sagde det i forbindelse med at vi diskuterede en af mine vanskeligheder – var det samtidig noget hun undrede sig over. Min mor har arbejdet på et bosted, hvor flere af beboerne havde ADHD så hun ved skam godt at det at have ADHD absolut intet har at gøre med hvor intelligent man er – hun glemmer det bare af og til wink Og hun er vidst ikke den eneste, i hvert fald har jeg en fornemmelse af at folk tit tror at ADHD = uintelligent. Jovist, ADHD er en udviklingsforstyrrelse, hvor dele af hjernen ikke fungerer optimalt, men det er altså ikke en hjerneskade (det troede man førhen, det er dog videnskabeligt bevist at det ikke er tilfædet). Det er bl.a de områder, hvor følelsesmæssige impulser og impulser for handling hæmmes og kontrolleres der – og man kan sagtens være både intelligent og lynende intelligent på trods af sin ADHD-diagnose. Jeg har flere gange fortalt om nogle af vanskelighederne ved ADHD – bl.a at vi super-lette at aflede, hurtigt mister koncentrationen og at vores konstante mylder af tanker gør at vi enten er eller virker til at uopmærksomme – men lige som ganske “almindelige” mennesker lærer vi hele tiden noget nyt, vi gør det nok bare på vores egne måder. Nu vil jeg ikke lyde mega selvglad, men jeg må nok give min mor ret, i hvert fald vil jeg da mene at jeg er en MEGET intelligent pige – i hvert fald på nogle områder. Og jeg er altså ikke den eneste ADHD’er med “noget bag ørerne” – det bare ikke altid vi når at bruge hovedet inden vi siger eller gør noget wink

Hvordan er din intelligens?

IMG_0799 Der findes uendelig mange definitioner på og holdninger til hvad det vil sige at være intelligent. Helt grundlæggende betyder ordet intelligens evnen til at opfatte, begribe og forstå. Men hvornår er man så intelligent? Hvis du spørger mig handler intelligens ikke udelukkende om hvad et menneske kan præstere i en given opgave, men skal nærmere ses i et større perspektiv, der omfatter dannelse, sprog, selvforståelse, social kompetence, evnerne til at opfatte, huske, tilpasse sig, filosofere o.s.v. Den anden dag sad jeg og kiggede gamle noter fra pædagogseminariet igennem, og det var faktisk nogle af disse der gav mig inspiration til dette indlæg. Jeg fandt nemlig nogle gamle noter fra en fremlæggelse jeg sammen med et par klassekammerater lavede om Howard Gardner. Howard Gardner er bl.a professor ved Harvard Universitet, og er specialist inden for udviklingspsykologi og neuropsykologi. Han står bag flere teorier, men jeg den jeg vil fortælle her er hans teori fra 1983 om de 7 intelligenser, som sidenhen faktisk er blevet til 9 intelligenser. Jeg er fan wink og meget enig i hans teori, den handler nemlig ikke om HVOR intelligent du er, men HVORDAN du er. De 9 intelligenser knytter sig til forskellige centre i hjernen, og vi har derfor alle adgang til dem, men vi benytter dem på forskellige måder og i større eller mindre grad når vi skal lære og forstå. Alle mennesker har hver sin egen unikke kombination. Hvis du er nysgerrig på hvilken en du har, så prøv at tage den her test (indeholder dog kun 7 ud af de 9), det tog mig kun et par minutter – og selvom jeg jo både kender en masse til teorien og også tog testen for et par år siden, var det da cool lige at se om jeg måske havde udviklede mig i nogle af intelligenserne. Jeg kan afsløre at jeg er mest sproglig, musikalsk, personlig og social tongue Som sagt bygger Howard Gardner’s teori på 9 intelligenser – jeg skal nok forsøge at gøre det kort, men jeg vil lige hurtigt gennemgå dem her

  1. Den sprogligt-verbale intelligens:
 har højt udviklede talegaver, holder af at læse, skrive og spille ordlege. De har nemt ved at huske navne, datoer, steder m.m. Deres ordforråd er stort, og de bruger sproget flydende.
  2. Den musikalske intelligens: er følsomme overfor lydene i deres omgivelser, og foretrækker at lytte til musik, når de studerer eller læser. De synger/nynner tit når de foretager sig noget.
  3. Den rumligt-visuelle intelligens: nyder kunst, at læse kort samt diagrammer, og tænker i billeder. De kan klart visualisere billeder, når de tænker over en ting, holder af puslespil, og af at løse kunstneriske problemer. Gør dig god til at opfatte, det du ser korrekt.
  4. Den kropslige/kinæstetisk intelligens: bearbejder viden gennem kropslige fornemmelser, og bruger deres krop på mange forskellige måder. De har brug for at røre sig. De har det bedst, når de kan være fysisk aktive, eller når deres arbejde er en hands-on aktivitet.
  5. Den logisk-matematiske intelligens: udforsker mønstre samt forhold mellem ting, og gør tingene i rækkefølge. De holder af matematik, udfører forsøg for at teste ting, de ikke forstår, nyder at løse problemer, og deres argumenter er altid klare og logiske. Gør det let for dig at forstå tal og talsystemet.
  6. Den personlige intelligens: er selvtillidsfulde, uafhængige og viljestærke. De motiverer sig selv, foretrækker uafhængige projekter, og tiltrækker tit andre mennesker på grund af den indre styrke. Du er god til at lytte til dig selv, og forstå og handle ud fra dine følelser og tanker.
  7. Den sociale intelligens: nyder at være sammen med andre mennesker, har mange venner samt sociale aktiviteter, og lærer bedst ved at relatere til og deltage i fællesskaber. Du er god til at forstå, hvilket humør andre er i)
  8. Naturalistisk intelligens: denne intelligens stimuleres ved naturoplevelser, kontakt med dyr og besøg på eksperimentarier.
  9. Eksistentielle intelligens: evnen til at forholde sig til livets store spørgsmål og handle i overensstemmelse med eksistentielle og åndelige værdier.

IMG_0797Kan du genkende dig selv i nogle af de 9? Hvis ja, og hvis du har lyst synes jeg det kunne være ret cool hvis du kommenterede her på indlægget og hvilke intelligenser du bruger mest, evt hvad svaret blev hvis du tog testen smile

Der er som sagt mange måder at være intelligent på, og der findes mange teorier. Jeg tænker også at intelligensen er noget der kommer indefra, altså din egen følelse af hvilket niveau du har. Jeg får ofte at vide at jeg er en super intelligent pige, og selvom mit selvværd ofte er meget lavt så vil jeg gerne indrømme at jeg aldrig tvivler på min intelligens. Jeg er skide dårlig til matematik, tilgengæld er jeg super klog på mennesker, relationer og følelser. I folkeskolen var de altid dansk, historie og samfundsfag der fangede mig, og hvis jeg bliver optaget på læreruddannelsen er det da også disse fag jeg senere hen vil undervise i. Og Howard Gardner’s teori vil jeg altid have med mig, om det gælder mig selv eller mine medmennesker – menneskesynet bag den er nemlig helt fantastisk – DIAGNOSE ELLER EJ – ALLE ER GODE TIL NOGET!

“Hvad er det egentlig du vil opnå?”

20140401-043927.jpgDu har sikkert allerede opdaget det – i hvert fald hvis du har fulgt lidt med på bloggen tidligere. Der er sket lidt forandringer, men bare rolig det  er kun til det bedre – i hvert fald hvis du spørger mig wink Du har måske allerede lagt mærke til min seriøsitet omkring bloggen. Jeg ligger meget arbejde i bloggen, og jeg er super perfektionistisk omkring den – godt nok kan det stresse mig enormt meget, men jeg har samtidig en stor glæde ved at få lov at dele min viden og erfaringer. På flyvsketanker.blogspot.dk har der faktisk i skrivende stund været ikke mindre end 4420 besøgende. Derfor har jeg altså nu valgt at gå skridtet videre – det halv-kiksede .blogspot.dk er nemlig væk og fra nu af er adressen bare www.flyvsketanker.dk smile Samtidig er jeg begyndt at bruge et andet system ti, at udgive indlæg fra – det skal jeg lige vænne mig til, men allerede nu ser jeg masser fordele og forbedringer. Du har sikkert også lagt mærke til det nye flotte udseende? Jeg er selv helt vild med lige netop den forandring. Det tog lidt tid at komme frem til det helt rette, men det er klart det hele værd. Jeg ved jo selv hvordan man klart hellere vil klikke sig ind på en hjemmeside, som ser lækker og indbydende ud. Jeg håber i hvert fald i stadig har lyst til at følge med – hvis i har kan jeg i hvert fald allerede nu love at der kommer til at ske masser nye og fede ting med “Flyvske tanker”.

hvorfor opstod “Flyvske tanker” egentlig?

For et par uger siden slog det mig – hvad får jeg egentlig ud af alt det her? Hvad og hvem er det egentlig jeg gør det for? Og hvad er det jeg vil opnå? Samtidig kom jeg i tanke om noget der egentlig er meget væsentligt – hvilket formål har “Flyvske tanker”? Og med denne her “flytning” kunne tidspunkt for at dele disse tanker med jer ikke være bedre.

  • Hele ideen med “Flyvske tanker” er faktisk at det skal være en slags anderledes “vidensportal” om ADHD. Man kan få viden på mange måder, men jeg må indrømme at jeg nok egentlig mener at den mest brugbare viden altid vil komme fra en der selv har diagnosen.
  • De fleste indlæggene er derfor bygget op omkring et emne, der på den ene eller anden måde vedrører ADHD og det at have diagnosen. Hvert emne forsøger jeg så at beskrive fra både en faglig og personlig vinkel.
  • Den faglige del har jeg bl.a fra mit tidligere studie og selvfølgelig en masse læsning af litteratur/hjemmesider/pjecer omkring emnet. Jeg læste tidligere til pædagog og har derigennem fået en masse viden – både om diagnoser, men også andet såsom pædagogiske teorier. I hvert fald bruger jeg den store faglige viden jeg allerede har fået med i baggagen. Og faktisk håber jeg på at skulle starte på læreruddannelsen til sommer – men det kan vi snakke videre om senere wink
  • Det giver vidst sig selv, hvor jeg har den personlige del fra wink
  • Fordi jeg er super perfektionistisk omkring bloggen sætter jeg mig grundigt ind i tingene inden jeg sætter mig ned og skriver et indlæg. Derfor sker det næsten ved hvert indlæg at jeg selv opnår ny viden.
  • Det giver altid lidt sommerfugle i maven når jeg offentliggøre et indlæg. Det samme gør det når jeg senere på dagen kan gå ind og se hvor mange der så har været forbi bloggen.
  • Hvem jeg skriver for eller til? Målgruppen er faktisk stor og måske lidt forskelligartet. Jeg skriver både til mine aller nærmeste, til min familie og venner. Men samtidig er målgruppen faktisk bare den almindelige dansker, hvem der måtte have interesse i at følge med. Jeg indrømmer dog gerne at jeg går rundt med et lille håb om at “eksperter” og andre “offentligheder” følger med.

Hvad vil jeg opnå?

Det er svært at svare 100% på hvad jeg opnå, men som du kan se i disse punkter er det nok også forskellige ting – det afhænger nok egentlig meget af hvilke emner jeg tager op. Men en ting er sikkert. “Flyvske tanker” er mit forsøg på at bryde tabuet! Det er svært nok i sig selv at have en diagnose, og det kan faktisk også indimellem være svært at skrive om den – at stå frem. Men hvis jeg kan være med til at fjerne bare nogen af fordommene omkring ADHD, står jeg gerne frem – også når det kan gøre ondt, når det måske ikke er de “fedeste” ting at afsløre og selvfølgelig også alle de positive ting. Endnu engang: BRYD TABUET – DET GAVNER BÅDE DIG OG MIG! DET GAVNER OS ALLE!

 

Hvordan kan noget der er 100 år gammelt være en modediagnose?

I medierne bliver ADHD ofte kaldt en modediagnose, men hvordan kan noget der faktisk er ca 100 år gammelt være en modediagnose? Ja, du læste rigtigt – ADHD er faktisk ikke noget nyt “fænomen”, det har bare ikke altid heddet ADHD. Jeg har altid selv syntes at historien bag forskellige diagnoser og psykiske lidelser er super spændende – hvor startede det hele? Og hvorfor? Jeg vil helt sikkert søge mere viden omkring ADHD’s historie, men her får du lige historien sådan i store træk. 

ADHD din gamle svinger

Vi har kendt til personer med opmærksomhedsproblemer, hyperaktivitet og manglende impulskontrol – altså kernesymptomerne ved ADHD, i flere hundred år. Ligesom i dag blev det beskrevet som uopdragenhed. Jeg er sikker på at de på samme måde, som vi kan føle i dag, følte sig anderledes, helt forkert og bare til besvær – dengang var der i bare ingen der kunne fortælle dem hvad der i virkeligheden var galt. Den første egentlige beskrivelse af “problemet” for vi i 1902, hvor George F. Still som var læge, beskriver en gruppe på 43 børn med koncentrationsbesvær og problemer med impulsivitet – han kalder dem “moralsk defekte”. I dag ved vi at det han beskrev er ADHD, men denne her beskrivelse bliver i 1914 altså grundlaget for det psykiateren Alfred Tredgold giver navnet Minimal Brain Damage (MBD). I 1940´erne og 1950´erne definerer Strauss, Werner og Lettinen, som er tre læger fra USA, MBD nærmere. I 60’erne får det “endelig” status som en psykiatrisk diagnose. Indtil omkring 1980 var MBD det mest udbredte navn verden over, der var dog meget kritik af MBD. Det var en ret bred diagnose og dækkede over en gruppe børn med meget uens vanskeligheder. Kritikken betød da også, at man i det diagnosesystem, som man bruger i USA (DSM) i 1980 gik over til navnet ADD, som står for Attention Deficit Disorder. Det var faktisk først 7 år senere, altså i 1987 at hyperaktivitet blev tilføjet som et af kernesymptomer, og navnet blev nu til det vi også bruger i dag – nemlig ADHD, som altså står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. I 1994 blev der tilføjet tre undertyper ud fra hvilke vanskeligheder, der fylder mest hos den enkelte: ADHD – med forstyrrelser i opmærksomhed, ADHD – med hyperaktivitet og impulsivitet og ADHD som kombineret type. Diagnosen er også blevet kaldt Hyperkinetic Disorder og DAMP, men fra ca 2000 er de fleste lande gået over til at bruge navnet ADHD – fordi det simpelthen er nemmere at bruge det samme navn når der arbejdes på tværs af landegrænser. Samtidig arbejdes der på at retningslinjerne i de forskellige diagnosesystemer skal blive mere ens – der findes nemlig mere end et diagnosesystem, men det en helt anden historie. Som du kan se er ADHD altså ikke ligefrem noget der lige er opfundet, men som jeg også fortalte i indlægget “Er ADHD blevet en modediagnose?” så er man i dag blevet bedre til at diagnosticere folk rigtig, og derfor er der sket en stigning i antallet af mennesker med ADHD. Men det vel ikke negativt at eksperterne bliver dygtigere? Ikke hvis du spørger mig.



Er ADHD blevet en modediagnose?

I den offentlige debat, om det så er vennegruppen der diskuterer emnet over middagen, på en af internettets mange debatforums eller i medierne har ADHD fået en lidt ærgerlig betegnelse – det bliver nemlig kaldt en modediagnose. Og det har den fordi der simpelthen er sket en meget stor stigning i antallet af diagnosticerede. Men behøver det nødvendigvis at være noget dårligt? Kan det ikke skyldes at vi simpelthen er blevet klogere og dygtigere?  For ca. 10 år siden, mente man, at der ikke var ret mange der havde ADHD, og max 3% som voksne. Og ja, tallet er støt stigende, men det er altså ikke fordi der kommer flere mennesker med sygdommen, tværtimod skyldes det at man er blevet bedre til at diagnosticere ADHD.  Førhen var der mange med ADHD, som fik andre diagnoser såsom borderline(personlighedsforstyrrelse), bipolar lidelse, neurotikere, hysterikere og ultrastressede mennesker – fordi at disse lidelser minder meget om ADHD, men det gør behandlingen af dem altså ikke nødvendigvis. Nu bliver disse mennesker rigtig diagnosticerede som børn, unge eller voksne med ADHD. Og selv med den voldsomme stigning af ADHD diagnoser er der stadig tale om at under 0.5 % af befolkningen. Nu jeg ikke skide god til matematik, men i mine øre lyder 0,5% altså ikke af meget og jeg synes ærlig talt, at det er super frustrerende med denne her stigende tendens til at kalde ADHD en modediagnose. Hvis du spørger mig, kan denne her tendens faktisk have nogle ærgerlige konsekvenser. Mennesker med ADHD kæmper i forvejen med lavt selvværd, bebrejdelser og skyldfølelser – og når vi skal høre på at ADHD bare er et modefænomen for uopdragne, dovne eller adfærdsforstyrrede børn og voksne – ja så gør det i hvert fald ikke disse følelser bedre, tværtimod. Nu sidder du måske og tænker “ah puds lige glorien, hva'”, men jeg indrømmer gerne at jeg selv, inden jeg fik diagnosen, var lettere “fordomsfuld”. Jeg kendte til ADHD gennem mit tidligere studie, jeg læste jo til pædagog, og det var ikke fordi jeg “så ned på” mennesker med ADHD, men min middelmådige viden gjorde at jeg hurtigt tænkte det samme som mange andre danskere gør om ADHD. Da jeg fik diagnosen blev jeg pludselig “en af dem der”, og heldigvis vil jeg næsten sige – for det tvang mig nemlig til at få større indsigt og viden. Og det gav mig en kæmpe lyst til at forsøge at nedbryde tabuet og de mange fordomme omkring ADHD.

Hvad skal man egentlig med en diagnose?

Er sådan en ikke bare til besvær? Kan det ikke være lige meget, hvad det “hedder”? Ikke helt, en diagnose kan nemlig ofte give en forståelse for de vanskeligheder der har været, og en forklaring på hvorfor det har været så svært at få tingene til at fungere. Og måske det alle vigtigst – den kan hjælpe en i den rigtige retning, når man skal videre i livet. En diagnose giver nemlig bedre muligheder for effektiv behandling, en målrettet støtte og for at søge rette information. Men hvordan stilles diagnosen så? Hvordan “får” man ADHD? Er det ikke sådan noget alle bare kan få? Jeg tænker at de fleste af jer, som læser med her på bloggen ikke er “modstandere”, men til dem der er, og måske tror det er nemt at få en diagnose – I tager så grueligt fejl. Diagnosen kan kun stilles af en psykiater eller speciallæge i neurologi og ADHD kan ikke ses på en blodprøve eller hjernescanning. Og får at komme til at snakke med en psykiater eller speciallæge skal man enten have en henvisning fra sin læge eller rigeligt med penge – de altså ikke billige i drift sådan nogle. At få kontakt til en af disse speciallæger er kun første skridt – det nemlig en lang og lettere besværlig proces. Næsten uanset hvad, om du skal have en tid på en psykiatrisk afdeling, hos en psykiater eller en speciallæge i neurologi, er der meget lange ventelister – nogle steder op til 2 år. Når det så endelig er blevet din tur i køen, skal du igennem en grundig udredning, og det kan tage lang tid, med mange samtaler, test og spørgsmål – man skal nemlig sikre at dine symptomer ikke skyldes en anden psykisk udviklingsforstyrrelse. For at diagnosen ADHD skal kunne tages i betragtning, skal personen have udvist en lang række symptomer som indgår i diagnosekriterierne. Diagnosekriterierne kræver bl.a., at vanskelighederne skal have været til stede siden barndommen, at vanskelighederne optræder i mere end én sammenhæng og at der er tale om en alvorlig funktionsnedsættelse socialt, uddannelsesmæssigt eller beskæftigelsesmæssigt. Og nu bliver det endnu mere kringlet – mange af symptomerne ligner nemlig almindelig adfærd, som blot virker ekstrem, og ikke nok med det, så er der en lang række andre lidelser, der minder om ADHD. Det, der dog adskiller ADHD fra andre lidelser er, at symptomerne er overdrevne, gennemgribende og vedvarende. Og så se man faktisk en tilfælde med flere diagnoser på en gang – mega forvirrende ikke? Mange har også følgetilstande af ADHD’en, hvilket kun komplicere udredningen. Man kan have to måske tre sygdomme samtidigt og det kaldes comorbide sygdomme. Man kan også låne visse symptomer fra andre sygdomme og det hedder coherente sygdomme. Man har primært ADHD, men ind imellem er der symptomer fra en anden sygdom. Det mest almindelige er, at en person med ADHD har lidt af en bipolar lidelse (maniodepressiv) eller en særlig type personlighedsforstyrrelse. Der findes en del med ADHD, som prøver at kompensere for deres indre kaos ved at foretage tvangshandlinger, og måske især hos piger kan spiseforstyrrelser også være en følgetilstand – igen som et forsøg på at skabe kontrol over deres liv eller for at skabe ro. Desuden har rigtig mange med ADHD søvnvanskeligheder, simpelthen fordi deres hjerner ikke kan slappe af – heller ikke om natten. Som du kan se er ADHD altså ikke bare ADHD – og det er altså ikke bare lige sådan noget man trækker i en automat. ADHD er en anerkendt psykiatrisk diagnose og næsten alle medicinske -, psykologiske – og uddannelsesmæssige organisationer, både herhjemme og i udlandet, har for længst konkluderet, at ADHD er en reel lidelse og altså ikke bare uopdragne, dovne eller adfærdsforstyrrede børn og voksne. For det er altså også noget voksne har – man bliver altså ikke “rask” bare fordi man er fyldt 18 – diagnosen følger dig hele livet. Voksne med ADHD er dog blevet overset, og det tror jeg skyldes at de kriterier, der anvendes i diagnose systemerne især beskriver træk, der er karakteristiske for mindre børn. Og selvom de symptomerne er de samme uanset alder, så ændrer de altså karakter og et voksent menneske med ADHD kan ofte have lettere ved “at styre sig”. Man kan nok dele mennesker med ADHD op i to grupper: dem, der har fået diagnosen som barn, og dem som først har fået diagnosen som voksne. For mange voksne, som tidligere har været udiagnosticerede, kan det være vigtigt at få stillet diagnosen, selv uden en behandling. Diagnosen giver dem en forståelsesramme og en forklaring på, hvorfor de er, som de er. Diagnosen gør, at de får en anden selvopfattelse – de er hverken dovne, skøre eller dumme. Tværtimod er der en medicinsk betegnelse for deres måde at være på. Jeg er selv en af disse “mange voksne”.

ADHD er ikke nogen modediagnose!

ADHD har mange fordomme  imod sig – både diagnosen selv, men også de mennesker der lever med den hver eneste dag. For mig har det været en kæmpe øjenåbner pludselig at stå på den anden side, hvis man kan sige det sådan. Det er på en måde enormt lærerigt, men også hårdt. Lærerigt, fordi jeg bliver enormt motiveret til at få ny viden hver gang jeg skal høre på en af de mange fordomme. Det er jo også det, der bl.a gør at jeg har oprettet denne blog – for at nedbryde fordomme, og fjerne tabuet, og jeg tør næsten godt love dig, at hver gang jeg skriver et nyt indlæg er det fordi jeg har lært noget nyt, eller er blevet inspireret af et eller andet. Men jeg tør også godt indrømme, at det ligesom for mange andre med ADHD og for mig er hårdt at skulle høre på denne evige debat og kritik om ADHD. For mit eget vedkommende har jeg først i en alder af 22 år fået diagnosen. Og vejen dertil har været lang! Når man i flere år har kæmpet lidt af en hård kamp, er det enormt frustrerende at man nogen gange nærmest føler at man skal forsvare både sig selv og diagnosen. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg tror de fleste med ADHD – barn eller voksen – er enige med mig når jeg siger: VI VILLE FANDEME HELLERE HAVE UNDVÆRET!! Så hvis du kender nogen der er eller måske selv er lidt fordomsfuld omkring ADHD, så tænk over det en ekstra gang, og tænk måske samtidig – tror du det bliver nemmere at have ADHD  når man igen og igen skal beskyldes for bare at være uopdragne, dovne eller adfærdsforstyrrede?

“Du jo ikke rask…”

En aften i februar modtog jeg en besked fra en person, der på daværende tidspunkt faktisk var en en rigtig god ven. Jeg havde allerede fornemmet stemningen i samtalen, lad os bare sige den ikke ligefrem var positiv. I hvert fald modtog jeg en besked hvor der stod: “du er jo ikke rask”. Jeg er klar over at denne besked var meget nedgørende, og jeg er sikker på det var et forsøg på at såre mig. Men jeg blev ikke såret. Jeg trak i stedet lidt på smilebåndet , for jeg ved jo faktisk godt jeg ikke er rask, ADHD er uhelbredelig, så det bliver jeg heller aldrig og det er ikke noget jeg er flov over – ikke længere i hvert fald. Jeg svarede tilbage med beskeden “nej, det har du ret i og det har jeg papir på – vil du se?”. Jeg modtog flere beskeder i løbet af aftenen – som du måske allerede har regnet ud indeholdte de ikke ligefrem rosende ord. Tværtimod. Og jeg tror heller ikke personen havde regnet med, at jeg reagerede som jeg gjorde. For hvis intentionen var at gøre mig ked af det og såre mig – lykkedes det ikke. For helt ærligt – hvordan skal man blive såret over at få ting at vide man godt ved? Som andre måske faktisk godt kan lide ved en? Og som man ikke har tænkt sig at ændre på?

ADHD er ikke nogens skyld!

Det da super nederen at få en diagnose, men der er altså der er altså flere sider af det at have ADHD. Udadvendthed, masser energi og begejstring, entusiasme, iderig, ivrige efter at prøve noget nyt, kreativitet, aktivitet og en spændende personlighed – det vil jeg da mene er positive ting – hva’ mener du? At have ADHD medfører en række vanskeligheder, det kan vi ikke komme uden om – men det er ikke nogens skyld! Man får ikke ADHD pga. dårlig moral, dårlig opdragelse, problemer i familien, dårlige skoler og skolelærere, for meget tv, fødevareallergier eller for meget sukker. Selvfølgelig er der visse faktorer, der har vist sig at øge sandsynligheden – påvirkninger af hjernen i fostertilstanden og under fødslen, lav fødselsvægt og for tidlig fødsel. ADHD er en neurobiologisk lidelse og skyldes ofte arvelige forhold – en skønhedsfejl i generne, kan man måske kalde det. ADHD er en lidelse, hvor mange af symptomerne er knyttet til specifikke områder af hjernen – en udviklingsforstyrrelse hvor dele af hjernen ikke fungere optimalt. Det er en problematisk lidelse især fordi symptomerne ikke altid er lige lette at se eller forstå for omgivelserne – måske kan det ligefrem være vanskeligt for nogle mennesker at rumme os. Men ADHD er hverken noget vi “gør” eller “har” med vilje. De fleste med diagnosen ville nok hellere have været foruden, mig selv inklusiv, men sådan blev det ikke. Og det har jeg accepteret, desværre er det ikke alle der kan acceptere mine vanskeligheder – det er historien i starten af dette indlæg, nok et meget godt eksempel på – personen her irriterede sig nemlig over nogle sider af min personlighed. De fleste af dem er sider jeg faktisk er begyndt at holde af – eller altid har holdt af ved mig selv. Jeg ved da godt, at jeg sikkert kan være “skide irriterende” – det indrømmer jeg gerne.

  • Jeg er super let at distrahere, og følger ofte pludselige indskydelser og impulser.
  • Jeg har ikke samme filter, som “almindelige” mennesker har. Jeg opfatter alle lyde, bevægelser og indtryk. Derfor kan det nogen gange virke som om jeg måske ikke hører efter – det gør jeg, men nogen gange sker det at indtrykkene bliver for mange og så ryger min koncentration altså.
  • Jeg bruger mere energi på opgaver, der virker simple for andre, og derfor kan jeg hurtigt få for meget, hvilket indimellem resulterer i frustration- og følelsesudbrud, som kan uforståeligt og overdrevent for andre mennesker.
  • Samtidig er jeg impulsiv, hvilket betyder at jeg styres af øjeblikket – derfor har jeg nogengange vanskeligt ved at se at ting går over.
  • Mine kortvarige, men pludselige svingninger i humøret er super irreterende – både for mig selv, men nok især for min familie. Mine omgivelser ser selvfølgelig også de her svingninger, men slet ikke i samme omfang som min familie, de er nok de eneste der får lov at se min aller værste side.
  • Jeg snakker meget og afbryder tit – også selvom jeg selv bliver noget irretabel hvis jeg selv bliver afbrudt. Det er heller ikke altid jeg lige når at tænke inden jeg åbner munden.
  • Og så er jeg en kontrolfreak, og skide nysgerrig – både omkring livet, mine medmennesker og ny viden. Derfor stiller jeg mange spørgsmål, nogen gange nok for mange og jeg kan måske komme til at spørge om ting folk egentlig ikke synes rager mig.

Listen her indeholder som du måske har opdaget, bare nogle af mine “vanskeligheder”. Jeg ville sagtens kunne nævne flere, men så ville det indlæg blive super langt. Hvis du vil vide lidt mere kan du klikke på fanen “Min ADHD-profil”. Undrede du dig over at jeg skrev vanskeligheder i gåseøjne? Det gjorde jeg fordi jeg mener, at flere af diagnosens symptomer og vanskeligheder også kan vendes til positive ting. F.eks er det skam ikke altid dårligt at jeg snakker meget, og at være super nysgerrig kan sagtens være en rigtig god ting – det har bl.a. gjort at jeg har fået enorm meget ny viden. De fleste mennesker med ADHD handler på baggrund af deres følelser, det gør jeg også selv, og vores adfærd bærer derfor præg af det. Nogen gange “bider det os i røven”, men ofte betyder det at vi er mennesker med store personligheder. Jeg er som mange andre med ADHD ofte blevet misforstået pga mine vanskeligheder, men efter jeg har fået diagnosen ved jeg hvorfor jeg nogen gange reagere eller handler som jeg gør. Jeg vil ikke bruge min diagnose som en undskyldning for min opførsel, men jeg har nu en forklaring – hvordan folk så opfatter mig er op til dem selv.

En overlever med et positivt livssyn

Jeg indrømmer gerne at jeg førhen har ladet mig udnytte og blive trampet på. Havde jeg fået samme besked, som den jeg fik i februar, inden jeg fik diagnosen var jeg helt sikkert blevet såret og ked af det. Heldigvis fik jeg den efter jeg havde fået diagnosen. Jeg har altid følt mig anderledes, og jeg har hele livet higet efter at blive ligesom alle andre, at blive accepteret. Jeg har altid stillet meget høje krav til mig selv, og jeg har aldrig været god til at bede om hjælp, eller åbne op og fortælle om mine vanskeligheder. Men da jeg fik diagnosen skete der noget. Jeg fik en forklaring på hvorfor jeg er anderledes, på hvorfor jeg gennem livet har haft nogle vanskeligheder, der indimellem har været svære at forklare. Da jeg lige havde fået diagnosen var jeg flov, og jeg havde svært ved at acceptere og erkende at jeg havde og har ADHD. Jeg indrømmer nemlig gerne at jeg førhen selv var god til kun at forbinde ADHD med fordommene. Pludselig skulle jeg sætte mig selv ned i den kasse og det betød at jeg var nødt til at søge efter mere viden. Og jeg blev klogere! Den dag i dag har jeg ikke bare accepteret at jeg har ADHD, jeg er også begyndt at vende det til noget positivt. Jeg er den jeg er – og det er sgu helt okay! Jeg har nogle personlighedstræk som andre måske ikke har, men det gør ikke længere noget. Jeg bliver aldrig helt ligesom alle andre, men i stedet for at sætte mig hen i et hjørne og græde over det, vælger jeg at tænke “det sgu da cool nok”. Jeg vil ikke længere lade mig slå ud af, at nogen mennesker “ser ned” på mennesker med ADHD. Og jeg vil ikke ændre på hvem jeg er for at behage andre – ikke længere, og aldrig mere! Selvfølgelig er der ting jeg skal arbejde på, og udvikle til det bedre, men at jeg at jeg ikke er helt “normal” vil jeg ikke længere være ked af! Jeg skal leve resten af livet med ADHD, og livet er klart blevet nemmere nu hvor jeg har accepteret min “anderledeshed”. ADHD er ikke noget at være flov over, og uanset hvem du er håber jeg at du er stolt over at være dig!

Hvad pokker har klatring med selvmedicinering af ADHD at gøre?

IMG_0510Når du hører ordet selvmedicinering tænker du straks på ting som cannabis, euforiserende stoffer og alkohol – har jeg ret? Og det helt i orden, for ved du hvad? Indtil i går eftermiddags var det også det jeg forbandt selvmedicinering med. Men her i weekenden læste jeg en artikel – faktisk handlede den hverken om ADHD eller selvmedicinering – men denne her artikel satte alligevel nogle tanker i gang omkring selvmedicinering af ADHD, og hvad det egentlig er. Og kan være. For behøver selvmedicinering nødvendigvis at være noget dårligt? Kan selvmedicinering være andet end det fordommene fortæller os det er? Hvis du spørger mig, er jeg ikke længere i tvivl – selvmedicinering behøver ikke være noget dårligt, og selvmedicinering er ikke kun cannabis, alkohol og stoffer. Nu vil du sikkert gerne snart vide hvad den artikel så handlede om – ikke? Den handlede faktisk “bare” om klatring. Hvad har det nu med mig at gøre? Og hvad pokker har det med selvmedicinering af ADHD at gøre? Det første spørgsmål er nemt – siden 4. januar 2013 har jeg “gået til” klatring. Og siden første tur har jeg ikke kunnet undvære sporten. Der er mange grunde til hvorfor jeg er helt vild med klatring, men denne her artikel, eller det var faktisk 2 artikler, fik mig til at tænke på om klatring ikke kan være min form for en slags selvmedicinering?

Rod i centralnervesystemet

Hjernen hos et menneske med ADHD mangler dopamin og noradrenalin, som begge er stoffer der udløses i hjernen ved bestemte stimuli.  Vi har alle et “vågenhedscenter”, som er noget der findes dybt i centralnervesystemet. Dette center er dybt afhængig af både dopamin og noradrenalin, som begge udløses bl.a. ved spænding, nysgerrighed, meningsfuldhed, mad, kaffe, nærvær og kontakt, bevægelse, ekstrem sport og overlevelsesadfærd – desværre også ved spil, alkohol og stoffer. Dopamin og noradrenalin er med til at stimulere frigørelsen af oxytocin, som er et stof, der ligesom de to andre findes i vores centralnervesystem. Dette stof har betydning for hvordan vi har det med os selv og vores omgivelser, er angstdæmpende og det er det der gør os nysgerrige og giver lyst til at være sammen med andre. Mennesker med ADHD og derfor mangel på disse vil altså helt ubevidst forsøge at kompensere ved at bevæge kroppen og søge spænding og udfordringer. Hvis selvsamme gruppe mennesker bliver tvunget til at være stille, resultere det i træthed og et at energiniveauet falder – hvilket går ud over indlæringen og udviklingen. Som du måske allerede har gættet er risikoen for afhængighed og misbrug altså meget høj for mennesker med ADHD. Men hvad har det nu med selvmedicinering at gøre? Jamen altså, når man mangler disse vil man jo helt ubevidst forsøge at finde noget der hjælper med at øge disse. Altså at selvmedicinere sig. Jeg startede dette indlæg ud med at sige at de fleste nok forbinder selvmedicinering med ting som cannabis, euforiserende stoffer og alkohol. Det var jo som sagt også det eneste jeg selv forbandt selvmedicinering med, og det er nok heller ikke løgn at det er disse midler de fleste benytter i forbindelse med selvmedicinering. Ofte skyldes et misbrug faktisk en bagvedliggende diagnose eller lidelse – og dermed selvmedicinering. Og selvmedicinering med disse midler er jo selvfølgelig hamrende usundt! Men efter en masse tanker og overvejelser, mener jeg faktisk også godt selvmedicinering kan være sundt.

Hvad pokker har klatring med selvmedicinering af ADHD at gøre?

Som jeg nævnte tidligere var der flere ting, som udløser dopamin og noradrenalin. Nogle af dem var spænding, nysgerrighed, nærvær og kontakt, bevægelse, ekstrem sport og overlevelsesadfærd, og disse beskriver også flere aspekter ved klatre-sporten. Dog er klatring ikke helt en ekstrem sport – i hvert fald ikke hvis du spørger “os selv”. Spørger du min mor eller mormor er svaret dog et andet… Men klatring er i høj grad fyldt med spænding, bevægelse og mod (overlevelsesadfærd). Og klatremiljøet er fyldt med nærvær og kontakt. I hvert fald hvis du spørger mig. Dette finder du selvfølgelig også ved andre sportsgrene og man kan helt sikkert overføre min tolkning af selvmedicinering til en del andre af disse. Men selvom jeg i 13 år dyrkede gymnastik før jeg forelskede mig i klatre-sporten, må jeg tilstå at klatring har givet, og giver mig meget mere end nogen anden sport har. Klatring handler nemlig om meget mere end bare at få pulsen op og træne dig til en flot krop og en god form. For det første træner det min fokus og koncentrationsevne – hvis ikke jeg koncentrere mig og holder fokus på væggen kan jeg ikke klatrer, så kommer jeg ingen vegne. Men hvis jeg tilgengæld gør dette, kan det der først virkede helt umuligt, pludselig lade sig gøre. Det behøver faktisk ikke en gang at tage lang tid – det helt op til mig selv. Hvilket bringer mig videre til det næste. Klatring er nemlig en individuel sport – du er aldrig alene, men du er din egen dommer. Det er dig selv der bestemmer farten og mængden af ture – og hvor meget/hvor hurtigt du vil “rykke dig”, du konkurrere nemlig ikke nødvendigvis om andre om spotlightet og topplaceringen. Og hvis du gør er der ikke alle mulige underlige regler at huske på – jeg ville f.eks aldrig du til tennis eller golf. Jeg lærer at tage beslutninger i pressede situationer, fordi jeg hele tiden skal vælge hvilke greb jeg vil bruge – vælger jeg “forkert” risikere jeg at “falde”. Ved klatring prøver jeg hver eneste gang jeg binder mig ind i klatreselen, mine grænser af – på flere måder. Og det er sjældent disse grænser ikke bliver rykket. Og hver gang det sker giver det lidt til selvtilliden. Der findes næsten ingen bedre følelse end når du har klaret en ny rute, hele vejen til taget på væggen – eller til der ikke er mere klippe tilbage. Den bedste måde at beskrive den følelse er nok “fuck hvor er jeg sej”, undskyld mit sprog, men det føles godt når man opdager en side ved sig selv man ikke vidste fandtes. Som du måske allerede kan se er der flere ting i klatring som er rigtig godt for mennesker som mig – med ADHD. Og de førnævnte ting som udløste dopamin og noradrenalin vil du nok også give mig ret i, i høj grad findes fået ved klatring. Som sagt tidligere, men jeg jeg mener i aller højeste grad at man kan benytte klatring (måske andre sportsgrene) som selvmedicinering. I hvert fald er jeg ikke længere et sekund i tvivl om at klatring er min form for selvmedicinering – og mon ikke det er svaret på hvorfor jeg allerede efter første tur forelskede mig i sporten.

Fra human-beings til human-doings

Du kender det sikkert. Du ligger et billed op på facebook eller på instagram. Måske skriver du en statusopdatering du selv synes er vildt cool. Men der er ingen der kommentere, ingen der liker (“synes godt om”). “Øv, så det nok noget møg” eller “what’s wrong with people” tænker du – har jeg ret? Sådan kan jeg i hvert fald selv tænke, og jeg tror de fleste mennesker har det på samme måde. Og du har gættet rigtig, dette indlæg handler om sociale medier og hvad det gør ved os. Hvad det har med ADHD at gøre, finder du ud af længere nede. 

“Omg har du kun 400 venner på Facebook?”

Der findes i dag et utal af sociale medier. Facebook, instagram, twitter, diverse dating-sites – ja listen er lang og jeg tror de færreste kender til dem alle. Selv bruger jeg kun Facebook, instagram, 500px og da jeg var yngre – arto. Jeg er mest aktiv på Facebook og det er derfor også dette site jeg primært henviser til. Og jeg er ikke den eneste, faktisk bliver Facebook brugt af en sjettedel af hele verdens befolkning – ca 3 millioner danske brugere. Det er faktisk blev så almindeligt at have en profil på Facebook, at man nærmest er “unormal” hvis ikke man har en. De sociale medier er blevet en integreret del af vores hverdag, og de fleste er ofte inde at tjekke om der er sket noget nyt, eller om det seneste man lagde op har fået flere likes, mange gange dagligt. Vores Facebook profil er vores ansigt udadtil og, måske de helt unge især, går meget op i hvordan det så ser ud. Hvor mange venner man har, hvor mange likes billederne får og hvem der kommentere. Det er vel et par måneder siden nu, men jeg husker en samtale med en ung gut på 14. Vi snakkede om blogs og i den forbindelse Facebook. Han fortalte om denne her blog han havde, og jeg sagde noget i retningen af “ja og hvis jeg så deler din blog kommer den da ud til 400 andre” – hans svar til det var “omg har du kun 400 venner på Facebook”. Denne her unge gut er et meget godt eksempel på hvad Facebook gør ved os. Han har selv over 1000 venner på sitet – forskellen på ham og jeg er at, hvor jeg på den ene eller anden måde kender de 400 på min venneliste, er der mange på hans, han ikke kender. Selvfølgelig har jeg ikke 400 nære venner, men folk på min venneliste har jeg enten gået på efterskole, i folkeskole, på HF, til sport med eller også har jeg mødt personen gennem venner – altså jeg har mødt dem i virkeligheden og ført en samtale “in real life” med dem. For især den unge bruger er det dog blevet mere vigtigt at have mange på vennelisten, uanset om det er nogen du reelt set kender og interessere dig for. Ligesom med de før nævnte likes. 

Nemmere at redigere sig selv

De sociale medier har gjort det nemmere at “redigere i sit liv og sig selv”. Og hvad mener jeg så egentlig med det? På Facebook bestemmer vi selv hvad vi ligger ud, og hvem der skal se det. Og vi ligger sjældent de dårlige ting ud. Vi ligger “glansbilledet” ud. Du ser f.eks sjældent en statusopdatering om en dumpet eksamen. De sociale medier giver os muligheden for at fremstille os selv bedst muligt. Vi er i højere grad blevet human-doings frem for human-beings. Vi er ikke bare, nej vi er, det vi gør. Altså ting er først foregået når det er blevet set på de sociale medier. I hvert fald er der efterhånden ikke det vi ikke deler med på nettet, og vi har så travlt med at opdatere at vi næsten kan glemme at være til stede i nuet. Vi higer efter vores venners likes og kommentarer, og det er jo ikke nogen hemmelighed at der er en stor tilfredshed forbundet med at få disse reaktioner, når vi poster statusopdateringer og billeder. Og modsat hvis disse mangler. Og det er måske nok en af ulemperne ved de sociale medier. For får vi ikke de likes og kommentarer vi håber på, eller for vennerne flere, ja så kan det gå ud over vores selvfølelse – “for hvorfor får jeg nu ikke nogen likes, hvorfor får veninden flere og hvorfor er der ingen der kommentere? Er det fordi jeg er grim eller dum?”. På samme måde er det med Facebook’s “læst”-funktion i chat-beskeder. Vi kan pludselig se hvornår beskeden er læst, og det kan være en træls følelse at se at ens besked er blevet læst, men ikke svaret på. 

De sociale medier og ADHD

Efter at have læst den første del af dette indlæg, har du sikkert tænkt “og hvad pokker har det så med ADHD at gøre?”. Hvis du selv har haft nogle af de følelser jeg nu har beskrevet, forestil dig så nu at være hypertolkende. Som nævnt i flere af mine tidligere indlæg er de fleste mennesker med ADHD hypertolkende. Det gør sig altså også gældende på de sociale medier. Jeg tænker ikke at følelserne omkring likes om kommentarer eller mangel på samme er anderledes bare fordi man har ADHD, nærmere at det hos os kan fylde mere. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men nogen gange er et like ikke bare et like. Et like fra et “crush”, fra hende den populære eller måske en kendis, ja i ved sikkert hvad jeg mener – men de betyder da noget helt andet end et like fra lillesøster f.eks. Lad os bruge “crush”et som eksempel. Et af de såkaldte “selfies” bliver lagt op på min væg, og nu begynder spændingen. For hvem mon liker eller kommentere? Og hvorfor liker eller kommentere de? Hov, nu likede ham jeg har et godt øje til – betyder det mon han er interesseret? Eller omvendt – er der ingen der synes jeg er pæn eller sød siden billedet ikke får likes eller kommentarer? Som sagt tror jeg en helt “normal” person har det på præcis samme måde. Det jeg mener er at det nok hos i hvert fald piger med ADHD fylder mere og kan gøre en lav selvfølelse lavere og omvendt. Dagens indlæg har måske på en måde ikke super meget med ADHD at gøre, men os med ADHD har altså også helt almindelige “hverdags-problemer” som alle andre mennesker har. Og ADHD eller ej, synes jeg indlægget her har et vigtigt budskab. Vi er nemlig alle med til at påvirke hinanden. Og andre folks meninger er blevet langt vigtigere og nemmere at få pga de sociale medier – på den måde vil jeg mene vi alle er med til at påvirker hinandens selvfølelse. Og når nu vi er ved sociale medier vil jeg afslutningsvis sige: dit like, din kommentar eller dit besøg her på bloggen betyder meget for mig – hver og en! Tak fordi I følger med, og har lyst til at læse om mine tanker, holdninger og viden. Og husk du kan finde både mig og bloggen på både Facebook og instagram ;-) 
 
Instagram: 
Instagram
 

Hvordan kan man føle sig ensom med over 400 venner på facebook?

Sådan spurgte en nær ven mig en dag. Jeg forstod ikke til at starte med at han hentydede til mig, vi havde godt nok netop snakket om ensomhed og jeg havde fortalt at selvom jeg har masser venner kan jeg ofte føle mig ensom. Og hans spørgsmål satte efterfølgende nogle tanker i gang. For hvad er ensomhed? Hvornår er man ensom? Udover det gav det inspiration til netop dette indlæg, for jeg blev pludselig selv nysgerrig på relationer i forhold til ADHD, og jeg fik lysten til at fortælle om netop dette.

Svært ved at forstå sociale spilleregler

For de fleste mennesker er samværet med andre ureflekteret og automatiseret. Man tænker ikke bevidst over andres bevæggrunde eller bagvedliggende intentioner, men tolker i stedet deres mimik, kropssprog mm. Man bruger ubevidst sin erfaring for, hvordan relationer plejer at forløbe. I de fleste tilfælde er det praktisk, og på den måde springer man en masse mellemregninger i kommunikationen over. Men voksne med ADHD kan ikke nødvendigvis på samme måde tolke kropssprog eller mimik og bruger ikke erfaringer på samme måde som andre. ADHD er en kognitiv funktionsnedsættelse, og mennesker med ADHD forstår, opfatter og fortolker på en anden måde end andre. Mennesker med ADHD er ikke automatiserede i kommunikation og samarbejde, og de kan have brug for at deres omgivelser kompensere for dette. Vi er f.eks meget konkret tænkende og bliver forvirrede af ironi og sarkasme, fordi vi opfatter den bogstaveligt – dog kan vi godt selv finde på at bruge ironi, men her ved vi jo også hvad intentionen bag er. Ord som ”måske” eller ”senere” betyder løse ender, og fordi mennesker med ADHD er hyper-tolkende, vil løse ender fylde utrolig meget hos os. Misforståelser har ofte rod i det indforståede ”vi troede, at han/hun godt vidste, hvad vi mente” eller ”det er da klart, at det er sådan” er ting man ofte kan tænke, men mennesker med ADHD har svært ved at skelne mellem fakta og holdning og mellem hvad der bliver sagt i sjov og i alvor. Man skal kunne fastholde sin opmærksomhed, si og sortere i indtryk, have en god sprogforståelse, være i stand til at opfatte og forstå sociale og følelsesmæssige signaler og have en god forestillingsevne. Derudover skal man kunne hæmme sine umiddelbare impulser og sætte sig ind i andres tanker og følelser. Ting som mennesker med ADHD kan have større eller mindre vanskeligheder med. Det betyder ikke nødvendigvis at vi ikke kan, men at vi skal bruge mere energi på det end andre. Selv har jeg f.eks en god sprogforståelse, en god forestillingsevne og jeg kan tit i høj grad sætte mig ind i andres følelser og tanker. Men jeg har svært ved at fastholde min opmærksomhed, styre mine impulser, ved at sortere i indtryk og svært ved at tolke mellem fakta og holdning, mellem alvor og sjov og jeg kan nok have en tendens til at over-fortolke på kropssprog og mimik. Mennesker med ADHD er i konstant fare for at mislykkes i sociale situationer, som ofte kan virke uoverskuelige og komplekse. Vi fokuserer på det forkerte, hører ikke efter, kan ikke holde fokus eller taler før vi tænker. Almindelige samværsformer og kommunikation kan volde vanskeligheder for mennesker med ADHD, fordi det forudsætter så mange ting, som vi har svært ved og jo mere vi presses på vores mangelfulde færdigheder, jo mere ufleksible og fastlåste kan vi blive. Derfor kan nogle voksne med ADHD kan have svært ved at håndtere deres relationer.

Manglende evne til at gennemskue konsekvenser

Både børn og voksne med ADHD har vanskeligt ved at gennemskue konsekvenser, nogen mere end andre, men ens for alle er det, at det gør sig gældende i flere aspekter af livet. Også i forhold til relationer. Nogle trækker sig fra omgangen med andre og bliver isolerede og ensomme. Andre har svært ved at sige nej og er derfor konstant i gang med at hjælpe deres venner og glemmer sig selv. Og nogle er som jeg selv – en “god” blanding. Man kan vel sige, at vi har svært ved at finde grænser og har en mangelfuld fornemmelse for, hvor meget og hvor lidt man kan forvente af andre og sig selv. Jeg er en udadvendt pige og jeg elsker at være sammen med andre mennesker, alligevel har jeg perioder hvor jeg kommer til at isolere mig. Det er gerne i perioder hvor jeg egentlig føler mig mega forkert og har aller mest brug for at være sammen med andre. Det kan være lidt af en ond cirkel – at have brug for og lyst at være sammen med andre, men alligevel ikke have overskuddet og energien til det. Som sagt har jeg det kun sådan i perioder, faktisk nærmere et par dage ad gangen. Det er dage hvor negative tanker fylder meget, og når man så som jeg heller ikke kan sortere i hverdagens mange indtryk og lyde – ja så bliver det bare lettest at holde sig for sig selv. Jeg har heldigvis nogle dejlige venner, der kender mig godt, og ved at det ikke er pga af dem og at disse dage går over igen. Min bedste veninde er også god til ærligt at fortælle mig hvordan hun opfatter tingene – og mig. Og en ting er jeg aldrig i tvivl om – uanset humør – jeg er der for mine nærmeste, jeg tænker og reflektere over deres sorger og glæder, og mit tankemylder kan her være positiv – jeg kan nemlig se tingene fra rigtige mange sider af gangen.

Higen efter at blive accepteret

Mange mennesker med ADHD er i høj grad præget af lav selvfølelse. Det skrøbelige selvbillede er en konsekvens af de begrænsninger, der ligger i at have ADHD. Mennesker med ADHD misforstås ofte, og når deres vanskeligheder kommer til udtryk mødes de typisk med bebrejdelser. Mange gange i vores liv er  vi blevet misforstået og skældt ud, og vi har egentlig mest brug for at blive mødt med anerkendelse og forståelse. Piger med ADHD har det ekstra svært, især i puberteten. Piger skal helst ”passe ind”, og piger med ADHD føler sig ofte forkerte og anderledes. Behovet for at blive accepteret kan give anledning til farlige, “dumme” og selvdestruktive handlinger. For at dække over vanskelighederne, kommer piger med ADHD nogen gange til at optræde som noget andet end de egentlig er. Jeg tør godt at indrømme at jeg kender alt til denne higen efter at blive accepteret. Især inden jeg fik diagnosen. Jeg kan stadig føle mig helt forkert og intet værd, men efter jeg har fået diagnosen er det klart blevet lettere at være mig. Nu ved jeg hvad mine vanskeligheder skyldes, jeg har pludselig en forklaring og en årsag til at jeg ikke er ligesom alle andre.  Den anden dag snakkede jeg med min søster, hun havde meget svært ved at sige “altså som normale mennesker” – jeg sagde til hende at hun gerne måtte snakke om “normale” mennesker på den måde, for jeg ved godt jeg ikke er normal og jeg kunne mærke at det betød meget for os begge. For mig fordi at det var verdens bedste tegn på accept af egen tilværelse, men det vigtigste for mig var også at min søster pludselig kunne tale åbent omkring det at storesøster ikke er normal, faktisk sige det direkte til mig. ADHD medfører ofte følgetilstande. Det har jeg oplevet på egen krop. Som nævnt før udviklede jeg i 2005 anoreksi. Jeg havde ingen kontrol over det indre kaos – så kunne jeg i det mindste have kontrol over hvad jeg spiste. Samtidig med det stor behov for at finde kontrol, havde jeg et enormt behov for at føle jeg passede ind. Jeg har nok siden 2.-3. klasse altid følt mig anderledes. Da jeg i 2005 gik i 7.klasse tænkte jeg at hvis jeg bare var tynd og pæn, havde det rigtige tøj, den rigtige make-up . så ville jeg blive mere populær og ikke længere være anderledes. Jeg har aldrig været upopulær – og jeg tog grueligt fejl! I stedet for at passe ind var jeg nu endnu mere anderledes. Den dag i dag har jeg stadig men fra spiseforstyrrelsen, men jeg ved nu at jeg anderledes – og acceptere det! Den dag i dag kan jeg faktisk rigtig godt lide at være anderledes, og vender det for det meste til noget positiv. F.eks har jeg mødt mange dejlige mennesker og for jo ofte at vide at jeg er en meget vellidt pige – netop fordi jeg er den jeg er, måske lidt småskør men et dejligt varmt og spændende menneske med mange historie i rygsækken at fortælle.

Når ensomheden trænger sig på

Men hvorfor er det så man kan føle sig ensom selvom man har over 400 venner på facebook? Hvad er ensomhed? Og hvornår er man ensom? Jo ser I, ensomhed har ikke noget at gøre med hvor mange venner du har eller hvor mange du er sammen med. Du kan sagtens føle dig ensom, selvom du sidder med en masse venner omkring dig. At føle sig ensom er ikke nødvendigvis det samme som at være alene. Og jeg tror vi alle kender følelsen af ensomhed. Har vi ikke alle prøvet at sidde hjemme en lørdag aften og tænkt at alle vennerne sikkert havde en pisse fed aften? Eller fulgt med i hvad andre lavede på facebook, og tænkt at man gerne ville have lavet det samme? I forhold til ADHD kan ensomheds-følelsen også trænge sig på, på den måde, at hvis man er den eneste i omgangskredsen der har ADHD, måske den eneste med en diagnose bare, ja så kan man godt en gang imellem føle sig lidt alene – fordi ADHD er svært at forstå, for ADHD er meget mere end hvad man lige går og tror. Som før nævnt er det en fordel at gå i en gruppe for mennesker i samme situation, som en selv. Ligesom jeg selv har en gruppe, de er blevet mine rigtig gode venner og jeg er så glad for at have fået dem i mit liv – fordi at nu ved jeg at jeg ikke er alene. Ikke forstået på den måde at mine “normale” venner give mig følelsen af at jeg er alene, men jeg indrømmer gerne at jeg en gang imellem føler mig ensom. Jeg har masser dejlige mennesker i mit liv, men når jeg føler mig misforstået eller bare aller mest forkert – så føler jeg mig også lidt alene. Det ved jeg heldigvis godt jeg ikke er! Og de fredag-lørdage hvor ensomheden måske trænger sig på, ved jeg heldigvis oftest også at det ikke er fordi jeg ikke er vellidt, at jeg føler mig ensom – da er det bare fordi jeg heller ville have været ude i byen sammen med vennerne.

Dette indlæg blev vidst lidt langt, men hvis du kom igennem det hele håber jeg du har nydt læsningen. Jeg elsker spørgsmål som for mig til at tænke. Du har nok allerede opdaget at jeg er en tænker, og at jeg nyder at give min viden og mine historier videre. I indlægget her går jeg endnu engang meget tæt på – altså mig selv. Men jeg mener også at det er vigtigt at jeg tør være hudløs ærlig når jeg skriver indlæg til jer. Så selv det kan give knubs, eller være meget åbenhjertet af mig, så gør jeg det gerne.

Hjerner med ADHD er konstant på overarbejde

Da jeg skrev indlægget omkring hyperaktivitet, glemte jeg faktisk noget. Der findes nemlig to former for aktivitetsforstyrrelse, hyperaktivitet som de fleste kender til og hypoaktivitet – hvilket vil sige for lidt aktivitet i forhold til situationen. Hypoaktivitet kan være sværere at få øje på for omgivelserne, men den kan være lige så invaliderende for den enkelte. Og man kan faktisk godt have begge former for aktivitetsforstyrrelse i forskellige situationer. For lige at genopfriske hvad hyperaktivitet betyder kan jeg lige ridse et par kendetegn ved dette op:
  • Har en stadig følelse af rastløshed eller indre uro
  • Skal anstrenge sig for at blive siddende på stolen, fx ved møder og i andre sammenhænge hvor det forventes
  • Virker ofte tydeligt hyperaktiv eller overgearet
  • Har tendens til at være overdreven snakkesalig – snakker som et vandfald
  • Har kort latenstid – taler før de tænker
Hos voksne med ADHD ser man tit at hyperaktiviteten er “flyttet ind”, den er ikke forsvundet, men er blevet til denne her form for rastløshed, indre uro og utilpashed – og det kan være forbundet med meget “smerte” at skulle rumme den uro, især fordi omgivelserne ikke lige umiddelbart kan se den. Men hvad så med det her hypoaktivitet jeg snakkede om? Hvad er det så for noget? Kendetegnene ved hypoaktivitet kan være:
  • Kan virke initiativløse og kommer sjældent frem med ideer
  • Drømmende, falder hen i egne tanker eller forsvinder ind i sig selv
  • Motivationsforladte og kan virke tunge uden egentlig at være det
  • Stille, meget lidt talende, kommer sjældent med noget, undtagen direkte adspurgt, kan være svære at føre en samtale med
  • Virker opgivende
  • Har lang latenstid
Som tidligere nævnt her på bloggen, er jeg selv meget påvirket af hyperaktivitet, men det eneste punkt på listen over kendetegn ved hypoaktivitet, jeg måske kan genkende mig selv lidt i, er det omkring at falde hen i mine egne tanker. Og at jeg indimellem falder hen i mine egne tanker kan ligeså vel skyldes min opmærksomhedsforstyrrelse. Derfor vælger jeg at sige at jeg kun har hyperaktiviteten i mig. Men uanset hvilken form for aktivitetsforstyrrelse man har, er alle med ADHD hypertolkende – det gælder også for mig selv. Min hjerne står aldrig stille, den arbejder hele tiden på højtryk med at tolke, opfatte og forstå. De små indforståede bemærkninger og uafsluttede ting kører hele tiden rundt i hovedet, og hjerner (som min egen) med ADHD er derfor altid på overarbejde.
« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2019 Flyvske tanker

Tema af Anders NorenOp ↑