Flyvske tanker

ADHD smitter ikke - det gør tabu.

Category: Relationer

PinseCamp med ADHD-foreningen

Har du fulgt med på flyvsketanker.dk i et stykke tid? Så ved du måske allerede hvad jeg har brugt min pinse på – nemlig PinseCamp med ADHD-foreningen.  Jeg tror faktisk det er den bedste oplevelse jeg nogensinde har haft! En oplevelse som måske også vil “fylde” lidt her på bloggen det næste stykke tid – jeg har nemlig lært så meget og det vil jeg selvfølgelig gerne dele med dig heart Er det ikke også bedst at bruge alt den nye viden i mere målrettede indlæg? I hvert fald kommer dette indlæg primært til at handle om mine oplevelser i løbet af de 4 dage PinseCamp’en varede.

PinseCamp med ADHD-foreningen

Fredag den 6. juni kørte min far mig ud til Skanderborg Vandrerhjem. Vi skulle egentlig være der klokken 20, men kikset nok var det hende der boede tættest på, som kom en halv time for sent – vi kunne nemlig ikke finde det! Da vi endelig fandt det sad mine nerver vidst helt uden på tøjet, jeg var nervøs og spændt. Nervøs for hvem de andre var, om de nu ville kunne lide mig – ja du kender det måske selv. Og jeg var spændt! Spændt på hvad de næste 4 dage ville indeholde, hvad vi mon skulle lave og hvornår vi skulle lave hvad. De blev i hvert fald hurtigt klar over at her var en kontrolfreak med et kæmpe behov for at vide ting – jeg tror aldrig de havde mødt så stor en spørgejørgen som mig wink

pinsecamp med adhd-foreningen

Det var 4 dage i super flotte omgivelser!

Fredag aften blev primært brugt på at slå telte op, og lære hinanden at kende – og jeg fandt da også hurtigt mange at snakke med! Især en pige (Frederikke) skulle vise sig at blive en meget tæt veninde. Ligesom mig kunne hun ikke falde i søvn, det var vi faktisk 4 piger  som ikke kunne, og vi sad et par timer og røg smøger og snakkede. Da jeg endelig gik ind i teltet var det med et kæmpe smil på læben – det skulle helt sikkert nok blive en god pinse!

Kompetente undervisere, inspiration og en masse ny viden

Klokken 7 lørdag morgen blev vi vækket. Jeg var først faldet i søvn klokken 5, men mit humør var alligevel højt! Vi startede dagen ud med noget de fleste med ADHD har svært ved – vi skulle sidde stille og lytte. Men det var egentlig mere eller mindre okay – vi blev nemlig undervist af Rikke og Jan fra JHO Consult. Rikke og Jan har begge ADHD og ligeledes har deres børn. De var derfor super kompetente, og personligt lærte jeg en hel masse! Du kan læse mere om JHO Consult her: jhoconsult.dk.

JHO Consult

I løbet af 3 timer havde jeg fyldt en hel notes-blok, og en masse inspiration og ny viden.

24 timer med Safe Nordic

Undervisningen var helt klart super spændende, men da klokken slog 16 lørdag blev det for alvor interessant! Fra klokken 16 var det nemlig Trine og Thomas fra SAFE NORDIC som tog over, og de skulle “have os” de næste 24 timer. Du kan læse om SAFE NORDIC her: safenordic.dk. Det var både skide hårdt, men også super udviklende at være i deres hænder. Jeg ville gerne fortælle en masse om de 24 timer med Thomas og Trine, men da der kunne ske at sidde nogle som skal med på næste års PinseCamp med ADHD-foreningen ville det være synd at afsløre for meget. Men en ting kan jeg da afsløre: det bliver skide sjovt! Og så vil jeg fortælle lidt om en personlig oplevelse under de 24 timer – det kan jeg nemlig godt uden at afsløre noget wink Hvis du har læst med på bloggen et stykke tid ved du måske også at jeg har ret så mange vanskeligheder med min søvn. Jeg er ikke selv “herre” over hvornår de søvnløse nætter kommer, men de kommer. Og det skete også natten mellem lørdag og søndag. Når jeg ikke har sovet bliver jeg super-sensitiv. Derfor plejer jeg egentlig at holde mig for mig selv på de dage jeg ikke får sovet, både fordi jeg bliver vrøvlet, men også fordi jeg har sindssygt svært ved at vise andre end min familie og aller nærmeste ven, at jeg rummer andre følelser end “Jeg er glad”. At græde overfor andre gør jeg super sjældent – jeg kan sagtens skrive eller fortælle om følelser, men kontrollere hvad andre for at se sådan “face-to-face”. Men søndag eftermiddag fik jeg en super fed oplevelse, som andre måske ville synes var mærkelig… Jeg var presset, udfordret,  måske lidt sulten og uden søvn – og så skete der noget der jeg i øjeblikket egentligt hadede, men vendte til noget positivt efterfølgende: jeg begyndte at græde! Ikke sådan en lille tåre, nej jeg stor-tudede og det foran mennesker som eg måske nok allerede havde fået et tæt forhold til, men alligevel ikke havde kendt i mere end et par dage. Da jeg ligesom var ovre mit “crash-down” følte jeg mig faktisk på en måde ret sej! Heldigvis var resten af søndagen super afslappet (og maden god), vi hørte et mega rammende oplæg fra en af “de voksne” og søndag nat sov jeg så godt som man nu kan i et telt smile

 Når ord gør glad – især når de er uventede

Mandag den 9 juni klokken 15 var det hele slut. Timerne inden blev brugt på supervision, evaluering og samtaler.  Jeg vil ikke fortælle så meget om supervisionen og samtaler som hhv bestod af coaching og socialrådgivning. Men evalueringen vil jeg alligevel fortælle lidt om – jeg fik nemlig nogle virkeligt dejlige og gode ting  at vide. Evalueringen foregik i de førnævnte hold, hos Trine og Thomas. Vi skulle sige hver især have 3 ting vi skulle blive bedre til, og 3 ting vi skulle fastholde at vide – vi holdte os måske ikke helt til de 3, men det var vidst heller ikke det vigtige wink Jeg kan selvfølgelig kun fortælle hvad jeg selv fik at vide, og det er ting jeg virkelig blev glad for at høre! Jeg skulle fastholde (wait for it) det at jeg snakker meget! Jeg blev mildest talt overrasket, men også glad. Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg snakker meget, men jeg troede selv at det var en ting folk synes er enormt irriterende. Men jeg fik tværtimod at vide at det er fantastisk at jeg snakker så meget – fordi det samler folk og skaber glæde. Jeg fik at vide at jeg er rigtig god til at forklare ting, fordi jeg ikke giver op eller bliver irriteret, men i stedet bliver ved og ved indtil folk har forstået og finder nye måder at få tingene forklaret. Og jeg kunne græde af glæde da jeg fik at vide at jeg er INSPIRERENDE! Det sidste er både i forhold til fastholde og blive bedre til, og hænger måske i virkelighed sammen med det førnævnte – jeg fylder meget på både godt og ondt. Det skal forstås på den måde at når jeg glad så smitter mit humør – men det gør det altså også når jeg er i dårligt humør. Derudover køre jeg lidt i ring når mit humør er dårligt, hvilket jo faktisk kan være enormt demotiverende. Jeg er så glad for lige præcis det jeg fik at vide her – de ting jeg netop har nævnt troede jeg nemlig måske i virkeligheden var noget folk tænkte dårligt om. Og det er nok ikke svært at forstå hvorfor det netop for mig, betyder enormt meget at få at vide at jeg er inspirerende.

 “Øv skal vi allerede hjem?”

PinseCamp med ADHD-foreningen er noget af det bedste og fedeste jeg nogensinde har prøvet! Og jeg tror jeg snakker for de fleste af deltagerne: vi havde slet ikke lyst til at skulle hjem! Det var 4 virkelig intense dage, men også 4 dage (jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv) med udvikling/igangsætning af udvikling, læring, relationsdannelse, hygge – ja jeg tror faktisk de fleste følelser var i spil.

pinsecamp med adhd-foreningen

Efter kun 4 dage: nogle af de bedste veninder jeg har!

Da jeg kom hjem havde jeg ikke kun lært noget om mig selv – jeg havde også fået 18 nye venskaber! Man bliver selvfølgelig ikke bedste venner med alle, men den dag i dag savner jeg hver og en! Jeg vil alligevel fremhæve 2 piger – ikke fordi resten er ligegyldige, men fordi disse 2 piger lynhurtigt er blevet nogle af mine bedste veninder! De ligner mig selv så meget at jeg næsten ikke troede det var muligt -når de fortæller er det som at høre mig selv. Og måske næsten det vigtigste: de forstår mig inden jeg overhovedet har åbnet munden!

Jeg undskylder for det meget lange indlæg – og så alligevel ikke wink PinseCamp med ADHD-foreningen har betydet og betyder så meget for mig at jeg faktisk ikke ville kunne have gjort det kortere. Jeg er selvfølgelig ikke blevet et helt andet menneske, men jeg har lært så mange vigtige ting om mig selv, og har fået øjne for områder hvor jeg virkelig skal udvikle mig. Og ved du hvad? De fleste “udviklings-processer” blev faktisk sat igang allerede på lejren. Til de 18 andre deltagere, til Betina og Kirsten fra ADHD-foreningen, til Trine og Thomas og sidst men ikke mindst Rikke og Jan: ord vil aldrig være nok – i har givet mig mere end jeg turde drømme om! Tak er kun et fattigt ord, men af hjertet tak! heart I betyder alverden, hver og en!

Pårørende er altså heller ikke altid helt hensigtsmæssige

Jeg ved ikke om du har lagt mærke til det? Hvor lidt jeg før nu, egentlig har fortalt, i det hele taget nævnt, min familie – altså dem man vil kalde mine nærmeste pårørende her på bloggen? Det skam ellers ikke fordi der ikke er rigeligt at fortælle – ment på både den gode og knap så gode måde. Mine forældre er selvstændige, de har ikke mindre end 3 restauranter, og derfor har jeg måske tænkt at det ville være bedst hvis jeg her på siden ikke nævnte dem så meget – hvad nu hvis jeg kom til at skrive noget, nogle ville kunne bruge mod dem? Men ved du hvad? Det er slut nu. “Flyvske tanker” er nemlig mit sted – mit fristed, og det er her jeg kan få lov at udfolde mig og mine evner. Her er det altså mig der er chefen og jeg bestemmer selv hvad jeg vil skrive. Det er mig der ejer siden, flyvsketanker.dk er et produkt og en mulighed som jeg selv har skabt og knoklet hårdt på, og domænet er købt og betalt – af MIG. Undskyld kære familie, det kan godt være at jeg tit og ofte er mega uhensigtsmæssig i min gøren og laden, og at jeg nok kan være svær at være pårørende til – men indimellem er i altså heller ikke lige hensigtsmæssige.

“Jeg er da også bare helt forkert”-følelsen

Den sidste uges tid har jeg faktisk ikke følt mig særlig godt tilpas, ikke fordi jeg fysisk har haft det skidt – jeg har bare været rigtig meget ramt af det jeg kalder “du er da også bare helt forkert”-følelsen. Eller det er faktisk flere følelser, slået sammen til en. Og det er ikke følelser der er fremmed for mig, de kommer i perioder og det har jeg efterhånden vænnet mig til. Når jeg har det sådan er det selvsagt meget negative tanker om både mit indre og ydre, der fylder meget. Uduelighed, grimhed, mindreværd – som sagt så kalder jeg det for “du er da også bare helt forkert”-følelser. Førhen ville jeg her i indlægget kun have nævnt mig selv i den forbindelse, men af flere grunde vil jeg denne gang også fortælle hvad min familie har med denne her følelse at gøre. Det er ikke nødvendigvis dem der er skyld i følelsen, en gang imellem jo, men nogen gange når jeg har det sådan er det i hvert fald heller ikke fordi de ligefrem gør det bedre. Mine “ADHD-vanskeligheder” påvirker mig hver eneste dag, men på de her “du er da også bare helt forkert”-dage er der flere af mine vanskeligheder, som pårørende, adhdbliver endnu mere “invaliderende”. Som mange andre med ADHD kan jeg have større eller mindre problemer med at forstå meninger, og vanskeligt ved at forklare mig præcist. Det derfor ikke ukendt for mig at blive misforstået eller misforstå andre. Årsagen til det er at jeg er hypertolkende, det har jeg vidst før fortalt om, og jeg tror mange med ADHD vil kunne genkende dette. Allerede når de første ord i en sætning er udtalt, er jeg i gang med en tolkning, og er jeg irriteret eller igang med noget andet får denne her tolkning hurtigt en negativ karakter – og et negativt svar. Det er en ond cirkel, for det betyder at jeg på en dårlig dag hurtigere ryger i konflikt med min familie. Flere undersøgelser viser, at én af kernesymptomerne ved ADHD er et hidsig temperament, nok er jeg den eneste i familien med ADHD, men både min mor og måske især den ene af mine søstre har altså også et iltert temperament. Du kan måske allerede nu forestille dig, hvor hurtigt der kan blive brugt fæle ord og nedsættende udtryk. Oven i det har jeg det ligesom mange andre med ADHD en meget veludviklet retfærdighedssans. Vi taler ikke om en retfærdighedssans som bruges af og til især i sociale sammenhænge, men en retfærdighedssans, som berører utrolig mange dagligdags elementer. Man kan sammenligne det med millimeter retfærdighed der måles på stedet og som kan skabe stor irritation hos mig. “Det skal ikke altid være mig”, “hvorfor skal jeg gøre det igen?” er sætninger min familie nok tit har hørt. Jeg tager det meget personligt og føler mig forkert, når jeg skal gøre ting eller lave procedurer om. Du kan sikkert godt forestille dig hvordan en halv dårlig dag hurtigt udvikler sig til en mega dårlig dag ikke?

3 restauranter og en datter med ADHD

Jeg tror tit det kan være svært for min familie at forstå hvordan det egentlig er at have ADHD. Eksempelvis hvor hurtigt mit hoved bliver stresset. Jeg har ikke det filter almindelige mennesker har, som gør at indtryk sorteres. Jeg opfatter alle lyde og bevægelser. Indtryk og informationer kommer ind fuldstændig usorteret, og jeg har næsten ligeså meget opmærksomhed rettet mod dem alle. Det betyder altså også at jeg bruger enormt meget hjernemæssig energi hele tiden, hver eneste dag – mit stressniveau er altså en helt anden størrelse end det er hos mine forældre eller søstre. Mine forældres 3 restauranter gør det ikke altid nemmere, og det er klart at min “stress” kan synes latterlig ved siden af. Jeg har skide svært ved skift – dem er der altså rigtig mange af i min familie, og det er ikke altid lige smart at jeg egentlig har brug for et par timers varsel til spontane indslag. Den der ro, orden og forudsigelighed som man siger skulle være bedst for sådan nogle som mig, ja den mangler jeg lidt nogle gange, men jeg vil eller kan jo heller ikke bede min familie udelukkende at tage hensyn til mig. Jeg kender dem også godt nok til at vide at det ville de heller ikke gøre.

Det havde været rart med lidt anonymitet på den lukkede

adhd, girls, crazySom jeg nævnte tidligere er mine forældre indehavere af de her 3 restauranter, og det betyder altså at de efterhånden er et ret kendt “ansigt” i byen. Det har altså både sine fordele og sine ulemper. Det er da rart en gang imellem at kunne bruge sine forældres gode rygte og store netværk. Men der er også tidspunkter, hvor det er knap så fedt. Et godt eksempel på det er en dag jeg nok alligevel (uanset hvad) aldrig glemmer. Den dag jeg var blevet henvist “akut til psyk.”. At sidde der i venteværelset til den lukkede afdeling – og vente på dommen over om du skal blive eller sendes hjem igen – er i sig selv en rigtig dårlig oplevelse. Forestil dig så, at der kommer en ansat hen og slynger denne kommentar ud: “guuuuuud hej, det da dig fra Kystens Perle, der var jeg lige over den anden dag”. At hun ikke selv kunne se det malplacerede i valget af tidspunkt er en ting, men lige der må jeg nok indrømme at lidt anonymitet havde været rart. Jeg blev da heldigvis sendt hjem, ellers skulle hun vel også lige have bestilt et bord eller fortalt mig hvad hun fik at spise wink

Kære pårørende

Jeg ved godt jeg kan være svær at leve med, men tænker i over at i lige sådan kan være det? Til dig, der netop har læst dette indlæg: du må ikke tro jeg ikke elsker min familie højt – for det gør jeg virkelig, meget endda! Min familie er bare på så mange måde anderledes og når ens forældre er selvstændige er det ikke altid lige nemt. Slet ikke når man har ADHD. Men min familie er jo også på mange måde god. Vi står sammen i tykt og tyndt, og fordi vi efterhånden har været rigtig meget igennem er vi meget tætte. Men jeg indrømmer også gerne, at jeg bare en gang imellem kan ønske at vi bare var sådan en helt almindelig hyggelig kernefamilie. Det er vi ikke, og det bliver vi heller ikke. Mine forældre går vel en gang på pension – så på den front bliver vi vel en “helt almindelig” familie, men min ADHD vil altid følge med mig. Jeg har accepteret det, og lærer efterhånden at leve med mine vanskeligheder. Spørgsmålet er bare om min familie helt har accepteret og erkendt at jeg altså ikke har ADHD med vilje, og at nogle af de ting jeg gør eller siger ikke altid er noget jeg kan kontrollere?

 

“Du jo ikke rask…”

En aften i februar modtog jeg en besked fra en person, der på daværende tidspunkt faktisk var en en rigtig god ven. Jeg havde allerede fornemmet stemningen i samtalen, lad os bare sige den ikke ligefrem var positiv. I hvert fald modtog jeg en besked hvor der stod: “du er jo ikke rask”. Jeg er klar over at denne besked var meget nedgørende, og jeg er sikker på det var et forsøg på at såre mig. Men jeg blev ikke såret. Jeg trak i stedet lidt på smilebåndet , for jeg ved jo faktisk godt jeg ikke er rask, ADHD er uhelbredelig, så det bliver jeg heller aldrig og det er ikke noget jeg er flov over – ikke længere i hvert fald. Jeg svarede tilbage med beskeden “nej, det har du ret i og det har jeg papir på – vil du se?”. Jeg modtog flere beskeder i løbet af aftenen – som du måske allerede har regnet ud indeholdte de ikke ligefrem rosende ord. Tværtimod. Og jeg tror heller ikke personen havde regnet med, at jeg reagerede som jeg gjorde. For hvis intentionen var at gøre mig ked af det og såre mig – lykkedes det ikke. For helt ærligt – hvordan skal man blive såret over at få ting at vide man godt ved? Som andre måske faktisk godt kan lide ved en? Og som man ikke har tænkt sig at ændre på?

ADHD er ikke nogens skyld!

Det da super nederen at få en diagnose, men der er altså der er altså flere sider af det at have ADHD. Udadvendthed, masser energi og begejstring, entusiasme, iderig, ivrige efter at prøve noget nyt, kreativitet, aktivitet og en spændende personlighed – det vil jeg da mene er positive ting – hva’ mener du? At have ADHD medfører en række vanskeligheder, det kan vi ikke komme uden om – men det er ikke nogens skyld! Man får ikke ADHD pga. dårlig moral, dårlig opdragelse, problemer i familien, dårlige skoler og skolelærere, for meget tv, fødevareallergier eller for meget sukker. Selvfølgelig er der visse faktorer, der har vist sig at øge sandsynligheden – påvirkninger af hjernen i fostertilstanden og under fødslen, lav fødselsvægt og for tidlig fødsel. ADHD er en neurobiologisk lidelse og skyldes ofte arvelige forhold – en skønhedsfejl i generne, kan man måske kalde det. ADHD er en lidelse, hvor mange af symptomerne er knyttet til specifikke områder af hjernen – en udviklingsforstyrrelse hvor dele af hjernen ikke fungere optimalt. Det er en problematisk lidelse især fordi symptomerne ikke altid er lige lette at se eller forstå for omgivelserne – måske kan det ligefrem være vanskeligt for nogle mennesker at rumme os. Men ADHD er hverken noget vi “gør” eller “har” med vilje. De fleste med diagnosen ville nok hellere have været foruden, mig selv inklusiv, men sådan blev det ikke. Og det har jeg accepteret, desværre er det ikke alle der kan acceptere mine vanskeligheder – det er historien i starten af dette indlæg, nok et meget godt eksempel på – personen her irriterede sig nemlig over nogle sider af min personlighed. De fleste af dem er sider jeg faktisk er begyndt at holde af – eller altid har holdt af ved mig selv. Jeg ved da godt, at jeg sikkert kan være “skide irriterende” – det indrømmer jeg gerne.

  • Jeg er super let at distrahere, og følger ofte pludselige indskydelser og impulser.
  • Jeg har ikke samme filter, som “almindelige” mennesker har. Jeg opfatter alle lyde, bevægelser og indtryk. Derfor kan det nogen gange virke som om jeg måske ikke hører efter – det gør jeg, men nogen gange sker det at indtrykkene bliver for mange og så ryger min koncentration altså.
  • Jeg bruger mere energi på opgaver, der virker simple for andre, og derfor kan jeg hurtigt få for meget, hvilket indimellem resulterer i frustration- og følelsesudbrud, som kan uforståeligt og overdrevent for andre mennesker.
  • Samtidig er jeg impulsiv, hvilket betyder at jeg styres af øjeblikket – derfor har jeg nogengange vanskeligt ved at se at ting går over.
  • Mine kortvarige, men pludselige svingninger i humøret er super irreterende – både for mig selv, men nok især for min familie. Mine omgivelser ser selvfølgelig også de her svingninger, men slet ikke i samme omfang som min familie, de er nok de eneste der får lov at se min aller værste side.
  • Jeg snakker meget og afbryder tit – også selvom jeg selv bliver noget irretabel hvis jeg selv bliver afbrudt. Det er heller ikke altid jeg lige når at tænke inden jeg åbner munden.
  • Og så er jeg en kontrolfreak, og skide nysgerrig – både omkring livet, mine medmennesker og ny viden. Derfor stiller jeg mange spørgsmål, nogen gange nok for mange og jeg kan måske komme til at spørge om ting folk egentlig ikke synes rager mig.

Listen her indeholder som du måske har opdaget, bare nogle af mine “vanskeligheder”. Jeg ville sagtens kunne nævne flere, men så ville det indlæg blive super langt. Hvis du vil vide lidt mere kan du klikke på fanen “Min ADHD-profil”. Undrede du dig over at jeg skrev vanskeligheder i gåseøjne? Det gjorde jeg fordi jeg mener, at flere af diagnosens symptomer og vanskeligheder også kan vendes til positive ting. F.eks er det skam ikke altid dårligt at jeg snakker meget, og at være super nysgerrig kan sagtens være en rigtig god ting – det har bl.a. gjort at jeg har fået enorm meget ny viden. De fleste mennesker med ADHD handler på baggrund af deres følelser, det gør jeg også selv, og vores adfærd bærer derfor præg af det. Nogen gange “bider det os i røven”, men ofte betyder det at vi er mennesker med store personligheder. Jeg er som mange andre med ADHD ofte blevet misforstået pga mine vanskeligheder, men efter jeg har fået diagnosen ved jeg hvorfor jeg nogen gange reagere eller handler som jeg gør. Jeg vil ikke bruge min diagnose som en undskyldning for min opførsel, men jeg har nu en forklaring – hvordan folk så opfatter mig er op til dem selv.

En overlever med et positivt livssyn

Jeg indrømmer gerne at jeg førhen har ladet mig udnytte og blive trampet på. Havde jeg fået samme besked, som den jeg fik i februar, inden jeg fik diagnosen var jeg helt sikkert blevet såret og ked af det. Heldigvis fik jeg den efter jeg havde fået diagnosen. Jeg har altid følt mig anderledes, og jeg har hele livet higet efter at blive ligesom alle andre, at blive accepteret. Jeg har altid stillet meget høje krav til mig selv, og jeg har aldrig været god til at bede om hjælp, eller åbne op og fortælle om mine vanskeligheder. Men da jeg fik diagnosen skete der noget. Jeg fik en forklaring på hvorfor jeg er anderledes, på hvorfor jeg gennem livet har haft nogle vanskeligheder, der indimellem har været svære at forklare. Da jeg lige havde fået diagnosen var jeg flov, og jeg havde svært ved at acceptere og erkende at jeg havde og har ADHD. Jeg indrømmer nemlig gerne at jeg førhen selv var god til kun at forbinde ADHD med fordommene. Pludselig skulle jeg sætte mig selv ned i den kasse og det betød at jeg var nødt til at søge efter mere viden. Og jeg blev klogere! Den dag i dag har jeg ikke bare accepteret at jeg har ADHD, jeg er også begyndt at vende det til noget positivt. Jeg er den jeg er – og det er sgu helt okay! Jeg har nogle personlighedstræk som andre måske ikke har, men det gør ikke længere noget. Jeg bliver aldrig helt ligesom alle andre, men i stedet for at sætte mig hen i et hjørne og græde over det, vælger jeg at tænke “det sgu da cool nok”. Jeg vil ikke længere lade mig slå ud af, at nogen mennesker “ser ned” på mennesker med ADHD. Og jeg vil ikke ændre på hvem jeg er for at behage andre – ikke længere, og aldrig mere! Selvfølgelig er der ting jeg skal arbejde på, og udvikle til det bedre, men at jeg at jeg ikke er helt “normal” vil jeg ikke længere være ked af! Jeg skal leve resten af livet med ADHD, og livet er klart blevet nemmere nu hvor jeg har accepteret min “anderledeshed”. ADHD er ikke noget at være flov over, og uanset hvem du er håber jeg at du er stolt over at være dig!

Hvad pokker har klatring med selvmedicinering af ADHD at gøre?

IMG_0510Når du hører ordet selvmedicinering tænker du straks på ting som cannabis, euforiserende stoffer og alkohol – har jeg ret? Og det helt i orden, for ved du hvad? Indtil i går eftermiddags var det også det jeg forbandt selvmedicinering med. Men her i weekenden læste jeg en artikel – faktisk handlede den hverken om ADHD eller selvmedicinering – men denne her artikel satte alligevel nogle tanker i gang omkring selvmedicinering af ADHD, og hvad det egentlig er. Og kan være. For behøver selvmedicinering nødvendigvis at være noget dårligt? Kan selvmedicinering være andet end det fordommene fortæller os det er? Hvis du spørger mig, er jeg ikke længere i tvivl – selvmedicinering behøver ikke være noget dårligt, og selvmedicinering er ikke kun cannabis, alkohol og stoffer. Nu vil du sikkert gerne snart vide hvad den artikel så handlede om – ikke? Den handlede faktisk “bare” om klatring. Hvad har det nu med mig at gøre? Og hvad pokker har det med selvmedicinering af ADHD at gøre? Det første spørgsmål er nemt – siden 4. januar 2013 har jeg “gået til” klatring. Og siden første tur har jeg ikke kunnet undvære sporten. Der er mange grunde til hvorfor jeg er helt vild med klatring, men denne her artikel, eller det var faktisk 2 artikler, fik mig til at tænke på om klatring ikke kan være min form for en slags selvmedicinering?

Rod i centralnervesystemet

Hjernen hos et menneske med ADHD mangler dopamin og noradrenalin, som begge er stoffer der udløses i hjernen ved bestemte stimuli.  Vi har alle et “vågenhedscenter”, som er noget der findes dybt i centralnervesystemet. Dette center er dybt afhængig af både dopamin og noradrenalin, som begge udløses bl.a. ved spænding, nysgerrighed, meningsfuldhed, mad, kaffe, nærvær og kontakt, bevægelse, ekstrem sport og overlevelsesadfærd – desværre også ved spil, alkohol og stoffer. Dopamin og noradrenalin er med til at stimulere frigørelsen af oxytocin, som er et stof, der ligesom de to andre findes i vores centralnervesystem. Dette stof har betydning for hvordan vi har det med os selv og vores omgivelser, er angstdæmpende og det er det der gør os nysgerrige og giver lyst til at være sammen med andre. Mennesker med ADHD og derfor mangel på disse vil altså helt ubevidst forsøge at kompensere ved at bevæge kroppen og søge spænding og udfordringer. Hvis selvsamme gruppe mennesker bliver tvunget til at være stille, resultere det i træthed og et at energiniveauet falder – hvilket går ud over indlæringen og udviklingen. Som du måske allerede har gættet er risikoen for afhængighed og misbrug altså meget høj for mennesker med ADHD. Men hvad har det nu med selvmedicinering at gøre? Jamen altså, når man mangler disse vil man jo helt ubevidst forsøge at finde noget der hjælper med at øge disse. Altså at selvmedicinere sig. Jeg startede dette indlæg ud med at sige at de fleste nok forbinder selvmedicinering med ting som cannabis, euforiserende stoffer og alkohol. Det var jo som sagt også det eneste jeg selv forbandt selvmedicinering med, og det er nok heller ikke løgn at det er disse midler de fleste benytter i forbindelse med selvmedicinering. Ofte skyldes et misbrug faktisk en bagvedliggende diagnose eller lidelse – og dermed selvmedicinering. Og selvmedicinering med disse midler er jo selvfølgelig hamrende usundt! Men efter en masse tanker og overvejelser, mener jeg faktisk også godt selvmedicinering kan være sundt.

Hvad pokker har klatring med selvmedicinering af ADHD at gøre?

Som jeg nævnte tidligere var der flere ting, som udløser dopamin og noradrenalin. Nogle af dem var spænding, nysgerrighed, nærvær og kontakt, bevægelse, ekstrem sport og overlevelsesadfærd, og disse beskriver også flere aspekter ved klatre-sporten. Dog er klatring ikke helt en ekstrem sport – i hvert fald ikke hvis du spørger “os selv”. Spørger du min mor eller mormor er svaret dog et andet… Men klatring er i høj grad fyldt med spænding, bevægelse og mod (overlevelsesadfærd). Og klatremiljøet er fyldt med nærvær og kontakt. I hvert fald hvis du spørger mig. Dette finder du selvfølgelig også ved andre sportsgrene og man kan helt sikkert overføre min tolkning af selvmedicinering til en del andre af disse. Men selvom jeg i 13 år dyrkede gymnastik før jeg forelskede mig i klatre-sporten, må jeg tilstå at klatring har givet, og giver mig meget mere end nogen anden sport har. Klatring handler nemlig om meget mere end bare at få pulsen op og træne dig til en flot krop og en god form. For det første træner det min fokus og koncentrationsevne – hvis ikke jeg koncentrere mig og holder fokus på væggen kan jeg ikke klatrer, så kommer jeg ingen vegne. Men hvis jeg tilgengæld gør dette, kan det der først virkede helt umuligt, pludselig lade sig gøre. Det behøver faktisk ikke en gang at tage lang tid – det helt op til mig selv. Hvilket bringer mig videre til det næste. Klatring er nemlig en individuel sport – du er aldrig alene, men du er din egen dommer. Det er dig selv der bestemmer farten og mængden af ture – og hvor meget/hvor hurtigt du vil “rykke dig”, du konkurrere nemlig ikke nødvendigvis om andre om spotlightet og topplaceringen. Og hvis du gør er der ikke alle mulige underlige regler at huske på – jeg ville f.eks aldrig du til tennis eller golf. Jeg lærer at tage beslutninger i pressede situationer, fordi jeg hele tiden skal vælge hvilke greb jeg vil bruge – vælger jeg “forkert” risikere jeg at “falde”. Ved klatring prøver jeg hver eneste gang jeg binder mig ind i klatreselen, mine grænser af – på flere måder. Og det er sjældent disse grænser ikke bliver rykket. Og hver gang det sker giver det lidt til selvtilliden. Der findes næsten ingen bedre følelse end når du har klaret en ny rute, hele vejen til taget på væggen – eller til der ikke er mere klippe tilbage. Den bedste måde at beskrive den følelse er nok “fuck hvor er jeg sej”, undskyld mit sprog, men det føles godt når man opdager en side ved sig selv man ikke vidste fandtes. Som du måske allerede kan se er der flere ting i klatring som er rigtig godt for mennesker som mig – med ADHD. Og de førnævnte ting som udløste dopamin og noradrenalin vil du nok også give mig ret i, i høj grad findes fået ved klatring. Som sagt tidligere, men jeg jeg mener i aller højeste grad at man kan benytte klatring (måske andre sportsgrene) som selvmedicinering. I hvert fald er jeg ikke længere et sekund i tvivl om at klatring er min form for selvmedicinering – og mon ikke det er svaret på hvorfor jeg allerede efter første tur forelskede mig i sporten.

Hvordan kan man føle sig ensom med over 400 venner på facebook?

Sådan spurgte en nær ven mig en dag. Jeg forstod ikke til at starte med at han hentydede til mig, vi havde godt nok netop snakket om ensomhed og jeg havde fortalt at selvom jeg har masser venner kan jeg ofte føle mig ensom. Og hans spørgsmål satte efterfølgende nogle tanker i gang. For hvad er ensomhed? Hvornår er man ensom? Udover det gav det inspiration til netop dette indlæg, for jeg blev pludselig selv nysgerrig på relationer i forhold til ADHD, og jeg fik lysten til at fortælle om netop dette.

Svært ved at forstå sociale spilleregler

For de fleste mennesker er samværet med andre ureflekteret og automatiseret. Man tænker ikke bevidst over andres bevæggrunde eller bagvedliggende intentioner, men tolker i stedet deres mimik, kropssprog mm. Man bruger ubevidst sin erfaring for, hvordan relationer plejer at forløbe. I de fleste tilfælde er det praktisk, og på den måde springer man en masse mellemregninger i kommunikationen over. Men voksne med ADHD kan ikke nødvendigvis på samme måde tolke kropssprog eller mimik og bruger ikke erfaringer på samme måde som andre. ADHD er en kognitiv funktionsnedsættelse, og mennesker med ADHD forstår, opfatter og fortolker på en anden måde end andre. Mennesker med ADHD er ikke automatiserede i kommunikation og samarbejde, og de kan have brug for at deres omgivelser kompensere for dette. Vi er f.eks meget konkret tænkende og bliver forvirrede af ironi og sarkasme, fordi vi opfatter den bogstaveligt – dog kan vi godt selv finde på at bruge ironi, men her ved vi jo også hvad intentionen bag er. Ord som ”måske” eller ”senere” betyder løse ender, og fordi mennesker med ADHD er hyper-tolkende, vil løse ender fylde utrolig meget hos os. Misforståelser har ofte rod i det indforståede ”vi troede, at han/hun godt vidste, hvad vi mente” eller ”det er da klart, at det er sådan” er ting man ofte kan tænke, men mennesker med ADHD har svært ved at skelne mellem fakta og holdning og mellem hvad der bliver sagt i sjov og i alvor. Man skal kunne fastholde sin opmærksomhed, si og sortere i indtryk, have en god sprogforståelse, være i stand til at opfatte og forstå sociale og følelsesmæssige signaler og have en god forestillingsevne. Derudover skal man kunne hæmme sine umiddelbare impulser og sætte sig ind i andres tanker og følelser. Ting som mennesker med ADHD kan have større eller mindre vanskeligheder med. Det betyder ikke nødvendigvis at vi ikke kan, men at vi skal bruge mere energi på det end andre. Selv har jeg f.eks en god sprogforståelse, en god forestillingsevne og jeg kan tit i høj grad sætte mig ind i andres følelser og tanker. Men jeg har svært ved at fastholde min opmærksomhed, styre mine impulser, ved at sortere i indtryk og svært ved at tolke mellem fakta og holdning, mellem alvor og sjov og jeg kan nok have en tendens til at over-fortolke på kropssprog og mimik. Mennesker med ADHD er i konstant fare for at mislykkes i sociale situationer, som ofte kan virke uoverskuelige og komplekse. Vi fokuserer på det forkerte, hører ikke efter, kan ikke holde fokus eller taler før vi tænker. Almindelige samværsformer og kommunikation kan volde vanskeligheder for mennesker med ADHD, fordi det forudsætter så mange ting, som vi har svært ved og jo mere vi presses på vores mangelfulde færdigheder, jo mere ufleksible og fastlåste kan vi blive. Derfor kan nogle voksne med ADHD kan have svært ved at håndtere deres relationer.

Manglende evne til at gennemskue konsekvenser

Både børn og voksne med ADHD har vanskeligt ved at gennemskue konsekvenser, nogen mere end andre, men ens for alle er det, at det gør sig gældende i flere aspekter af livet. Også i forhold til relationer. Nogle trækker sig fra omgangen med andre og bliver isolerede og ensomme. Andre har svært ved at sige nej og er derfor konstant i gang med at hjælpe deres venner og glemmer sig selv. Og nogle er som jeg selv – en “god” blanding. Man kan vel sige, at vi har svært ved at finde grænser og har en mangelfuld fornemmelse for, hvor meget og hvor lidt man kan forvente af andre og sig selv. Jeg er en udadvendt pige og jeg elsker at være sammen med andre mennesker, alligevel har jeg perioder hvor jeg kommer til at isolere mig. Det er gerne i perioder hvor jeg egentlig føler mig mega forkert og har aller mest brug for at være sammen med andre. Det kan være lidt af en ond cirkel – at have brug for og lyst at være sammen med andre, men alligevel ikke have overskuddet og energien til det. Som sagt har jeg det kun sådan i perioder, faktisk nærmere et par dage ad gangen. Det er dage hvor negative tanker fylder meget, og når man så som jeg heller ikke kan sortere i hverdagens mange indtryk og lyde – ja så bliver det bare lettest at holde sig for sig selv. Jeg har heldigvis nogle dejlige venner, der kender mig godt, og ved at det ikke er pga af dem og at disse dage går over igen. Min bedste veninde er også god til ærligt at fortælle mig hvordan hun opfatter tingene – og mig. Og en ting er jeg aldrig i tvivl om – uanset humør – jeg er der for mine nærmeste, jeg tænker og reflektere over deres sorger og glæder, og mit tankemylder kan her være positiv – jeg kan nemlig se tingene fra rigtige mange sider af gangen.

Higen efter at blive accepteret

Mange mennesker med ADHD er i høj grad præget af lav selvfølelse. Det skrøbelige selvbillede er en konsekvens af de begrænsninger, der ligger i at have ADHD. Mennesker med ADHD misforstås ofte, og når deres vanskeligheder kommer til udtryk mødes de typisk med bebrejdelser. Mange gange i vores liv er  vi blevet misforstået og skældt ud, og vi har egentlig mest brug for at blive mødt med anerkendelse og forståelse. Piger med ADHD har det ekstra svært, især i puberteten. Piger skal helst ”passe ind”, og piger med ADHD føler sig ofte forkerte og anderledes. Behovet for at blive accepteret kan give anledning til farlige, “dumme” og selvdestruktive handlinger. For at dække over vanskelighederne, kommer piger med ADHD nogen gange til at optræde som noget andet end de egentlig er. Jeg tør godt at indrømme at jeg kender alt til denne higen efter at blive accepteret. Især inden jeg fik diagnosen. Jeg kan stadig føle mig helt forkert og intet værd, men efter jeg har fået diagnosen er det klart blevet lettere at være mig. Nu ved jeg hvad mine vanskeligheder skyldes, jeg har pludselig en forklaring og en årsag til at jeg ikke er ligesom alle andre.  Den anden dag snakkede jeg med min søster, hun havde meget svært ved at sige “altså som normale mennesker” – jeg sagde til hende at hun gerne måtte snakke om “normale” mennesker på den måde, for jeg ved godt jeg ikke er normal og jeg kunne mærke at det betød meget for os begge. For mig fordi at det var verdens bedste tegn på accept af egen tilværelse, men det vigtigste for mig var også at min søster pludselig kunne tale åbent omkring det at storesøster ikke er normal, faktisk sige det direkte til mig. ADHD medfører ofte følgetilstande. Det har jeg oplevet på egen krop. Som nævnt før udviklede jeg i 2005 anoreksi. Jeg havde ingen kontrol over det indre kaos – så kunne jeg i det mindste have kontrol over hvad jeg spiste. Samtidig med det stor behov for at finde kontrol, havde jeg et enormt behov for at føle jeg passede ind. Jeg har nok siden 2.-3. klasse altid følt mig anderledes. Da jeg i 2005 gik i 7.klasse tænkte jeg at hvis jeg bare var tynd og pæn, havde det rigtige tøj, den rigtige make-up . så ville jeg blive mere populær og ikke længere være anderledes. Jeg har aldrig været upopulær – og jeg tog grueligt fejl! I stedet for at passe ind var jeg nu endnu mere anderledes. Den dag i dag har jeg stadig men fra spiseforstyrrelsen, men jeg ved nu at jeg anderledes – og acceptere det! Den dag i dag kan jeg faktisk rigtig godt lide at være anderledes, og vender det for det meste til noget positiv. F.eks har jeg mødt mange dejlige mennesker og for jo ofte at vide at jeg er en meget vellidt pige – netop fordi jeg er den jeg er, måske lidt småskør men et dejligt varmt og spændende menneske med mange historie i rygsækken at fortælle.

Når ensomheden trænger sig på

Men hvorfor er det så man kan føle sig ensom selvom man har over 400 venner på facebook? Hvad er ensomhed? Og hvornår er man ensom? Jo ser I, ensomhed har ikke noget at gøre med hvor mange venner du har eller hvor mange du er sammen med. Du kan sagtens føle dig ensom, selvom du sidder med en masse venner omkring dig. At føle sig ensom er ikke nødvendigvis det samme som at være alene. Og jeg tror vi alle kender følelsen af ensomhed. Har vi ikke alle prøvet at sidde hjemme en lørdag aften og tænkt at alle vennerne sikkert havde en pisse fed aften? Eller fulgt med i hvad andre lavede på facebook, og tænkt at man gerne ville have lavet det samme? I forhold til ADHD kan ensomheds-følelsen også trænge sig på, på den måde, at hvis man er den eneste i omgangskredsen der har ADHD, måske den eneste med en diagnose bare, ja så kan man godt en gang imellem føle sig lidt alene – fordi ADHD er svært at forstå, for ADHD er meget mere end hvad man lige går og tror. Som før nævnt er det en fordel at gå i en gruppe for mennesker i samme situation, som en selv. Ligesom jeg selv har en gruppe, de er blevet mine rigtig gode venner og jeg er så glad for at have fået dem i mit liv – fordi at nu ved jeg at jeg ikke er alene. Ikke forstået på den måde at mine “normale” venner give mig følelsen af at jeg er alene, men jeg indrømmer gerne at jeg en gang imellem føler mig ensom. Jeg har masser dejlige mennesker i mit liv, men når jeg føler mig misforstået eller bare aller mest forkert – så føler jeg mig også lidt alene. Det ved jeg heldigvis godt jeg ikke er! Og de fredag-lørdage hvor ensomheden måske trænger sig på, ved jeg heldigvis oftest også at det ikke er fordi jeg ikke er vellidt, at jeg føler mig ensom – da er det bare fordi jeg heller ville have været ude i byen sammen med vennerne.

Dette indlæg blev vidst lidt langt, men hvis du kom igennem det hele håber jeg du har nydt læsningen. Jeg elsker spørgsmål som for mig til at tænke. Du har nok allerede opdaget at jeg er en tænker, og at jeg nyder at give min viden og mine historier videre. I indlægget her går jeg endnu engang meget tæt på – altså mig selv. Men jeg mener også at det er vigtigt at jeg tør være hudløs ærlig når jeg skriver indlæg til jer. Så selv det kan give knubs, eller være meget åbenhjertet af mig, så gør jeg det gerne.

“Du jo stadig bare dig..”

“Du jo stadig bare dig” – sådan sagde en af mine bedste venner til mig for et par måneder siden. Han er ikke den eneste, der har sagt sådan til mig, heldigvis – for det betyder enormt meget at få at vide. Man ændrer jo ikke personlighed når man får en diagnose, ADHD er noget jeg er født med og derfor med til at give mig den personlighed jeg har, men det eneste der ændrede sig da jeg fik diagnosen var at jeg nu har papir på  det og en forklaring på nogle af mine problemer. Men det er ikke alle der husker på at jeg ikke har ændret personlighed, ikke er blevet dummere eller mindre intelligent. At få diagnosen var kæmpe aha-oplevelse og en stor omvæltning. Det var en lettelse og så alligevel ikke. For på den ene side havde jeg pludselig en forklaring på det indre uro, kaosset i hovedet og mine andre vanskeligheder. Det gjorde det måske lidt lettere at acceptere at disse ting er en del af mig. På den anden side følte jeg mig stemplet og sat i bås. “Er du sikker på du kan det når du har ADHD?” er bare en af de sætninger der medvirker til følelsen af pludselig at være sat i bås. For jeg har før klaret et liv med uddannelse, fritidsjob, sport og venner. Jovist, jeg har presset mig selv hårdt og også for hårdt, og det bøder jeg for nu. Men at jeg har fået en diagnose betyder ikke at jeg ikke stadig er en fighter, der kæmper for sine drømme om fremtiden. Og jeg er da et bevis på at man sagtens kan klare et stressende og hårdt liv selvom man har ADHD. Vi vidste bare ikke da mit liv var mest presset at jeg havde ADHD. Det ved vi nu. Og jeg har på den hårde måde lært at jeg er nødt til at passe på mig selv. For det at jeg pressede mig selv hårdt har ført til flere nedture. Nedture jeg vælger at se som en vigtig læring. For nej jeg kan ikke klare det hele, hvor gerne jeg end vil og en stabil tilværelse er for mig at foretrække. At jeg virker mere velfungerende end jeg er har nok gjort at mange er blevet overrasket når jeg har fortalt at jeg altså har ADHD. “Har du ADHD? Jamen du er jo sådan en dygtig og pæn pige”. En sætning der viser at ADHD er en diagnose med fordomme knyttet til sig. Alle mennesker har evner og positive sider – diagnose eller ej, og jeg er meget mere end bare en ADHD’er. Og ADHD er meget mere end hvad fordommene siger. At acceptere ADHD er svært, både for omgivelserne og en selv. De fleste har heldigvis accepteret det faktum at jeg har ADHD, jeg kan nok egentlig kun komme i tanke om en der stadig har lidt svært ved at acceptere det – nemlig mig selv. De fleste dage går det godt og jeg trækker de positive sider ved diagnosen frem – for jo de findes og jeg tænker tit at jeg måske havde været røvkedelig uden og  mit sprudlende humør, tossede narrestreger og skøre tiltag er klart nogen af fordelene ved ADHD. Men der er stadig indimellem dårlige dage. Dage hvor jeg føler mig helt forkert, uduelig og dum. Dage hvor jeg ville ønske jeg en dag kunne blive rask, være “normal” bare en enkelt gang. Det er en langvarig proces at acceptere at få en diagnose, jeg ville gerne have undværet, men det jo desværre ikke noget jeg selv vælger. Men jeg vælger selv hvordan jeg skal leve livet – også med ADHD. Og jeg vil ikke lade mig bremse af en diagnose, tværtimod vil jeg bruge den til noget positivt.

Min bedste veninde har ADHD – af Malene Hjort

Det er nytårsaften (2012-2013) og jeg er netop ankommet til en fest i Horsens, hos en ved navn Peter Emil holder. Ideen om at tage med til netop den fest var ret spontan, og jeg kender ret få af de folk som er til festen. Det er her jeg møder Marie Louise aka Ise, for første gang, midt i et virvar af steg, sovs og kartofler tilsat høj musik, sprut og nytårskrudt samt en flok glade forhåbningsfulde unge mennesker. På det tidspunkt vidste jeg ikke at hende og jeg skulle blive bedste veninder, og den aften talte vi egentlig heller ikke så meget sammen – dog fik jeg indtrykket af en meget glad, ikke mindst storsyngende og dansende pige med masser af personlighed, og mener virkelig masser, når jeg siger det. Da vi havde en (på det tidspunkt) fælles veninde, som havde taget mig med til nytårsfesten, sås vi mere og mere til flere fester i famøse Horsens – bonderøvsbyen over dem alle. Ise og jeg fandt hurtigt ud af, at vi havde mange ting til fælles og begge havde et stort hjerte for at lytte og ikke mindst fortælle om os selv. Jeg blev mødt af Ise på en måde, som jeg sjældent har oplevet. Det var som om at hun forstod og kunne leve sig ind i hvad jeg mente, når jeg talte om ”depression”, ”samtale ved psykologen” osv og hun delte mange af hendes erfaringer med mig. Det gjorde at vi hurtigt fik et meget tæt og dybt forhold til hinanden, og siden da har vi brugt utroligt mange timer på at snakke i telefon – ikke bare om de svære ting i livet, men også piller som kunne gøre ens pøller guldfarvede, vores bommerter i forhold til fyrene, i ved, alle de der fjollede ting. Det som er aller vigtigst i mit og Ises forhold er, at vi er ærlige overfor hinanden, og det har været meget vigtigt i forhold til at være ved Ises side igennem det sidste års tid.
Nu handler Ises blog om ADHD og hendes liv med diagnosen, og jeg har været igennem forløbet sammen med hende, og stået ved hendes side så godt som jeg overhovedet kunne. De problemer hun havde inden, de svære tanker og følelser, i perioden hvor hun fik diagnosen, hvilket kan være meget hårdt og konfronterende og selvfølgelig nu, hvor hun finder sig selv på den anden side af det hele. Det har været en følelsesladet proces, og jeg er så utroligt glad for alle de gode ting som sker for Ise den dag i dag. Jeg ville lyve hvis jeg skrev, at det ikke har været hårdt til tider at være Ises bedste veninde. Hårdt på den måde, at skulle passe på sig selv og ikke blive opslugt af hendes problemer, men forsøge at accepterer hendes situation og med det accepterer, at det er/ og har været hendes proces, som hverken jeg eller andre har eller kan have nogen magt over, overhovedet. I de tider har jeg husket at være meget ærlig og sige fra, for at beskytte mig selv, men også gjort det meget tydeligt, at det har været fordi jeg ikke ville miste hende. Jeg giver aldrig op, når det kommer til Ise og det har krævet at lære, hvordan man er ærlig og ikke bare stikke halen mellem benene, når tingene bliver for intense eller måske svære at forholde sig til. Det har været en læring for livet, tilgengæld har jeg også fået en veninde for livet.Hende og jeg har fundet en rigtig god måde at give hinanden det bedste af os selv, både på godt og ondt. Hun fortæller mig også, at hun ved hvornår jeg har en dårlig dag – det kan hun mærke. Det siger utroligt meget om det følsomme og dejlige menneske som Ise er, og den kærlighed hun gerne vil give til de mennesker hun holder af. Hun tænker oprigtigt på, om jeg har det godt og hun har båret mig igennem den sidste måned, hvor jeg skulle gå igennem et slemt brud fra en kæreste.
Ise formår at sætte sig selv til side og lytte til alt mit lort, for at sige det ligeud, og det er jeg evigt taknemmelig for. Desuden har hun aldrig og det tror jeg oprigtigt på, dømt mig for de ting jeg har gjort eller sagt, på noget tidspunkt. Det er en gensidig kvalitet i vores forhold. For mig er det ekstremt vigtigt at huske, at menneskesindet ikke er en kasse hvor forskellige egenskaber, intelligens, følelser er proppet ned i og rystet godt sammen, men en meget nuanceret sammensætning af gener (vi ikke selv har valgt) og den påvirkning fra det miljø vi har været i, og er i. Personlighed er nuanceret og vi er alle forskellige – det kommer an på hvilke gener der aktiveres af miljøet. Ise har en ADHD diagnose, men er der nogensinde nogen, som har set ”en ADHD”? Nej vel? I min verden er det endnu et nuanceret sæt af personlighed, som kan have nogle problemer med sig i forhold til, hvordan størstedelen af resten af befolkningen fungerer. Ise snakker mere end gennemsnittet, ja, og tænker meget på hvordan andre ser hende ja, men ærlig talt, hvem af os andre gør ikke også det engang imellem?? Ise er den bedste veninde jeg nogensinde har haft. Det er der meget meget mere end en diagnose, eller for den sags skyld andet der skal kunne lave om på… jeg tror kun jeg vil overveje hendes og mit forhold, hvis hun gifter sig med min far. MEN, det sker jo ikke!
FORDI OG ALDRIG PÅ TRODS – JEG ELSKER DIG. 
Forfatter: Malene Hjort

Lige børn leger bedst

Ah, overskriften skal nu ikke forstås så bogstaveligt som den lyder, men dagens indlæg handler om “netværksgrupper”. Den 14. januar 2014 startede jeg nemlig i en gruppe for voksne med ADHD. Gruppen består udover mig af 5 andre voksne i alderen 22 til 48 år – fælles for os alle er at vi alle har ADHD. Måske vi har været heldige, men allerede fra starten har vi haft et super godt sammenhold, vi havde faktisk kun været der en gang før jeg havde fået en “storebror”. For selv om vi er forskellige ligner vi hinanden rigtig meget, og der er plads til bare at være – vi behøver ikke skjule noget, indordne os eller bevare en maske. ADHD-gruppen er mit fristed. Her føler jeg mig “hjemme”, og vigtigst af alt jeg føler mig ikke forkert! Vi mødes hver anden tirsdag i 2 timer, men faktisk er vores sammenhold så godt at vi nu mødes alle tirsdage – de andre tirsdage er det bare privat. Og så er vi ved at planlægge sommerhus-tur – der er vidst ingen af os eller vores pårørende der tvivler på at vi alle er glade for hinandens selskab. De “officielle” tirsdage snakker vi om vores vanskeligheder og hvad der rører sig, de andre tirsdage snakker vi ligeså meget, men her har vi ikke topholdere på og kan måske også være lidt mere afslappede. Som førnævnt behøver vi i gruppen ikke skjule noget, og dem der måske har nemmest ved at rumme og acceptere folk med ADHD mennesker der selv har ADHD. Et godt eksempel var en tirsdag hvor jeg ikke havde sovet om natten og derfor kørte på 30. vågne time. Jeg var lettere manisk og snakkede mere end “normalt”, måske ret så irriterende at være sammen med, men de andre kiggede hverken mærkeligt, snakkede i krogene eller noget som helst – de gav en krammer, kærlighed og vigtigst af alt plads og accept.  Efter et par måneder i gruppen kan jeg slet ikke undvære den eller menneskerne derfra. Det er pt også det jeg for mest ud af, for vi lærer også meget af hinanden.

Så til dem fra ADHD-gruppen der læser med – tak fordi i til, tak fordi i jer og tak for alt det i giver mig! 

© 2017 Flyvske tanker

Theme by Anders NorenUp ↑