Flyvske tanker

ADHD smitter ikke - det gør tabu.

Category: Samfundets syn på ADHD

ADHD og uddannelse – kan man have begge dele?

Når du har ADHD har du ofte svært ved at sidde stille i længere tid ad gangen. Du har svært ved at koncentrere dig, svært ved at vente på tur og svært ved at sortere og prioritere hvad der er vigtigt og hvad der ikke er. Når du går i skole skal du sidde stille i længere tid ad gangen. Du skal koncentrere dig, og række hånden op og vente på at det bliver din tur. Du skal også helst kunne sortere og prioritere i hvad der er vigtigt og hvad der ikke er – f.eks i en tekst. Når du går i skole skal du faktisk kunne mange ting som kan være svært hvis du har ADHD. Men betyder det så at du ikke kan have en god uddannelse hvis du har ADHD? Selvfølgelig kan du det! Du kan sagtens få en god uddannelse, også lige præcis den uddannelse du går og drømmer om – og du kan sagtens gennemføre med gode karakterer. Det kræver bare lidt ekstra når du har ADHD, men det er ikke umuligt! Motivation, viljestyrke, evner, interesse og lyst – uanset om du har ADHD eller ej er disse begreber vigtige i forhold til at skulle vælge uddannelse. De er måske bare særligt vigtige når man har ADHD.

Man kan hvad man vil – også når man har ADHD

I går var jeg til optagelsessamtale på læreruddannelsen. Inden jeg tog af sted var jeg ret nervøs. Ikke nervøs fordi jeg var i tvivl om hvorvidt jeg rent fagligt er dygtig nok. Det ved jeg, jeg er. Jeg har måske aldrig været særlig god til matematik eller de naturfaglige fag, men lige pånær disse har jeg altid været en faglig dygtig pige. I folkeskolen, på HF og på pædagogseminariet var det aldrig det faglige, der gjorde mig nervøs. Det, der gjorde mig nervøs i går, var det samme som altid – ville jeg kunne holde fokus? Ville jeg hyperfokusere – eller knap nok kunne koncentrere mig? Hvad med min “lydfølsomhed” – ville den drille helt vildt eller være “til at leve med”? Jeg kunne blive ved, men gør det ikke – for som du måske allerede kan se var det der gjorde mig nervøs mine vanskeligheder (som du kan læse om her). Dem har jeg altid haft, men for første gang vidste jeg hvad de skyldes – og det er jeg glad for. Ikke fordi de i går fyldte mindre, men fordi at jeg så f.eks kunne sørge for at få alt unødigt “ud af hovedet” inden – altså skrive tanker eller ting jeg skulle huske at gøre bagefter ned, i stedet for at lade dem fylde imens. Og jeg havde en forklaring på hvorfor jeg har disse vanskeligheder, modsat tidligere hvor negative tanker og tysk-gloser fløj rundt i et stort virvar.

En nødvendig og tiltrængt succes-historie

Jeg gik derfra nærmest høj af glæde – altså fra optagelsessamtalen i går. Der var ingen grund til at være nervøs, og jeg havde virkelig en god fornemmelse efterfølgende. Ganske kort beskrevet bestod denne her optagelsessamtale af 2 interviews på 15 minutter – med 15 minutters forberedelse til hver. Under begge interviews bliver du vurderet ud fra seks forskellige parametre. Motivation, analytisk formåen, personlig integritet og samarbejde, kommunikationsevne, etisk formåen og faglig tekstforståelse og teksthåndtering. Disse udløser hver især en mængde point og får du mellem 30 og 42 point er du adgangsberettiget (altså med “i puljen” om en plads). Hvis du har lyst kan du læse en lidt mere dybdegående beskrivelse her: http://nylaereruddannelse.nu/optagelsessamtalen/. Ved det første interview skulle jeg analysere en case, og det var helt klart også her jeg kunne og skulle vise hvem jeg er som person. Allerede da jeg fik casen smilte jeg, den handlede nemlig om to elever fra 8. klasse – med ADHD! Det var jo næsten for godt til at være sandt – jeg kunne jo virkelig trække på egne erfaringer her, både i forhold det faglige (pga. pædagoguddannelsen), men også rent personligt. Den underviser som skulle bedømme mig var også bare skide sød, og jeg følte mig både respekteret og dygtig – jeg tror vi begge ærgrede os over den korte tid wink Ved det næste interview skulle jeg analysere en tekst, eller rettere sagt en artikel og her var det altså det rent faglige, og mine evner til at analysere jeg blev bedømt på. Det synes jeg egentlig også altid jeg har været okay til, og teksten jeg skulle analysere var super spændende. Derudover kunne jeg faktisk trække på “en tekst” jeg selv har skrevet – “Gal eller normal? Hvor går grænsen?“. Teksten handlede nemlig mere eller mindre om vigtigheden i at være åben for nye erfaringer og viden, og faren ved at være for snæversynet. Den hed “Dømmer jeg – eller er jeg vågen” og det er klart en tekst jeg vil forsøge at finde og læse hele artiklen og ikke bare det uddrag jeg fik. Det hele var simpelthen som “syet til mig” – og ved du hvad? Jeg fik 33 point! Jeg havde virkelig brug for den her succes-historie, og chancerne for at jeg kommer ind er store. Jeg ved selvfølgelig først med 100% sikkerhed om jeg er optaget sidst i juli – men jeg tør tro på det lykkes. Og jeg tør tro på at jeg blive en skide dygtig lærer wink

Men hvorfor lige skolelærer?

Normalt drømmer små piger om at blive prinsesser, supermodel eller filmstjerner når de bliver store. Det gjorde jeg bare ikke. Mine drømme handlede altid om at hjælpe andre, give noget til et andet menneske, at være noget godt for andre. Og drømmen om at blive lærer var der egentlig allerede i folkeskolen, og at jeg ikke bare forfulgte den efter HF kan ærgre mig. Det ærgrer mig ikke at jeg har fået 5. semester på pædagoguddannelsen – jeg har fået så meget uvurderlig, vigtig, for ikke at sige nyttig viden. Men det ærgrer mig at jeg kunne have færdiguddannet lærer om cirka et år – hvis jeg vel at mærke var gået i gang lige efter min studenter-eksamen. Der er flere grunde til hvorfor det lige er skolelærer – og med tiden er der kommet flere til. Jeg havde selv en klasselærer, som var langt mere end bare en lærer! Og hun har helt klart også været en inspiration. Jeg vil gerne være dansk, historie og samfundsfags-lærer for udskoling. Disse fag har altid interesseret mig meget – ligeledes har aldersgruppen. Men ligesom min gamle klasselærer vil jeg være langt mere end bare en lærer. Min ADHD giver mig måske nok nogle udfordringer, men jeg synes helt klart også den giver nogle styrker! Jeg ved om nogen hvordan det er at have ADHD, og da jeg højst sandsynligt vil møde unge med diagnosen, kan jeg jo virkelig sætte mig ind i deres tankegange, handlemønstre og vanskeligheder. Efterskole-lærer eller lærer i en special-klasse er helt klart også “drømme-jobs”. Og det er endnu en grund til at jeg virkelig har et højt ønske om at blive optaget og uddannet – jeg har nemlig så mange “drømme-jobs” inden for branchen.

ADHD og uddannelse – ikke nødvendigvis nemt, men heller ikke umuligt!

At have ADHD betyder altså ikke at du ikke KAN tage en uddannelse, men det betyder at det højst sandsynligt kræver en del ekstra af dig. Der findes en række hjælpemidler eller støtte man kan søge når man har ADHD og gerne vil tage en uddannelse. Disse hjælpemidler kan nogen måske se som “unfair”, jeg har i hvert fald selv hørt et par negativt ladet kommentarer. Det kan gøre nas at få disse her mere eller mindre spydige kommentarer. Jeg har nogen gange fyret en ligeså provokerende bemærkning af: “Skal vi bytte?”. Det vil de færreste, og denne her mere eller mindre provokerende kommentar for da også gerne folk til at tænke lidt ekstra over situationen. Disse hjælpemidler er jo i princippet nogle man helst ville undvære, ikke? Udover dem jeg har nævnt herunder, kan du måske være i den heldige situation at dine undervisere gerne vil “gøre det ekstra” for dig som elev.

Det kan blandt andet være at din underviser vil/kan:

  • holde små pauser eller give mulighed for, at den studerende kan holde pause – selvfølgelig fordi at du som ADHD’er kan have svært ved både at holde fokus og sidde stille i længere tid ad gangen.
  • helt grundlæggende have forståelse for den studerende – du forsøger at holde fokus, og det er ikke udtryk for at du keder dig, hvis jeg/man i en kortere periode ikke følger med i undervisningen.
  • give påmindelser om skemaændringer – især de meget pludselige kan være svære at håndtere, og jo før man kan få besked des bedre.

ADHD og uddannelse – særlig støtte

  • Specialpædagogisk støtte (SPS): SPS skal sikre, at elever og studerende med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan gennemføre en uddannelse på lige fod med andre. SPS kan fx være særligt tilrettelagte undervisningsforløb, hjælpemidler og instruktion i brug heraf, særligt udformede undervisningsmaterialer, personlig assistance og sekretærhjælp, særlige vilkår for og arbejdsformer under prøver og eksaminer. Det er Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte, der administrerer de specialpædagogiske støtteordninger til uddannelser på det statsfinansierede område.  Der er oprettet en særlig hjemmeside, hvor du kan læse mere om de forskellige muligheder www.spsu.dk. Støtteordningerne findes i forskellige lovgivninger i forhold til de forskellige uddannelsesområder (kilde: http://adhd.dk/generelle-tekster/social-indsats/hjaelp-under-uddannelse/)

  • Økonomisk støtte – handicaptillæg til SU: Har du pga. ADHD en varig psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse, der giver betydelige begrænsninger i din mulighed for at have erhvervsarbejde ved siden af din uddannelse, altså have et studenterjob, kan du søge et tillæg til SU, når du læser på en videregående uddannelse. Tillægget kompenserer for den manglende mulighed for at have en indtægt ved siden af SU. Det hedder derfor “handicaptillæg”. Handicaptillægget svarer til den indkomst, som andre studerende kan have ved siden af SU’en. Der er desuden mulighed for at søge støtte til særlige udgifter, såsom undervisningsmaterialer, hjælpemidler m.m. efter beskæftigelseslovens § 76 (kilde: http://adhd.dk/generelle-tekster/social-indsats/hjaelp-under-uddannelse/)

 

Er du bange for at være anderledes?

adhdHvis du sidste år på denne tid havde spurgt mig, om jeg var bange for at andre syntes jeg er anderledes – ja, eller bare spurgt om jeg var bange hvad andre mennesker tænkte om mig – svaret VAR ja. At jeg vælger at bruge datid er helt bevidst – jeg VAR bange for hvad andre tænkte om mig, og jeg “frygtede” vel nærmest den følelse jeg havde indvendig – jeg vidste inderst inde godt at jeg ER anderledes. Den skræmte næsten livet af mig – min anderledeshed. Men sådan er det ikke længere, heldigvis – for så ville mit liv vidst være en lang gyser (sorry, oplagt joke midt i alvoren wink ) Hvis du spørger mig i dag – jeg blev faktisk spurgt den anden dag – om jeg er bange for at folk synes jeg er anderledes er svaret nej. Jeg er ikke bange for at folk synes jeg er anderledes for jeg ved godt at jeg er anderledes. Det har taget mig mange måneder at acceptere, både at det at jeg har ADHD, men også det faktum at jeg altid vil være anderledes. Det har været nogle hårde måneder det indrømmer jeg gerne. Jeg ved at jeg fortsat vil have perioder, som vil være hårde at komme igennem og som vil kræve en hel masse vilje og mod – på livet og lysten til at blive ved med at kæmpe. Men jeg er alligevel nået et godt stykke – det har krævet en hel masse, men jeg har endelig erkendt og accepteret at jeg har ADHD. Som jeg skrev i et tidligere indlæg: “jeg er sgu sådan en type”, og ved du hvad? Det er helt okay! Det er også helt okay at jeg er en smule stolt, ikke? Stolt af mig selv fordi jeg kæmper, og fordi jeg endelig har accepteret at jeg måske nok kan udvikle mig, men aldrig bliver 100% rask. Okay, jeg har ADHD og ved kommunen bliver jeg sat i “Handicap-afdelingen” – men det betyder ikke at jeg ikke er en intelligent pige som har en masse evner, mod, vilje og drivkraft. En kæmpe drivkraft for at bryde tabuet om den diagnose jeg selv og mange andre lever og kæmper med hver eneste dag. En vilje for at gøre mit aller bedste når det handler om at formidle min viden videre. En intelligens og masse evner, som gør dette til en mulighed. Og måske aller vigtigst: MODET til at stå frem, modet til at indrømme at jeg er anderledes – modet til at dele min(e) historie(r).

Hvad synes du om den nye og forbedrede udgave af flyvsketanker.dk?

Hvordan forbedrer man noget, som mange i forvejen fortæller er fornemt arbejde? Jeg indrømmer gerne at jeg får mange rosende ord for mit arbejde med flyvsketanker.dk – hvorfor holde det hemmeligt, det gør mig da enormt stolt! Stolt over at noget jeg har skabt, og nærmest dagligt arbejder mere eller mindre hårdt på – kan gavne så mange mennesker. Og at så mange mennesker har lyst til at læse med. Det sidste indlæg jeg skrev indeholdte skabelonen til det hjælperedskab jeg har udviklet: “Mig og min ADHD”. Det lyder måske som blær, men det er ligeså meget stolthed – det indlæg er blevet læst mere end 1000 gange! Og det gav mig motivationen til at ligge måske endnu mere arbejde i flyvsketanker.dk – det er indtil videre blevet til en masse forbedringer og nye tiltag, de fleste til gavn for dig som “bruger” af siden, men også et par få til gavn for “systemeterne” bag. De sidste er drøn nørdede ting som jeg hjertens gerne vil fortælle om, men som nok ikke har super meget relevans for dem knap så “teknik-mindede” læser (og jeg tror altså ikke det er der min primære målgruppe ligger wink ) – skulle du alligevel være nysgerrig må du selvfølgelig hjertens gerne spørge, og jeg lover at svare. Nok om mig om mine nørdede tendenser – jeg vil nemlig meget hellere fortælle om de forbedringer og tiltag som er blevet til pga alle jer læsere. I motivere mig nemlig til at gøre det endnu bedre – selv min perfektionisme måske ikke altid er lige hensigtsmæssig gør den alligevel dette ved mig: JEG GIDER IKKE GØRE NOGET SEMI-GODT, jeg går altid efter at være “den bedste” eller “gøre mit bedste”. Det betyder blandt andet at der kun en gang i hele “Flyvske tanker”s levetid er blevet brugt copy/paste – en eneste gang har jeg tilladt mig selv det, alligevel er det ikke ligefrem noget jeg er stolt af… Til gengæld vil jeg godt tillade mig at være stolt af at, som sagt pånær den ene gang, have skrevet alle tekster selv. Det har taget tid – også længere end jeg regnede med, men jeg håber du synes at det alligevel har været “ventetiden” værd.

flyvsketanker.dk version 2.0

Det eneste på flyvsketanker.dk som ikke er ændret er faktisk mine tidligere indlæg. Enkelte er blevet rettet til i forhold til stave- og grammatikfejl, men ellers er de det eneste, som stadig indeholder præcis det som de hele tiden har gjort. Nedenfor vil jeg derfor give en lille guide i de mange nye tiltag, du kan trykke på de forskellige links her eller finde dem som menupunkter i toppen wink

Fanen “Om mig”:

  • Om mig – indeholder som sådan bare små korte facts om hvem jeg er – udover selvfølgelig at være “forfatter” her på siden wink
  • Historien om en fighter – en dybdegående, og måske “rørende” fortælling om mit liv inden jeg blev diagnosticeret.

Fanen “Om flyvske tanker”:

  • Om flyvske tanker – beskriver formålet med denne hjemmeside, og besvarer måske de tre “H’er” – hvorfor, hvad og hvordan.

Fanen “Viden om ADHD”:

Denne del er klart den, som har taget mest tid – dette er nemlig mere eller mindre en vidensportal indeholdende stort set alt hvad der er værd at vide om ADHD – rent fagligt i hvert fald.

  • Viden om ADHD – beskriver kort formålet med denne vidensportal, og hvor på siden du finder de forskellige ting som du også ser på listen her:

Hvad er ADHD?

Årsager – hvad skyldes ADHD?

Symptomer – hvordan viser ADHD sig?

De tre kernesymptomer

Andre ADHD symptomer

Kønsforskelle

Diagnosticering af ADHD

Forekomst af ADHD

Tilstande der ligner ADHD

Forskellen mellem ADHD, mani og personlighedsforstyrrelse

At leve med ADHD

Følgetilstande ved ADHD

Behandling

Forskellige former for medicin mod ADHD

Forskellige former for terapi/træning af færdigheder

Hjælpemidler

Relevante love og paragraffer

Fanen “Mig og min ADHD” – et hjælperedskab:

Fanen “Kontakt”:

  • Kontakt – som navnet næsten antyder finder du her de forskellige muligheder for at kontakte mig wink

anderledesFlyvske tanker på de sociale medier

Synes du listen her er lang? Det er ikke det eneste, som er blevet forbedret eller tilføjet til flyvsketanker.dk. Flyvske tanker er nemlig både blevet lang mere synlig på de forskellige sociale medier, men det er også blevet nemmere at finde frem til “den” de forskellige steder. Du kan nu finde flyvsketanker.dk på hhv. facebook, instagram, twitter, bloglovin, google plus og som RSS feed. Og uanset hvor på siden du er vil linksne altid være oppe i højre hjørne (godt i ikke kunne se mig sidde og pege for at være sikker, hæhæ).

Undskyld hvis indlægget blev lidt langt – der var jo også en del at fortælle om som du kan se wink Jeg ville blive enormt glad hvis du kunne have lyst til at dele dine tanker wink omkring de nye tiltag. Du kan enten skrive en kommentar her, på et af de nævnte sociale medier eller hvis du gerne vil være lidt mere “anonym” og kun fortælle det til mig: sende en mail til kontakt@flyvsketanker.dk – hov det er da egentlig også en mere eller mindre ny ting – egen mail adresse wink Endnu engang af hjertet tak fordi du har lyst til at læse med her. Hvad enten du kommer for viden eller “gode historier” så betyder hvert eneste (efterhånden mange) besøg en hel masse. Jeg troede aldrig jeg skulle få så stor en trafik på en side som i høj grad skiller sig ud – både emnet at “blogge” om, men måske i virkeligheden også personen bag navnet “Flyvske tanker”. Jeg er stærkt tilbage med masser af energi – og endnu flere “flyvske” tanker wink

P.s. Har du iøvrigt lagt mærke til de fine pink stjerne i toppen af hvert indlæg og sider? Det er “rating”-stjerner og jeg synes det kunne være super fedt hvis du lige gav f.eks det her indlæg det antal stjerne du nu synes det eller andre måtte fortjene wink

Gal eller normal? Hvor går grænsen?

selfimage, adhdGal eller normal? Hvor går grænsen? Hvornår er man normal? Eller unormal? Hvad med ADHD? Findes der kun en type, eller er ADHD i virkeligheden noget, hvor man ikke bare kan sætte samme beskrivelse på alle med diagnosen? Det sidste stykke tid er disse spørgsmål ofte dukket op, og længe blevet reflekteret over. Måske fordi jeg flere gange har følt at jeg har måtte “forsvare” min diagnose. Måske fordi at jeg flere gange har følt at mine omgivelser pludselig har ændret sit syn på mig. Ikke alle, men nogen har alligevel. Men er det måske også fordi jeg indimellem stadig har dage, hvor jeg har svært ved at erkende min plads i ADHD-kassen? Hvorfor disse spørgsmål er dukket op kan der være mange gode grunde til, men en ting er sikkert – de har inspireret til dette indlæg og endnu engang gjort at jeg i hvert fald selv er blevet klogere wink

Hvornår er man helt normal?

gal eller normal?Vi gør det alle sammen. Ofte helt uden at tænke over det. Putter folk i kasser eller giver dem et mærkat. Jeg tør faktisk næsten godt vove den påstand at, du hver eneste gang du møder et nyt menneske vil forsøge at placere ham eller hende i en overordnet kategori – ofte gerne normal eller unormal. Det er helt i orden, vi gør det alle sammen. Men hvorfor har vi egentlig dette behov for at kategorisere? Og hvornår er man så normal? Jeg ville hurtigt kunne skrive en længere afhandling om hvorfor, men jeg tror overordnet set at vi har det her behov for at kategorisere simpelthen for at vi ved hvor vi selv befinder os mellem normal og unormal – hvor vores plads i samfundet er, kan man måske sige. Normalitet kan nok egentlig være svært sådan helt konkret at definere. Af flere årsager. Det er et begreb som kan være forskelligt fra kultur til kultur og svinge meget i løbet af årene. Overordnet kan man vel sige at det, som er hyppigst fremtrædende i samfundet er det man vil betegne som normalt. Og der findes skam også mange statistikker, som viser hvad der er mest normalt i et givet årstal eller kultur. Normalitetsbegrebet er egentlig en sjov størrelse, hvis du spørger mig. Og hvorfor så det? Jamen fordi vi lever i en tid, hvor vi mennesker dybest set ikke har lyst til “bare” at være normale. Vi har lyst til at være noget særligt, og vi skal præstere noget. På den anden side har de fleste mennesker heller ikke lyst til at være helt ved siden af normen. Der findes selvfølgelig mennesker som jeg selv, der står frem og ikke er flove over at være “lidt ved siden af” – men psykiatriske lidelser, altså diagnoser, er stadig omgivet af enormt meget tabu. Måske fordi man tror at modsat en brækket arm, er psykisk sygdom noget du selv kan styre.

adhdGal eller normal?

Jeg sagde tidligere i indlægget, at vi hver gang vi møder et nyt menneske putter dem i en passende “kasse”. Men har du nogensinde prøvet at møde et menneske, og først efter du har lært hende/ham at kende, fået at vide at personen har en diagnose? Eller oplevet at en god ven(inde) eller familiemedlem pludselig har fået en diagnose? Hvis ja, ændrede din opfattelse af personen sig? Måske er du ligesom jeg selv er, god til at se det hele menneske og ikke bare bedømme ud fra en diagnose, men der findes desværre også mange som gør. Altså bedømmer adfærd og opførsel ud fra en given diagnose. Jeg har selv oplevet det. At blive sat i bås udelukkende pga min diagnose. Både af folk jeg først har mødt efter jeg har fået diagnosen, men faktisk også af mennesker, som kendte mig inden. Den første gruppe er ikke så svær at beskrive – det er mennesker som måske glemmer at der findes mange forskellige udgaver af ADHD, og som derfor ikke tænker at du indeholder andet end bare disse fire bogstaver. Den anden gruppe er knap så nem at beskrive. Eller, ja man kan måske beskrive det sådan at visse personer pludselig mener at de skal fortælle dig hvad du kan eller ikke kan fordi du har denne her diagnose. Ting du måske sagtens kan eller altid har kunnet, og ting du ved at de før hen ikke ville have betvivlet. Det er ærgerligt, og kan være svært at acceptere – altså den måde folk pludselig ændrer sin opfattelse af dig. Det selvfølgelig ikke alle, men hvor man ved nogen kan høre det i de ting de siger så er der også andre, hvor man bare mærker det helt uden de behøver at sige noget. En diagnose kan give et svar på hvorfor nogen af os afviger fra normaliteten, men vi er jo også meget mere end bare en diagnose. Ofte findes der faktisk mange forskellige typer mennesker med samme diagnose.

“Du da ikke sådan en type”

smart people vs. dumb peopleNår du hører ordet ADHD, hvad er så det første du tænker på? Hyperaktivitet, uopmærksomhed og impulsivitet – har jeg ret? Det tror jeg de fleste gør, og disse tre ting kaldes heller ikke kernesymptomer uden grund. Men det er altså kun toppen af isbjerget. Og kernesymptomerne findes i flere forskellige udgaver. “Har du ADHD? Ej, det kan da ikke passe. Du virker da ellers som sådan en sød pige. Slet ikke som sådan en type. Du virker da til at være rimelig normal”. Hvis du har læst flere af mine indlæg, ved du at jeg flere gange nærmest har måttet forsvare at jeg har ADHD. Der findes nok ikke mange der ikke kender til diagnosen, og de fleste mennesker har da også en holdning til den. Desværre tror jeg der findes mange , som bygger denne holdning eller forståelse på ganske lidt viden. Nu må du ikke tro at jeg mener at alle uden ADHD, har en negativ holdning eller ringe forståelse – for det er bestemt ikke det jeg mener. Og jeg indrømmer gerne at inden jeg selv fik diagnosen, byggede jeg faktisk selv min holdning og forståelse på en mere eller mindre “middelmådig” viden. Lidt tragikomisk er det måske at jeg faktisk kunne tænke “jeg har i hvert fald ikke ADHD, sådan en type er jeg slet ikke” – jeg kunne sagtens genkende mig selv i mange af symptomerne, men jeg må indrømme jeg alligevel ikke havde set mig selv som en ADHD’er. Sådan er det ikke længere. For da jeg sidste år pludselig stod der med diagnosen i hånden, var jeg nødt til at søge viden og få større indsigt. Og den dag i dag, vil jeg nu mene at jeg har “mega meget” viden – og ved du hvad? Jeg er sgu sådan en type. Men det har også krævet enormt meget læsning og søgen rundt at få denne viden, og finde ud af at der findes mere end en type ADHD – at ADHD ikke kun er noget med drenge der har krudt i røven. Hvis ikke diagnosen på den ene eller anden måde berører ens liv, forstår jeg altså godt hvis ikke man ligefrem “higer” efter alt denne viden. Alligevel ville det en gang i mellem gøre livet lidt nemmere hvis folk kendte bare lidt mere til diagnosen. Måske den så blev nemmere at tackle og forstå. ADHD er måske også en diagnose, der er svær at forstå fordi mange af symptomerne er nogle mange vil kunne genkende hos sig selv. Flere af symptomerne ligner nemlig almindelig adfærd, som blot virker ekstrem. ADHD er ikke en enten/eller tilstand, men symptomer der kan eksistere i større eller mindre grad. Helt grundlæggende er ADHD en forstyrrelse i hjernen, som gør det meget svært at fastholde opmærksomheden. Man har derfor vanskeligt ved at koncentrere sig og kan ikke altid forstå eller forholde sig til det, man hører og ser. Symptomerne kan du læse mere om i flere af mine tidligere indlæg, men det er vigtigt for mig at du forstår, at for at lide af ADHD skal man være invalideret på mindst to livsområder og før at diagnosen kan tages i betragtning skal man have udvist en lang række symptomer som indgår i diagnosekriterierne. De fleste tror stadig, at en person med ADHD er en hyperaktiv, ukoncentreret og uintelligent person. Der findes dog mange forskellige ADHD typer, også andre end de tre undergrupper man i dag deler diagnosen op i (ADHD med overvejende opmærksomhedsforstyrrelse, ADHD med overvejendende hyperaktivitet og impulsivitet, ADHD som kombineret type med opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet). Der findes f.eks: typen med læsevanskeligheder, den intelligente type, den indadvendte og generte type, den stærkt personlighedsforstyrrede, ADHDéren med en fødselsskade osv. Der findes faktisk lige så mange forskellige ADHD typer, som der findes forskellige typer personligheder blandt “normale” mennesker. Hvis du er blevet nysgerrig på hvilken type jeg mon er, kan du jo f.eks gå ind under “Min ADHD-profil” eller læse nogen af mine tidligere indlæg wink

Hvordan kan noget der er 100 år gammelt være en modediagnose?

I medierne bliver ADHD ofte kaldt en modediagnose, men hvordan kan noget der faktisk er ca 100 år gammelt være en modediagnose? Ja, du læste rigtigt – ADHD er faktisk ikke noget nyt “fænomen”, det har bare ikke altid heddet ADHD. Jeg har altid selv syntes at historien bag forskellige diagnoser og psykiske lidelser er super spændende – hvor startede det hele? Og hvorfor? Jeg vil helt sikkert søge mere viden omkring ADHD’s historie, men her får du lige historien sådan i store træk. 

ADHD din gamle svinger

Vi har kendt til personer med opmærksomhedsproblemer, hyperaktivitet og manglende impulskontrol – altså kernesymptomerne ved ADHD, i flere hundred år. Ligesom i dag blev det beskrevet som uopdragenhed. Jeg er sikker på at de på samme måde, som vi kan føle i dag, følte sig anderledes, helt forkert og bare til besvær – dengang var der i bare ingen der kunne fortælle dem hvad der i virkeligheden var galt. Den første egentlige beskrivelse af “problemet” for vi i 1902, hvor George F. Still som var læge, beskriver en gruppe på 43 børn med koncentrationsbesvær og problemer med impulsivitet – han kalder dem “moralsk defekte”. I dag ved vi at det han beskrev er ADHD, men denne her beskrivelse bliver i 1914 altså grundlaget for det psykiateren Alfred Tredgold giver navnet Minimal Brain Damage (MBD). I 1940´erne og 1950´erne definerer Strauss, Werner og Lettinen, som er tre læger fra USA, MBD nærmere. I 60’erne får det “endelig” status som en psykiatrisk diagnose. Indtil omkring 1980 var MBD det mest udbredte navn verden over, der var dog meget kritik af MBD. Det var en ret bred diagnose og dækkede over en gruppe børn med meget uens vanskeligheder. Kritikken betød da også, at man i det diagnosesystem, som man bruger i USA (DSM) i 1980 gik over til navnet ADD, som står for Attention Deficit Disorder. Det var faktisk først 7 år senere, altså i 1987 at hyperaktivitet blev tilføjet som et af kernesymptomer, og navnet blev nu til det vi også bruger i dag – nemlig ADHD, som altså står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. I 1994 blev der tilføjet tre undertyper ud fra hvilke vanskeligheder, der fylder mest hos den enkelte: ADHD – med forstyrrelser i opmærksomhed, ADHD – med hyperaktivitet og impulsivitet og ADHD som kombineret type. Diagnosen er også blevet kaldt Hyperkinetic Disorder og DAMP, men fra ca 2000 er de fleste lande gået over til at bruge navnet ADHD – fordi det simpelthen er nemmere at bruge det samme navn når der arbejdes på tværs af landegrænser. Samtidig arbejdes der på at retningslinjerne i de forskellige diagnosesystemer skal blive mere ens – der findes nemlig mere end et diagnosesystem, men det en helt anden historie. Som du kan se er ADHD altså ikke ligefrem noget der lige er opfundet, men som jeg også fortalte i indlægget “Er ADHD blevet en modediagnose?” så er man i dag blevet bedre til at diagnosticere folk rigtig, og derfor er der sket en stigning i antallet af mennesker med ADHD. Men det vel ikke negativt at eksperterne bliver dygtigere? Ikke hvis du spørger mig.



Er ADHD blevet en modediagnose?

I den offentlige debat, om det så er vennegruppen der diskuterer emnet over middagen, på en af internettets mange debatforums eller i medierne har ADHD fået en lidt ærgerlig betegnelse – det bliver nemlig kaldt en modediagnose. Og det har den fordi der simpelthen er sket en meget stor stigning i antallet af diagnosticerede. Men behøver det nødvendigvis at være noget dårligt? Kan det ikke skyldes at vi simpelthen er blevet klogere og dygtigere?  For ca. 10 år siden, mente man, at der ikke var ret mange der havde ADHD, og max 3% som voksne. Og ja, tallet er støt stigende, men det er altså ikke fordi der kommer flere mennesker med sygdommen, tværtimod skyldes det at man er blevet bedre til at diagnosticere ADHD.  Førhen var der mange med ADHD, som fik andre diagnoser såsom borderline(personlighedsforstyrrelse), bipolar lidelse, neurotikere, hysterikere og ultrastressede mennesker – fordi at disse lidelser minder meget om ADHD, men det gør behandlingen af dem altså ikke nødvendigvis. Nu bliver disse mennesker rigtig diagnosticerede som børn, unge eller voksne med ADHD. Og selv med den voldsomme stigning af ADHD diagnoser er der stadig tale om at under 0.5 % af befolkningen. Nu jeg ikke skide god til matematik, men i mine øre lyder 0,5% altså ikke af meget og jeg synes ærlig talt, at det er super frustrerende med denne her stigende tendens til at kalde ADHD en modediagnose. Hvis du spørger mig, kan denne her tendens faktisk have nogle ærgerlige konsekvenser. Mennesker med ADHD kæmper i forvejen med lavt selvværd, bebrejdelser og skyldfølelser – og når vi skal høre på at ADHD bare er et modefænomen for uopdragne, dovne eller adfærdsforstyrrede børn og voksne – ja så gør det i hvert fald ikke disse følelser bedre, tværtimod. Nu sidder du måske og tænker “ah puds lige glorien, hva'”, men jeg indrømmer gerne at jeg selv, inden jeg fik diagnosen, var lettere “fordomsfuld”. Jeg kendte til ADHD gennem mit tidligere studie, jeg læste jo til pædagog, og det var ikke fordi jeg “så ned på” mennesker med ADHD, men min middelmådige viden gjorde at jeg hurtigt tænkte det samme som mange andre danskere gør om ADHD. Da jeg fik diagnosen blev jeg pludselig “en af dem der”, og heldigvis vil jeg næsten sige – for det tvang mig nemlig til at få større indsigt og viden. Og det gav mig en kæmpe lyst til at forsøge at nedbryde tabuet og de mange fordomme omkring ADHD.

Hvad skal man egentlig med en diagnose?

Er sådan en ikke bare til besvær? Kan det ikke være lige meget, hvad det “hedder”? Ikke helt, en diagnose kan nemlig ofte give en forståelse for de vanskeligheder der har været, og en forklaring på hvorfor det har været så svært at få tingene til at fungere. Og måske det alle vigtigst – den kan hjælpe en i den rigtige retning, når man skal videre i livet. En diagnose giver nemlig bedre muligheder for effektiv behandling, en målrettet støtte og for at søge rette information. Men hvordan stilles diagnosen så? Hvordan “får” man ADHD? Er det ikke sådan noget alle bare kan få? Jeg tænker at de fleste af jer, som læser med her på bloggen ikke er “modstandere”, men til dem der er, og måske tror det er nemt at få en diagnose – I tager så grueligt fejl. Diagnosen kan kun stilles af en psykiater eller speciallæge i neurologi og ADHD kan ikke ses på en blodprøve eller hjernescanning. Og får at komme til at snakke med en psykiater eller speciallæge skal man enten have en henvisning fra sin læge eller rigeligt med penge – de altså ikke billige i drift sådan nogle. At få kontakt til en af disse speciallæger er kun første skridt – det nemlig en lang og lettere besværlig proces. Næsten uanset hvad, om du skal have en tid på en psykiatrisk afdeling, hos en psykiater eller en speciallæge i neurologi, er der meget lange ventelister – nogle steder op til 2 år. Når det så endelig er blevet din tur i køen, skal du igennem en grundig udredning, og det kan tage lang tid, med mange samtaler, test og spørgsmål – man skal nemlig sikre at dine symptomer ikke skyldes en anden psykisk udviklingsforstyrrelse. For at diagnosen ADHD skal kunne tages i betragtning, skal personen have udvist en lang række symptomer som indgår i diagnosekriterierne. Diagnosekriterierne kræver bl.a., at vanskelighederne skal have været til stede siden barndommen, at vanskelighederne optræder i mere end én sammenhæng og at der er tale om en alvorlig funktionsnedsættelse socialt, uddannelsesmæssigt eller beskæftigelsesmæssigt. Og nu bliver det endnu mere kringlet – mange af symptomerne ligner nemlig almindelig adfærd, som blot virker ekstrem, og ikke nok med det, så er der en lang række andre lidelser, der minder om ADHD. Det, der dog adskiller ADHD fra andre lidelser er, at symptomerne er overdrevne, gennemgribende og vedvarende. Og så se man faktisk en tilfælde med flere diagnoser på en gang – mega forvirrende ikke? Mange har også følgetilstande af ADHD’en, hvilket kun komplicere udredningen. Man kan have to måske tre sygdomme samtidigt og det kaldes comorbide sygdomme. Man kan også låne visse symptomer fra andre sygdomme og det hedder coherente sygdomme. Man har primært ADHD, men ind imellem er der symptomer fra en anden sygdom. Det mest almindelige er, at en person med ADHD har lidt af en bipolar lidelse (maniodepressiv) eller en særlig type personlighedsforstyrrelse. Der findes en del med ADHD, som prøver at kompensere for deres indre kaos ved at foretage tvangshandlinger, og måske især hos piger kan spiseforstyrrelser også være en følgetilstand – igen som et forsøg på at skabe kontrol over deres liv eller for at skabe ro. Desuden har rigtig mange med ADHD søvnvanskeligheder, simpelthen fordi deres hjerner ikke kan slappe af – heller ikke om natten. Som du kan se er ADHD altså ikke bare ADHD – og det er altså ikke bare lige sådan noget man trækker i en automat. ADHD er en anerkendt psykiatrisk diagnose og næsten alle medicinske -, psykologiske – og uddannelsesmæssige organisationer, både herhjemme og i udlandet, har for længst konkluderet, at ADHD er en reel lidelse og altså ikke bare uopdragne, dovne eller adfærdsforstyrrede børn og voksne. For det er altså også noget voksne har – man bliver altså ikke “rask” bare fordi man er fyldt 18 – diagnosen følger dig hele livet. Voksne med ADHD er dog blevet overset, og det tror jeg skyldes at de kriterier, der anvendes i diagnose systemerne især beskriver træk, der er karakteristiske for mindre børn. Og selvom de symptomerne er de samme uanset alder, så ændrer de altså karakter og et voksent menneske med ADHD kan ofte have lettere ved “at styre sig”. Man kan nok dele mennesker med ADHD op i to grupper: dem, der har fået diagnosen som barn, og dem som først har fået diagnosen som voksne. For mange voksne, som tidligere har været udiagnosticerede, kan det være vigtigt at få stillet diagnosen, selv uden en behandling. Diagnosen giver dem en forståelsesramme og en forklaring på, hvorfor de er, som de er. Diagnosen gør, at de får en anden selvopfattelse – de er hverken dovne, skøre eller dumme. Tværtimod er der en medicinsk betegnelse for deres måde at være på. Jeg er selv en af disse “mange voksne”.

ADHD er ikke nogen modediagnose!

ADHD har mange fordomme  imod sig – både diagnosen selv, men også de mennesker der lever med den hver eneste dag. For mig har det været en kæmpe øjenåbner pludselig at stå på den anden side, hvis man kan sige det sådan. Det er på en måde enormt lærerigt, men også hårdt. Lærerigt, fordi jeg bliver enormt motiveret til at få ny viden hver gang jeg skal høre på en af de mange fordomme. Det er jo også det, der bl.a gør at jeg har oprettet denne blog – for at nedbryde fordomme, og fjerne tabuet, og jeg tør næsten godt love dig, at hver gang jeg skriver et nyt indlæg er det fordi jeg har lært noget nyt, eller er blevet inspireret af et eller andet. Men jeg tør også godt indrømme, at det ligesom for mange andre med ADHD og for mig er hårdt at skulle høre på denne evige debat og kritik om ADHD. For mit eget vedkommende har jeg først i en alder af 22 år fået diagnosen. Og vejen dertil har været lang! Når man i flere år har kæmpet lidt af en hård kamp, er det enormt frustrerende at man nogen gange nærmest føler at man skal forsvare både sig selv og diagnosen. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg tror de fleste med ADHD – barn eller voksen – er enige med mig når jeg siger: VI VILLE FANDEME HELLERE HAVE UNDVÆRET!! Så hvis du kender nogen der er eller måske selv er lidt fordomsfuld omkring ADHD, så tænk over det en ekstra gang, og tænk måske samtidig – tror du det bliver nemmere at have ADHD  når man igen og igen skal beskyldes for bare at være uopdragne, dovne eller adfærdsforstyrrede?

“Du jo ikke rask…”

En aften i februar modtog jeg en besked fra en person, der på daværende tidspunkt faktisk var en en rigtig god ven. Jeg havde allerede fornemmet stemningen i samtalen, lad os bare sige den ikke ligefrem var positiv. I hvert fald modtog jeg en besked hvor der stod: “du er jo ikke rask”. Jeg er klar over at denne besked var meget nedgørende, og jeg er sikker på det var et forsøg på at såre mig. Men jeg blev ikke såret. Jeg trak i stedet lidt på smilebåndet , for jeg ved jo faktisk godt jeg ikke er rask, ADHD er uhelbredelig, så det bliver jeg heller aldrig og det er ikke noget jeg er flov over – ikke længere i hvert fald. Jeg svarede tilbage med beskeden “nej, det har du ret i og det har jeg papir på – vil du se?”. Jeg modtog flere beskeder i løbet af aftenen – som du måske allerede har regnet ud indeholdte de ikke ligefrem rosende ord. Tværtimod. Og jeg tror heller ikke personen havde regnet med, at jeg reagerede som jeg gjorde. For hvis intentionen var at gøre mig ked af det og såre mig – lykkedes det ikke. For helt ærligt – hvordan skal man blive såret over at få ting at vide man godt ved? Som andre måske faktisk godt kan lide ved en? Og som man ikke har tænkt sig at ændre på?

ADHD er ikke nogens skyld!

Det da super nederen at få en diagnose, men der er altså der er altså flere sider af det at have ADHD. Udadvendthed, masser energi og begejstring, entusiasme, iderig, ivrige efter at prøve noget nyt, kreativitet, aktivitet og en spændende personlighed – det vil jeg da mene er positive ting – hva’ mener du? At have ADHD medfører en række vanskeligheder, det kan vi ikke komme uden om – men det er ikke nogens skyld! Man får ikke ADHD pga. dårlig moral, dårlig opdragelse, problemer i familien, dårlige skoler og skolelærere, for meget tv, fødevareallergier eller for meget sukker. Selvfølgelig er der visse faktorer, der har vist sig at øge sandsynligheden – påvirkninger af hjernen i fostertilstanden og under fødslen, lav fødselsvægt og for tidlig fødsel. ADHD er en neurobiologisk lidelse og skyldes ofte arvelige forhold – en skønhedsfejl i generne, kan man måske kalde det. ADHD er en lidelse, hvor mange af symptomerne er knyttet til specifikke områder af hjernen – en udviklingsforstyrrelse hvor dele af hjernen ikke fungere optimalt. Det er en problematisk lidelse især fordi symptomerne ikke altid er lige lette at se eller forstå for omgivelserne – måske kan det ligefrem være vanskeligt for nogle mennesker at rumme os. Men ADHD er hverken noget vi “gør” eller “har” med vilje. De fleste med diagnosen ville nok hellere have været foruden, mig selv inklusiv, men sådan blev det ikke. Og det har jeg accepteret, desværre er det ikke alle der kan acceptere mine vanskeligheder – det er historien i starten af dette indlæg, nok et meget godt eksempel på – personen her irriterede sig nemlig over nogle sider af min personlighed. De fleste af dem er sider jeg faktisk er begyndt at holde af – eller altid har holdt af ved mig selv. Jeg ved da godt, at jeg sikkert kan være “skide irriterende” – det indrømmer jeg gerne.

  • Jeg er super let at distrahere, og følger ofte pludselige indskydelser og impulser.
  • Jeg har ikke samme filter, som “almindelige” mennesker har. Jeg opfatter alle lyde, bevægelser og indtryk. Derfor kan det nogen gange virke som om jeg måske ikke hører efter – det gør jeg, men nogen gange sker det at indtrykkene bliver for mange og så ryger min koncentration altså.
  • Jeg bruger mere energi på opgaver, der virker simple for andre, og derfor kan jeg hurtigt få for meget, hvilket indimellem resulterer i frustration- og følelsesudbrud, som kan uforståeligt og overdrevent for andre mennesker.
  • Samtidig er jeg impulsiv, hvilket betyder at jeg styres af øjeblikket – derfor har jeg nogengange vanskeligt ved at se at ting går over.
  • Mine kortvarige, men pludselige svingninger i humøret er super irreterende – både for mig selv, men nok især for min familie. Mine omgivelser ser selvfølgelig også de her svingninger, men slet ikke i samme omfang som min familie, de er nok de eneste der får lov at se min aller værste side.
  • Jeg snakker meget og afbryder tit – også selvom jeg selv bliver noget irretabel hvis jeg selv bliver afbrudt. Det er heller ikke altid jeg lige når at tænke inden jeg åbner munden.
  • Og så er jeg en kontrolfreak, og skide nysgerrig – både omkring livet, mine medmennesker og ny viden. Derfor stiller jeg mange spørgsmål, nogen gange nok for mange og jeg kan måske komme til at spørge om ting folk egentlig ikke synes rager mig.

Listen her indeholder som du måske har opdaget, bare nogle af mine “vanskeligheder”. Jeg ville sagtens kunne nævne flere, men så ville det indlæg blive super langt. Hvis du vil vide lidt mere kan du klikke på fanen “Min ADHD-profil”. Undrede du dig over at jeg skrev vanskeligheder i gåseøjne? Det gjorde jeg fordi jeg mener, at flere af diagnosens symptomer og vanskeligheder også kan vendes til positive ting. F.eks er det skam ikke altid dårligt at jeg snakker meget, og at være super nysgerrig kan sagtens være en rigtig god ting – det har bl.a. gjort at jeg har fået enorm meget ny viden. De fleste mennesker med ADHD handler på baggrund af deres følelser, det gør jeg også selv, og vores adfærd bærer derfor præg af det. Nogen gange “bider det os i røven”, men ofte betyder det at vi er mennesker med store personligheder. Jeg er som mange andre med ADHD ofte blevet misforstået pga mine vanskeligheder, men efter jeg har fået diagnosen ved jeg hvorfor jeg nogen gange reagere eller handler som jeg gør. Jeg vil ikke bruge min diagnose som en undskyldning for min opførsel, men jeg har nu en forklaring – hvordan folk så opfatter mig er op til dem selv.

En overlever med et positivt livssyn

Jeg indrømmer gerne at jeg førhen har ladet mig udnytte og blive trampet på. Havde jeg fået samme besked, som den jeg fik i februar, inden jeg fik diagnosen var jeg helt sikkert blevet såret og ked af det. Heldigvis fik jeg den efter jeg havde fået diagnosen. Jeg har altid følt mig anderledes, og jeg har hele livet higet efter at blive ligesom alle andre, at blive accepteret. Jeg har altid stillet meget høje krav til mig selv, og jeg har aldrig været god til at bede om hjælp, eller åbne op og fortælle om mine vanskeligheder. Men da jeg fik diagnosen skete der noget. Jeg fik en forklaring på hvorfor jeg er anderledes, på hvorfor jeg gennem livet har haft nogle vanskeligheder, der indimellem har været svære at forklare. Da jeg lige havde fået diagnosen var jeg flov, og jeg havde svært ved at acceptere og erkende at jeg havde og har ADHD. Jeg indrømmer nemlig gerne at jeg førhen selv var god til kun at forbinde ADHD med fordommene. Pludselig skulle jeg sætte mig selv ned i den kasse og det betød at jeg var nødt til at søge efter mere viden. Og jeg blev klogere! Den dag i dag har jeg ikke bare accepteret at jeg har ADHD, jeg er også begyndt at vende det til noget positivt. Jeg er den jeg er – og det er sgu helt okay! Jeg har nogle personlighedstræk som andre måske ikke har, men det gør ikke længere noget. Jeg bliver aldrig helt ligesom alle andre, men i stedet for at sætte mig hen i et hjørne og græde over det, vælger jeg at tænke “det sgu da cool nok”. Jeg vil ikke længere lade mig slå ud af, at nogen mennesker “ser ned” på mennesker med ADHD. Og jeg vil ikke ændre på hvem jeg er for at behage andre – ikke længere, og aldrig mere! Selvfølgelig er der ting jeg skal arbejde på, og udvikle til det bedre, men at jeg at jeg ikke er helt “normal” vil jeg ikke længere være ked af! Jeg skal leve resten af livet med ADHD, og livet er klart blevet nemmere nu hvor jeg har accepteret min “anderledeshed”. ADHD er ikke noget at være flov over, og uanset hvem du er håber jeg at du er stolt over at være dig!

© 2017 Flyvske tanker

Theme by Anders NorenUp ↑