Flyvske tanker

ADHD smitter ikke - det gør tabu.

Struktur i hverdagen

En sød læser spurgte mig den anden dag på Facebook om jeg ikke ville skrive lidt om struktur i hverdagen. “Det burde da være let nok” tænkte jeg – men jeg blev klogere wink Jeg er jo som bekendt altid meget perfektionistisk omkring flyvsketanker.dk, og selvom jeg hurtigt ville kunne have fortalt lidt om struktur i hverdagen og hvordan jeg skaber det (eller prøver på) så vil jeg altså helst gøre det ordentlig og give dig som læser en masse gode råd!

Derfor er struktur i hverdagen vigtig for mennesker med ADHD

struktur i hverdagenJeg kan selvfølgelig kun tale på mine egne vegne, men jeg tror at en af grundene til at jeg og andre med ADHD har et stort behov for struktur i hverdagen, blandt andet skyldes det store kaos i vores tanker. Og at den kontrol vi ikker har over netop vores tanker og ofte vores handlinger, forsøger vi at kompensere for ved at have størst mulig kontrol over alt andet. Men hvorfor kan denne struktur så være svær både at skabe og overholde? Personligt tror jeg det skyldes flere ting og måske i virkeligheden flere af vores symptomer – bl.a. opmærksomhedsforstyrrelsen og aktivitetsforstyrrelsen som jeg mener at alle med ADHD er påvirket af. I min e-bog kan du læse meget mere om netop disse to ting. Heri fortæller jeg blandt andet om de 4 typer af opmærksomhed og også om de 2 typer af aktivitetsforstyrrelse man kan være/er påvirket af når man har ADHD. Jeg henviser til e-bogen selvom jeg sagtens kunne skrive en masse om disse her – i stedet vil jeg nemlig prøve at forklare bl.a. disse to ting ved at fortælle dig hvordan disse påvirker mig, hvad jeg gør for at skabe struktur i hverdagen og hvorfor jeg har så stort et behov for dette.

Derfor har jeg brug for struktur i hverdagen

Selvom det måske ikke altid kommer til udtryk på den “klassiske” måde, har jeg ADHD med alle 4 bogstaver. Jeg plejer at sige at den del af “min ADHD” som påvirker min opmærksomhed både har sine fordele og sine ulemper. Jeg kan kun koncentrere mig om en ting ad gangen, hvilket gør at jeg er enormt nærværende i det jeg foretager mig – eller den samtale jeg medvirker i. Og det er altså både en fordel og en ulempe – især når man også er lydfølsom! Hvis jeg irreteres af en lyd eller optages af et helt andet indtryk end hvad jeg foretager mig, kan dette gøre at jeg 1) enten ikke kan koncentrere mig, f.eks hvis jeg læser eller skiver 2) at jeg “skifter aktivitet”. Min opmærksomhed er måske i virkeligheden en svær størrelsen – enten hyperfokusere jeg, eller også har jeg svært ved at holde opmærksomheden i længere tid. Og så er jeg som mange andre – hyperaktiv! strukturDet betyder ikke nødvendigvis at jeg ikke kan blive siddende på min stol – hvis jeg SKAL så gør jeg, men jeg sidder ikke stille. Og jeg har svært ved at blive siddende i længere tid ad gangen. Og hvad har alt dette så med struktur at gøre? Et mix af opmærksomhedsfortyrrelser og hyperaktivitet gør at jeg kan have svært ved at blive i aktiviteter – og på dage hvor motivationen så også mangler bliver dette bare værre.

Men, jeg har en indrømmelse – faktisk er det først nu at jeg har set ovenstående som værende en af grundene til mit behov for struktur – og KONTROL. For som jeg også nævnte tidligere så skyldes mit behov for struktur eller måske i virkeligheden mit KÆMPE behov for kontrol, at jeg lider enormt meget af tankemylder. Og den manglende kontrol og struktur over mit hoved, gør at jeg higer efter at have kontrol over hvad der skal ske, hvornår og hvorfor. Hvis du har ADHD kender du det måske selv – den manglende kontrol over dine tanker og dine handlinger, den manglende kontrol over ADHD, forsøger man konstant at kompensere for – bl.a. ved at finde kontrollen i skemaer, i gøremål og aktiviteter. Ved simpelthen at have struktur i hverdagen.

Sådan skaber jeg struktur i hverdagen

Udadtil ligner jeg måske faktisk ikke nødvendigvis den som har mest struktur i hverdagen – men det har jeg! Mange af mine skemaer “glemmer” jeg bare at vise omverdenen. For jeg har altid et skema i hovedet, en ide om hvordan jeg gerne vil have min dag forløber. Og hvis dette skema skrider, det kan være i form af spontane ting eller pludseligt opståede ting jeg skal, kan jeg faktisk blive lettere ubehagelig at være sammen med. Det er så lidt jeg har kontrol over, så hvis den kontrol jeg i det mindste har bliver taget fra mig bliver jeg både sur, men også skrøbelig. Men mine skemaer er ikke kun i hovedet – sådan var det tidligere, men min diagnosticering gjorde også at jeg pludselig kunne hjælpe mig selv – og gør det! Jeg kan være enormt glemsom, hvilket nok også skyldes tankemylder. Derfor har jeg på både min computer, min telefon og min iPad et dokument jeg kalder “Dags-plan” eller mit “TO-DO dokument”. Heri har jeg flere punkter jeg skriver ting ned under:

TO-DO (indsæt dag):

  • her skriver jeg ting jeg skal i løbet af den pågældende dag

Vil gerne:

  • her skriver jeg ting ned som jeg gerne vil have ordnet, men som ikke nødvendigvis har en deadline

Mangler:

  • her skriver jeg ting ned som jeg mangler f.eks tøj eller andet

Husk:

  • her skriver jeg ting ned som jeg skal huske

TV:

  • nogle vil måske mene at denne er ligegyldig, men for mig gør den at jeg kan huske hvornår de forskellige programmer jeg evt følger med i kommer

Foruden dette TO-DO dokument bruger jeg kalenderen som også både er på min computer, min telfon og min iPad og så printer jeg indimellem nogle flotte ugeskemaer (som jeg finder på nettet) og skriver den pågældende uges aktiviteter ned på. Du kan finde nogle af disse skemaer på min pinterest her: http://www.pinterest.com/flyvsketanker/weekly-planner-uge-skemaer/.

Andre gode råd til at skabe struktur i hverdagen

Der findes rigtig mange måder hvorpå man kan skabe struktur i sin hverdag. Og det er ikke sikkert at det som virker for mig, også virker for dig. Jeg bruger bl.a. skemaer og TO-DO dokumentet fordi det er mega lækkert når man kan strege noget ud wink Og hvis du måske har en familie eller bor med en kæreste, kan det for dem også være rart at se hvad du skal i løbet af en uge – ligeså vel som du selv kan holde styr på det. Jeg ved at der også er en del som bruger piktogrammer – altså små billeder, som man på samme måde sætter i et skema sådan man ikke bare kan læse, men også se hvad man skal. Jeg starter i skole lige om lidt, og derfor regner jeg med at begynde at have faste tidspunkter hvor jeg gør de forskelige ting. Både for at kunne huske, men også for at gøre det hele lidt nemmere for mig selv.

Der findes utallige af lister med gode råd til at skabe denne struktur, men som sagt er det forskelligt hvad der virker for den enkelte. Derfor er dette bare mit bud på hvordan man kan skabe struktur – og hvorfor denne er så vigtig. Jeg håber at du måske kan bruge mine råd – og måske har du et godt råd til mig? Hvordan skaber du struktur i hverdagen? Hvilke redskaber bruger du? Og hvad er dit bedste råd til at skabe struktur? Skriv gerne en kommentar – jeg er nemlig nysgerrig wink

4 Comments

  1. Super godt skrevet og virkelig relevant indlæg ise.. Tusind tak

Har du lyst til at dele dine tanker?

© 2017 Flyvske tanker

Theme by Anders NorenUp ↑