Flyvske tanker

ADHD smitter ikke - det gør tabu.

Tilbage til virkeligheden

Som du måske allerede ved er jeg kommet ind på min drømmeuddannelse – læreruddannelsen. Og lige om lidt er det ikke længere “bare” en drøm, fra og med imorgen af er jeg nemlig studerende på Læreruddannelsen i Silkeborg! Imorgen skal jeg tilbage til virkeligheden, imorgen er jeg ikke længere sygemeldt. Jeg glæder mig helt vildt! Og samtidig er jeg sindsygt nervøs, og måske en smule bange? Det har været trygt at gå sygemeldt. Ikke nemt, slet ikke nemt – men trygt.

Tak fordi I reddede mit liv

Det lyder voldsomt, “Tak fordi I reddede mit liv”, men det er sandt. For ca. et år siden, sad jeg en eftermiddag på terrassen på mine forældres restaurant. Der var ingen gæster, heldigvis – for overfor mig sad min mor, min moster og min mormor. Jeg havde det ikke godt, slet ikke. Jeg havde ingen livslyst, ingen mod på livet. I virkeligheden havde jeg mest af alt bare lyst til at give slip, forsvinde fra jordens overflade – jeg ved det gør ondt at høre, men jeg havde faktisk bare lyst til at dø. “Du skal sygemeldes, nu!” – dengang så jeg det som tvang, ville ikke “erklære” mig sårbar, men det er endt med at være det bedste der nogensinde er sket. For dengang, for et år siden, troede jeg ikke jeg ville være her i dag. Jeg havde ingen drømme, mål eller ambitioner – og jeg havde slet ingen ide om at jeg 1 år senere, ville have udviklet mig så meget, stråle af optimisme og livslyst – og opnå så meget, på så kort tid. Og derfor er jeg den dag i dag, de 3 kvinder evigt taknemmelig. De hjalp mig da jeg havde aller mest brug for det. Ingen ord vil være nok til at beskrive præcis hvor taknemmelig jeg er over at i den dag i august 2013 sagde til mig: “Du skal sygemeldes, nu!”

Når virkeligheden rammer med 200 km/t

Godt nok en hel anden virkelighed end den, jeg skal tilbage til imorgen. Der er altid en grund til at man bliver sygemeldt – og den vil jeg gerne fortælle dig om:

I februar 2012 tager jeg min sidste lykkepille, antidepressiv medicin om du vil. På daværende tidspunkt har jeg i 5 år været på antidepressiv medicin, medicin jeg i første omgang fik på grund af min anoreksi. Senere hen fordi man mener jeg er deprimeret og stresset… De hjalp lidt, var måske et sikkerhedsnet, men jeg ville ønske at man dengang havde taget mig alvorligt – gået i dybden og opdaget at mine problemer skyldes ADHD. Men altså jeg tager den sidste pille, ryger i et par uger ned i et stort sort hul – men lever efterfølgende højt på sejren over at have sluppet af med “lykkepillerne”. “Yes, baby nu kører det sgu – endelig min tur til at være ovenpå” – og jeg er også ovenpå, tror jeg! Fordi i virkeligheden lever jeg i en fantasiverden, faker mig til selvtillid og forsøger at holde de mørke tanker væk. Jeg lever i fantasien, men man kan ikke leve i en fantasiverden særlig længe. Og i foråret 2013 begynder det ligeså stille at gå ned ad bakke – jeg opdager det bare ikke endnu, min lille fantasiverden eksistere et par måneder mere og først sidst i juni rammer virkeligheden med 200 km/t. Først der går virkeligheden op for mig – og den er ikke sjov. For det er ikke sjovt at vide at man er anderledes, men ikke vide hvorfor. Ikke sjovt ikke at vide hvorfor man har så mange vanskeligheder. Mine tanker var ved at slå mig ihjel. Den 1. august 2013 skulle jeg faktisk have startet i min sidste praktik på pædagoguddannelsen, på en døgninstitution for omsorgsvigtede børn. Men et par dage inden ringer jeg til praktikstedet og siger det som det er. Jeg ringer samtidig til pædagoguddannelsen og fortæller ligeledes det som det er – og at jeg stopper. Et par dage senere bliver jeg sygemeldt.

At gå sygemeldt

I forbindelse med at jeg bliver sygemeldt, bliver jeg også tilknyttet Udviklingshuset i Horsens. Jeg får en kontaktperson, faktisk lederen af stedet, og det er også hende der første gang præsentere mig for det, der bliver min psykiater – i hvert fald indtil marts, men det kommer jeg til. Det er denne psykiater, som endelig tager mig alvorligt, ser mig. Han ser lige igennem mig, og efter utallige spørgsmål og en lytten til min historie, bliver jeg udredt og får diagnosen ADHD. Endelig er der en masse brikker, som falder på plads. En masse spørgsmål der pludselig bliver besvaret. En hel anden forståelse af mit liv og hvorfor mit liv har været som det har. Men der opstår også en masse nye spørgsmål, og selvom det er en lettelse er det ligeså meget “et slag i ansigtet” – jeg stod der som voksen og pludselig skulle jeg finde en hel ny måde at forstå mig selv. Det tog mig tid, flere måneder, at erkende og acceptere diagnosticeringen. Kort inden jeg første gang møder førnævnte psykiater, er jeg blevet henvist til psykiatrisk afdeling. Jeg får også en tid – 5 måneder senere! Det kunne jeg ikke vente på, og det er derfor jeg startede hos psykiateren. Men jeg holder fast i min tid på “psyk.” og i marts har jeg min første tid der – og bliver afsluttet hos psykiateren som jeg ellers har været så glad for at være tilknyttet. Nu er jeg tilknyttet psykiatrisk afdeling som ambulant patient – og det er jeg også glad for, på trods af at du derude er et nummer, hvorimod at jeg hos psykiateren er en personlighed. Men jeg kan ikke klage – jeg har fået psykoedukation som du kan læse om her, og jeg er tilknyttet både overlægen og en psykolog. Siden januar har jeg kommet i Headspace i Horsens og som jeg vidst nok har nævnt i et tidligere indlæg er jeg ikke længere tilknyttet Udviklingshuset, men i stedet noget, som hedder Udebo. Og jeg har det bedre end jeg måske i virkeligheden nogensinde har haft det.

En ny virkelighed

Nu sidder jeg her. Et år som sygemeldt er forbi. Og på det år er der sket meget – i indlægget her har jeg måske i virkeligheden kun en brøkdel med. Mit liv er ikke blevet legende let. Der er stadig dårlige dage – faktisk i hver eneste uge, men jeg forstår lige pludselig hvorfor disse dage kommer. Jeg har en forklaring på mine problemer og vanskeligheder, og en forklaring på hvorfor jeg altid har været anderledes. Jeg har accepteret at jeg har ADHD, og selvom det var hårdt i starten har diagnosticeringen givet mig noget ubeskriveligt vigtig: jeg har accepteret mig selv – også de knap så positive sider. Jeg har udviklet mig sindsygt meget det sidste år, og selvom jeg nok altid vil være skrøbelig er jeg på mange måder også blevet stærkere. Da jeg sad der i august måned troede jeg aldrig jeg skulle nå så langt.

tilbage til virkeligheden skoleting

Jeg går en spændende tid i møde – på flere måder. Som sagt starter jeg i skole imorgen – på den uddannelse jeg i virkeligheden har drømt om siden folkeskolen. Jeg troede bare ikke nok på mig selv, til at realisere drømmen – det gør jeg nu. Som jeg nævner i starten har det ikke været nemt at gå sygemeldt, men trygt – trygt at kunne holde sig for sig selv hvis man havde en dårlig dag, og på en måde trygt “bare” at skulle arbejde med sig selv. Men nu skal jeg tilbage til virkeligheden – og jeg glæder mig helt vildt! Jeg er nervøs, men top-motiveret og glad.

Jeg var ikke nået hertil alene – og selvom jeg i den nærmeste fremtid vil skrive et indlæg om dem som står mig nært, og støtter mig, så vil jeg alligevel bruge de sidste par linjer på at takke dem. Tak til min mor som altid har støttet og hjulpet – også når jeg slet ikke har fortjent det. Til min far og mine søskende. Til min  mormor og moster. Til min Moster og onkel, som altid har været lidt mere end bare moster og onkel. Og en særlig tak til den flok af mine nære venner (jeg ved i ved hvem i er, og jeg ved flere af jer læser med) – tak fordi i altid er der, fordi i er tålmodige, fordi i acceptere mig for den jeg er og fordi i giver mig kærlighed og omsorg både når jeg mangler det aller mest og når jeg ikke gør heart

Og selvfølgelig en kæmpe tak til dig – kære læser. Fordi i ligeså meget giver mig troen på at jeg kan, fordi i motivere mig og fordi jeg får lov til at gøre noget af det jeg er bedst til: at hjælpe andre og at bruge mine mange refleksioner konstruktivt. Jeg glæder mig til at skrive en masse gode indlæg til jer – fordi bloggen fortsætter altså selvom jeg bliver studerende wink

2 Comments

  1. Hvor skriver du godt, Marie-Louise! Jeg tror der gemmer sig en god og stærk lærer (med indsigt) i dig…. god vind med uddannelsen… og det hele!

Har du lyst til at dele dine tanker?

© 2017 Flyvske tanker

Theme by Anders NorenUp ↑