Flyvske tanker

ADHD smitter ikke - det gør tabu.

Kategori: Uddannelse

Kan man lære at acceptere at være skrøbelig?

Jeg skulle egentlig have skrevet et “året der gik”-indlæg – det burde faktisk have været skrevet. Det her er også et “året der gik”-indlæg, men det er også meget mere end det. Der er nemlig en grund til at det først kommer nu. En grund som jeg stadig ikke selv er 100% afklaret omkring, som gør mig forvirret, nedtrykt og lettet på en og samme tid. Det skulle “desværre” tage mig alt for lang tid at indse det. Det andre allerede havde set, og nok egentlig havde prøvet at få mig selv til at indse. Jeg har gjort det jeg kender bedst. Det jeg ikke ved hvordan jeg lader vær med. Jeg har presset mig selv for hårdt. Alt for hårdt. Og det er jo desværre ikke første gang det sker.

Jeg er blevet sygemeldt. Igen…

Jeg ved ikke særlig meget om hvad der kommer til at ske – endnu. Jeg skal heldigvis til møde omkring lige netop dette på tirsdag (d. 13/1/15), og jeg glæder mig ret meget til at få noget vished over fremtiden. Indtil videre har jeg selvfølgelig gjort mig mange tanker om hvad der skal ske – eller måske nærmere hvad jeg gerne vil have der skal ske. Men jeg ved det ikke. Jeg ved jeg er sygemeldt fra studiet. Jeg ved at det ikke er 100% sikkert om jeg vender tilbage til studiet. Det bliver i hvert fald ikke lige nu. Der går nok et ret langt stykke tid. Jeg skal finde ud af hvem jeg er. Hvad jeg vil med livet. Hvordan livet faktisk også kan være. Hvad jeg drømmer om. Jeg skal have fundet ud af så meget om mig selv, og hvem jeg er i denne her verden – og det kommer til at tage tid. Denne gang skal jeg være 150% klar inden jeg “raskmelder mig” – og 200% klar næste gang jeg igen skal i uddannelse.

Jeg ved godt at jeg ikke burde være flov, eller sidde med følelsen af et nederlag – men det gør jeg… Jeg synes ikke det er særlig fedt at sidde her et halvt år efter – og være sygemeldt igen.

Jeg er nødt til at lære at acceptere at jeg er skrøbelig

Jeg ved som sagt ikke særlig endnu – det gør jeg forhåbentlig om et par dage. Jeg kan i hvert fald ikke holde ud at gå i denne hersens uvished. Omkring hvad der skal ske, hvornår, hvordan og hvorfor. Men uanset hvad er jeg nødt til at acceptere. Acceptere at jeg er pisse hamrende skrøbelig. Det har jeg bare så fandens svært ved! Jeg ved det jo godt, at jeg er skrøbelig – og langt mere sårbar end andre. Jeg glemmer det bare. Jeg glemmer at jeg ikke kan det samme, og glemmer at det faktisk heller ikke forventes af mig. Jeg har ADHD, og derfor er det vel et eller andet sted klart at jeg ikke kan det samme som alle andre. Det håber jeg, jeg en dag kan lære at acceptere. At jeg en dag lærer at jeg ikke for en skid ud af at presse mig selv 300% mere end hvad godt er. Men det har jeg ikke lært endnu. Jeg har altid presset mig selv hårdt. Også selvom det kan gøre ondt. Jeg har altid presset mig selv, også langt over kanten. Og de seneste år har jeg presset mig selv så hårdt, at jeg til sidst har været ved at dø i det. Det burde være grund nok til at stoppe op, og mærke efter. Men jeg ved ikke hvordan man gør. Jeg kender kun til at presse mig selv super hårdt – presse mig selv til perfektionismen og lidt mere. Og det er endnu engang blevet min fjende – perfektionismen. Det er måske i virkeligheden den, der fik mig presset helt derud hvor jeg var nødt til at sige stop og stoppe på mit drømmestudie. Og måske er det også perfektionismen, som er med til at give mig de søvnproblemer jeg har.

Søvnproblemer – fra irreterende til alvorlige

Hvis du følger bloggen på facebook ved du også at jeg døjer med min søvn. Det har jeg gjort længe. Alt for længe. Jeg har aldrig haft let ved at falde i søvn, men sådan som det er nu er langt fra bare lidt problemer med at falde i søvn. Jeg har det sidste års tid haft mange søvnløse nætter. Og det der måske for 6-7 måneder siden var et stort problem, er nu blevet et meget alvorligt – i hvert fald hvis man skal lytte på hvad de kloge siger (min mor, psykiatere, læger osv ). I skrivende stund har jeg i løbet af den sidste uges tid haft to gange hvor jeg har været vågen 2 nætter i træk – heldigvis med et par dages mellemrum, men 4 dage ud af 7 er ikke bare et problem – det er både usundt, farligt og mere eller mindre ødelæggende. Der er ikke noget jeg ønsker mere lige nu, end en normal døgnrytme. Men det er lettere sagt end gjort. Og det er absolut ikke med vilje, eller noget jeg gør fordi jeg har lyst – jeg er faktisk pisse (undskyld mit sprog) bange, frustreret og udmattet – fysisk såvel som psykisk. Meget er prøvet for at afhjælpe, men intet har virket ordentligt eller hensigtsmæssigt. Den 23/1/15 har jeg en tid i Risskov på den psykiatriske afdeling – og jeg håber noget så inderligt at de kan hjælpe.

Mine problemer med søvnen er i høj grad også en medvirkende faktor ift. at jeg nu har måttet sygemeldes. Igen.. Men nok om sygemelding og søvnproblemer. Begge ting vil jeg fortælle meget mere om snarest. Og det har jeg pludselig tid til – altså at skrive, som jeg jo virkelig holder meget af. Og det er positivt. Jeg har brugt rigtig meget tid med min bedste ven på det sidste, en skøn gut jeg lærte at kende i folkeskolen, og i stort set alle vores snakke på det sidste har han, hvis jeg har været sur, ked af det eller frustreret, tvunget mig til at finde mindst 2-3 positive ting. Og det er jeg så glad for han har lært mig – eller i hvert fald fået mig til. Lige pt. kan jeg have svært ved at se positivt på tingene – som jeg ellers altid har kunnet – og derfor er det virkelig rart at blive hjulpet lidt på vej heart

Farvel til 2014, goddag til 2015 – på godt og ondt!

Året der gik? Altså 2014. 2014 har været super hårdt og udfordrende, men også fyldt med oplevelser jeg aldrig glemmer og gode minder. De fleste af dem kan du læse om her på bloggen  Fordi flere af de helt store oplevelser i høj grad er pga af bloggen. Den 27. februar 2014 skrev jeg mit første indlæg – og selvom jeg har nævnt det før, siger jeg det igen – for jeg kan næsten ikke forstå at det indlæg, at det at jeg oprettede flyvsketanker.dk ville føre mig så langt, slet slet ikke så hurtigt. At jeg ville sidde her, næsten et år senere og have modtaget Aalykkeprisen, og faktisk også have været tæt på at modtage Handicapprisen i min hjemby. Det er stadig kæmpe stort, det vil det altid være. Og jeg har stadig svært ved at tro på det virkelig er sket for mig. Lille mig, som i virkeligheden er møg hamrende skrøbelig.. I foråret udviklede jeg et hjælperedskab, et hjælperedskab som både hjælper mig selv, men også mange andre. Og jeg håber det bliver det første af flere. I sommers skrev jeg min første bog, en e-bog om ADHD. Og det er helt med vilje jeg skriver “min første”, får jeg har faktisk ambitioner om at skrive endnu en. I hvert fald et mål og et håb om at kunne gøre det. Hvad denne skal handle om, må du vente lidt endnu med at få at vide – men ideen er der, og jeg tænker mange tanker om denne. Ambitionerne er stadig høje. Når det handler om flyvsketanker.dk og om at hjælpe andre tror jeg aldrig jeg kan slække på disse.

I pinsen tog jeg på PinseCamp med ADHD-foreningen, en af de bedste oplevelser jeg har haft. Det er helt klart noget jeg anbefaler til alle mellem 18-25 år. Ord kan ikke beskrive hvor meget denne oplevelse gav – men jeg har prøvet, og det kan du læse om ved at trykke på linket ovenover.

Jeg tog også til Bornholm. Med en kugledyne som blev slæbt ind i toge og på færgen. Jeg havde 12 fede dage, med en masse super dygtige klatrer. Og jeg fik selv klatret. Det kan du læse mere om i indlægget her.

Og så startede jeg på læreruddannelsen – hvilket jeg desværre kun fik skrevet ganske lidt om. Du kan nok regne ud hvorfor – fordi jeg jo nu er sygemeldt.

skrøbelighed

Et lille nytårs-selfiesmile

Indlægget er allerede blevet super langt, alligevel føler jeg at der er så meget mere jeg kunne fortælle. Meget af det har jeg måske allerede fortalt på facebook-siden, men jeg skriver alligevel lidt anderledes der, end jeg gør her.  Der er så mange ting jeg har lyst til at dele med jer – og det har jeg også tænkt mig at gøre . Jeg får så meget ud af at skrive, og det vil jeg virkelig bestræbe mig på at gøre meget mere – dog med det forbehold, at jeg pt aldrig ved hvordan jeg har det når jeg vågner – eller jeg vil måske nærmere sige når en ny dag starter. Det er jo desværre ikke altid jeg får lov at falde i søvn og dermed vågne.

I skal have et lille billede fra min nytårsaften – en egentlig ret mærkelig aften, en længere historie, men også god. I hvert fald havde jeg en super hyggelig 1/1/15 wink

 

Jeg har mange ideer og planer for bloggen her i 2015 – nogle måske bedre end andre, men det må tiden vise. Nogle vedrører måske ikke kun bloggen, men ADHD og mit store ildsjæle-hjerte generelt. Jeg tænker jeg måske vil skrive et indlæg om nogle af disse en af de følgende dage. En af mine ideer er egentlig ganske simpel: jeg vil begynde at skrive en del mere om min hverdag. Jeg har længe haft den holdning at bloggen kun skulle have indhold der på den ene eller anden måde er ADHD-relateret – men hey, jeg lever med ADHD hver eneste dag, 365 dage om året, hele livet – så i virkeligheden har det meste måske relevans smile

Og nu opdagede jeg lige at jeg slet ikke har fået fortalt dig om et virkelig fedt projekt jeg er/har været med i. Jeg blev kontaktet af Oddresort, som pt er igang og snart færdig med en portal der indeholder en masse interviews omkring psykiske sygdomme, diagnoser og handicaps. En vidensportal som er bygget op af en masse videoklip – og gæt hvem der blev spurgt om ikke hun ville fortælle om ADHD? wink Jeg har allerede ået lov at se alle klippene, som gerne snart skulle blive offentliggjort. Det skal jeg selvfølgelig nok fortælle en hel masse mere om – indtil da kan du allerede klikke dig ind og se nogle af de andre “fortællinger” på headmatters.dk – som portalen hedder.

Måske har du nogle gode ideer til mig? Nogle indlæg du godt kunne tænke dig jeg skrev? Emner du gerne ville høre mere om? I hvert fald håber jeg du stadig har lyst til at følge med – selvom jeg har fået skrevet alt alt alt for lidt de sidste par måneder. Jeg vil ikke love for meget, men jeg lover at der ikke kommer til at gå så lang tid igen. Slet ikke – jeg vil bestræbe mig på at skrive så meget som muligt. Aller helst flere gange i ugen, men denne gang lover jeg ikke andet end at gøre mit bedste 

Tilbage til virkeligheden

Som du måske allerede ved er jeg kommet ind på min drømmeuddannelse – læreruddannelsen. Og lige om lidt er det ikke længere “bare” en drøm, fra og med imorgen af er jeg nemlig studerende på Læreruddannelsen i Silkeborg! Imorgen skal jeg tilbage til virkeligheden, imorgen er jeg ikke længere sygemeldt. Jeg glæder mig helt vildt! Og samtidig er jeg sindsygt nervøs, og måske en smule bange? Det har været trygt at gå sygemeldt. Ikke nemt, slet ikke nemt – men trygt.

Tak fordi I reddede mit liv

Det lyder voldsomt, “Tak fordi I reddede mit liv”, men det er sandt. For ca. et år siden, sad jeg en eftermiddag på terrassen på mine forældres restaurant. Der var ingen gæster, heldigvis – for overfor mig sad min mor, min moster og min mormor. Jeg havde det ikke godt, slet ikke. Jeg havde ingen livslyst, ingen mod på livet. I virkeligheden havde jeg mest af alt bare lyst til at give slip, forsvinde fra jordens overflade – jeg ved det gør ondt at høre, men jeg havde faktisk bare lyst til at dø. “Du skal sygemeldes, nu!” – dengang så jeg det som tvang, ville ikke “erklære” mig sårbar, men det er endt med at være det bedste der nogensinde er sket. For dengang, for et år siden, troede jeg ikke jeg ville være her i dag. Jeg havde ingen drømme, mål eller ambitioner – og jeg havde slet ingen ide om at jeg 1 år senere, ville have udviklet mig så meget, stråle af optimisme og livslyst – og opnå så meget, på så kort tid. Og derfor er jeg den dag i dag, de 3 kvinder evigt taknemmelig. De hjalp mig da jeg havde aller mest brug for det. Ingen ord vil være nok til at beskrive præcis hvor taknemmelig jeg er over at i den dag i august 2013 sagde til mig: “Du skal sygemeldes, nu!”

Når virkeligheden rammer med 200 km/t

Godt nok en hel anden virkelighed end den, jeg skal tilbage til imorgen. Der er altid en grund til at man bliver sygemeldt – og den vil jeg gerne fortælle dig om:

I februar 2012 tager jeg min sidste lykkepille, antidepressiv medicin om du vil. På daværende tidspunkt har jeg i 5 år været på antidepressiv medicin, medicin jeg i første omgang fik på grund af min anoreksi. Senere hen fordi man mener jeg er deprimeret og stresset… De hjalp lidt, var måske et sikkerhedsnet, men jeg ville ønske at man dengang havde taget mig alvorligt – gået i dybden og opdaget at mine problemer skyldes ADHD. Men altså jeg tager den sidste pille, ryger i et par uger ned i et stort sort hul – men lever efterfølgende højt på sejren over at have sluppet af med “lykkepillerne”. “Yes, baby nu kører det sgu – endelig min tur til at være ovenpå” – og jeg er også ovenpå, tror jeg! Fordi i virkeligheden lever jeg i en fantasiverden, faker mig til selvtillid og forsøger at holde de mørke tanker væk. Jeg lever i fantasien, men man kan ikke leve i en fantasiverden særlig længe. Og i foråret 2013 begynder det ligeså stille at gå ned ad bakke – jeg opdager det bare ikke endnu, min lille fantasiverden eksistere et par måneder mere og først sidst i juni rammer virkeligheden med 200 km/t. Først der går virkeligheden op for mig – og den er ikke sjov. For det er ikke sjovt at vide at man er anderledes, men ikke vide hvorfor. Ikke sjovt ikke at vide hvorfor man har så mange vanskeligheder. Mine tanker var ved at slå mig ihjel. Den 1. august 2013 skulle jeg faktisk have startet i min sidste praktik på pædagoguddannelsen, på en døgninstitution for omsorgsvigtede børn. Men et par dage inden ringer jeg til praktikstedet og siger det som det er. Jeg ringer samtidig til pædagoguddannelsen og fortæller ligeledes det som det er – og at jeg stopper. Et par dage senere bliver jeg sygemeldt.

At gå sygemeldt

I forbindelse med at jeg bliver sygemeldt, bliver jeg også tilknyttet Udviklingshuset i Horsens. Jeg får en kontaktperson, faktisk lederen af stedet, og det er også hende der første gang præsentere mig for det, der bliver min psykiater – i hvert fald indtil marts, men det kommer jeg til. Det er denne psykiater, som endelig tager mig alvorligt, ser mig. Han ser lige igennem mig, og efter utallige spørgsmål og en lytten til min historie, bliver jeg udredt og får diagnosen ADHD. Endelig er der en masse brikker, som falder på plads. En masse spørgsmål der pludselig bliver besvaret. En hel anden forståelse af mit liv og hvorfor mit liv har været som det har. Men der opstår også en masse nye spørgsmål, og selvom det er en lettelse er det ligeså meget “et slag i ansigtet” – jeg stod der som voksen og pludselig skulle jeg finde en hel ny måde at forstå mig selv. Det tog mig tid, flere måneder, at erkende og acceptere diagnosticeringen. Kort inden jeg første gang møder førnævnte psykiater, er jeg blevet henvist til psykiatrisk afdeling. Jeg får også en tid – 5 måneder senere! Det kunne jeg ikke vente på, og det er derfor jeg startede hos psykiateren. Men jeg holder fast i min tid på “psyk.” og i marts har jeg min første tid der – og bliver afsluttet hos psykiateren som jeg ellers har været så glad for at være tilknyttet. Nu er jeg tilknyttet psykiatrisk afdeling som ambulant patient – og det er jeg også glad for, på trods af at du derude er et nummer, hvorimod at jeg hos psykiateren er en personlighed. Men jeg kan ikke klage – jeg har fået psykoedukation som du kan læse om her, og jeg er tilknyttet både overlægen og en psykolog. Siden januar har jeg kommet i Headspace i Horsens og som jeg vidst nok har nævnt i et tidligere indlæg er jeg ikke længere tilknyttet Udviklingshuset, men i stedet noget, som hedder Udebo. Og jeg har det bedre end jeg måske i virkeligheden nogensinde har haft det.

En ny virkelighed

Nu sidder jeg her. Et år som sygemeldt er forbi. Og på det år er der sket meget – i indlægget her har jeg måske i virkeligheden kun en brøkdel med. Mit liv er ikke blevet legende let. Der er stadig dårlige dage – faktisk i hver eneste uge, men jeg forstår lige pludselig hvorfor disse dage kommer. Jeg har en forklaring på mine problemer og vanskeligheder, og en forklaring på hvorfor jeg altid har været anderledes. Jeg har accepteret at jeg har ADHD, og selvom det var hårdt i starten har diagnosticeringen givet mig noget ubeskriveligt vigtig: jeg har accepteret mig selv – også de knap så positive sider. Jeg har udviklet mig sindsygt meget det sidste år, og selvom jeg nok altid vil være skrøbelig er jeg på mange måder også blevet stærkere. Da jeg sad der i august måned troede jeg aldrig jeg skulle nå så langt.

tilbage til virkeligheden skoleting

Jeg går en spændende tid i møde – på flere måder. Som sagt starter jeg i skole imorgen – på den uddannelse jeg i virkeligheden har drømt om siden folkeskolen. Jeg troede bare ikke nok på mig selv, til at realisere drømmen – det gør jeg nu. Som jeg nævner i starten har det ikke været nemt at gå sygemeldt, men trygt – trygt at kunne holde sig for sig selv hvis man havde en dårlig dag, og på en måde trygt “bare” at skulle arbejde med sig selv. Men nu skal jeg tilbage til virkeligheden – og jeg glæder mig helt vildt! Jeg er nervøs, men top-motiveret og glad.

Jeg var ikke nået hertil alene – og selvom jeg i den nærmeste fremtid vil skrive et indlæg om dem som står mig nært, og støtter mig, så vil jeg alligevel bruge de sidste par linjer på at takke dem. Tak til min mor som altid har støttet og hjulpet – også når jeg slet ikke har fortjent det. Til min far og mine søskende. Til min  mormor og moster. Til min Moster og onkel, som altid har været lidt mere end bare moster og onkel. Og en særlig tak til den flok af mine nære venner (jeg ved i ved hvem i er, og jeg ved flere af jer læser med) – tak fordi i altid er der, fordi i er tålmodige, fordi i acceptere mig for den jeg er og fordi i giver mig kærlighed og omsorg både når jeg mangler det aller mest og når jeg ikke gør heart

Og selvfølgelig en kæmpe tak til dig – kære læser. Fordi i ligeså meget giver mig troen på at jeg kan, fordi i motivere mig og fordi jeg får lov til at gøre noget af det jeg er bedst til: at hjælpe andre og at bruge mine mange refleksioner konstruktivt. Jeg glæder mig til at skrive en masse gode indlæg til jer – fordi bloggen fortsætter altså selvom jeg bliver studerende wink

ADHD og uddannelse – kan man have begge dele?

Når du har ADHD har du ofte svært ved at sidde stille i længere tid ad gangen. Du har svært ved at koncentrere dig, svært ved at vente på tur og svært ved at sortere og prioritere hvad der er vigtigt og hvad der ikke er. Når du går i skole skal du sidde stille i længere tid ad gangen. Du skal koncentrere dig, og række hånden op og vente på at det bliver din tur. Du skal også helst kunne sortere og prioritere i hvad der er vigtigt og hvad der ikke er – f.eks i en tekst. Når du går i skole skal du faktisk kunne mange ting som kan være svært hvis du har ADHD. Men betyder det så at du ikke kan have en god uddannelse hvis du har ADHD? Selvfølgelig kan du det! Du kan sagtens få en god uddannelse, også lige præcis den uddannelse du går og drømmer om – og du kan sagtens gennemføre med gode karakterer. Det kræver bare lidt ekstra når du har ADHD, men det er ikke umuligt! Motivation, viljestyrke, evner, interesse og lyst – uanset om du har ADHD eller ej er disse begreber vigtige i forhold til at skulle vælge uddannelse. De er måske bare særligt vigtige når man har ADHD.

Man kan hvad man vil – også når man har ADHD

I går var jeg til optagelsessamtale på læreruddannelsen. Inden jeg tog af sted var jeg ret nervøs. Ikke nervøs fordi jeg var i tvivl om hvorvidt jeg rent fagligt er dygtig nok. Det ved jeg, jeg er. Jeg har måske aldrig været særlig god til matematik eller de naturfaglige fag, men lige pånær disse har jeg altid været en faglig dygtig pige. I folkeskolen, på HF og på pædagogseminariet var det aldrig det faglige, der gjorde mig nervøs. Det, der gjorde mig nervøs i går, var det samme som altid – ville jeg kunne holde fokus? Ville jeg hyperfokusere – eller knap nok kunne koncentrere mig? Hvad med min “lydfølsomhed” – ville den drille helt vildt eller være “til at leve med”? Jeg kunne blive ved, men gør det ikke – for som du måske allerede kan se var det der gjorde mig nervøs mine vanskeligheder (som du kan læse om her). Dem har jeg altid haft, men for første gang vidste jeg hvad de skyldes – og det er jeg glad for. Ikke fordi de i går fyldte mindre, men fordi at jeg så f.eks kunne sørge for at få alt unødigt “ud af hovedet” inden – altså skrive tanker eller ting jeg skulle huske at gøre bagefter ned, i stedet for at lade dem fylde imens. Og jeg havde en forklaring på hvorfor jeg har disse vanskeligheder, modsat tidligere hvor negative tanker og tysk-gloser fløj rundt i et stort virvar.

En nødvendig og tiltrængt succes-historie

Jeg gik derfra nærmest høj af glæde – altså fra optagelsessamtalen i går. Der var ingen grund til at være nervøs, og jeg havde virkelig en god fornemmelse efterfølgende. Ganske kort beskrevet bestod denne her optagelsessamtale af 2 interviews på 15 minutter – med 15 minutters forberedelse til hver. Under begge interviews bliver du vurderet ud fra seks forskellige parametre. Motivation, analytisk formåen, personlig integritet og samarbejde, kommunikationsevne, etisk formåen og faglig tekstforståelse og teksthåndtering. Disse udløser hver især en mængde point og får du mellem 30 og 42 point er du adgangsberettiget (altså med “i puljen” om en plads). Hvis du har lyst kan du læse en lidt mere dybdegående beskrivelse her: http://nylaereruddannelse.nu/optagelsessamtalen/. Ved det første interview skulle jeg analysere en case, og det var helt klart også her jeg kunne og skulle vise hvem jeg er som person. Allerede da jeg fik casen smilte jeg, den handlede nemlig om to elever fra 8. klasse – med ADHD! Det var jo næsten for godt til at være sandt – jeg kunne jo virkelig trække på egne erfaringer her, både i forhold det faglige (pga. pædagoguddannelsen), men også rent personligt. Den underviser som skulle bedømme mig var også bare skide sød, og jeg følte mig både respekteret og dygtig – jeg tror vi begge ærgrede os over den korte tid wink Ved det næste interview skulle jeg analysere en tekst, eller rettere sagt en artikel og her var det altså det rent faglige, og mine evner til at analysere jeg blev bedømt på. Det synes jeg egentlig også altid jeg har været okay til, og teksten jeg skulle analysere var super spændende. Derudover kunne jeg faktisk trække på “en tekst” jeg selv har skrevet – “Gal eller normal? Hvor går grænsen?“. Teksten handlede nemlig mere eller mindre om vigtigheden i at være åben for nye erfaringer og viden, og faren ved at være for snæversynet. Den hed “Dømmer jeg – eller er jeg vågen” og det er klart en tekst jeg vil forsøge at finde og læse hele artiklen og ikke bare det uddrag jeg fik. Det hele var simpelthen som “syet til mig” – og ved du hvad? Jeg fik 33 point! Jeg havde virkelig brug for den her succes-historie, og chancerne for at jeg kommer ind er store. Jeg ved selvfølgelig først med 100% sikkerhed om jeg er optaget sidst i juli – men jeg tør tro på det lykkes. Og jeg tør tro på at jeg blive en skide dygtig lærer wink

Men hvorfor lige skolelærer?

Normalt drømmer små piger om at blive prinsesser, supermodel eller filmstjerner når de bliver store. Det gjorde jeg bare ikke. Mine drømme handlede altid om at hjælpe andre, give noget til et andet menneske, at være noget godt for andre. Og drømmen om at blive lærer var der egentlig allerede i folkeskolen, og at jeg ikke bare forfulgte den efter HF kan ærgre mig. Det ærgrer mig ikke at jeg har fået 5. semester på pædagoguddannelsen – jeg har fået så meget uvurderlig, vigtig, for ikke at sige nyttig viden. Men det ærgrer mig at jeg kunne have færdiguddannet lærer om cirka et år – hvis jeg vel at mærke var gået i gang lige efter min studenter-eksamen. Der er flere grunde til hvorfor det lige er skolelærer – og med tiden er der kommet flere til. Jeg havde selv en klasselærer, som var langt mere end bare en lærer! Og hun har helt klart også været en inspiration. Jeg vil gerne være dansk, historie og samfundsfags-lærer for udskoling. Disse fag har altid interesseret mig meget – ligeledes har aldersgruppen. Men ligesom min gamle klasselærer vil jeg være langt mere end bare en lærer. Min ADHD giver mig måske nok nogle udfordringer, men jeg synes helt klart også den giver nogle styrker! Jeg ved om nogen hvordan det er at have ADHD, og da jeg højst sandsynligt vil møde unge med diagnosen, kan jeg jo virkelig sætte mig ind i deres tankegange, handlemønstre og vanskeligheder. Efterskole-lærer eller lærer i en special-klasse er helt klart også “drømme-jobs”. Og det er endnu en grund til at jeg virkelig har et højt ønske om at blive optaget og uddannet – jeg har nemlig så mange “drømme-jobs” inden for branchen.

ADHD og uddannelse – ikke nødvendigvis nemt, men heller ikke umuligt!

At have ADHD betyder altså ikke at du ikke KAN tage en uddannelse, men det betyder at det højst sandsynligt kræver en del ekstra af dig. Der findes en række hjælpemidler eller støtte man kan søge når man har ADHD og gerne vil tage en uddannelse. Disse hjælpemidler kan nogen måske se som “unfair”, jeg har i hvert fald selv hørt et par negativt ladet kommentarer. Det kan gøre nas at få disse her mere eller mindre spydige kommentarer. Jeg har nogen gange fyret en ligeså provokerende bemærkning af: “Skal vi bytte?”. Det vil de færreste, og denne her mere eller mindre provokerende kommentar for da også gerne folk til at tænke lidt ekstra over situationen. Disse hjælpemidler er jo i princippet nogle man helst ville undvære, ikke? Udover dem jeg har nævnt herunder, kan du måske være i den heldige situation at dine undervisere gerne vil “gøre det ekstra” for dig som elev.

Det kan blandt andet være at din underviser vil/kan:

  • holde små pauser eller give mulighed for, at den studerende kan holde pause – selvfølgelig fordi at du som ADHD’er kan have svært ved både at holde fokus og sidde stille i længere tid ad gangen.
  • helt grundlæggende have forståelse for den studerende – du forsøger at holde fokus, og det er ikke udtryk for at du keder dig, hvis jeg/man i en kortere periode ikke følger med i undervisningen.
  • give påmindelser om skemaændringer – især de meget pludselige kan være svære at håndtere, og jo før man kan få besked des bedre.

ADHD og uddannelse – særlig støtte

  • Specialpædagogisk støtte (SPS): SPS skal sikre, at elever og studerende med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan gennemføre en uddannelse på lige fod med andre. SPS kan fx være særligt tilrettelagte undervisningsforløb, hjælpemidler og instruktion i brug heraf, særligt udformede undervisningsmaterialer, personlig assistance og sekretærhjælp, særlige vilkår for og arbejdsformer under prøver og eksaminer. Det er Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte, der administrerer de specialpædagogiske støtteordninger til uddannelser på det statsfinansierede område.  Der er oprettet en særlig hjemmeside, hvor du kan læse mere om de forskellige muligheder www.spsu.dk. Støtteordningerne findes i forskellige lovgivninger i forhold til de forskellige uddannelsesområder (kilde: http://adhd.dk/generelle-tekster/social-indsats/hjaelp-under-uddannelse/)

  • Økonomisk støtte – handicaptillæg til SU: Har du pga. ADHD en varig psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse, der giver betydelige begrænsninger i din mulighed for at have erhvervsarbejde ved siden af din uddannelse, altså have et studenterjob, kan du søge et tillæg til SU, når du læser på en videregående uddannelse. Tillægget kompenserer for den manglende mulighed for at have en indtægt ved siden af SU. Det hedder derfor “handicaptillæg”. Handicaptillægget svarer til den indkomst, som andre studerende kan have ved siden af SU’en. Der er desuden mulighed for at søge støtte til særlige udgifter, såsom undervisningsmaterialer, hjælpemidler m.m. efter beskæftigelseslovens § 76 (kilde: http://adhd.dk/generelle-tekster/social-indsats/hjaelp-under-uddannelse/)

 

© 2017 Flyvske tanker

Tema af Anders NorenOp ↑