Flyvske tanker

ADHD smitter ikke - det gør tabu.

Kategori: Udvikling

Tilbage til virkeligheden

Som du måske allerede ved er jeg kommet ind på min drømmeuddannelse – læreruddannelsen. Og lige om lidt er det ikke længere “bare” en drøm, fra og med imorgen af er jeg nemlig studerende på Læreruddannelsen i Silkeborg! Imorgen skal jeg tilbage til virkeligheden, imorgen er jeg ikke længere sygemeldt. Jeg glæder mig helt vildt! Og samtidig er jeg sindsygt nervøs, og måske en smule bange? Det har været trygt at gå sygemeldt. Ikke nemt, slet ikke nemt – men trygt.

Tak fordi I reddede mit liv

Det lyder voldsomt, “Tak fordi I reddede mit liv”, men det er sandt. For ca. et år siden, sad jeg en eftermiddag på terrassen på mine forældres restaurant. Der var ingen gæster, heldigvis – for overfor mig sad min mor, min moster og min mormor. Jeg havde det ikke godt, slet ikke. Jeg havde ingen livslyst, ingen mod på livet. I virkeligheden havde jeg mest af alt bare lyst til at give slip, forsvinde fra jordens overflade – jeg ved det gør ondt at høre, men jeg havde faktisk bare lyst til at dø. “Du skal sygemeldes, nu!” – dengang så jeg det som tvang, ville ikke “erklære” mig sårbar, men det er endt med at være det bedste der nogensinde er sket. For dengang, for et år siden, troede jeg ikke jeg ville være her i dag. Jeg havde ingen drømme, mål eller ambitioner – og jeg havde slet ingen ide om at jeg 1 år senere, ville have udviklet mig så meget, stråle af optimisme og livslyst – og opnå så meget, på så kort tid. Og derfor er jeg den dag i dag, de 3 kvinder evigt taknemmelig. De hjalp mig da jeg havde aller mest brug for det. Ingen ord vil være nok til at beskrive præcis hvor taknemmelig jeg er over at i den dag i august 2013 sagde til mig: “Du skal sygemeldes, nu!”

Når virkeligheden rammer med 200 km/t

Godt nok en hel anden virkelighed end den, jeg skal tilbage til imorgen. Der er altid en grund til at man bliver sygemeldt – og den vil jeg gerne fortælle dig om:

I februar 2012 tager jeg min sidste lykkepille, antidepressiv medicin om du vil. På daværende tidspunkt har jeg i 5 år været på antidepressiv medicin, medicin jeg i første omgang fik på grund af min anoreksi. Senere hen fordi man mener jeg er deprimeret og stresset… De hjalp lidt, var måske et sikkerhedsnet, men jeg ville ønske at man dengang havde taget mig alvorligt – gået i dybden og opdaget at mine problemer skyldes ADHD. Men altså jeg tager den sidste pille, ryger i et par uger ned i et stort sort hul – men lever efterfølgende højt på sejren over at have sluppet af med “lykkepillerne”. “Yes, baby nu kører det sgu – endelig min tur til at være ovenpå” – og jeg er også ovenpå, tror jeg! Fordi i virkeligheden lever jeg i en fantasiverden, faker mig til selvtillid og forsøger at holde de mørke tanker væk. Jeg lever i fantasien, men man kan ikke leve i en fantasiverden særlig længe. Og i foråret 2013 begynder det ligeså stille at gå ned ad bakke – jeg opdager det bare ikke endnu, min lille fantasiverden eksistere et par måneder mere og først sidst i juni rammer virkeligheden med 200 km/t. Først der går virkeligheden op for mig – og den er ikke sjov. For det er ikke sjovt at vide at man er anderledes, men ikke vide hvorfor. Ikke sjovt ikke at vide hvorfor man har så mange vanskeligheder. Mine tanker var ved at slå mig ihjel. Den 1. august 2013 skulle jeg faktisk have startet i min sidste praktik på pædagoguddannelsen, på en døgninstitution for omsorgsvigtede børn. Men et par dage inden ringer jeg til praktikstedet og siger det som det er. Jeg ringer samtidig til pædagoguddannelsen og fortæller ligeledes det som det er – og at jeg stopper. Et par dage senere bliver jeg sygemeldt.

At gå sygemeldt

I forbindelse med at jeg bliver sygemeldt, bliver jeg også tilknyttet Udviklingshuset i Horsens. Jeg får en kontaktperson, faktisk lederen af stedet, og det er også hende der første gang præsentere mig for det, der bliver min psykiater – i hvert fald indtil marts, men det kommer jeg til. Det er denne psykiater, som endelig tager mig alvorligt, ser mig. Han ser lige igennem mig, og efter utallige spørgsmål og en lytten til min historie, bliver jeg udredt og får diagnosen ADHD. Endelig er der en masse brikker, som falder på plads. En masse spørgsmål der pludselig bliver besvaret. En hel anden forståelse af mit liv og hvorfor mit liv har været som det har. Men der opstår også en masse nye spørgsmål, og selvom det er en lettelse er det ligeså meget “et slag i ansigtet” – jeg stod der som voksen og pludselig skulle jeg finde en hel ny måde at forstå mig selv. Det tog mig tid, flere måneder, at erkende og acceptere diagnosticeringen. Kort inden jeg første gang møder førnævnte psykiater, er jeg blevet henvist til psykiatrisk afdeling. Jeg får også en tid – 5 måneder senere! Det kunne jeg ikke vente på, og det er derfor jeg startede hos psykiateren. Men jeg holder fast i min tid på “psyk.” og i marts har jeg min første tid der – og bliver afsluttet hos psykiateren som jeg ellers har været så glad for at være tilknyttet. Nu er jeg tilknyttet psykiatrisk afdeling som ambulant patient – og det er jeg også glad for, på trods af at du derude er et nummer, hvorimod at jeg hos psykiateren er en personlighed. Men jeg kan ikke klage – jeg har fået psykoedukation som du kan læse om her, og jeg er tilknyttet både overlægen og en psykolog. Siden januar har jeg kommet i Headspace i Horsens og som jeg vidst nok har nævnt i et tidligere indlæg er jeg ikke længere tilknyttet Udviklingshuset, men i stedet noget, som hedder Udebo. Og jeg har det bedre end jeg måske i virkeligheden nogensinde har haft det.

En ny virkelighed

Nu sidder jeg her. Et år som sygemeldt er forbi. Og på det år er der sket meget – i indlægget her har jeg måske i virkeligheden kun en brøkdel med. Mit liv er ikke blevet legende let. Der er stadig dårlige dage – faktisk i hver eneste uge, men jeg forstår lige pludselig hvorfor disse dage kommer. Jeg har en forklaring på mine problemer og vanskeligheder, og en forklaring på hvorfor jeg altid har været anderledes. Jeg har accepteret at jeg har ADHD, og selvom det var hårdt i starten har diagnosticeringen givet mig noget ubeskriveligt vigtig: jeg har accepteret mig selv – også de knap så positive sider. Jeg har udviklet mig sindsygt meget det sidste år, og selvom jeg nok altid vil være skrøbelig er jeg på mange måder også blevet stærkere. Da jeg sad der i august måned troede jeg aldrig jeg skulle nå så langt.

tilbage til virkeligheden skoleting

Jeg går en spændende tid i møde – på flere måder. Som sagt starter jeg i skole imorgen – på den uddannelse jeg i virkeligheden har drømt om siden folkeskolen. Jeg troede bare ikke nok på mig selv, til at realisere drømmen – det gør jeg nu. Som jeg nævner i starten har det ikke været nemt at gå sygemeldt, men trygt – trygt at kunne holde sig for sig selv hvis man havde en dårlig dag, og på en måde trygt “bare” at skulle arbejde med sig selv. Men nu skal jeg tilbage til virkeligheden – og jeg glæder mig helt vildt! Jeg er nervøs, men top-motiveret og glad.

Jeg var ikke nået hertil alene – og selvom jeg i den nærmeste fremtid vil skrive et indlæg om dem som står mig nært, og støtter mig, så vil jeg alligevel bruge de sidste par linjer på at takke dem. Tak til min mor som altid har støttet og hjulpet – også når jeg slet ikke har fortjent det. Til min far og mine søskende. Til min  mormor og moster. Til min Moster og onkel, som altid har været lidt mere end bare moster og onkel. Og en særlig tak til den flok af mine nære venner (jeg ved i ved hvem i er, og jeg ved flere af jer læser med) – tak fordi i altid er der, fordi i er tålmodige, fordi i acceptere mig for den jeg er og fordi i giver mig kærlighed og omsorg både når jeg mangler det aller mest og når jeg ikke gør heart

Og selvfølgelig en kæmpe tak til dig – kære læser. Fordi i ligeså meget giver mig troen på at jeg kan, fordi i motivere mig og fordi jeg får lov til at gøre noget af det jeg er bedst til: at hjælpe andre og at bruge mine mange refleksioner konstruktivt. Jeg glæder mig til at skrive en masse gode indlæg til jer – fordi bloggen fortsætter altså selvom jeg bliver studerende wink

PinseCamp med ADHD-foreningen

Har du fulgt med på flyvsketanker.dk i et stykke tid? Så ved du måske allerede hvad jeg har brugt min pinse på – nemlig PinseCamp med ADHD-foreningen.  Jeg tror faktisk det er den bedste oplevelse jeg nogensinde har haft! En oplevelse som måske også vil “fylde” lidt her på bloggen det næste stykke tid – jeg har nemlig lært så meget og det vil jeg selvfølgelig gerne dele med dig heart Er det ikke også bedst at bruge alt den nye viden i mere målrettede indlæg? I hvert fald kommer dette indlæg primært til at handle om mine oplevelser i løbet af de 4 dage PinseCamp’en varede.

PinseCamp med ADHD-foreningen

Fredag den 6. juni kørte min far mig ud til Skanderborg Vandrerhjem. Vi skulle egentlig være der klokken 20, men kikset nok var det hende der boede tættest på, som kom en halv time for sent – vi kunne nemlig ikke finde det! Da vi endelig fandt det sad mine nerver vidst helt uden på tøjet, jeg var nervøs og spændt. Nervøs for hvem de andre var, om de nu ville kunne lide mig – ja du kender det måske selv. Og jeg var spændt! Spændt på hvad de næste 4 dage ville indeholde, hvad vi mon skulle lave og hvornår vi skulle lave hvad. De blev i hvert fald hurtigt klar over at her var en kontrolfreak med et kæmpe behov for at vide ting – jeg tror aldrig de havde mødt så stor en spørgejørgen som mig wink

pinsecamp med adhd-foreningen

Det var 4 dage i super flotte omgivelser!

Fredag aften blev primært brugt på at slå telte op, og lære hinanden at kende – og jeg fandt da også hurtigt mange at snakke med! Især en pige (Frederikke) skulle vise sig at blive en meget tæt veninde. Ligesom mig kunne hun ikke falde i søvn, det var vi faktisk 4 piger  som ikke kunne, og vi sad et par timer og røg smøger og snakkede. Da jeg endelig gik ind i teltet var det med et kæmpe smil på læben – det skulle helt sikkert nok blive en god pinse!

Kompetente undervisere, inspiration og en masse ny viden

Klokken 7 lørdag morgen blev vi vækket. Jeg var først faldet i søvn klokken 5, men mit humør var alligevel højt! Vi startede dagen ud med noget de fleste med ADHD har svært ved – vi skulle sidde stille og lytte. Men det var egentlig mere eller mindre okay – vi blev nemlig undervist af Rikke og Jan fra JHO Consult. Rikke og Jan har begge ADHD og ligeledes har deres børn. De var derfor super kompetente, og personligt lærte jeg en hel masse! Du kan læse mere om JHO Consult her: jhoconsult.dk.

JHO Consult

I løbet af 3 timer havde jeg fyldt en hel notes-blok, og en masse inspiration og ny viden.

24 timer med Safe Nordic

Undervisningen var helt klart super spændende, men da klokken slog 16 lørdag blev det for alvor interessant! Fra klokken 16 var det nemlig Trine og Thomas fra SAFE NORDIC som tog over, og de skulle “have os” de næste 24 timer. Du kan læse om SAFE NORDIC her: safenordic.dk. Det var både skide hårdt, men også super udviklende at være i deres hænder. Jeg ville gerne fortælle en masse om de 24 timer med Thomas og Trine, men da der kunne ske at sidde nogle som skal med på næste års PinseCamp med ADHD-foreningen ville det være synd at afsløre for meget. Men en ting kan jeg da afsløre: det bliver skide sjovt! Og så vil jeg fortælle lidt om en personlig oplevelse under de 24 timer – det kan jeg nemlig godt uden at afsløre noget wink Hvis du har læst med på bloggen et stykke tid ved du måske også at jeg har ret så mange vanskeligheder med min søvn. Jeg er ikke selv “herre” over hvornår de søvnløse nætter kommer, men de kommer. Og det skete også natten mellem lørdag og søndag. Når jeg ikke har sovet bliver jeg super-sensitiv. Derfor plejer jeg egentlig at holde mig for mig selv på de dage jeg ikke får sovet, både fordi jeg bliver vrøvlet, men også fordi jeg har sindssygt svært ved at vise andre end min familie og aller nærmeste ven, at jeg rummer andre følelser end “Jeg er glad”. At græde overfor andre gør jeg super sjældent – jeg kan sagtens skrive eller fortælle om følelser, men kontrollere hvad andre for at se sådan “face-to-face”. Men søndag eftermiddag fik jeg en super fed oplevelse, som andre måske ville synes var mærkelig… Jeg var presset, udfordret,  måske lidt sulten og uden søvn – og så skete der noget der jeg i øjeblikket egentligt hadede, men vendte til noget positivt efterfølgende: jeg begyndte at græde! Ikke sådan en lille tåre, nej jeg stor-tudede og det foran mennesker som eg måske nok allerede havde fået et tæt forhold til, men alligevel ikke havde kendt i mere end et par dage. Da jeg ligesom var ovre mit “crash-down” følte jeg mig faktisk på en måde ret sej! Heldigvis var resten af søndagen super afslappet (og maden god), vi hørte et mega rammende oplæg fra en af “de voksne” og søndag nat sov jeg så godt som man nu kan i et telt smile

 Når ord gør glad – især når de er uventede

Mandag den 9 juni klokken 15 var det hele slut. Timerne inden blev brugt på supervision, evaluering og samtaler.  Jeg vil ikke fortælle så meget om supervisionen og samtaler som hhv bestod af coaching og socialrådgivning. Men evalueringen vil jeg alligevel fortælle lidt om – jeg fik nemlig nogle virkeligt dejlige og gode ting  at vide. Evalueringen foregik i de førnævnte hold, hos Trine og Thomas. Vi skulle sige hver især have 3 ting vi skulle blive bedre til, og 3 ting vi skulle fastholde at vide – vi holdte os måske ikke helt til de 3, men det var vidst heller ikke det vigtige wink Jeg kan selvfølgelig kun fortælle hvad jeg selv fik at vide, og det er ting jeg virkelig blev glad for at høre! Jeg skulle fastholde (wait for it) det at jeg snakker meget! Jeg blev mildest talt overrasket, men også glad. Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg snakker meget, men jeg troede selv at det var en ting folk synes er enormt irriterende. Men jeg fik tværtimod at vide at det er fantastisk at jeg snakker så meget – fordi det samler folk og skaber glæde. Jeg fik at vide at jeg er rigtig god til at forklare ting, fordi jeg ikke giver op eller bliver irriteret, men i stedet bliver ved og ved indtil folk har forstået og finder nye måder at få tingene forklaret. Og jeg kunne græde af glæde da jeg fik at vide at jeg er INSPIRERENDE! Det sidste er både i forhold til fastholde og blive bedre til, og hænger måske i virkelighed sammen med det førnævnte – jeg fylder meget på både godt og ondt. Det skal forstås på den måde at når jeg glad så smitter mit humør – men det gør det altså også når jeg er i dårligt humør. Derudover køre jeg lidt i ring når mit humør er dårligt, hvilket jo faktisk kan være enormt demotiverende. Jeg er så glad for lige præcis det jeg fik at vide her – de ting jeg netop har nævnt troede jeg nemlig måske i virkeligheden var noget folk tænkte dårligt om. Og det er nok ikke svært at forstå hvorfor det netop for mig, betyder enormt meget at få at vide at jeg er inspirerende.

 “Øv skal vi allerede hjem?”

PinseCamp med ADHD-foreningen er noget af det bedste og fedeste jeg nogensinde har prøvet! Og jeg tror jeg snakker for de fleste af deltagerne: vi havde slet ikke lyst til at skulle hjem! Det var 4 virkelig intense dage, men også 4 dage (jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv) med udvikling/igangsætning af udvikling, læring, relationsdannelse, hygge – ja jeg tror faktisk de fleste følelser var i spil.

pinsecamp med adhd-foreningen

Efter kun 4 dage: nogle af de bedste veninder jeg har!

Da jeg kom hjem havde jeg ikke kun lært noget om mig selv – jeg havde også fået 18 nye venskaber! Man bliver selvfølgelig ikke bedste venner med alle, men den dag i dag savner jeg hver og en! Jeg vil alligevel fremhæve 2 piger – ikke fordi resten er ligegyldige, men fordi disse 2 piger lynhurtigt er blevet nogle af mine bedste veninder! De ligner mig selv så meget at jeg næsten ikke troede det var muligt -når de fortæller er det som at høre mig selv. Og måske næsten det vigtigste: de forstår mig inden jeg overhovedet har åbnet munden!

Jeg undskylder for det meget lange indlæg – og så alligevel ikke wink PinseCamp med ADHD-foreningen har betydet og betyder så meget for mig at jeg faktisk ikke ville kunne have gjort det kortere. Jeg er selvfølgelig ikke blevet et helt andet menneske, men jeg har lært så mange vigtige ting om mig selv, og har fået øjne for områder hvor jeg virkelig skal udvikle mig. Og ved du hvad? De fleste “udviklings-processer” blev faktisk sat igang allerede på lejren. Til de 18 andre deltagere, til Betina og Kirsten fra ADHD-foreningen, til Trine og Thomas og sidst men ikke mindst Rikke og Jan: ord vil aldrig være nok – i har givet mig mere end jeg turde drømme om! Tak er kun et fattigt ord, men af hjertet tak! heart I betyder alverden, hver og en!

Der findes ingen manual til de følelser det giver

I dag er det 195 dage siden jeg blev diagnosticeret. 195 dage eller 6 måneder og 2 uger siden jeg endelig fik svar på en masse spørgsmål, men også 195 dage siden en masse nye spørgsmål opstod. Jeg husker dagen tydeligt. Det var den 31. oktober og pludselig stod jeg der med hele min selvopfattelse revet væk under mig. Den dag i dag er jeg lykkelig for at jeg blev diagnosticeret, og fik den rigtige diagnose, men i starten var det svært. Meget svært. I dag er det jeg er mest ked af nok at jeg ikke blev diagnosticeret tidligere, meget tidligere! Hvorfor? Fordi det på mange måder er svært at stå der, som en voksen pige, i gang med et liv, en ide om egen identitet – og pludselig bliver dit liv bare ændret på så mange måder! For når du som voksen blive diagnosticeret med ADHD skal du ikke bare acceptere at du har det her handicap, du skal samtidig acceptere at du aldrig bliver helt rask. Selvfølgelig kan det være lige så svært som barn eller teenager at acceptere, men på den anden side – som barn tænker du måske ikke helt på samme måde over tingene. For slet ikke at tale om de tiltag som kunne have været sat i gang, tilbud der måske kun henvender sig til børn. Hvis vi nu havde vidst bare 5-7 år tidligere, havde vidst det allerede dengang for 10 år siden da jeg første gang sagde goddag til psykiatrien – så havde jeg måske lært en masse som kunne have gavnet mig den dag i dag. Og hvor brutalt det så end må lyde: hele mit eksistens-grundlag var ikke blevet taget fra mig! En ting er sikkert: som overskriften lyder – der findes ingen manual til de følelser det giver. De første par måneder efter diagnosticeringen har været svære. Både for mig, men også mine nærmeste. Det har taget mig tid at acceptere. Og det har taget mig tid at bygge min identitet op igen – ikke omkring, men med ADHD som “en god ven” i stedet for et nederlag.

Diagnosticeret med ADHD – hvor kom den selvtillid lige fra?

Inden jeg blev diagnosticeret, havde jeg det rent ud sagt ad helvedes til. Hvis du har læst “Historien om en fighter”, “Du jo ikke rask…”, “Du jo stadig bare dig…”, “Eller er det bare noget jeg føler?” og “Mine mange masker – nu ligger de fleste i skraldespanden” – ja flere af mine tidligere indlæg og sider, ved du måske allerede lidt om hvordan jeg havde det inden. Hvis ikke kan du jo altid klikke dig tilbage og læse dem wink

“Når den ikke er diagnosticeret, kan den være ødelæggende og invaliderende og lige så stille frarøve disse mennesker deres drømme, deres håb og deres selvværd. De bruger deres liv på at løse en gåde – forklaringen på deres livs mysterium må gemme sig derude et sted, lige forbi det næste sving på vejen.”- Kvinder med ADHD, Sari Solden

En ting er sikkert – den dag i dag har jeg det nok faktisk bedre end jeg har haft det de sidste 10 år. Ja der er stadig dage hvor det hele er noget lort. Og ja jeg er stadig ikke helt på toppen. Men endelig har jeg en forklaring. Endelig ved jeg hvorfor jeg har måttet kæmpe, og til stadighed gør det. Jeg har endelig accepteret at JEG HAR ADHD! Jeg mærker for første gang i mit liv en form for selvtillid. En følelse jeg slet ikke er vant til. Nærmere tværtimod. Og ved du hvad? Det skal man faktisk lige vænne sig til wink Jeg kan huske i folkeskolen, på efterskolen – ja generelt på uddannelser. Du kender det måske – der er altid den her populære pige. Hun er måske ikke særlig dygtig faglig, måske kan du faktisk egentlig ikke forstå hvad det er ved hende der gør hende så populær. Hun er populær fordi hun er social dygtig, fordi hun har selvtilliden i orden. Den anden dag da jeg havde været til optagelsessamtale fortalte jeg min familie noget i stil med dette: “Jeg følte mig som hende der den populære pige i klassen”. Og ved du hvorfor jeg gjorde det? Fordi selv om det har været svært, så har det også gjort mig langt mere selvsikker – altså at blive diagnosticeret rigtigt, endelig. At jeg er blevet diagnosticeret med ADHD betyder nemlig den dag i dag, at jeg tør være mig selv! Og drømmer vi ikke et eller andet sted ikke alle om bare at være os selv? Jeg ved i hvert fald hvor meget jeg kan mærke at det nu virkelig har været vigtigt – at blive taget alvorligt, at blive set lige igennem. Og selvom det at blive diagnosticeret er svært i starten, så giver det helt klart så meget positivt på den lange bane.

Et nyt kapitel

Den rigtige diagnosticering betyder at du kan få den rigtige behandling, den rigtige hjælp og støtte. Jeg vil faktisk næsten sige at den rigtige diagnosticering betyder at du endelig kan leve dit rigtige liv. Det lyder måske nok lidt provokerende, men en udiagnosticeret ADHD har i hvert fald for mit eget vedkommende budt på så mange nederlag og kampe at jeg indimellem har haft lyst til bare at give op. Og nu, 195 dage efter diagnosticeringen, føler jeg at jeg endelig er blevet mig selv – eller i hvert fald er godt på vej til at blive det. Jeg var heldig, dengang i oktober. Jeg havde egentlig fået en tid til udredning på den psykiatriske afdeling – i marts! Jeg kunne ikke vente 5 måneder – det var tydeligt for en hver. Selvom det lyder brutalt, havde jeg på det tidspunkt faktisk et direkte ønske om at dø. Og det vidste min kontaktperson i Udviklingshuset heldigvis godt – for hun gjorde mig dengang en kæmpe tjeneste! Hun fik mig en ved en dygtig psykiater. En psykiater som så direkte igennem mig, og som endelig kunne besvare mine spørgsmål. Spørgsmål som tidligere var blevet mistolket som depression og stress. Men jeg følte aldrig at det passede ordentlig på mig – det klart, jeg har måske nok været både deprimeret og stresset, men det har været en del af en større sammenhæng, en del af det faktum at jeg har ADHD. Jeg var glad for denne psykiater. Men hov, hvorfor skriver jeg var? Det gør jeg af flere grunde. For det første fordi jeg har fået nogle oplysninger omkring noget medicin jeg fik for mine søvnproblemer – noget medicin som i den forkerte dosis kan have den helt modsatte effekt, og nærmest være “speedende”. Jeg fik så høj en dosis at det gjorde det modsatte af hensigten – og i dag har jeg så store problemer med min søvn at det nærmest kan være ubærligt både at være i, men nok også at være tilskuere til.

selfie

Mine søstre driller mig måske lidt med det, og okay det er måske lidt kikset. Men for 6 måneder siden tog jeg næsten aldrig billeder af mig selv – den dag i dag bliver der næsten dagligt taget et selfiewink

Det lover jeg at fortælle meget mere om i et andet indlæg. Men min psykiater afsluttede mig af en anden grund – fordi at psyk. kun ville og kunne behandle hvis de fik hele pakken, og altså dermed også den del der omhandler medicin. Jeg husker den dag jeg fik den besked tydeligt. Jeg var frustreret og havde egentlig bare lyst til at alt skulle være som det plejer – og jeg håbede at psykiateren ville “være på min side” og gøre sådan at jeg kunne være begge steder. I stedet fik jeg beskeden “Det er sjældent, men 1-2 gange om året er jeg desværre nødt til at lade sygehuset tage over”. Helt ærlig, der sad jeg med tårene trillende ned ad kinderne og følte at jeg nærmest slet ikke stod “til at redde”. Den besked kunne have været udformet så meget bedre – og ikke på en måde der fik mig til at føle mig total tabt på gulvet. Men nu er jeg faktisk lykkelig for den forandring der er sket! Jeg er nemlig blevet ambulant patient på psykiatrisk afdeling, og det betyder at jeg endelig kan få den rette hjælp. At jeg ikke kun bliver medicineret, men at jeg snarest muligt vil få psykoedukation og støtte. Og jo de piller ved min medicin – og det er ærlig talt skide svært og hårdt. Men jeg husker også på alle de fordele som det et eller andet sted giver ved at være patient på psyk. Og jeg ved at selv den næste tid bliver hård, så kommer jeg til at udvikle mig helt enormt meget! Og jeg glæder mig! Jeg glæder mig til endelig at få den rette hjælp, og endelig få mere end hvad jeg “har haft” indtil videre. Psykiateren hjalp mig da jeg havde aller mest brug for det, og det er jeg ham evigt taknemmelig for. Men jeg er vred over nogle dage at være på randen af sindssyge (den anden dag tog jeg mig selv i kort at tænke “Er det mon noget han har gjort med vilje? For at gøre mig sindssyg”). I sidste uge startede et nyt kapitel på så mange måder – og det var en tiltrængt forandring.

Et spørgsmål til dig fra mig

selfie

En pige som er glad – fordi hun endelig tør være sig selv!

Ups, nu endte det her indlæg jo igen med at være super langt – sorry wink Det der med begrænsningens kunst er jeg ikke altid lige god til… I sidste uge, nærmere bestemt i torsdag havde jeg en dag som var så god at jeg til sidst var i tvivl om jeg drømte. Det var nemlig i torsdags at jeg startede rigtigt op på psyk, og samtidig fik jeg en uventet, men dejlig og kæmpe anerkendelse for mit arbejde med flyvsketanker.dk – kampagnen “En af os” delte nemlig siden, og det gjorde en i forvejen god dag endnu bedre! Og undskyld mit sprog, men f*ck hvor havde jeg fortjent og trængt til en dag som den jeg havde i torsdags! I dag er det faktisk “kun” 76 dage siden jeg startede med at skrive på det der i dag er blevet til flyvsketanker.dk – i starten var adressen flyvsketanker.blogspot.dk. Da jeg i februar startede med at skrive havde jeg aldrig nogensinde turdet drømme om, håbe på at der den dag i dag har været 8000 unikke besøg! 8000 – og mig som troede jeg måske ville have haft et par hundreder. Jeg er stolt, totalt overvældet og beæret. At mit arbejde kan gavne og glæde så mange gør mig kun mere motiveret. Og derfor har jeg også et spørgsmål til dig wink Jeg har nemlig tænkt på et par ting jeg vil lave om/gøre bedre her på hjemmesiden. Jeg kalder det med vilje en hjemmeside og ikke længere en blog, fordi jeg egentlig synes at mine indlæg ofte er længere end hvad man vil kalde en blog – og indimellem meget lærerige wink Jeg har bl.a overvejet at lave det om, sådan at der både ville være en side med indlæg som disse – altså lange og uddybende, men også en side til små “hverdags-indlæg” altså det man nok ville kalde blog indlæg, hvor jeg kan skrive alle de ting som jeg egentlig har lyst til at fortælle om, men som jeg måske ikke mener er “store” nok – nu har jeg jo lidt lagt stilen med det meget fortællende indlæg wink Hvad synes du? Ville du være okay med nogle nye tiltag? Et flyvsketanker.dk som ville være endnu bedre end det, det er nu? Jeg har fået så mange rosende ord, og de gør mig så glad. Perfektionisten i mig får dog hele tiden nye ideer til forbedringer og tiltag – i fortjener det bedste! Og derfor må i hjertens gerne skrive en kommentar eller en mail hvis i skulle have nogle ideer eller tanker.  Til slut: Af hjertet tak – i er faktisk også med til at jeg udvikler mig, I har også del i min proces til et endnu bedre liv! “Flyvske tanker” er blevet til meget mere end bare blog, for mig selv er det faktisk nu også blevet en del af en større sammenhæng i min “rejse” mod et bedre liv –  med ADHD som en god ven, og ikke et nederlag.

Er du bange for at være anderledes?

adhdHvis du sidste år på denne tid havde spurgt mig, om jeg var bange for at andre syntes jeg er anderledes – ja, eller bare spurgt om jeg var bange hvad andre mennesker tænkte om mig – svaret VAR ja. At jeg vælger at bruge datid er helt bevidst – jeg VAR bange for hvad andre tænkte om mig, og jeg “frygtede” vel nærmest den følelse jeg havde indvendig – jeg vidste inderst inde godt at jeg ER anderledes. Den skræmte næsten livet af mig – min anderledeshed. Men sådan er det ikke længere, heldigvis – for så ville mit liv vidst være en lang gyser (sorry, oplagt joke midt i alvoren wink ) Hvis du spørger mig i dag – jeg blev faktisk spurgt den anden dag – om jeg er bange for at folk synes jeg er anderledes er svaret nej. Jeg er ikke bange for at folk synes jeg er anderledes for jeg ved godt at jeg er anderledes. Det har taget mig mange måneder at acceptere, både at det at jeg har ADHD, men også det faktum at jeg altid vil være anderledes. Det har været nogle hårde måneder det indrømmer jeg gerne. Jeg ved at jeg fortsat vil have perioder, som vil være hårde at komme igennem og som vil kræve en hel masse vilje og mod – på livet og lysten til at blive ved med at kæmpe. Men jeg er alligevel nået et godt stykke – det har krævet en hel masse, men jeg har endelig erkendt og accepteret at jeg har ADHD. Som jeg skrev i et tidligere indlæg: “jeg er sgu sådan en type”, og ved du hvad? Det er helt okay! Det er også helt okay at jeg er en smule stolt, ikke? Stolt af mig selv fordi jeg kæmper, og fordi jeg endelig har accepteret at jeg måske nok kan udvikle mig, men aldrig bliver 100% rask. Okay, jeg har ADHD og ved kommunen bliver jeg sat i “Handicap-afdelingen” – men det betyder ikke at jeg ikke er en intelligent pige som har en masse evner, mod, vilje og drivkraft. En kæmpe drivkraft for at bryde tabuet om den diagnose jeg selv og mange andre lever og kæmper med hver eneste dag. En vilje for at gøre mit aller bedste når det handler om at formidle min viden videre. En intelligens og masse evner, som gør dette til en mulighed. Og måske aller vigtigst: MODET til at stå frem, modet til at indrømme at jeg er anderledes – modet til at dele min(e) historie(r).

Hvad synes du om den nye og forbedrede udgave af flyvsketanker.dk?

Hvordan forbedrer man noget, som mange i forvejen fortæller er fornemt arbejde? Jeg indrømmer gerne at jeg får mange rosende ord for mit arbejde med flyvsketanker.dk – hvorfor holde det hemmeligt, det gør mig da enormt stolt! Stolt over at noget jeg har skabt, og nærmest dagligt arbejder mere eller mindre hårdt på – kan gavne så mange mennesker. Og at så mange mennesker har lyst til at læse med. Det sidste indlæg jeg skrev indeholdte skabelonen til det hjælperedskab jeg har udviklet: “Mig og min ADHD”. Det lyder måske som blær, men det er ligeså meget stolthed – det indlæg er blevet læst mere end 1000 gange! Og det gav mig motivationen til at ligge måske endnu mere arbejde i flyvsketanker.dk – det er indtil videre blevet til en masse forbedringer og nye tiltag, de fleste til gavn for dig som “bruger” af siden, men også et par få til gavn for “systemeterne” bag. De sidste er drøn nørdede ting som jeg hjertens gerne vil fortælle om, men som nok ikke har super meget relevans for dem knap så “teknik-mindede” læser (og jeg tror altså ikke det er der min primære målgruppe ligger wink ) – skulle du alligevel være nysgerrig må du selvfølgelig hjertens gerne spørge, og jeg lover at svare. Nok om mig om mine nørdede tendenser – jeg vil nemlig meget hellere fortælle om de forbedringer og tiltag som er blevet til pga alle jer læsere. I motivere mig nemlig til at gøre det endnu bedre – selv min perfektionisme måske ikke altid er lige hensigtsmæssig gør den alligevel dette ved mig: JEG GIDER IKKE GØRE NOGET SEMI-GODT, jeg går altid efter at være “den bedste” eller “gøre mit bedste”. Det betyder blandt andet at der kun en gang i hele “Flyvske tanker”s levetid er blevet brugt copy/paste – en eneste gang har jeg tilladt mig selv det, alligevel er det ikke ligefrem noget jeg er stolt af… Til gengæld vil jeg godt tillade mig at være stolt af at, som sagt pånær den ene gang, have skrevet alle tekster selv. Det har taget tid – også længere end jeg regnede med, men jeg håber du synes at det alligevel har været “ventetiden” værd.

flyvsketanker.dk version 2.0

Det eneste på flyvsketanker.dk som ikke er ændret er faktisk mine tidligere indlæg. Enkelte er blevet rettet til i forhold til stave- og grammatikfejl, men ellers er de det eneste, som stadig indeholder præcis det som de hele tiden har gjort. Nedenfor vil jeg derfor give en lille guide i de mange nye tiltag, du kan trykke på de forskellige links her eller finde dem som menupunkter i toppen wink

Fanen “Om mig”:

  • Om mig – indeholder som sådan bare små korte facts om hvem jeg er – udover selvfølgelig at være “forfatter” her på siden wink
  • Historien om en fighter – en dybdegående, og måske “rørende” fortælling om mit liv inden jeg blev diagnosticeret.

Fanen “Om flyvske tanker”:

  • Om flyvske tanker – beskriver formålet med denne hjemmeside, og besvarer måske de tre “H’er” – hvorfor, hvad og hvordan.

Fanen “Viden om ADHD”:

Denne del er klart den, som har taget mest tid – dette er nemlig mere eller mindre en vidensportal indeholdende stort set alt hvad der er værd at vide om ADHD – rent fagligt i hvert fald.

  • Viden om ADHD – beskriver kort formålet med denne vidensportal, og hvor på siden du finder de forskellige ting som du også ser på listen her:

Hvad er ADHD?

Årsager – hvad skyldes ADHD?

Symptomer – hvordan viser ADHD sig?

De tre kernesymptomer

Andre ADHD symptomer

Kønsforskelle

Diagnosticering af ADHD

Forekomst af ADHD

Tilstande der ligner ADHD

Forskellen mellem ADHD, mani og personlighedsforstyrrelse

At leve med ADHD

Følgetilstande ved ADHD

Behandling

Forskellige former for medicin mod ADHD

Forskellige former for terapi/træning af færdigheder

Hjælpemidler

Relevante love og paragraffer

Fanen “Mig og min ADHD” – et hjælperedskab:

Fanen “Kontakt”:

  • Kontakt – som navnet næsten antyder finder du her de forskellige muligheder for at kontakte mig wink

anderledesFlyvske tanker på de sociale medier

Synes du listen her er lang? Det er ikke det eneste, som er blevet forbedret eller tilføjet til flyvsketanker.dk. Flyvske tanker er nemlig både blevet lang mere synlig på de forskellige sociale medier, men det er også blevet nemmere at finde frem til “den” de forskellige steder. Du kan nu finde flyvsketanker.dk på hhv. facebook, instagram, twitter, bloglovin, google plus og som RSS feed. Og uanset hvor på siden du er vil linksne altid være oppe i højre hjørne (godt i ikke kunne se mig sidde og pege for at være sikker, hæhæ).

Undskyld hvis indlægget blev lidt langt – der var jo også en del at fortælle om som du kan se wink Jeg ville blive enormt glad hvis du kunne have lyst til at dele dine tanker wink omkring de nye tiltag. Du kan enten skrive en kommentar her, på et af de nævnte sociale medier eller hvis du gerne vil være lidt mere “anonym” og kun fortælle det til mig: sende en mail til kontakt@flyvsketanker.dk – hov det er da egentlig også en mere eller mindre ny ting – egen mail adresse wink Endnu engang af hjertet tak fordi du har lyst til at læse med her. Hvad enten du kommer for viden eller “gode historier” så betyder hvert eneste (efterhånden mange) besøg en hel masse. Jeg troede aldrig jeg skulle få så stor en trafik på en side som i høj grad skiller sig ud – både emnet at “blogge” om, men måske i virkeligheden også personen bag navnet “Flyvske tanker”. Jeg er stærkt tilbage med masser af energi – og endnu flere “flyvske” tanker wink

P.s. Har du iøvrigt lagt mærke til de fine pink stjerne i toppen af hvert indlæg og sider? Det er “rating”-stjerner og jeg synes det kunne være super fedt hvis du lige gav f.eks det her indlæg det antal stjerne du nu synes det eller andre måtte fortjene wink

Mine mange masker – nu ligger de fleste i skraldespanden

I dag er det 9 dage siden jeg gjorde bloggen her offentlig. Og samtidig med offentliggørelsen “sprang jeg også ud” – måske en mærkelig vending at bruge, men jeg synes godt man kan sammenligne det. For det krævede sgu en god portion mod at fortælle omverdenen at jeg har ADHD, men det er en kæmpe lettelse nu, for jeg behøver ikke længere skjule en kæmpe del af mit liv og jeg får lov til at dele min viden og historie med jer. Vigtigst af alt: mange af mine “masker” ligger nu i skraldespanden, jeg kan endelig bare være mig. Og det er fantastisk for jeg orkede ærlig talt ikke at bruge resten af mit liv på at prøve på at være en anden, skjule hvem jeg egentlig i virkeligheden er og indeholder.
Jeg har brugt mange år og meget energi på at opretholde en facade, altid forsøgt kun at lade omverden se glansbilledet, den pæne søde og artige pige. Men folk har ikke kunnet se hvad der har gemt sig bag facaden.
Får når jeg trådte ud ad døren puttede jeg en maske på – altid en der passede til situationen. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg aldrig har prøvet at være fyldt af kaos, måske haft en virkelig dårlig morgen/dag, men alligevel formået at holde det skjult. Jeg har faktisk været så god til at opretholde facaden at flere psykologer har haft svært ved at finde ud af mig – for kan det virkelig passe at den søde, pæne pige over for dem, som ikke fortrækker en mine, kan have gennemlevet det hun nu sidder og fortæller. Det er også min egen skyld at jeg indimellem ikke er blevet taget alvorligt, for jeg har været for flov til at give slip på facaden. Men det er jeg heldigvis ikke mere! Jeg er ikke længere flov! Flov over ikke altid at have styr på tingene, flov over ikke at kunne kontrollere hvad jeg siger eller tænker, flov over at have haft 10 svære år – og vigtigst af alt: JEG ER OVERHOVEDET IKKE FLOV OVER AT HAVE ADHD! Det ikke min skyld, det ikke en undskyldning, men en forklaring på hvorfor jeg ikke er ligesom alle andre. Det en stor del af mig, og det er også med til at gøre mig til den jeg er. Det ikke alle masker der endnu er kommet i skraldespanden, måske det kommer en dag, men de fleste er og det jeg glad for!
Jeg er helt sikkert lidt småtosset, snakker alt for meget, vil vide alting, en kontrolfreak – men det okay! Jeg har brugt masser år på at prøve at blive noget jeg ikke er, nu vil jeg bruge resten af livet på at være mig selv!

© 2017 Flyvske tanker

Tema af Anders NorenOp ↑