Flyvske tanker

ADHD smitter ikke - det gør tabu.

Kategori: Viden om ADHD (side 2 af 2)

Viden om ADHD.

115 dage med centralstimulerende medicin

Det er omkring 2 år siden at jeg i februar 2012 endelig fik lov “at slippe” for antidepressivt medicin. “Lykkepiller” havde ikke gjort andet end at sørge for jeg ikke røg fuldstændig ned i kulkælderen. Jeg vidste jo først i oktober 2013 at mine problemer gennem livet skyldes ADHD, og jeg troede egentlig dengang i februar 2012 at jeg nu kunne få lov at være et “almindeligt” ungt menneske uden behov for medicin. At få papir på diagnosen gjorde at der nu var noget “ordentlig” hjælp at hente, og mulighed for den rigtige behandling – deriblandt det rette medicin. For jeg havde og har behov for medicin, så den 14. november 2013 begyndte jeg på centralstimulerende medicin. Det er 115 dage siden i dag. Vildt at der allerede er gået så “mange” dage, men også en mærkelig tanke at jeg nu efter 115 dage har været igennem 3 forskellige typer af centralstimulerende medicin.
Som de fleste andre med ADHD startede jeg med at få methylphenidat eller det som i daglig tale kaldes Ritalin. Den første måned som tabletter, der virker i 3 timer og dernæst som depotmedicin som virker i 7 timer. Eller det skulle det i hvert fald, bare ikke for mig. Jeg er derfor fornylig kommet på en hel anden slags præparat. Nemlig lisdexamfetamin, et prodrug til dexamfetamin, som gives til patienter hvor behandling med ritalin har vist sig at være utilstrækkelig eller “forkert” i forhold til den enkelte. At noget er et prodrug betyder at det ikke kan misbruges, fordi det først aktiveres i langsomt tempo inde i kroppen. Hvis du klikker dig ind på siden “Hvad fanden er ADD/ADHD?” kan du læse lidt mere om hvordan medicin mod ADHD virker.
En ganske almindelig fordom er at jeg får “speed på recept”. Og ja hvis jeg bliver testet for doping eller narko vil testen da også vise positiv, derfor har jeg også et slags “ADHD-kort” sådan jeg ikke risikere at komme i problemer hvis uheldet er ude og jeg af den ene eller anden grund skal testes – kan nu ikke se hvornår eller hvorfor det lige skulle være, men det giver lidt en tryghed at jeg kan dokumenentere at det er pga min medicin og ikke pga dumheder hvis en eventuel test skulle vise positiv. Og ja som navnet antyder så indeholder det medicin jeg får, amfetamin. MEN det betyder ikke at jeg render rundt og er totaldopet, eller at jeg på nogen måde har samme virkning af stoffet. Derudover gives det i forbindelse med behandling af ADHD i nøje afmålt doser i mit tilfælde 80mg, to gange dagligt. Og den virkning medicinen har på mig, ja sådan er det faktisk med både ritalin og lisdexamfetamin, er en hel anden end den virkning en person uden ADHD ville have. For mig er det endnu en tryghed at mit medicin er meget svært at misbruge af andre, og så synes jeg egentlig det både er rart og lidt sjovt at indlægssedlen er skrevet til børn, altså i et letlæseligt sprog i. Normalt synes jeg at sådanne sedler er skrevet i et meget fagligt og kringlet sprog.
Jeg ville lyve hvis jeg sagde at medicinen ikke har gjort en stor forskel for mig. Især nu hvor det er Elvanse (lisdexamfetamin) jeg får, for jeg føler endelig at min psykiater, selvfølgelig i samarbejde med mig, har fundet den rette type og den rette dosis medicin. Det betyder ikke at jeg tror det er et mirakelmiddel, og at jeg ikke helst havde undværet både medicinen og diagnosen. Jeg tænker dagligt over at jeg måske ikke bliver over 100 år når jeg tager medicin, men spørgsmålet er om jeg jeg var blevet ældre uden. Min livskvalitet inden jeg gjorde bekendtskab med centralstimulerende medicin var så ringe, at jeg ofte følte det ikke var kampen værd. Medicinen har trukket mig ud af tågen og gjort det en del lettere at være mig. Selvfølgelig følger der bivirkninger med, men dem acceptere jeg til fordel for en lettere tilværelse. Derudover kan jeg ikke klage over der ikke bliver holdt øje med både min vægt, mit blodtryk, min hjertesekvens, puls osv osv.
Der vil altid findes fordomme om centralstimulerende medicin og selve diagnosen. Dem forsøger jeg så vidt muligt at overhøre – livet med ADHD og et måske livslang forbrug af medicin der ikke ligefrem er gratis kan være svært nok i sig selv.

“Du får 20kr, hvis du kan holde mund i 10 minutter”

Jeg snakker meget, rigtig meget, og det har jeg altid gjort. Faktisk snakker jeg så meget at jeg igennem tiden har tjent en lille skilling på at holde min kæft. Hæhæ, det ikke engang løgn. Min kære moster har flere gange de sidste par år fået 5, 10 og 15 minutters ro ved at give mig udfordringer som “hvis du kan holde mund i 10 minutter får du 20 kroner”. Nogen gange har jeg ikke kunne klare mere end 3 minutter, men jeg har faktisk også formået at tie stille og tjene lidt ekstra lommepenge. Ganske god forretning når man som mig kan snakke øret af en døv! wink
Men hvorfor snakker jeg så, så meget? Det var et af de spørgsmål jeg blandt andet fik svar på da jeg i 2013 fik diagnosen. For det er nemlig slet ikke unormalt at mennesker med ADHD snakker meget. Dette skyldes bl.a. to af kernesymptomerne, nemlig hyperaktivitet og impulsivitet.
Kendetegn ved hyperaktivitet hos mennesker med ADHD er bl.a: 

  • Skal anstrenge sig for at blive siddende på stolen, fx ved møder og i andre sammenhænge hvor det forventes
  • Har en konstant følelse af rastløshed og indre uro
  • Manglende evne til at slappe helt af
  • Virker ofte hyperaktiv eller overgearet
  • HAR TENDENS TIL AT VÆRE OVERDREVENT SNAKKESALIG – SNAKKER SOM ET VANDFALD
  • Har kort latenstid – taler før de tænker
Kendetegn ved impulsivitet hos mennesker ved ADHD er bl.a.:
  • Begynder ofte at svare, før spørgsmålet er færdigstillet
  • Har tendens til at afbryde andre, bryde ind i andres samtaler og aktiviteter
  • Har svært ved at vente på det bliver deres tur
  • Får ofte ikke tænkt sig om, før de taler eller handler
  • Reagere prompte
  • Kan have kort lunte

Punkterne ovenfor er bare et lille udpluk af kendetegn ved kernesymptomerne, men disse er dem jeg selv kan nikke genkendende til. Jeg kan godt lide at være den snakkesalige pige, Frk. Talkalot, men det er ikke altid at det er lige smart eller vellidt at tale meget, og at snakke før man tænker sig om. Jeg kommer indimellem til at sige nogle meget malplacerede ting, fyre mærkelige jokes af eller starte en samtale om noget der måske ikke rager hele verden et meget offentligt sted. Mine korte latenstid har nok især irriteret mine 2 søstre og mine forældre. For mine søstres vedkommende handler det måske egentlig bare om at jeg kan komme til at være “lidt pinlig”, men for mine forældres vedkommende har jeg indimellem både tænkt og sagt “så skriv dog en liste over samtaleemner der er ok”.  Fordi jeg ikke tænker over det og fordi mine forældre ikke konstant kan eller skal gå og huske på at jeg ikke gør det med vilje kan det indimellem give nogle “mopsede” øjeblikke.

At være hende der snakker meget, gør også at folk hurtigt opdager hvis jeg er i dårligt humør, utilpas eller måske bare lidt genert (jo jeg kan også være genert – det sker dog sjældent) – for er jeg i godt humør står munden sjældent stille, medmindre jeg ikke har sovet om natten – men det skal jeg nok fortælle meget mere om i et andet indlæg.

Hvad pokker er tankemylder?

Det super smart at jeg kan gemme mine indlæg som “kladde”, for det ikke altid jeg har tid til at skrive hele indlægget når ideerne dukker op og nogle gange kan det være en ide til et emne som jeg måske lige skal tænke mere over. Hvor ville det være fedt, hvis jeg ligesom med indlæggene kunne gemme mine tanker som “kladder” – for som du måske allerede har gættet, og som navnet på bloggen antyder har jeg MEGET flyvske tanker – tanke mylder, og jeg tør sgu godt indrømme at det er i meget svær grad.

Men hvad pokker er tankemylder så?

Min psykiater plejer at sige at det er som et orkester uden dirigent – og han har ganske ret, men jeg fandt for nogle måneder siden på en forklaring som unge mennesker måske har nemmere ved at forstå. Hvis du er over 18 har du højst sandsynligt været på et diskotek. Her står der altid en vagt eller dørmand i døren og sørger for at der hverken kommer for mange ind, eller der ikke bliver lukket nogle “uvelkomne” ind. Forestil dig nu et diskotek uden en dørmand – et diskotek uden gæster er ikke sjovt, men for mange gæster, som er total crowded er da mega ufedt. Min hjerne mangler simpelthen en dørmand. Hvis jeg fik løn for at tænke, ville jeg mangemillionær – min hjerne er nemlig konstant på overarbejde. Hvis du synes jeg snakker meget, så forstår jeg dig – jeg fører nemlig konstant 15-50 samtaler med mig, oppe i hovedet. Nogen gange er det en masse usammenhængende rod, ikke negativ heller ikke positiv bare en masse tilfældige ting, tit når jeg måske ikke engang at registrere indholdet, og kan måske ikke sætte ord på. På de dårlige dage kan det være en masse negative tanker om mig selv. På de gode dage, og den kommer der heldigvis flere og flere af, kan jeg blive helt forundret over hvor mange fantastiske ideer og tanker der popper op. Jeg tænker på tusind ting på en gang, samtidig med at jeg egentlig ikke tænker på noget. Mine flyvske tanker er ikke kun noget negativt, det kan helt sikkert også være en fordel. Men det kunne nu altså være rart, bare at prøve en enkelt gang kun at have en tanke igang. Gad vide hvordan det føles ikke at have tankemylder, ville jeg så være lige så kreativ, iderig og småtosset?

Nyere indlæg

© 2018 Flyvske tanker

Tema af Anders NorenOp ↑